M’Cheyne Bible Reading Plan
David fører arken til Jerusalem(A)
15 Efter at David havde bygget et stort palads til sig selv i Davidsbyen, indrettede han et telt, hvor Guds Ark kunne stå. 2 Derpå sagde han: „Kun levitterne må røre Guds Ark, for det er dem, Herren en gang for alle har udvalgt til at bære arken og gøre tjeneste for ham.”
3 Derefter samlede David alle Israels ledere i Jerusalem, for at de skulle overvære højtideligheden, når arken blev ført ind i det telt, som var indrettet til den. 4 Følgende præster og levitter var til stede: 5 Fra Kehats slægt: 120 mænd anført af Uriel; 6 fra Meraris slægt: 220 mænd anført af Asaja; 7 fra Gershons slægt: 130 mænd anført af Joel; 8 fra Elitzafans slægt: 200 mænd anført af Shemaja; 9 fra Hebrons slægt: 80 mænd anført af Eliel; 10 og fra Uzziels slægt: 112 mænd anført af Amminadab.
11 David tilkaldte nu ypperstepræsterne Zadok og Ebjatar samt de levitiske ledere Uriel, Asaja, Joel, Shemaja, Eliel og Amminadab.
12 „I er overhoveder for de levitiske slægter,” sagde han til dem. „Sørg nu for, at I selv og jeres folk gennemgår renselsesritualet, så I kan føre Herrens, Israels Guds, Ark ind i teltet. 13 Sidste gang, da I ikke var med, straffede Herren os, fordi vi ikke rådførte os med ham om, hvordan arken skulle flyttes.”
14 Derefter gennemgik præsterne og levitterne renselsesritualet, så de kunne flytte Israels Guds Ark på den rigtige måde. 15 På den måde blev levitterne klar til at kunne løfte Guds Ark op i bærestængerne og bære den på skuldrene, sådan som Herren havde befalet Moses.
16 David gav de levitiske ledere ordre til at organisere et orkester og et kor, som kunne synge af hjertens fryd og spille på lyrer, harper og bækkener. 17 Levitternes ledere udpegede følgende musikere som ledere: Heman, Joels søn; Asaf, Berekjas søn; og Etan, Kushajas søn fra Meraris slægt.[a]
18 Følgende mænd blev udpeget som deres medhjælpere: Zekarja, Ja’aziel, Shemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Benaja, Ma’aseja, Mattitja, Elifelehu, Mikneja og tempelvagterne Obed-Edom og Jeiel.
19 Heman, Asaf og Etan fik til opgave at slå på bronzebækkenerne. 20 Zekarja, Aziel, Shemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Ma’aseja og Benaja skulle spille på harpe, 21 og Mattitja, Elifelehu, Mikneja, Obed-Edom, Jeiel og Azazja skulle spille på lyre. 22 Kenanja blev udpeget som instruktør for musikerne, for det var han særlig uddannet til.
23-24 Berekja, Elkana, Obed-Edom og Jehija skulle holde vagt omkring arken, og præsterne Shebanja, Joshafat, Netanel, Amasaj, Zekarja, Benaja og Eliezer skulle blæse i trompet foran Guds Ark.
25 Under stor jubel gik David nu i spidsen for Israels ledere og officerer til Obed-Edoms hus for at føre Herrens Pagts Ark til Jerusalem. 26 Da levitterne nu kunne bære Herrens Pagts Ark uden problemer, ofrede man i taknemmelighed til Gud syv unge tyre og syv væddere. 27 Både David, de levitter, der bar arken, deres leder, Kenanja, og sangerne var iført dragter af fintvævet linned. David bar desuden en efod af linned, den særlige præstedragt. 28 Under stor festjubel førte Israels ledere derpå Herrens Pagts Ark til Jerusalem til akkompagnement af vædderhorn og trompeter, bækkener, harper og lyrer.
29 Men da processionen nåede ind til Davidsbyen, og Davids kone Mikal, Sauls datter, fra sit vindue så kong David hoppe rundt og danse af glæde, følte hun foragt for ham.
