M’Cheyne Bible Reading Plan
David bliver konge over Israel(A)
11 Alle Israels ledere kom nu til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de. 2 „Og du har altid været vores leder i krig—selv da Saul var konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.” 3 Derpå sluttede alle Israels ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Israel, sådan som Herren gennem profeten Samuel havde sagt, at det ville ske.
David indtager Jerusalem(B)
4 Derefter drog David sammen med sine folk til Jerusalem, som dengang hed Jebus. Men jebusitterne, som boede der, 5 sagde til David: „Her kommer du aldrig ind!” Ikke desto mindre indtog David klippeborgen Zion, som derefter blev kaldt Davidsbyen.
6 David havde lovet, at den, der først slog en jebusit ihjel, ville blive hans hærfører. Da Joab, hvis mor hed Zeruja, var den første, som nåede ind i byen og slog en af fjenderne ihjel, blev han anfører for Davids hær.
7 David flyttede nu sin residens til klippeborgen, som derfor blev kaldt Davidsbyen. 8 Han udbyggede byen og befæstede bymuren hele vejen rundt fra forsvarstårnet. Resten af byens genopbygning tog Joab sig af. 9 I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.
Davids krigshelte(C)
10 Her skal nævnes nogle af de dygtigste og tapreste af Davids krigere, der sammen med resten af Israels ledere støttede ham, så han blev valgt til konge og fik magten over riget, sådan som Herren havde lovet.
11 Jashobeam, søn af Hakmoni, var den mest berømte af de tre store helte. Med sit spyd dræbte han engang 300 modstandere i ét slag.
12 Den næste af de tre store var Elazar, en søn af ahohitten Dodo. 13 Han kæmpede sammen med David i slaget mod filistrene ved Pas-Dammim. Kampen foregik midt i en bygmark, og den israelitiske hær flygtede. 14 Men Elazar og hans mænd holdt stand og huggede filistrene ned. Den dag gav Herren israelitterne en stor sejr.
15 Foruden de tre store helte var der en større gruppe tapre krigere, som blev kaldt „De Tredive”. Engang da David opholdt sig ved Adullams klippehule, og filistrenes hær havde slået lejr i Refaimdalen, drog tre af „De Tredive” tapre krigere ned til David. 16 Han opholdt sig som sagt i klippeborgen, mens en af filistrenes garnisoner havde besat Betlehem, som lå i nærheden. 17 David var tørstig og sagde henkastet: „Det kunne være skønt med et krus vand fra brønden ved byporten hjemme i Betlehem!” 18 Da sneg de tre mænd sig gennem filistrenes lejr, øste vand fra brønden ved byporten og bragte det til David. Men han kunne ikke få sig selv til at drikke det. I stedet hældte han det ud på jorden som et offer til Herren. 19 „Gud forbyde, at jeg skulle drikke det!” udbrød han. „Det ville jo være som at drikke de tre mænds blod, der satte livet på spil for at hente det!” Derfor drak han det ikke. Det er blot ét eksempel på de tre heltes vovemod.
20-21 Abishaj, Joabs bror, var anfører for „De Tredive”. Engang dræbte han 300 fjendtlige soldater med sit spyd! Det var på grund af sådanne heltegerninger, at „De Tredive” så op til ham som deres anfører, men han kom ikke på højde med de tre store helte.
22 Benaja, Jojadas søn fra Kabtze’el, var en anden heltemodig kriger. Det var ham, der dræbte Ariels to sønner, kæmperne fra Moab. Det var også ham, der kravlede ned i en cisterne og dræbte en løve en dag, hvor det sneede. 23 Ved en anden lejlighed gik han løs på en egyptisk kæmpe, der var næsten to og en halv meter høj og havde et enormt spyd. Benaja slog spyddet ud af hånden på ham med sin stok og dræbte ham med det. 24 Det var den slags heltegerninger, som gjorde Benaja lige så berømt som de tre store helte, 25 selv om han ikke regnedes med blandt dem. Men „De Tredive” så op til ham, og David udnævnte ham til chef for sin livvagt.
