M’Cheyne Bible Reading Plan

9 Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden! ² Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet! ³ Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen. ⁴ Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise! ⁵ Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv. ⁶ Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene. ⁷ Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!"

⁸ Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner: ⁹ "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder ¹⁰ og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr; ¹¹ jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!"

¹² Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder: ¹³ Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden! ¹⁴ Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne, ¹⁵ vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød. ¹⁶ Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden." ¹⁷ Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!"

¹⁸ Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var Fader til Kana'an; ¹⁹ det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning.

²⁰ Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård. ²¹ Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt. ²² Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det; ²³ men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel. ²⁴ Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham, ²⁵ sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!" ²⁶ Fremdeles sagde han: "Lovet være Herren, Sems Gud, og Kana'an blive hans Træl! ²⁷ Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans Træl!"

²⁸ Noa levede 350 År efter Vandfloden; ²⁹ således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.

10 Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner.

² Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras. ³ Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma. ⁴ Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne; ⁵ fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter og i deres Folkeslag.

⁶ Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an. ⁷ Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan. ⁸ Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden. ⁹ Han var en vældig Jæger for Herrens Øjne; derfor siger man: "En vældig Jæget for Herrens Øjne som Nimrod." ¹⁰ Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i Sinear; ¹¹ fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot- Ir, Kela ¹² og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By. ¹³ Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne, ¹⁴ Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne. ¹⁵ Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het, ¹⁶ Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne, ¹⁷ Hivviterne, Arkiterne, Siniterne, ¹⁸ Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte Kana'anæernes Slægter sig, ¹⁹ så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim indtil Lasja. ²⁰ Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.

²¹ Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder, fødtes der Sønner. ²² Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram. ²³ Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj. ²⁴ Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber; ²⁵ Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan. ²⁶ Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera, ²⁷ Hadoram, Uzal, Dikla, ²⁸ Obal, Abimael, Saba, ²⁹ 0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner, ³⁰ og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge. ³¹ Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.

³² Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden.

9 Og han gik om Bord i et Skib og for over og kom til sin egen By. ² Og se, de bare til ham en værkbruden, som lå på en Seng; og da Jesus så deres Tro, sagde han til den værkbrudne: "Søn! vær frimodig, dine Synder forlades dig." ³ Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: "Denne taler bespotteligt." ⁴ Og da Jesus så deres Tanker, sagde han: "Hvorfor tænke I ondt i eders Hjerter? ⁵ Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Stå op og gå? ⁶ Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden til at forlade Synder," da siger han til den værkbrudne: "Stå op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!" ⁷ Og han stod op og gik bort til sit Hus. ⁸ Men da Skarerne så det, frygtede de og priste Gud, som havde givet Menneskene en sådan Magt.

⁹ Og da Jesus gik videre derfra, så han en Mand, som hed Matthæus, sidde ved Toldboden; og han siger til ham: "Følg mig!" Og han stod op og fulgte ham. ¹⁰ Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple. ¹¹ Og da Farisæerne så det, sagde de til hans Disciple: "Hvorfor spiser eders Mester med Toldere og Syndere?" ¹² Men da Jesus hørte det, sagde han: "De raske trænge ikke til Læge, men de syge. ¹³ Men går hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere,"

¹⁴ Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: "Hvorfor faste vi og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?" ¹⁵ Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene sørge, så længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, og da skulle de faste. ¹⁶ Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon; thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul. ¹⁷ Man kommer heller ikke ung Vin på gamle Læderflasker, ellers sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne ødelægges; men man kommer ung Vin på nye Læderflasker, så blive begge Dele bevarede."

¹⁸ Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og faldt ned for ham og sagde: "Min Datter er lige nu død; men kom og læg din Hånd på hende, så bliver hun levende." ¹⁹ Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. ²⁰ Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, trådte hen bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon; ²¹ thi hun sagde ved sig selv: "Dersom jeg blot rører ved hans Klædebon, bliver jeg frelst." ²² Men Jesus vendte sig om, og da han så hende, sagde han: "Datter! vær frimodig, din Tro har frelst dig." Og Kvinden blev frelst fra den samme Time. ²³ Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og så Fløjtespillerne og Hoben, som larmede, sagde han: ²⁴ "Gå bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover." Og de lo ad ham. ²⁵ Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Hånden; og Pigen stod op. ²⁶ Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn.

²⁷ Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som råbte og sagde: "Forbarm dig over os, du Davids Søn!" ²⁸ Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus siger til dem: "Tro I, at jeg kan gøre dette?"De siger til ham:"Ja,Herre!" ²⁹ Da rørte han ved deres Øjne og sagde: "Det ske eder efter eders Tro!" ³⁰ Og deres Øjne bleve åbnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde: "Ser til, lad ingen få det at vide." ³¹ Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn. ³² Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske, som var besat. ³³ Og da den onde Ånd var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne forundrede sig og sagde: "Aldrig er sådant set i Israel." ³⁴ Men Farisæerne sagde: "Ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde Ånder."

³⁵ Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. ³⁶ Men da han så Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de vare vanrøgtede og forkomne som Får, der ikke have Hyrde. ³⁷ Da siger han til sine Disciple: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få; ³⁸ beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst."