Vurder ikke folk efter deres status
2 Kære venner, er det virkelig i overensstemmelse med jeres tro på Herren Jesus Kristus, herlighedens Herre, at I vurderer mennesker efter deres sociale status? 2 Lad os sige, at der kommer en ind i jeres menighedsforsamling, som er elegant klædt med guldringe på fingrene. Samtidig kommer også en fattig og snavset person ind. 3 Så skynder I jer hen for at tage imod den rige og anviser ham den bedste plads, men til den fattige siger I bare: „Du kan stå i gangen!” eller: „Sæt dig her på gulvet!” 4 Er det nu ikke en underlig opførsel? Mon ikke der er noget galt med jeres motiver?
5 Tænk jer om, kæreste venner! Har Gud ikke netop udvalgt dem, der er fattige i denne verdens øjne, til at være rige i troen? Er det ikke dem, der vil få del i den herlighed, som Gud har lovet alle, der elsker ham? 6 Hvordan kan I så vise ringeagt for de fattige? Er det ikke de rige, der undertrykker jer? Er det ikke dem, der slæber jer for retten? 7 Er det ikke dem, der håner Jesus Kristus, jeres Herre?
Kærlighedens lov
8 I skulle hellere følge det ædle princip, som udtrykkes i skriftordet: „Du skal elske din næste som dig selv.” 9 I gør jer skyldige i synd, når I vurderer folk efter deres sociale status. I bryder Guds lov. 10 Den, der overtræder bare ét af lovens bud, er lige så skyldig som den, der overtræder dem alle. 11 Gud, som sagde, at du ikke må bryde ægteskabet, sagde også, at du ikke må begå drab. Så hvis du begår drab,[a] overtræder du loven, også selvom du ikke har brudt ægteskabet.
12 I skal tale og handle som mennesker, der skal dømmes efter kærlighedens lov, den lov, der sætter i frihed. 13 Og der vil ikke være nogen barmhjertighed for dem, der ikke viser andre barmhjertighed. Det er jo bedre at vise barmhjertighed end at fordømme.[b]
Samspillet mellem tro og handling
14 Hvad får man ud af at have en tro, som man ikke giver udtryk for i handling? Den slags tro giver ikke adgang til det evige liv. 15 Hvis man har venner, der mangler både tøj og mad, 16 og man siger til dem: „Husk nu at tage noget varmt tøj på og sørg for at få noget at spise! Farvel, og Gud velsigne jer!”, uden at man giver dem hverken mad eller tøj, hvad hjælper det så? 17 Hvis troen står alene uden at give sig udtryk i handling, er den død.
18 Måske vil nogen indvende: „Nogle tror, andre handler!” Hertil vil jeg svare: „Jeg kan vise dig min tro gennem mine handlinger. Men hvordan kan jeg se din tro, hvis du ikke handler på den? 19 Tror du virkelig, det er tilstrækkeligt bare at have en trosbekendelse, der siger: ‚Jeg tror på én, sand Gud.’? Det er godt, at du tror på den ene, sande Gud! Det gør de onde ånder også, men de ryster alligevel af skræk for dommens dag.
20 Tænk dig om! Skal jeg forklare dig, hvorfor tro, der ikke omsættes i handling, er værdiløs? 21 Tænk på vores forfar Abraham. Var det ikke, fordi han handlede i lydighed, at han opnåede Guds anerkendelse? Han var jo villig til endog at ofre sin søn, Isak, på alteret. 22 Kan du ikke se, at der var et samspil mellem hans tro og hans lydighed? Hans tro blev først til sand tro, ved at han handlede på den. 23 Det er derfor, Skriften siger, at Gud accepterede ham på grund af hans tro.[c] Ja, han blev kaldt for ‚Guds ven’.” 24 Heraf kan I se, at man får del i frelsen gennem lydighedshandlinger, og ikke gennem „tro” alene.
25 Selv den prostituerede Rahab er et eksempel på tro, der viste sig i handling. Reddede hun ikke livet på grund af, hvad hun gjorde? Hun nøjedes ikke med kun at „tro”, men hun handlede ved at skjule de israelitiske udsendinge og hjælpe dem med at slippe bort ad en anden vej. 26 Ligesom kroppen dør, når åndedrættet hører op, sådan dør troen, hvis den ikke giver sig udtryk i handling.