26-47 Her følger en liste over Davids heltemodige krigere: Asael, Joabs bror; Elhanan, Dodos søn fra Betlehem; Shammot fra Harod; Heletz fra Pelon; Ira, Ikkesh’ søn fra Tekoa; Abiezer fra Anatot; Sibbekaj fra Husha; Ilaj fra Ahoa; Maharaj fra Netofa; Heled, Ba’anas søn fra Netofa; Ittaj, Ribajs søn fra Gibea i Benjamins land; Benaja fra Piraton; Huraj fra Ga’ashkløften; Abiel fra Arba; Azmavet fra Baharum; Eljahba fra Sha’albon; Jashens sønner fra Gizon; Jonatan, Shages søn fra Harar; Ahiam, Sakars søn fra Harar; Elifal, Urs søn; Hefer fra Mekera; Ahija fra Pelon; Hetzro fra Karmel; Na’araj, Ezbajs søn; Joel, Natans bror; Mibhar, Hagris søn; Zelek fra Ammon; Nahraj, Joabs våbendrager, fra Be’erot; Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir; hittitten Urias; Zabad, Ahlajs søn; Adina, Shizas søn—en leder fra Rubens stamme med 30 krigere under sig; Hanan, Ma’akas søn; Joshafat fra Mitan; Uzzija fra Ashtarot; Shama og Jeuel, Hotams sønner fra Aroer; Jediael, Shimris søn; Joha, hans bror fra Titz; Eliel fra Mahava; Jeribaj og Joshavja, Elna’ams sønner; Jitma fra Moab; og endelig Eliel, Obed og Ja’asiel fra Zoba.
Davids voksende hær
12 Følgende krigere sluttede sig til David i Ziklag, mens han skjulte sig for kong Saul. De kæmpede tappert ved hans side, 2 og de var alle fremragende bueskytter og slyngekastere—og de skød lige så godt med venstre som med højre hånd. Ligesom kong Saul hørte de til Benjamins stamme.
3 Deres anfører var Ahiezer, Shema’as søn fra Gibea, som blev assisteret af sin bror, Joash. Dernæst var der Jeziel og Pelet, Azmavets sønner; Beraka; Jehu fra Anatot; 4 Jishmaja fra Gibeon—en berømt kriger, som var en af lederne blandt „De Tredive”; 5 Jirmeja; Jahaziel; Johanan; Jozabad fra Gedera; 6 Eluzaj; Jerimot; Bealja; Shemarja; Shefatja fra Haruf; 7 Elkana; Jishija; Azarel; Joezer; Jashobeam—alle af Koras slægt. 8 Desuden Joela og Zebadja, Jerohams sønner fra Gedor.
9 Mens David opholdt sig i klippeborgen i ørkenen, sluttede flere mænd fra Gads stamme sig til ham. Det var elitesoldater, trænet i at håndtere skjold og spyd, frygtindgydende som løver og hurtige som gazeller.
10 Deres øverste anfører hed Ezer. De øvrige var efter rang: Obadja, Eliab, 11 Mishmanna, Jirmeja, 12 Attaj, Eliel, 13 Johanan, Elzabad, 14 Jirmeja og Makbannaj. 15 Disse 11 mænd var officerer i hæren. Den ringeste af dem havde 100 soldater under sig, og den bedste 1000. 16 Engang da Jordanfloden gik over sine bredder, som den plejer i årets første måned, satte disse mænd over floden og fordrev alle indbyggerne i dalene fra øst til vest.
17 En anden gang opsøgte en flok mænd fra Benjamins og Judas stammer David i klippeborgen for at slutte sig til ham. 18 David gik dem i møde og sagde: „Hvis I kommer for at hjælpe mig, er vi venner; men hvis jeres hensigt er at forråde mig til mine fjender, skønt jeg er uskyldig, vil vores fædres Gud føre min sag og dømme jer.”
19 Da kom Guds Ånd over Amasaj, der senere blev en af lederne blandt „De Tredive”, og han udbrød:
„Vi står bag dig, David!
Vi er med dig, Isajs søn!
Fred og fremgang til dig!