9 Men da alt dette var gjort, kom Øversterne til mig og sagde: "Folket, Israel og Præsterne og Leviterne, har ikke skilt sig ud fra Hedningerne eller fra deres Vederstyggeligheder, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne, Jebusiterne, Ammoniterne, Moabiterne, Ægypterne og Amoriterne; ² thi af deres Døtre har de taget sig selv og deres Sønner Hustruer, så at den hellige Sæd har blandet sig med Hedningerne; og Øversterne og Forstanderne var de første til at øve denne Troløshed! ³ Da jeg hørte den Tale, sønderrev jeg min Kjortel og min Kappe, rev Hår af mit Hoved og Skæg og satte mig hen i stum Smerte. ⁴ Da samlede sig omkring mig alle de, der bævede for Israels Guds Ord mod Troløsheden hos dem, der havde været i Landflygtighed; og jeg sad i stum Smerte til Aftenafgrødeofferets Tid.

⁵ Men ved Aftenafgrødeofferets Tid rejste jeg mig af min Selvydmygelse, og idet jeg sønderrev min Kjortel og min Kappe, kastede jeg mig på Knæ og udbredte Hænderne til, Herren min Gud ⁶ og sagde: Min Gud, jeg skammer mig og blues ved at løfte mit Ansigt til dig, min Gud, thi vore Misgerninger er vokset os over Hovedet, og vor Skyld er så stor, at den rækker til Himmelen! ⁷ Fra vore Fædres Tid indtil denne Dag.har vor Skyld været stor, og for vore Misgerninger blev vi, vore Konger og Præster givet til Pris for Landenes Konger, for Sværd, Fangenskab, Udplyndring og Vanære, således som det er den Dag i Dag." ⁸ Og nu er der en føje Stund blevet os Nåde til Del fra Herren vor Gud, idet han har ladet os beholde en undsluppet Rest og givet os at slå vor Teltpæl på sit hellige Sted, for at vor Gud kan lade vore Øjne lyse og give os en Smule Livskraft i vor Trældom; ⁹ thi er vi end Trælle, har vor Gud dog ikke forladt os i vor Trældom, men vundet os Nåde for Perserkongernes Åsyn, så at han har givet os Livskraft til at rejse vor Guds Hus og opbygge dets Grushobe og givet os et Gærde i Juda og Jerusalem. ¹⁰ Men hvad skal vi nu sige, vor Gud, efter alt dette? Vi har jo forladt dine Bud, ¹¹ som du gav os ved dine Tjenere Profeterne, da du sagde: Det Land, I drager ind i og tager i Besiddelse, er et urent Land på Grund af Hedningernes Urenhed, på Grund af de Vederstyggeligheder, de i deres Urenhed har fyldt det med fra Ende til anden; ¹² derfor må I ikke give deres Sønner eders Døtre eller tage deres Døtre til Hustruer for eders Sønner og ingen Sinde søge deres Velfærd og Lykke, at I kan blive stærke og nyde Landets Goder og sikre eders Sønner Besiddelsen deraf for evigt! ¹³ Efter alt, hvad der er vederfaret os på Grund af vore onde Gerninger og vor svare Skyld - og endda har du vor Gud ikke i fuldt Mål tilregnet os vore Synder, men skænket os en sådan Flok undslupne - ¹⁴ skal vi da på ny krænke dine Bud ved at besvogre os med Folk, der øver slige Vederstyggeligheder? Vil du da ikke vredes således på os, at du ødelægger os aldeles, så der ikke levnes nogen Rest, og ingen undslipper? ¹⁵ Herre, Israels Gud! Du er retfærdig, derfor er vi nu en Rest tilbage, som er undsluppet; se, vi står for dig i vor Syndeskyld; thi det er umuligt at bestå for dit Åsyn, når sligt kan ske!"

9 Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens Disciple, gik til Ypperstepræsten ² og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen, kunde føre dem bundne til Jerusalem. ³ Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede et Lys fra Himmelen ham pludseligt. ⁴ Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: "Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?" ⁵ Og han sagde: "Hvem er du, Herre?" Men han svarede: "Jeg er Jesus, som du forfølger. ⁶ Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre." ⁷ Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte Røsten, men ikke så nogen. ⁸ Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne, så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i Damaskus. ⁹ Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller drak. ¹⁰ Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: "Ananias!" Og han sagde: "Se, her er jeg, Herre!" ¹¹ Og Herren sagde til ham: "Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas's Hus efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder. ¹² Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende." ¹³ Men Ananias svarede: "Herre! jeg har hørt af mange om denne Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem. ¹⁴ Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle dem, som påkalde dit Navn." ¹⁵ Men Herren sagde til ham: "Gå; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger og Israels Børn; ¹⁶ thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns Skyld." ¹⁷ Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham og sagde: "Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal blive seende igen og fyldes med den Helligånd." ¹⁸ Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev seende, og han stod op og blev døbt. ¹⁹ Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus.

²⁰ Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds Søn. ²¹ Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?" ²² Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus. ²³ Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham ihjel. ²⁴ Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel. ²⁵ Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv. ²⁶ Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at han var en Discipel. ²⁷ Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn. ²⁸ Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem ²⁹ og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel. ³⁰ Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham videre til Tarsus.

³¹ Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Helligånds Formaning voksede den. ³² Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også kom ned til de hellige, som boede i Lydda. ³³ Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År til Sengs og var værkbruden. ³⁴ Og Peter sagde til ham: "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå op, og red selv din Seng!" Og han stod straks op. ³⁵ Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til Herren. ³⁶ Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange Almisser. ³⁷ Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende i Salen ovenpå. ³⁸ Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: "Kom uden Tøven over til os!" ³⁹ Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og viste ham alle de Kjortler og Kapper, som "Hinden" havde forarbejdet, medens hun var hos dem. ⁴⁰ Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og han vendte sig til det døde Legeme og sagde: "Tabitha, stå op!" Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. ⁴¹ Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem. ⁴² Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på Herren. ⁴³ Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.