M’Cheyne Bible Reading Plan

29 Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land. ² Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet lå der en stor Sten, ³ som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen. ⁴ Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra Karan!" ⁵ Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede: "Ja, ham kender vi godt." ⁶ Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!" ⁷ Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!" ⁸ Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene."

⁹ Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede; ¹⁰ og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord. ¹¹ Så kyssede han Rakel og brast i Gråd; ¹² og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det" ¹³ og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket; ¹⁴ og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham en Månedstid.

¹⁵ Så sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!" ¹⁶ Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel; ¹⁷ Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så dejlig ud, ¹⁸ og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv År for din yngste Datter Rakel." ¹⁹ Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en fremmed; bliv kun hos mig!" ²⁰ Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få Dage, fordi han elskede hende. ²¹ Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!" ²² Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud. ²³ Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til ham, og han gik ind til hende. ²⁴ Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.

²⁵ Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for Rakel, jeg,har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?" ²⁶ Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give den yngste bort før den ældste; ²⁷ men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til." ²⁸ Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban ham sin Datter Rakel til Hustru. ²⁹ Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde. ³⁰ Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.

³¹ Da Herren så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar. ³² Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Ruben; thi hun sagde: "Herren har set til min Ulykke; nu vil min Mand elske mig!" ³³ Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn;og hun sagde: "Herren hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!" Derfor gav hun ham Navnet Simeon. ³⁴ Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi. ³⁵ Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:"Nu vil jeg prise Herren!" Derfor gav hun ham Navnet Juda. Så fik hun ikke flere Børn.

28 Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven. ² Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for ned fra Himmelen og trådte til og væltede Stenen bort og satte sig på den. ³ Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som Sne. ⁴ Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som døde. ⁵ Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: "I skulle ikke frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede. ⁶ Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, ser Stedet, hvor Herren lå! ⁷ Og går hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det." ⁸ Og de gik hastig bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb hen for at forkynde hans Disciple det. ⁹ Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: "Hil være eder!" Men de trådte til og omfavnede hans Fødder og tilbade ham. ¹⁰ Da siger Jesus til dem: "Frygter ikke! går hen og forkynder mine Brødre, at de skulle gå bort til Galilæa, og der skulle de se mig."

¹¹ Men medens de gik derhen, se da kom nogle af Vagten ind i Staden og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket. ¹² Og de samledes med de Ældste og holdt Råd og gave Stridsmændene rigelige Penge ¹³ og sagde: "Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, medens vi sov. ¹⁴ Og dersom Landshøvdingen får det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse." ¹⁵ Men de toge Pengene og gjorde, som det var lært dem. Og dette Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag.

¹⁶ Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne. ¹⁷ Og da de så ham tilbade de ham; men nogle tvivlede. ¹⁸ Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: "Mig er given al Magt i Himmelen og på Jorden. ¹⁹ Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn, ²⁰ og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende."

5 Den tredje Dag iførte Ester sig det kongelige Skrud og trådte ind i den indre Gård til Kongens Palads, foran Kongens Palads, medens Kongen sad på sin Kongetrone i det kongelige Palads ud imod Indgangen. ² Da Kongen så Dronning Ester stå i Gården, fandt hun Nåde for hans Øjne, og Kongen rakte det gyldne Scepter, som han havde i Hånden, ud imod Ester. Da trådte Ester hen og rørte ved Spidsen af Scepteret; ³ og Kongen sagde til hende: "Hvad fattes dig, Dronning Ester, og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal du få det! ⁴ Ester svarede: "Hvis Kongen synes, vil jeg bede Kongen og Haman om i Dag at komme til et Gæstebud, jeg har gjort rede for ham."

⁵ Da sagde Kongen: Send hurtigt Bud efter Haman, for at Esters Ønske kan blive opfyldt!" Så kom Haman og Kongen til det Gæstebud, Ester havde gjort rede, ⁶ og da de sad ved Vinen, sagde Kongen til Ester: Hvad er din Bøn? Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig! ⁷ Ester svarede: "Min Bøn og mit Ønske er ⁸ hvis jeg har fundet Nåde for Kongens Øjne, og hvis det synes Kongen ret at opfylde min Bøn og tilstå mig mit Ønske, så komme Kongen og Haman til et Gæstebud, jeg vil gøre rede for dem. I Morgen vil jeg da gøre, som Kongen siger!"

⁹ Haman gik glad og vel til Mode derfra den Dag. Men da Haman så Mordokaj i Kongens Port, og han hverken rejste sig op eller rørte sig af Pletten for ham, opfyldtes han af Vrede mod Mordokaj. ¹⁰ Dog tvang han sig; men da han var kommet hjem, sendte han Bud efter sine Venner og sin Hustru Zeresj; ¹¹ og Haman talte til dem om sin overvættes Rigdom og sine mange Sønner og om al den Ære, Kongen havde vist ham, og hvorledes han havde udmærket ham frem for Fyrsterne og Kongens Folk. ¹² Og Haman sagde: Dronning Ester lod heller ikke andre end mig komme med Kongen til det Gæstebud, hun havde gjoet rede; og jeg er også indbudt af hende til i Morgen sammen med Kongen. ¹³ Men alt det er mig ikke nok, så længe jeg ser denne Jøde Mordokaj sidde i Kongens Port." ¹⁴ Da sagde hans Hustru Zeresj og alle hans Venner til ham: "Lad en Galge rejse, halvtredsindstyve Alen høj, og bed i Morgen tidlig Kongen om, at Mordokaj må blive hængt i den; så kan du gå glad til Gæstebudet med Kongen. Det vandt Hamans Bifald, og han lod Galgen rejse.

28 Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta. ² Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns og Kuldens Skyld. ³ Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd. ⁴ Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til hverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet." ⁵ Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt. ⁶ Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han var en Gud. ⁷ Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os venligt Herberge i tre Dage. ⁸ Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på ham og helbredte ham. ⁹ Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte. ¹⁰ De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om Bord i Skibet, hvad vi trængte til.

¹¹ Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte Tvillingernes Mærke. ¹² Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage. ¹³ Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli. ¹⁴ Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i syv Dage. Og så droge vi til Rom. ¹⁵ Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede Mod. ¹⁶ Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne til Høvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo for sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.

¹⁷ Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han til dem: "I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som Fange i Romernes Hænder, ¹⁸ og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi der ikke var nogen Dødsskyld hos mig. ¹⁹ Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage mit Folk for. ²⁰ Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke." ²¹ Men de sagde til ham: "Hverken have vi fået Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt eller sagt noget ondt om dig. ²² Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse." ²³ Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften. ²⁴ Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre troede ikke. ²⁵ Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt dette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten Esajas til eders Fædre og sagt: ²⁶ "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se; ²⁷ thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem." ²⁸ Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle også høre." ²⁹ Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor Trætte imellem dem indbyrdes. ³⁰ Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle, som kom til ham, ³¹ idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uhindret.