De, der hjælper dig, får succes,
for din Gud er med dig!”
Da bød David dem velkommen og gjorde dem til officerer i sin hær.
20 En flok mænd fra Manasses stamme deserterede fra Sauls hær til David, da han var sammen med filistrenes hær og klar til kamp mod Saul. Filistrenes officerer nægtede imidlertid at lade David og hans mænd deltage i slaget. Efter at have diskuteret sagen sendte filistrene dem hjem til Ziklag. De var bange for at miste livet, hvis David pludselig gik tilbage til sin tidligere herre.
21 Følgende højtstående officerer fra Manasses stamme fulgte med David tilbage til Ziklag: Adna, Jozabad, Jediael, Mikael, Jozabad, Elihu og Zilletaj. 22 Det var tapre og dygtige krigere, som ved tilbagekomsten til Ziklag hjalp David med at bekæmpe de amalekitiske plyndringsbander, og de blev senere officerer i Davids hær.
23 For hver dag der gik, sluttede flere og flere sig til David, indtil han rådede over en mægtig hær. 24 Kort efter flyttede David til Hebron med hele sit følge, og de var alle opsat på at få David til konge i stedet for Saul, sådan som Herren havde lovet. Hæren inkluderede krigere fra alle stammerne:
25 Fra Judas stamme: 6800 krigere bevæbnet med skjolde og spyd; 26 fra Simeons stamme: 7100 erfarne krigere; 27 fra Levis stamme: 4600; 28 fra præsteslægten, Arons efterkommere: 3700 mænd under ledelse af Jojada 29 samt en ung dygtig kriger, Zadok, med 22 ledende medlemmer af sin slægt; 30 fra Benjamins stamme, som Saul tilhørte: 3000 mænd—hovedparten af denne stamme var stadig loyale over for Saul; 31 fra Efraims stamme: 20.800 tapre krigere, der var fremtrædende mænd i deres respektive slægter; 32 fra Manasses halve stamme blev 18.000 mænd sendt af sted for at hjælpe David til at vinde kongemagten; 33 fra Issakars stamme: 200 ledere og deres slægtninge, som alle forstod at tolke tidens tegn og forstod, hvad der var bedst for Israels fremtid; 34 fra Zebulons stamme: 50.000 dygtige, fuldt bevæbnede krigere, der var 100 procent loyale mod David; 35 fra Naftalis stamme: 1000 officerer og 37.000 krigere udrustet med skjolde og spyd; 36 fra Dans stamme: 28.600 mænd rede til kamp; 37 fra Ashers stamme: 40.000 veltrænede og kamplystne krigere; 38 fra den anden side af Jordanfloden hvor Ruben, Gad og Manasses anden halve stamme hørte hjemme: 120.000 fuldt rustede krigere.
39 Alle disse krigere kom til Hebron rede til kamp og fast besluttet på at gøre David til konge over Israel, for hele folket ønskede, at David skulle være deres konge. 40 I tre dage fejrede de kroningen af David; de spiste og drak af de forsyninger, deres slægtninge kom med. 41 Folk kom fra nær og fjern—ja, helt fra Issakars, Zebulons og Naftalis egne—med madvarer på æsler, kameler, muldyr og okser: store mængder mel, figenkager, rosiner, vin, olivenolie, kvæg og får. Al denne overflod var udtryk for den forventningens glæde, der havde bredt sig ud over hele Israel.
Afsluttende formaninger og hilsener
13 Hold fast ved den indbyrdes kærlighed. 2 Forsøm ikke at byde de fremmede velkommen hos jer, for derved har nogle haft engle som gæster uden at vide af det. 3 Husk på dem, der sidder i fængsel, og føl med dem, som var I selv i fængsel. Føl smerten hos dem, der mishandles, som var det jeres egen krop, det gik ud over.
4 Alle bør respektere ægteskabet, og I skal være tro mod jeres ægtefælle, for Gud vil dømme dem, der er utro eller lever i seksuel synd. 5 Hold jer fri af pengebegær og vær tilfredse med det, I har. Gud har jo sagt: „Jeg vil aldrig svigte dig eller forlade dig.”[a]
6 Derfor kan vi med frimodighed sige:
„Herren er min hjælper, så jeg vil intet frygte.
