M’Cheyne Bible Reading Plan

David besejrer ammonitterne og aramæerne^(A)

19 Nogen tid efter døde ammonitternes konge, Nahash, og han blev efterfulgt af sønnen Hanun.

² „Ham vil jeg vise venlighed,” tænkte David, „for hans far viste venlighed mod mig.” Så sendte David nogle sendebud af sted for at kondolere i anledning af faderens død.

³ Men de ammonitiske officerer sagde til Hanun: „De mænd er ikke kommet for at ære din fars minde! Nej, det er blot et påskud for at udspionere os, for i virkeligheden har David i sinde at angribe os.”

⁴ Derfor lod Hanun Davids mænd pågribe, hvorefter man vanærede dem ved at barbere deres skæg af. Samtidig blev deres tøj skåret af over bagdelen, og sådan blev de sendt hjem. ⁵ Da David fik at vide, at hans sendebud var blevet så groft ydmyget, sendte han nogle af sine embedsmænd ud for at møde dem og give dem besked på at blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud igen.

^6-7 Ammonitterne blev klar over, at David var rasende på dem på grund af det, de havde gjort. Derfor hvervede Hanun for 1000 sække sølv aramæiske stridsvogne, ryttere og soldater fra områderne Aram-Naharajim, Aram-Ma’aka og Zoba foruden kongen af Ma’akas hær. Den aramæiske hærstyrke marcherede frem og gjorde holdt ved Medeba samtidig med, at ammonitterhæren blev mobiliseret. ⁸ Da David fik det at vide, sendte han straks Joab og Israels bedste styrker af sted imod dem. ⁹ Ammonitterne tog opstilling foran byporten, mens de allierede aramæiske konger tog opstilling på den åbne slette. ^10-11 Derved blev Joab tvunget til at kæmpe på to fronter, så han delte styrkerne imellem sig og sin bror Abishaj. Selv tog han elitesoldaterne og rykkede ud mod aramæerne på sletten, mens han overlod resten af hæren til Abishaj, der skulle kæmpe imod ammonitterne foran byporten.

¹² „Hvis jeg får brug for hjælp mod aramæerne, må du komme med det samme!” beordrede Joab. „Og hvis det viser sig, at du får besvær med ammonitterne, kommer jeg dig til hjælp. ¹³ Vær nu ved godt mod! Vi må være tapre, hvis vi skal gøre os håb om at redde vores folk og vores Guds byer. Herrens vilje ske!”

¹⁴ Så gik Joab og hans krigere til angreb, og aramæerne flygtede. ¹⁵ Da ammonitterne så det, flygtede de også og søgte tilflugt inden for bymuren. Derefter vendte Joab tilbage til Jerusalem med sin hær.

¹⁶ Da aramæerne indså, at de ikke kunne stå sig imod israelitterne, sendte de bud efter forstærkning fra de aramæiske tropper på den anden side af Eufratfloden. Hjælpetropperne var under kommando af Shofak, kong Hadadezers hærfører.

¹⁷ Da David hørte det, samlede han hele Israels hær og gik i spidsen for den over Jordanfloden, hvor de tog kampen op mod aramæerne. ¹⁸ Aramæerne led store tab og måtte igen tage flugten. David og hans hær dræbte 7000 aramæiske vognkæmpere og 40.000 fodfolk, deriblandt hærchefen Shofak. ¹⁹ Da Hadadezers vasalkonger så, at aramæerne var blevet slået, sluttede de fred med David og blev underlagt hans herredømme. Fra da af turde aramæerne ikke længere hjælpe ammonitterne.

Yderligere kamp mod ammonitterne^(B)

20 Næste forår omkring den tid, hvor kongerne sædvanligvis drager i krig, rykkede Joab ud med den israelitiske hær. De besejrede den ammonitiske hær og belejrede Rabba.^[a] Men David selv blev hjemme i Jerusalem. Joab angreb Rabba og ødelagde den.

² Da David kort efter ankom til Rabba, fjernede han kronen fra ammonitterkongens^[b] hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld, og der var en stor ædelsten på den. Desuden tog han et stort krigsbytte. ³ Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte dem til at arbejde med save, hakker og økser. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land.

Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.

Flere kæmper blandt filistrene bliver dræbt^(C)

⁴ Senere, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gezer, dræbte Sibbekaj fra Husha en filister af den frygtede Rafa-slægt, en mand ved navn Sippaj, hvorefter filistrene overgav sig. ⁵ Under en anden kamp mod filistrene lykkedes det Elhanan, Jairs søn, at dræbe en filister ved navn Lahmi, en bror til Goliat, hvis spydskaft var på størrelse med en vævebom. ⁶ Og en anden gang, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gat, var der en kæmpe af Rafa-slægten med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. ⁷ Han hånede Israel, men Jonatan,^[c] en søn af Davids bror Shima, dræbte ham. ⁸ Disse filistre, der tilhørte kæmpeslægten Rafa fra Gat, blev hugget ned af Davids mænd.

Indledende hilsen

1 Dette brev er fra Peter, en af Jesu Kristi apostle. Jeg skriver til de kristne,^[a] der bor som fremmede i provinserne Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien. ² Gud Fader udvalgte jer i sin forudviden til at blive frikendt for skyld og straf, ved at Jesus Kristus ofrede sit liv for jer, og til et liv i lydighed og indvielse til Gud ved Helligåndens medvirken.

Må I opleve stadig mere af Guds nåde og fred.

Visheden om det evige liv som troens mål

^3-4 Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Ved hans store barmhjertighed er vi blevet født på ny. Og fordi Jesus Kristus opstod fra de døde, er vi overbeviste om, at vi får del i det vidunderlige liv, der venter os i Himlen, det evige liv, som aldrig kan ødelægges eller miste sin herlighed. ⁵ Det gælder alle jer, der gennem jeres tro bliver beskyttet af Guds kraft, indtil I når frem til den fulde frigørelse, som allerede ligger parat, men først bliver virkeliggjort ved afslutningen af den nuværende tidsalder.

⁶ Det kan I se frem til med glæde, selvom I nu for en kort tid må igennem lidelser, som gør jer bedrøvede. ⁷ Det er jo sådan, jeres tro^[b] prøves og forædles, ligesom guld renses og forædles ved at blive smeltet i ilden. Når troen kommer styrket gennem prøven, er den meget mere værd end et stykke forgængeligt guld, og den vil bringe jer ære, pris og herlighed, når Jesus Kristus åbenbares i sin herlighed.

⁸ I elsker Jesus, selvom I aldrig har set ham, og I tror på ham, selvom I endnu ikke ser ham, og I skal fryde jer over ham med en ubeskrivelig og vidunderlig glæde, ⁹ den dag I når målet for jeres tro, nemlig jeres sjæles frelse.

¹⁰ Den frelse prøvede profeterne at forstå og forestille sig, når de profeterede om den nåde, som I skulle få del i. ¹¹ Når Kristi Ånd i dem talte om de lidelser, som Messias engang skulle igennem, og om den herlighed, som ville komme bagefter, grundede de over, hvornår og hvordan det ville ske. ¹² De forstod, at budskabet ikke angik dem selv, men deres efterkommere. Det glædelige budskab om Jesus har I nu hørt og taget imod, og det blev fortalt jer af mennesker, der var inspireret af Helligånden, som blev sendt ned fra Himlen. Det er et budskab, som selv englene ville ønske, de kunne forstå.

Et liv i lydighed

¹³ Altså skal I tænke jer godt om og holde hovedet koldt. Hold fast i forventningen om den herlighed, I vil få del i, når Jesus Kristus kommer igen. ¹⁴ Hold fast ved jeres lydighed mod Gud, så I ikke bliver presset tilbage til den egoistiske og syndige levevis, I havde før i tiden, da I ikke kendte Jesus. ¹⁵ Nu skal I leve et rent og helligt liv, ligesom Gud, der kaldte jer, er hellig. ¹⁶ Der står jo skrevet: „I skal være hellige, for jeg er hellig.”^{[c] 17} Gud, som I tilhører og kalder jeres Far, dømmer nemlig ikke mennesker efter deres status og meninger, men efter deres handlinger. Lev derfor i ærefrygt for ham under jeres kortvarige ophold her på jorden.