Israel rammes af Guds straf, men en rest bliver reddet
9 Derpå så jeg i et syn Herren stå ved siden af alteret og give følgende befaling: „Slå på søjlehovederne, så afgudstemplet styrter sammen og murbrokkerne knuser alle i nærheden. Resten vil falde i krig. Ingen slipper bort. 2 Hvis de kunne flygte ned i dødsriget, kunne jeg stadig hente dem op. Hvis de kunne stige op til himlen, kunne jeg stadig hente dem ned. 3 Hvis de prøver at gemme sig i Karmelbjergets klippehuler, skal jeg nok finde dem. Hvis de kunne søge tilflugt på havets bund, ville jeg befale havuhyret at fortære dem. 4 Selv hvis de føres i eksil, vil jeg give befaling om, at de skal dræbes dér. Jeg holder øje med dem overalt, men det er for at straffe dem, ikke for at redde dem.”
5 Når Herren, den Almægtige, sender et jordskælv, vil alle, som bor i landet, fyldes af rædsel. Jorden vil hæve sig og synke ned igen som Egyptens flod. 6 Herrens bolig har sit fundament på jorden, men den rækker ind i Himlen. Han opsamler vandet fra havet og lader det falde ned på jorden. Herren er hans navn.
7 Han siger: „Israels folk, tror I, at I er bedre end kushitterne? Jeg førte jer ud af Egypten, men jeg førte også filistrene ud af Kaftor og aramæerne ud af Kir.
8 Jeg har fæstet blikket på denne oprørske nation og vil fjerne den fra jordens overflade. Dog vil jeg ikke fuldstændigt udrydde Jakobs efterkommere. 9 Jeg har besluttet at sigte Israels folk i deres eksil og fjerne alt det værdiløse. 10 Alle selvsikre syndere skal falde for sværdet.
Davids rige skal genrejses
11 Til sin tid vil jeg genopbygge Davids rige. Jeg vil udbedre skaderne, genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen, så det bliver som før. 12 Derefter skal Israels folk overtage resterne af Edom og de andre folkeslag, som også tilhører mig.” Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.
13 Herren siger: „Engang bliver der igen fremgang og frugtbarhed, så man ikke bliver færdig med at høste, før det er tid til at pløje, og så man ikke bliver færdig med at presse druerne, før det er tid til at plante. Bjergskråningerne vil dryppe af druernes saft. 14 Jeg vil sætte mit folk, Israel, fri af fangenskabet. Da skal de genopbygge deres ødelagte byer og flytte ind i dem. De skal plante vingårde og drikke vinen derfra. De skal anlægge haver og nyde frugten deraf. 15 Jeg planter dem tilbage i deres land. Aldrig mere skal de rykkes op fra det land, jeg har givet dem.” Herren, Israels Gud, har talt!
Fristelsen i ørkenen(A)
4 Jesus gik videre fra Jordanfloden, efter at han var blevet fyldt med Helligåndens kraft, og han blev ført rundt i Judæas ødemark under Åndens ledelse, 2 mens han i 40 dage blev fristet af Djævelen. I den tid spiste han intet, og henimod slutningen var han meget sulten. 3 Da sagde Djævelen til ham: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til den sten dér, at den skal blive til brød?”
4 Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene!’[a]”
5 Derefter tog Djævelen ham med et andet sted hen, og i et glimt viste han Jesus alle verdens lande. 6 Så sagde han: „Jeg vil give dig magt over al den herlighed, du ser, for den magt er blevet overdraget til mig, og jeg giver den til hvem, jeg vil. 7 Hvis bare du vil falde på knæ og tilbede mig, vil jeg overgive det alt sammen til dig.”
8 Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Det er Herren, din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.’[b]”
9 Så tog Djævelen ham med ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren. „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! 10 Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. 11 De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’[c]”
12 Jesus svarede: „Der er sagt: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’[d]”
13 Da Djævelen var nået til ende med sine fristelser, lod han Jesus være i fred, indtil han kunne øjne en ny chance.
Jesus begynder at fortælle om Guds rige rundt om i Galilæa(B)
14 Jesus vendte nu tilbage til Galilæa, hvor han vandrede rundt og udførte mange mirakuløse helbredelser ved Helligåndens kraft. Inden længe blev han kendt langt uden for Galilæas grænser. 15 Han underviste også i synagogerne, og folk talte med beundring om ham.
