M’Cheyne Bible Reading Plan

16 Guds Ark blev anbragt i det telt, som David havde ladet indrette til den. Derefter ofrede man brændofre og takofre til Gud, ² og David velsignede folket i Herrens navn. ³ Så gav han hver af de tilstedeværende, både mænd og kvinder, en gave bestående af et brød, en daddelkage og en rosinkage.

David etablerer lovsang til Herren

⁴ David udpegede nogle af levitterne til at stå foran Herrens Ark og takke og lovprise Israels Gud. ⁵ Asaf ledte lovsangen og spillede på bækken. Zekarja, Ja’aziel, Shemiramot, Jehiel, Mattija, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Jeiel spillede på harpe og lyre, ⁶ mens præsterne Benaja og Jahaziel blæste trompet foran Guds Pagts Ark.

⁷ David gav fra den dag af Asaf og hans medhjælpere^[a] ansvaret for at synge lovsange til Herren. De sang følgende sang:

Hele folket råbte „Amen” og lovpriste Herren.

³⁷ David indsatte således Asaf og hans levitiske medhjælpere til dagligt at synge og spille lovsange foran Herrens Pagts Ark. ³⁸ De blev assisteret af Obed-Edom, Jedutuns søn, og 68 levitter fra hans slægt. Obed-Edom fik også ansvaret for at holde vagt ved teltet sammen med Hosa.

³⁹ Ofringerne i den gamle helligdom på højen ved Gibeon fortsatte som hidtil. David udvalgte præsten Zadok og en gruppe af de øvrige præster til at stå for ofringerne der. ⁴⁰ Hver morgen og aften skulle de ofre brændofre for Herren på det alter, som var indviet til formålet, og i det hele taget nøje følge alle de forskrifter, som Herren havde pålagt Israels folk, og som var nedskrevet i lovbogen. ⁴¹ Desuden blev Heman, Jedutun og flere andre udvalgt til at tage sig af lovsangstjenesten dér og synge om Herrens evige trofasthed. ⁴² Med deres trompeter, bækkener og øvrige musikinstrumenter akkompagnerede de lovsangen til Gud. Jedutuns sønner og slægtninge skulle holde vagt.

⁴³ Da højtideligheden var overstået og folket gået hver til sit, gik David hjem for at velsigne sin familie.

Om at passe på, hvad man siger

3 Kære venner, kun ganske få af jer bør søge at blive lærere i menigheden. Vi, der har ansvar for den rette lære, kan nemlig forvente en strengere dom. ² Vi begår jo alle sammen fejl på mange forskellige måder. Den, der ikke siger noget forkert, har nået en høj grad af modenhed og vil også have kontrol over alle sine handlinger. ³ Når vi lægger bidsel i munden på en hest, må den adlyde os, og så har vi hele hesten under kontrol. ⁴ Eller tænk på skibene: De kan være nok så store, og kraftige vinde kan drive dem, men styrmanden kan med et ganske lille ror dreje sit skib, hvorhen han vil.

^5-6 På samme måde er tungen kun en lille del af vores krop, men den kan sætte en lavine af begivenheder i gang. Som en lille gnist kan sætte en stor skov i brand, kan tungen med ondskabsfulde ord ødelægge hele vores liv, selvom den kun er en lille del af kroppen. Er vores tunge først sat i brand af ilden fra Helvede, så kan den ødelægge hele vores tilværelse. ⁷ Både vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet, ⁸ men tungen er det nærmest umuligt at tæmme. Det er svært at holde dens ondskab i skak, og den udspyr let en dødbringende gift. ⁹ Tungen kan bruges til at lovprise Gud, men den samme tunge kan også bruges til at forbande mennesker, der jo er skabt i Guds billede. ¹⁰ Hvis den samme mund både lovpriser og forbander, må der være noget galt, venner! ¹¹ Kan den samme kilde give både ferskvand og saltvand? ¹² Kan der vokse oliven på et figentræ eller figner på en vinstok? Nej vel? Det er umuligt at hente ferskvand op fra en saltholdig kilde.

Visdommens kendetegn

¹³ Er der nogen iblandt jer, der mener, at de er vise og forstandige? Så lad dem gå foran med et godt eksempel og demonstrere deres visdom gennem ydmyghed og gode gerninger. ¹⁴ Men hvis nogen er præget af bitter misundelse eller selviskhed, så kan de i alt fald ikke prale af at have Guds visdom. ¹⁵ Den slags „visdom” kommer ikke fra Gud. Tværtimod, det er en jordisk, menneskelig tankegang, der stammer fra de onde ånder. ¹⁶ Misundelse og selviskhed forvolder kaos og al slags ondskab. ¹⁷ Men den visdom, der kommer fra Gud, er først og fremmest uskyldsren, dernæst fredselskende og imødekommende. Den tager hensyn til andre og er kendetegnet ved barmhjertighed og gode gerninger. Den er upartisk og oprigtig. ¹⁸ Fredselskende mennesker planter fred, og de høster frugterne deraf.