Hvad kan mennesker gøre mig?”[b]
7 Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer. Se på, hvad de har udrettet, og efterlign deres tro. 8 Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja til evig tid. 9 Lad jer ikke rive med af forskellige, fremmede lærdomme. Det er godt for det indre menneske at hente styrke i Guds nåde og ikke i religiøse spiseregler, som alligevel ikke hjælper dem, der prøver at overholde dem.
10 Vi har et alter, som de præster, der gør tjeneste i templet, ikke har adgang til. 11 Ypperstepræsten bragte på forsoningsdagen blodet fra syndofrene ind i åbenbaringsteltets allerhelligste rum, men dyrenes kroppe blev brændt uden for lejren.[c] 12 Jesus skabte forsoning mellem Gud og folket ved sit eget blod, da han blev dræbt uden for byen. 13 Lad os derfor samles med ham uden for lejren, selvom vi bliver hånet for det. 14 Der findes nemlig ikke noget sted i denne verden, som kan være vores blivende hjem. Vi ser i stedet frem til vores evige hjem i den himmelske verden.
15 Lad os på grund af, hvad Jesus har gjort, altid bringe lovprisningsofre til Gud. Lad os prise og takke Gud med vores ord. 16 Men forsøm heller ikke at gøre godt og at dele med andre, for sådanne ofre glæder Gud.
17 Adlyd jeres åndelige ledere og ret jer efter dem. De våger over jer, fordi de har ansvar for jer og en dag skal aflægge regnskab for deres tjeneste over for Gud. Hvis I adlyder lederne, vil de kunne gøre deres arbejde med glæde, i stedet for at det bliver en byrde. Det sidste ville ikke være godt for jer.
18 Bed for os, venner, for vi mener at have en god samvittighed, da vi altid søger at gøre det rigtige. 19 Netop nu har jeg særligt brug for jeres forbøn, så jeg hurtigt kan få mulighed for at besøge jer.
20 Jesus, vores Herre, er den store Hyrde for fårene, og han beseglede en evig pagt med sit eget blod. Jeg beder om, at Fredens Gud, som oprejste Jesus fra de døde, 21 vil udruste jer med alt, hvad I har brug for for at kunne gøre hans vilje, og at han ved Kristi kraft vil fremelske alt det i os alle, som glæder ham. Æren tilhører Jesus Kristus i al evighed. Amen.
22 Kære venner, tag godt imod mine formaninger, selvom jeg har skrevet i al korthed. 23 I skal vide, at vores medarbejder Timoteus nu er blevet løsladt, og hvis han snart kommer hertil, vil jeg tage ham med, når jeg kommer til jer. 24 Hils alle jeres ledere og de andre troende. De kristne fra Italien sender hilsen til jer. 25 Guds nåde være med jer alle!
Tre syner om dom over Israel
7 Herren viste mig følgende syn: Efter at den tidlige afgrøde var klar til høst (den, som kongen får en del af), og de andre afgrøder var begyndt at komme op, lod Herren græshopper invadere landet, 2 og de åd alle grønne planter. Da råbte jeg: „Herre, min Gud, tilgiv dit folk! Hvordan skal Israel overleve? Det er jo kun et lille folk!” 3 Da forbarmede Herren sig og sagde: „Hvad du så, vil alligevel ikke ske!”
4 Derpå viste Herren mig et andet syn: Jeg så en regn af ild nærme sig. Den opbrændte havet og var i gang med landjorden. 5 Da råbte jeg: „Herre, min Gud, stands ilden! Hvordan skal Israel overleve? Det er jo kun et lille folk!” 6 Da forbarmede Herren sig og sagde: „Hvad du så denne gang, vil heller ikke ske!”
