M’Cheyne Bible Reading Plan

18 Siden åbenbarede Herren sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen. ² Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden ³ og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi! ⁴ Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet. ⁵ Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!" ⁶ Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!" ⁷ Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast. ⁸ Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.

⁹ Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede: "Inde i Teltet!" ¹⁰ Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem; ¹¹ og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis, ¹² lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?" ¹³ Da sagde Herren til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel? ¹⁴ Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!" ¹⁵ Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men han sagde: "Jo, du lo!"

¹⁶ Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej. ¹⁷ Men Herren sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre. ¹⁸ da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham? ¹⁹ Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på Herrens Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at Herren kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham." ²⁰ Da sagde Herren: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar. ²¹ Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!"

²² Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men Herren blev stående foran Abraham. ²³ Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse? ²⁴ Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde. ²⁵ Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?" ²⁶ Da sagde Herren: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!" ²⁷ Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske! ²⁸ Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den." ²⁹ Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være." ³⁰ Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den." ³¹ Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den." ³² Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den." ³³ Da nu Herren havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.

17 Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem afsides op på et højt Bjerg. ² Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Åsyn skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset. ³ Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham. ⁴ Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: "Herre! det er godt, at vi ere her; vil du, da lader os gøre tre Hytter her, dig en og Moses en og Elias en." ⁵ Medens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem; og se, der kom fra Skyen en Røst. som sagde: "Denne er min Søn. den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!" ⁶ Og da Disciplene hørte det, faldt de på deres Ansigt og frygtede såre. ⁷ Og Jesus trådte hen og rørte ved dem og sagde: "Står op, og frygter ikke!" ⁸ Men da de opløftede deres Øjne, så de ingen uden Jesus alene. ⁹ Og da de gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: "Taler ikke til nogen om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst fra de døde."

¹⁰ Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Hvad er det da, de skriftkloge sige, at Elias bør først komme?" ¹¹ Og han svarede og sagde: "Vel kommer Elias og skal genoprette alting. ¹² Men jeg siger eder, at Elias er allerede kommen, og de erkendte ham ikke, men gjorde med ham alt, hvad de vilde; således skal også Menneskesønnen lide ondt af dem." ¹³ Da forstode Disciplene, at han havde talt til dem om Johannes Døberen.

¹⁴ Og da de kom til Folkeskaren, kom en Mand til ham og faldt på Knæ for ham og sagde: ¹⁵ "Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er månesyg og lidende; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand; ¹⁶ og jeg bragte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham." ¹⁷ Og Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer mig ham hid!" ¹⁸ Og Jesus talte ham hårdt til, og den onde Ånd for ud af ham, og Drengen blev helbredt fra samme Time. ¹⁹ Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?" ²⁰ Og han siger til dem: "For eders Vantros Skyld; thi sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro som et Sennepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen, så skal det flytte sig, og intet skal være eder umuligt. ²¹ Men denne Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste."

²² Og medens de vandrede sammen i Galilæa, sagde Jesus til dem: "Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder; ²³ og de skulle slå ham ihjel, og på den tredje Dag skal han oprejses." Og de bleve såre bedrøvede.

²⁴ Men da de kom til Kapernaum, kom de, som opkrævede Tempelskatten, til Peter og sagde: "Betaler eders Mester ikke Skatten?" ²⁵ Han sagde: "Jo." Og da han kom ind i Huset, kom Jesus ham i Forkøbet og sagde: "Hvad tykkes dig, Simon? Af hvem tage Jordens Konger Told eller Skat, af deres egne Sønner eller af de fremmede?" ²⁶ Og da han sagde: "Af de fremmede," sagde Jesus til ham: "Så ere jo Sønnerne fri. ²⁷ Men for at vi ikke skulle forarge dem, så gå hen til Søen, kast en Krog ud, og tag den første Fisk, som kommer op; og når du åbner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne, og giv dem den for mig og dig!"

7 Da Muren var bygget, lod jeg Portfløjene indsætte, og Dørvogterne, Sangerne og Leviterne blev ansat. ² Overbefalingen over Jerusalem gav jeg min Broder Hanani og Borgøversten Hananja; thi han var en pålidelig Mand og frygtede Gud som få; ³ og jeg sagde til dem: "Jerusalems Porte må ikke åbnes, før Solen står højt på Himmelen; og medens den endnu står der, skal man lukke og stænge Portene og sætte Jerusalems Indbyggere på Vagt, hver på sin Post, hver ud for sit Hus!"