Jesus købte os fri til at leve et helt nyt liv i tillid til Guds kraft og kærlighed

¹⁸ I ved, hvor meget det kostede Gud at købe jer fri fra det indholdsløse liv, I arvede fra jeres forfædre. Løsesummen var ikke forgængelige, materielle værdier som guld eller sølv. ¹⁹ Nej, I blev købt med Kristi dyrebare blod, blodet fra Guds uskyldige offerlam. ²⁰ Gud bestemte, længe før verden blev skabt, at Jesus skulle være dette offerlam, og hans plan er nu ved tidernes ende blevet fuldført for jer, ²¹ som gennem ham er kommet til tro på den almægtige Gud, der oprejste ham fra de døde og ophøjede ham til den himmelske herlighed. Derfor kan I have fuld tillid til, at Gud giver jer del i det evige liv.

²² I lydighed mod sandheden er I nu blevet renset i sjæl og sind, så I oprigtigt kan leve i kærlighed. Så elsk da hinanden inderligt og helhjertet. ²³ I er jo blevet født på ny, ikke ved en naturlig fødsel, men ved en overnaturlig fødsel ved Guds livgivende og evige ord. ²⁴ Der står jo skrevet:

Og det evige ord har I mødt i budskabet om Jesus.

Jonas adlyder Gud denne gang

3 Igen talte Herren til Jonas og sagde: ² „Tag af sted til den store by Nineve og udråb over den det budskab, jeg giver dig.”

³ Denne gang adlød Jonas og tog til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en umådelig stor by, og det ville tage tre dage at gå igennem^[a] den.

⁴ Jonas gik nu igennem byen og råbte en hel dag: „Om 40 dage^[b] vil Nineve blive lagt i ruiner!”

Nineves indbyggere angrer deres synd og oplever Guds nåde

⁵ Nineves indbyggere tog budskabet alvorligt, og der blev udråbt en faste. Byens ledere og hele befolkningen klædte sig i sæk og aske for at vise, at de angrede deres synder.

^6-9 Så snart Nineves konge havde hørt Jonas’ budskab, havde han nemlig holdt rådslagning med sine ministre. De blev enige om, at følgende befaling skulle bekendtgøres over hele byen: „Kongen og hans ministre bekendtgør hermed, at ingen, hverken dyr eller mennesker, må spise eller drikke noget! Alle skal klæde sig i sæk og aske og råbe til Gud om nåde! Alle skal omvende sig fra deres ondskab og gøre ende på uretfærdighed og vold! Måske vil Gud vise barmhjertighed og ikke ramme os med sin frygtelige straf, men lade os leve.” Derefter tog kongen sin kappe af, klædte sig i sæk og aske og satte sig på jorden.

¹⁰ Da Gud så, at indbyggerne omvendte sig fra deres ondskab, forbarmede han sig og ødelagde ikke byen, som han havde sagt, han ville gøre.

Kvinder, der følger med Jesus

8 I den følgende tid fortsatte Jesus sin vandring. Han gik fra by til by og fra landsby til landsby for at forkynde Guds ord og fortælle de gode nyheder om Guds rige. De Tolv var med ² og desuden nogle kvinder, som han havde befriet fra onde ånder og helbredt for forskellige sygdomme. Blandt dem var Maria Magdalene, af hvem Jesus havde uddrevet syv dæmoner, ³ Johanna, Susanna og flere andre, som af egne midler sørgede for mad til den lille flok. (Johanna var gift med Huza, der var hofchef hos Herodes.)

Billedet med jordbunden^(A)

⁴ Folk fra alle byerne i nærheden opsøgte Jesus, og en dag, da en stor folkeskare var samlet, fortalte han følgende historie:

⁵ „En landmand gik ud for at så korn på sin mark. Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, hvor det blev trådt ned, og fuglene kom og spiste det. ⁶ Noget af kornet faldt på stengrund. Så snart planterne kom op, visnede de, for der var for lidt væde i jorden. ⁷ Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte de små kornplanter. ⁸ Men noget af kornet faldt i god jord og gav et udbytte på 100 gange så meget, som der var sået.” Da Jesus var færdig med historien, råbte han: „Lad dem høre, som har øre.”