Jesus forkastes som Messias af sine bysbørn
16 Da Jesus kom til Nazaret, hvor han var vokset op, gik han den følgende sabbat hen til synagogen, som han plejede. Under mødet blev han bedt om at læse op fra Skrifterne, så han rejste sig, 17 og man rakte ham profeten Esajas’ bogrulle. Han rullede den ud og læste op fra det sted, hvor der står:
18 „Herrens Ånd er over mig,
fordi han har udvalgt mig.
Han har sendt mig for at bringe godt nyt til de afmægtige,[e]
forkynde frihed for de fangne,
give nyt syn til de blinde,
og rejse dem op, som er blevet trampet ned.
19 Det bliver en tid, hvor Herren tager imod alle,
som kommer til ham.”[f]
20 Derpå rullede Jesus bogrullen sammen igen, gav den tilbage til synagogetjeneren og satte sig ned for at kommentere det, han havde læst.[g] Alle i synagogen stirrede spændt på ham. 21 „I dag er de skriftord, I lige har hørt, gået i opfyldelse!” begyndte han.
22 Alle fik et godt indtryk af ham, og de var betaget af de vidunderlige ord, der kom fra hans mund. Men at Jesus skulle være Messias,[h] det kunne de ikke acceptere. „Jamen, det er jo Josefs søn,” blev de ved med at sige.
23 Jesus svarede: „I vil sikkert bruge ordsproget: ‚Læge, læg dig selv’ på mig,—og I vil sige: ‚Hvorfor gør du ikke de samme undere her i din hjemby, som du gjorde i Kapernaum?’ 24 Men det siger jeg jer: Ingen profet bliver accepteret som profet i sin hjemby. 25-26 Tænk på det mirakel, som profeten Elias gjorde for at hjælpe en enke i Zarepta i Sidons land. Der var ellers enker nok i Israel, som trængte til hjælp, for det regnede ikke i tre et halvt år, og der var stor hungersnød i landet, men Elias blev ikke sendt til nogen af dem. 27 Eller tænk på profeten Elisa, som helbredte syreren Na’aman, skønt der var mange spedalske i Israel, der trængte til hjælp.”
28 Da folk i synagogen hørte den udtalelse, blev de rasende. 29 De sprang op og førte Jesus ud af byen, hen mod randen af det bjerg, Nazaret er bygget på. De ville styrte ham ned, 30 men han gik roligt sin vej midt igennem menneskemængden.
Jesu autoritet—hans magt over de onde ånder(C)
31 Jesus slog sig derefter ned i Kapernaum. Den følgende sabbat underviste han i synagogen, 32 og hans ord gjorde dybt indtryk på folk, for han talte til dem med en autoritet, de ikke var vant til.
33 Nu var der i forsamlingen en mand, der var besat af en ond ånd. Han begyndte at råbe af fuld hals: 34 „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”
35 „Ti stille, og kom ud af ham!” befalede Jesus. Den onde ånd kastede manden til jorden og fór så skrigende ud af ham uden at gøre ham yderligere fortræd. 36 De tilstedeværende blev forfærdede og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvilken utrolig magt! Han taler jo med en sådan autoritet, at selv de onde ånder adlyder ham og farer ud.” 37 Og rygtet om ham gik som en løbeild over hele egnen.
Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme(D)
38 Fra synagogen gik Jesus hen til Simons hus, hvor Simons svigermor lå med høj feber. Man bad Jesus om at helbrede hende, 39 og han gik hen til hende og befalede feberen at forlade hende. Feberen forsvandt, og hun stod op med det samme og sørgede for mad til dem.
40 Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi, kom folk med alle dem, der led af forskellige slags sygdomme. Jesus lagde hænderne på hver enkelt og helbredte dem. 41 Mange blev befriet fra onde ånder, og når ånderne på hans befaling kom ud, råbte de: „Du er Guds Søn!” Men Jesus ønskede ikke, de skulle røbe, at han var Messias. Derfor befalede han dem at tie stille.
Jesus fortsætter med at fortælle om Gud og helbrede i hele Galilæa(E)
42 Tidligt næste morgen gik Jesus ud til et øde sted. Folk ledte efter ham alle vegne, og da de fandt ham, bad de ham om ikke at forlade dem. Men han sagde: 43 „Jeg må også bringe budskabet om Guds rige til de andre byer. Det er det, jeg er blevet sendt for at gøre.” 44 Og han vandrede omkring og forkyndte i landets synagoger.[i]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.