⁴ Men Byen var udstrakt og stor og dens Indbygere få, og Husene var endnu ikke opbygget. ⁵ Da skød min Gud mig i Sinde at samle de store, Forstanderne og Folket for at indføre dem i Slægtsfortegnelser. Og da fandt jeg Slægtebogen over dem, der først var draget op, og i den fandt jeg skrevet:

⁶ Følgende er de Folk fra vor Landsdel, der drog op fra Land flygtigheden og Fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel havde ført dem bort, men nu vendte de til bage til Jerusalem og Juda, hver til sin By; ⁷ de kom sammen med Zerubbabel, Jesua, Nehemja, Azarja, Ra'amja, Nahamani, Mordokaj, Bilsjan, Misperet, Bigvaj, Nehum og Ba'ana. Tallet på Mændene i Israels Folk var:

⁸ Par'osj's Efterkommere 2172, ⁹ Sjefatjas Efterkommere 372, ¹⁰ Aras Efterkommere 652, ¹¹ Pahat-Moabs Efterkommere, Je suas og Joabs Efterkommere, 2818, ¹² Elams Efterkommere 1254, ¹³ Zattus Efterkommere 845, ¹⁴ Zakkajs Efterkommere 760, ¹⁵ Binnujs Efterkommere 648, ¹⁶ Bebajs Efterkommere 628, ¹⁷ Azgads Efterkommere 2322, ¹⁸ Adonikams Efterkommere 667, ¹⁹ Bigvajs Efterkommere 2067, ²⁰ Adins Efterkommere 655, ²¹ Aters Efterkommere gennem Hizkija 98, ²² Hasjums Efterkommere 328, ²³ Bezajs Efterkommere 324, ²⁴ Harifs Efterkommere 112, ²⁵ Gibeons Efterkommere 95, ²⁶ Mændene fra Betlehem og Netofa 188, ²⁷ Mændene fra Anatot 128, ²⁸ Mændene fra Bet-Azmavet 42, ²⁹ Mændene fra Hirjat-Jearim, Kefra og Be'erot 743; ³⁰ Mændene fra Rama og Geba 621, ³¹ Mændene fra Mikmas 122, ³² Mændene fra Betel og Aj 123, ³³ Mændene fra det andet Nebo 52, ³⁴ det andet Elams Efterkommere 1254, ³⁵ Harims Efterkommere 320, ³⁶ Jerikos Efterkommere 345, ³⁷ Lods, Hadids og Onos Efterkommere 721, ³⁸ Sena'as Efterkommere 3930.

³⁹ Præsterne var: Jedajas Efterkommere af Jesuas Hus 973, ⁴⁰ Immers Efterkommere 1052, ⁴¹ Pasjhurs Efterkommere 1247, ⁴² Harims Efterkommere 1017.

⁴³ Leviterne var: Jesuas og Kadmiels Efterkommere af Hodavjas Efterkommere 74.

⁴⁴ Tempelsangerne var: Asafs Efterkommere 148.

⁴⁵ Dørvogterne var: Sjallums, Aters, Talmons, Akkubs, Hatitas og Sjobajs Efterkommere 138.

⁴⁶ Tempeltrællene var: Zihas, Hasufas, Tabbaots, ⁴⁷ Keros's, Si'as, Padons, ⁴⁸ Lebanas, Hagabas, Salmajs, ⁴⁹ Hanans, Giddels, Gahars, ⁵⁰ Reajas, Rezins, Nekodas, ⁵¹ Gazzams, Uzzas, Paseas, ⁵² Besajs, Me'uniternes, Nefusiternes, ⁵³ Bakbuks, Hakufas, Harhurs, ⁵⁴ Bazluts, Mehidas, Harsjas, ⁵⁵ Barkos's, Siseras, Temas, ⁵⁶ Nezias og Hatifas Efterkommere.

⁵⁷ Efterkommerne af Salomos Trælle var: Sotaj s, Soferets, Peridas, ⁵⁸ Ja'alas, Darkons, Giddels, ⁵⁹ Sjefatjas, Hattils, Pokeret-Haz-zebajims og Amons Efterkommere. ⁶⁰ Alle Tempeltrælle og Efferkommerne af Salomos Trælle var tilsammen 392.

⁶¹ Følgende, som drog op fra Tel-Mela, Tel-Harsja, Kerub-Addon og Immer, kunde ikke opgive, hvorvidt deres Fædrenehuse og Slægt hørte til Israeliterne: ⁶² Delajas, Tobijas og Nekodas Efterkommere 642. ⁶³ Og følgende Præster: Habajas, Hakoz's og Barzillajs Efterkommere; denne sidste havde ægtet en af Gileaditen Barzillajs Døtre og var blevet opkaldt efter dem. ⁶⁴ De ledte efter deres Slægtebøger, men kunde ikke finde dem; derfor blev de som urene udelukket fra Præstestanden. ⁶⁵ Statholderen forbød dem at spise af det højhellige, indtil der fremstod en Præst med Urim og Tummim.