Guds riges mysterier forklares kun for disciplene^(B)

⁹ Disciplene kom bagefter hen og spurgte Jesus, hvad meningen bag historien var. ¹⁰ Han svarede: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive forklaret, men de andre må nøjes med at spekulere over billedtalen. Derved opfyldes ordet:

Jesus forklarer billedet med jordbunden^(C)

¹¹ Lad mig forklare jer billedtalens betydning: Kornet, der blev sået, er et billede på Guds ord. ¹² Nogle mennesker er som vejen. De hører godt nok Guds ord, men Djævelen kommer og piller de ord væk, som blev sået i deres hjerter, for at de ikke skal komme til tro og få det evige liv. ¹³ Nogle er som stengrunden. Når de hører Guds ord, tager de imod det med glæde. Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når modgangen kommer, giver de op og falder fra. ¹⁴ Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer og jagten på materielle goder kvæler ordet, så der ingen frugt bliver. ¹⁵ Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og gemmer det i et fint og godt hjerte. De holder ud gennem modgang, og derfor bærer det frugt i deres liv.”

Brug det lys, du har fået^(D)

¹⁶ Jesus fortsatte: „Ingen kunne finde på at tænde en lampe og stille den under en spand eller ind under sengen. Nej, man stiller en lampe højt og frit, så de, der kommer ind, får glæde af lyset. ¹⁷ Det, som er skjult, vil komme frem, så man kan se det. Og det, som er hemmeligt, vil komme ud i lyset og blive kendt.

¹⁸ Pas på, hvordan I bruger det, I hører. De, der gør brug af det lys, de har fået, vil få endnu mere. Men de, der ikke bruger det lys, de har fået, vil miste det, de troede, de havde.”

De, der gør Guds vilje, hører Jesus til^(E)

¹⁹ Engang, da Jesu mor og brødre kom for at tale med ham, kunne de ikke komme ind i huset på grund af de mange mennesker. ²⁰ „Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig,” sagde man til ham. ²¹ Jesus svarede: „Min mor og mine brødre—det er alle dem, der hører Guds ord og handler på det.”

Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig^(F)

²² En dag gik Jesus sammen med disciplene om bord i en båd, og han sagde til dem: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” ²³ De lagde da fra land, og mens de sejlede, faldt Jesus i søvn. Pludselig kom et voldsomt stormvejr hen over søen, og båden tog en masse vand ind, så de kom i livsfare. ²⁴ Disciplene gik hen og vækkede Jesus. „Mester, mester, vi drukner!” råbte de. Da rejste han sig og befalede stormen og bølgerne at lægge sig, og det blev blikstille. ²⁵ Derpå vendte han sig til disciplene og spurgte: „Hvor er jeres tro?”

Med ærefrygt og undren i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og bølgerne adlyder ham!”

Jesus sætter en ikke-jøde fri fra dæmonernes magt^(G)

²⁶ De sejlede nu videre ind imod gadarenernes egn, som ligger over for Galilæa. ²⁷ Da Jesus steg i land, kom en mand fra landsbyen løbende hen imod ham. Han var besat af onde ånder, og i lang tid havde han flakket hjemløs om uden tøj på. Han holdt til i klippehulerne, hvor man begravede de døde. ^28-29 Han faldt nu på knæ foran Jesus, og Jesus befalede den onde ånd at fare ud af ham. Men han skreg op: „Lad mig være i fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! Jeg beder dig om ikke at pine mig!” Mange gange havde ånden slæbt af sted med den stakkels mand. Man havde lænket ham med jernkæder på hænder og fødder og holdt ham bevogtet, men hver gang havde han revet sig løs og var af den onde ånd blevet drevet ud i ødemarken.

³⁰ „Hvad er dit navn?” spurgte Jesus.