7 Så viste Herren mig et tredje syn: Han stod på en lodret mur med et blylod i hånden. 8 Så spurgte han mig: „Amos, hvad ser du?” „Et blylod,” svarede jeg, og han fortsatte: „En mur, der ikke er lodret, skal rives ned,[a] og når mit folk, Israel, ikke handler ret, er jeg nødt til at skride ind. 9 Israels offerhøje skal fjernes, deres afgudsaltre skal rives ned, og Jeroboams kongeslægt skal udryddes.”
Amos og Amatzja
10 Amatzja, som var afgudspræst i Betel, sendte nu besked til kong Jeroboam: „Amos taler ondt imod dig. Vi kan ikke længere tolerere hans profetier. 11 Han siger, at du vil blive slået ihjel og Israels folk blive ført bort som slaver.”
12 Derefter tog Amatzja hen til Amos og sagde: „Se at komme væk herfra, profet! Rejs hjem til Judas land! Der kan du sikkert leve af at profetere. 13 Men her i Betel må du ikke tale mere, for her ligger kongens helligdom, Israels riges tempel.”
14 Amos svarede: „Jeg er hverken profet eller står i lære som profet. Jeg er hyrde og frugtavler. 15 Men Herren sagde til mig: ‚Gå hen og profetér imod mit folk Israel!’ 16 Men nu har Herren en besked til dig. Fordi du sagde, at jeg skulle holde op med at fantasere og profetere imod Israel, 17 så hør hvad Herren siger til dig: ‚Du kommer til at dø i et fremmed land, og dine sønner og døtre bliver slået ihjel. Din jord bliver delt ud til andre, og din kone ender som prostitueret i byen. Og Israels folk bliver som sagt ført i eksil!’ ”
Jesus bliver født
2 På den tid befalede den romerske kejser Augustus, at der skulle foretages en folketælling i hele kejserriget. 2 Denne folketælling foregik før den, som fandt sted, mens Kvirinius var guvernør i Syrien.[a]
3 Alle tog af sted for at lade sig indskrive på listerne i den by, de stammede fra, 4 og da Josef var af Kong Davids slægt, måtte han rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, Davids fødeby. 5 Han var nødt til at tage sin forlovede, Maria, med sig, selv om hun var højgravid.
6 Mens de opholdt sig i Betlehem, kom det tidspunkt, hvor hun skulle føde. 7 Maria fødte sin søn, den førstefødte. Hun svøbte ham i et tæppe og lagde ham i en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset[b] var optaget.
Englene og hyrderne på marken
8 Samme nat lå nogle hyrder under åben himmel og vogtede får på marken uden for byen. 9 Pludselig stod der en engel foran dem, og hele landskabet lå badet i et strålende lys fra Guds herlighed. Hyrderne blev forskrækkede, 10 men englen beroligede dem. „Vær ikke bange!” sagde han. „Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket: 11 I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre. 12 Det her skal være et tegn for jer: I vil finde et lille barn, som ligger i en krybbe, indsvøbt i et tæppe.”
13 I det samme brød himlen ud i jubel. En hær af engle lovpriste Gud med følgende sang:
14 „Al ære til Gud i Himlen
og fred på jorden
til dem, der gør Guds vilje!”[c]
15 Da englene igen var vendt tilbage til Himlen, sagde hyrderne til hinanden: „Lad os gå ind til Betlehem og se, hvad der er sket, det, som Gud har fortalt os om.” 16 Så skyndte de sig ind til byen, hvor de fandt det sted, hvor Maria og Josef boede, og de fandt barnet, som lå i krybben. 17 Hyrderne fortalte nu, hvad englen havde sagt om barnet, 18 og alle, som hørte deres beretning, var forundrede. 19 Maria tog alle ordene til sig og tænkte ofte senere på, hvad der var sket den nat. 20 Hyrderne vendte glade tilbage til fårene på marken, imens de lovpriste Gud for alt, hvad de havde set og hørt. Det var jo sket, som englen havde sagt.
Simeon velsigner Jesus i templet
21 Da drengen en uge senere skulle omskæres, fik han navnet Jesus. Det var det navn, englen havde givet ham, før han blev undfanget i sin mors liv.