⁶⁶ Hele Menigheden udgjorde 42360 ⁶⁷ foruden deres Trælle og Trælkvinder, som udgjorde 7337, hvor til kom 245 Sangere og Sangerinder. Deres Heste udgjorde 736, deres Mulddyr 245, ⁶⁸ deres Kameler 435 og deres Æsler 6720.

⁶⁹ En Del af Fædrenehusenes Overhoveder ydede Tilskud til Byggearbejdet. Statholderen gav til Byggesummen 1000 Drakmer Guld, 50 Skåle og 30 Præstekjortler. ⁷⁰ Af Fædrenehusenes Overhoveder gav nogle til Byggesummen 20.000 Drakmer Guld og 2.200 Miner Sølv. ⁷¹ Og hvad det øvrige Folk gav, løb op til 20.000 Drakmer Guld, 2.000 Miner Sølv og 67 Præstekjortler.

⁷² Derpå bosatte Præsterne, Leviterne og en Del af Folket sig i Jerusalem og dets Område, men Sangerne, Dørvogterne og hele det øvrige Israel i deres Byer. (Kap.8) Da den syvende Måned indtraf - Israeliterne boede nu i deres Byer -

17 Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom til Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge. ² Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre Sabbater samtalede han med dem ud fra Skrifterne, ³ idet han udlagde og forklarede, at Kristus måtte lide og opstå fra de døde, og han sagde: "Denne Jesus, som jeg forkynder eder, han er Kristus." ⁴ Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus og Silas, og tillige en stor Mængde at de gudfrygtige Grækere og ikke få af de fornemste Kvinder. ⁵ Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Mennesker af Lediggængerne på Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; og de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud til Folket. ⁶ Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for Byens Øvrighed og råbte: "Disse, som have bragt hele Verden i Oprør, ere også komne hid; ⁷ dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod Kejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemlig Jesus." ⁸ Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det. ⁹ Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem.

¹⁰ Men Brødrene sendte straks om Natten både Paulus og Silas bort til Berøa; og da de vare komne dertil,gik de ind i Jødernes Synagoge. ¹¹ Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtoge Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disse Ting forholdt sig således. ¹² Så troede da mange af dem og ikke få af de fornemme græske Kvinder og Mænd. ¹³ Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte også der Røre og Bevægelse iblandt Skarerne.

¹⁴ Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde drage til Havet; men både Silas og Timotheus bleve der tilbage. ¹⁵ Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efter at have fået det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarest muligt skulde komme til ham, droge de bort. ¹⁶ Medens nu Paulus ventede på dem i Athen, harmedes hans Ånd i ham, da han så, at Byen var fuld af Afgudsbilleder. ¹⁷ Derfor talte han i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og på Torvet hver Dag til dem, som han traf på. ¹⁸ Men også nogle af de epikuræiske og stoiske Filosoffer indlode sig i Ordstrid med ham; og nogle sagde: ""Hvad vil denne Ordgyder sige?"" men andre: ""Han synes at være en Forkynder af fremmede Guddomme;"" fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og Opstandelsen. ¹⁹ Og de toge ham og førte ham op på Areopagus og sagde: ""Kunne vi få at vide, hvad dette er for en ny Lære, som du taler om? ²⁰ Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal betyde."" ²¹ Men alle Atheniensere og de fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke Stunder til andet end at fortælle eller høre nyt. ²² Men Paulus stod frem midt på Areopagus og sagde: ""I athemiensiske Mænd! jeg ser, at I i alle Måder ere omhyggelige for eders Gudsdyrkelse. ²³ Thi da jeg gik omkring og betragtede eders Helligdommen, fandt jeg også et Alter, på hvilket der var skrevet: ""For en ukendt Gud."" Det, som I således dyrke uden at kende det, det forkynder jeg eder. ²⁴ Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder, ²⁵ han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Ånde og alle Ting. ²⁶ Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet Blod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og Grænserne for deres Bolig, ²⁷ for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os; ²⁸ thi i ham leve og røres og ere vi, som også nogle af eders Digtere have sagt: Vi ere jo også hans Slægt. ²⁹ Efterdi vi da ere Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst og Opfindsomhed. ³⁰ Efter at Gud altså har båret over med disse Vankundighedens Tider, byder han nu Menneskene at de alle og alle Vegne skulle omvende sig. ³¹ Thi han har fastsat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil, og dette har han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde." ³² Men da de hørte om de dødes Opstandelse, spottede nogle; men andre sagde: "Ville atter høre dig om dette." ³³ Således gik Paulus ud fra dem. ³⁴ Men nogle Mænd holdt sig til ham og troede; iblandt hvilke også var Areopagiten Dionysius og en Kvinde ved Navn Damaris og andre med dem.