¹ Gud, den Almægtige, viste Obadias, hvad der i fremtiden vil ske med Edoms land.

Vi har hørt fra Herren, at han har sendt en budbringer til folkeslagene for at sige: „Gør jer klar til krig imod Edoms land!”

² Og til Edom siger Herren: „Jeg vil gøre dig til et lille og svagt land i de andre nationers øjne. Du vil blive foragtet af alle. ³ Dit hovmodige hjerte har vildledt dig. ‚Hvem kan nå mig her?’ siger du selvbevidst, fordi du bor i klippefæstninger højt oppe i bjergene. ⁴ Men om du så svævede så højt oppe som ørnen eller byggede din rede blandt stjernerne, ville du ikke være uden for min rækkevidde.

^5-6 Når tyve og røvere kommer om natten for at stjæle, nøjes de med at tage det, de kan bruge. Og når man høster druer, levner man lidt til de fattige. Men jeres fjender vil udrydde jer fuldstændigt, Esaus efterkommere. De vil ribbe landet for alt af værdi.

⁷ Jeres allierede vil svigte jer og drive jer ud af landet. De folk, I troede, var jeres venner, vil lægge fælder for jer, uden at I opdager det. ⁸ Til den tid vil jeg straffe Edom og udrydde alle de dygtige og kloge blandt Esaus efterkommere. ⁹ Temans^[a] krigere bliver slået ned. Alle som bor i Edoms bjerge bliver dræbt.

¹⁰ Det er straffen for jeres voldshandlinger mod jeres broderfolk, Israel. I skal udryddes for jeres skammelige handlinger. ¹¹ I svigtede Israel og gjorde intet, da fjenderne erobrede landet. Da de delte Jerusalem imellem sig ved lodkastning og drog af sted med deres krigsbytte, skulle man tro I holdt med fjenden. ¹² I nød jeres broderfolks nederlag, glædede jer over deres ulykke. ¹³ I var med til at udplyndre dem og blev rige på deres bekostning. ¹⁴ I stillede jer op ved passene og dræbte dem, der prøvede at flygte. I tog de overlevende til fange og udleverede dem til deres fjender.

¹⁵ Dommen over alle folkeslag er nær. I vil få løn som forskyldt. Hvad I har gjort mod andre, vil blive gjort mod jer. ¹⁶ I drak af voldens bæger på mit hellige bjerg, og det samme vil andre folkeslag gøre fremover. Derfor skal I også drikke af straffens bæger, ja tømme det til bunds, så I bliver helt udslettet.

¹⁷ Men en rest af mit folk skal overleve, og Zions bjerg skal være et helligt sted. Jakobs efterkommere vil genindtage det land, som blev taget fra dem. ¹⁸ Da vil Jakobs og Josefs efterkommere blive som en fortærende ild, mens Edom bliver som en stubmark. Alt bliver brændt. Ikke en eneste af Esaus efterkommere vil undslippe! Jeg, Herren, har talt.

¹⁹ Den del af mit folk, som bor i Negev, skal indtage Edoms bjergland. De, som bor på Judas vestlige bakkeskråninger, skal erobre filistrenes sletter, og resten af judæerne skal overtage Efraims og Samarias agerland. Benjamins folk skal erobre Gilead. ²⁰ De soldater af Jakobs efterkommere, som blev taget til fange, vil vende hjem og overtage kyststrækningen helt op til Zarepta, og de indbyggere fra Jerusalem, som blev ført til Lilleasien,^[b] skal vende hjem og overtage Negevs landsbyer. ²¹ De befriede^[c] vil tage til Zions bjerg for at regere over Esaus bjerge. Og så skal Herren være konge.”

Simon Peters mirakuløse fiskefangst

5 En dag, da Jesus stod nede ved Genesaret Sø, trængte folk sig ind på ham for at kunne høre Guds ord. ² Så fik han øje på to både, der lå i vandkanten. Fiskerne var gået fra borde og var ved at rense deres net. ³ Jesus gik om bord i den båd, der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land, hvorefter han satte sig ned i båden og underviste menneskemængden derfra.

⁴ Da han var færdig, vendte han sig mod Simon og hans partner og sagde: „Sejl ud på dybt vand og læg jeres garn^[a] ud til fangst!”