„Legion!” råbte manden, for han var besat af en mængde dæmoner. ³¹ De begyndte nu at bønfalde Jesus om ikke at jage dem ned i afgrundens mørke. ³² Der gik en flok svin og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden, og dæmonerne bad om lov til at fare i svinene. I samme øjeblik Jesus gav dem lov, ³³ fór de ud af manden og ind i svinene, og hele svineflokken styrtede ned ad skrænten og ud i søen, hvor de druknede.

³⁴ Da svinehyrderne så det, flygtede de, og de fortalte om det i by og på land. ³⁵ Snart var en strøm af mennesker på vej ud for at se, hvad der var sket. Da de nåede derhen, fik de øje på manden, der havde været besat af onde ånder. Han sad nu roligt, påklædt og fuldstændig normal ved Jesu fødder. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. ³⁶ De, der havde set, hvordan den besatte var blevet reddet, forklarede, hvordan det var sket. ³⁷ Derefter bad alle folk der fra egnen Jesus om at forlade deres område, for de var bange for, hvad han ellers kunne finde på at gøre.

Jesus gik da op i båden for at sejle tilbage til Galilæa. ³⁸ Manden, der havde været besat af onde ånder, bad om at få lov til at følge med, men Jesus sagde: ³⁹ „Gå tilbage til din familie og fortæl, hvor stort et under, Gud har gjort for dig.” Manden gik da hjem og fortalte over hele byen om det forunderlige, Jesus havde gjort.

Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde^(H)

⁴⁰ Da Jesus nåede tilbage over søen, tog folkeskaren imod ham med åbne arme, for de havde ventet ham med længsel. ⁴¹ En synagogeforstander ved navn Jairus nærmede sig, knælede ned foran ham og bad ham følge med hjem, ⁴² for hans eneste datter lå for døden. Hun var 12 år gammel.

Mens Jesus fulgte med ham, masede mængden sig ind på ham fra alle sider.

⁴³ Nu var der en kvinde, som havde lidt af blødninger i 12 år, uden at nogen havde kunnet helbrede hende, selv om hun havde brugt alle sine penge på lægehjælp. ⁴⁴ Hun nærmede sig bagfra og rørte ved kvasten på hans bedesjal. Straks standsede blødningen.

⁴⁵ „Hvem var det, der rørte ved mig?” spurgte Jesus.

Da ingen meldte sig, sagde Peter: „Mester, folk maser jo ind på dig fra alle sider.”

⁴⁶ „Der var en, der rørte ved mig,” insisterede Jesus, „for jeg kunne mærke en kraft forlade mig.”

⁴⁷ Kvinden indså nu, at Jesus var klar over, hvad der var sket. Skælvende kom hun frem og faldt på knæ foran ham, og i hele mængdens påhør fortalte hun, hvorfor hun havde rørt ved ham, og at hun nu var rask.

⁴⁸ Jesus sagde da til hende: „Min ven, det er din tro, der har reddet^[b] dig! Fred være med dig!”

⁴⁹ Mens han endnu talte, kom en mand med besked til Jairus fra hans hjem: „Din datter er død. Du behøver ikke ulejlige mesteren mere.” ⁵⁰ Da Jesus hørte det, sagde han til Jairus: „Vær ikke bange! Tro på mig, så vil hun blive reddet!”

⁵¹ Da de nåede frem til huset, ville Jesus kun have Peter, Johannes, Jakob og den lille piges forældre med ind i det værelse, hvor hun lå. ⁵² Huset var fyldt med grædende og jamrende mennesker. „Lad være med at græde,” sagde Jesus. „Hun er ikke død. Hun sover bare.” ⁵³ Men de lo overbærende, for de vidste godt, at hun var død. ⁵⁴ Jesus gik hen og tog pigen i hånden. „Stå op, lille pige!” kaldte han. ⁵⁵ Da vendte hendes ånd tilbage, og hun stod straks op. Så sagde Jesus, at de skulle give hende noget at spise. ⁵⁶ Forældrene var ude af sig selv af undren, men Jesus sagde, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad der var sket.