22-24 Ifølge Toraen skal en kvinde, som har født, gennemgå en renselsesceremoni, og der skal bringes et offer i templet.[d] Endvidere står der skrevet, at enhver førstefødt søn skal tilhøre Gud.[e] Josef og Maria gik derfor op til templet i Jerusalem, da tiden var inde, for at bringe det foreskrevne renselsesoffer, dvs. et par turtelduer eller blot to unge duer. Samtidig tog de barnet med for at indvi ham til at tjene Gud.
25 I Jerusalem boede der en mand ved navn Simeon. Han var en mand, der omhyggeligt fulgte Guds lov og længselsfuldt ventede på Israels Messias. Han var fyldt med Helligåndens kraft, 26 og Ånden havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle dø, før han havde set den Frelser, som Gud havde lovet at sende. 27 Netop den dag, da Josef og Maria kom for at indvi barnet Jesus, som Toraen foreskrev, havde Helligånden givet Simeon den indskydelse, at han skulle gå op i templet, 28 og der mødte han dem så. Han tog straks den lille i sine arme og begyndte at lovprise Gud på følgende måde:
29 „Herre, endelig kan jeg som din tjener gå bort i fred, som du har lovet mig. 30-31 For nu har jeg set ham, som skal være alle folkeslags frelser, 32 ham, som er det lys, der bringer ny indsigt til mennesker og ære til dit folk, Israel.”
33 Josef og Maria stod overvældede og hørte på alt det, der blev sagt om Jesus. 34-35 Så velsignede Simeon dem og sagde til Maria: „Det barn vil blive årsag til fald for mange blandt Israels folk, men andre vil blive hjulpet. Han vil afsløre menneskers inderste tanker, og mange vil hade ham for det. Til sidst vil sorgen gennemtrænge dit hjerte som et sværd.”
36 Der var på det tidspunkt i Jerusalem også en gammel profet ved navn Anna. Hun var datter af Fanuel og tilhørte Ashers stamme. Efter syv års ægteskab 37 havde hun levet som enke, og nu som 84-årig var hun altid at finde i templet. Under faste og bøn tjente hun Gud dag og nat. 38 Hun havde stået i nærheden og brød nu ud i tak til Gud. Derefter fortalte hun om barnet til alle, som længtes efter Jerusalems befrielse.
39 Da Jesu forældre havde opfyldt alt, hvad der var foreskrevet i Guds lov, vendte de tilbage til deres hjemby, Nazaret, i Galilæa. 40 Der voksede Jesus op, og han blev en moden og klog dreng. Det var tydeligt, at Guds velsignelse var over ham.
Jesus som tolvårig i templet
41 Josef og Maria rejste hvert år til Jerusalem for at være med til påskefesten. 42 Da Jesus var blevet 12 år gammel, fik han lov til at komme med for første gang. 43 Da højtidsdagene var forbi, begyndte Josef og Maria på rejsen tilbage til Nazaret, men Jesus blev i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. 44 Den første dag tænkte de ikke over hans fravær, fordi de regnede med, at han var sammen med nogle venner blandt de øvrige rejsende. Men da han ved aftenstid endnu ikke var dukket op, søgte de efter ham blandt familie og venner. 45 Da han ikke var at finde nogen steder, vendte de om og brugte den næste dag til at rejse tilbage til Jerusalem.
46 På den tredje dag fandt de ham i templet, hvor han sad fordybet i samtale med dem, der underviste i Toraen. 47 De undrede sig alle over hans kloge spørgsmål og den måde, han svarede på. 48 Hans forældre vidste ikke, hvad de skulle tænke, da de fandt ham siddende blandt alle de lærde, men så udbrød hans mor: „Jamen, dreng dog! Hvordan kunne du gøre sådan imod os? Din far og jeg har været så urolige for dig, og vi har ledt efter dig alle vegne!”
49 „Hvorfor har I ledt efter mig alle vegne?” spurgte Jesus. „Vidste I ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?” 50 Men de forstod ikke, hvad han mente med det.
51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret og var lydig imod dem. Siden hen spekulerede Maria tit på det, han havde sagt. 52 Jesus voksede både åndeligt og fysisk og var vellidt af Gud og mennesker.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.