⁵ „Jamen, mester, vi har slidt hele natten uden at fange noget,” indvendte Simon. „Men når du siger det, så prøver vi igen.” ⁶ Det varede ikke længe, før nettene var så sprængfyldte med fisk, at de var lige ved at gå i stykker. ⁷ Simon gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme og hjælpe dem, og snart var begge både så fyldte med fisk, at de var lige ved at synke. ⁸ Da Simon Peter så det, faldt han på knæ for Jesus og sagde: „Gå bort fra mig, Herre! Jeg er alt for stor en synder til at være i din nærhed.” ⁹ Både han selv og hans medhjælpere var lamslåede og forskrækkede over den mirakuløse fiskefangst. ¹⁰ Det samme var Peters makkere i den anden båd, Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner. Men Jesus sagde til Simon: „Vær ikke bange. Fra nu af skal du være menneskefisker.”

¹¹ Efter at de havde trukket bådene på land, sagde de farvel til fiskeriet og fulgte nu Jesus på fuldtid som hans disciple.^[b]

Jesus helbreder en spedalsk mand^(A)

¹² I en af de byer, Jesus besøgte, var der en mand, som var hårdt angrebet af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, kastede han sig med ansigtet mod jorden. „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!” bad han.

¹³ Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik forsvandt spedalskheden.

¹⁴ Jesus forbød ham at sige det til nogen og fortsatte: „Gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Og husk at tage den offergave med, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”

¹⁵ Alligevel spredtes rygtet hurtigt, og store folkemængder kom for at høre Jesus og for at blive helbredt for deres sygdomme. ¹⁶ Jesus trak sig derfor tilbage til øde områder, hvor han havde chance for at være alene og få tid til at bede.

Jesus viser sin magt til at tilgive synder^(B)

¹⁷ En dag, da Jesus var i færd med at undervise, sad der mange farisæere og skriftlærde blandt tilhørerne. De var kommet både fra landsbyerne i Galilæa og Judæa og helt fra Jerusalem, og Guds kraft var til stede, så Jesus kunne helbrede. ¹⁸ Så kom der nogle mænd gående med en lam mand på en båre. De forsøgte at komme ind i huset for at lægge den syge foran Jesus, ¹⁹ men det kunne de ikke på grund af de mange mennesker, der var forsamlede. I stedet gik de op på det flade tag, fjernede nogle teglsten og sænkede båren med den syge mand ned lige foran Jesus. ²⁰ Da Jesus så mændenes tro, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet.” ²¹ Men farisæerne og de skriftlærde tænkte: „Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”

²² Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I sådan? ²³ Hvad er lettest at sige: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op og gå’? ²⁴ Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen^[c] har magt på jorden til at tilgive synder.” Med de ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!” ²⁵ Straks rejste manden sig for øjnene af dem, tog sin båre og gik hjem, alt imens han lovpriste Gud.

²⁶ Alle de tilstedeværende var ude af sig selv af begejstring og ærefrygt. De priste Gud og sagde: „Vi har set de utroligste ting i dag.”

Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster^(C)

²⁷ Da Jesus senere var på vej ud af byen,^[d] fik han øje på en mand ved navn Levi, der sad ved toldstedet og opkrævede skat til romerne. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. ²⁸ Straks rejste Levi sig, forlod alt og fulgte med ham som en af hans disciple.

²⁹ Derefter holdt Levi en stor fest i sit hjem med Jesus som æresgæst. Blandt gæsterne var der mange skatteopkrævere.

³⁰ Farisæerne og de skriftlærde var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan I få jer selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?” ³¹ Det var Jesus, der svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. ³² Jeg er kommet for at invitere syndere til at vende om til Gud. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”

Jesus kommer med en ny lære^(D)

³³ Så var der nogle, der sagde: „Johannes Døbers disciple faster og beder ofte, og det gør farisæernes også. Hvorfor gør dine disciple det så ikke?” ³⁴ Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke faste og sørge, så længe de er sammen med ham. ³⁵ Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.”

³⁶ Jesus svarede dem også med følgende billedtale: „Ingen kunne finde på at rive sit nye tøj i stykker for at bruge det til at lappe sit gamle tøj. For det første ødelægger man sit nye tøj, og for det andet passer den nye lap alligevel ikke til det gamle tøj. ³⁷ Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når den nye vin gærer, sprænger den de gamle lædersække. På den måde går vinen til spilde, og lædersækkene bliver ødelagt. ³⁸ Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. ³⁹ Men de, som er vant til at drikke den gamle vin, vil ikke prøve den ny, for de er overbeviste om, at den gamle vin er bedst.”