M’Cheyne Bible Reading Plan
9 Alle Isreaeliter blev indført i Slægtebøger og findes optegnede i Israels Kongers Bog. Men Juda blev ført i Landflygtighed til Babel for sin Utroskabs Skyld. 2 De tidligere Indbyggere, som levede på deres Ejendom i deres Byer: Israel, Præsterne, Leviterne og Tempeltrællene. 3 I Jerusalem boede af Judæere, Benjaminiter, Efraimiter og Manassiter følgende. 4 Af Judæerne: Utaj, en Søn af Ammihud, en Søn af Omri, en Søn af Imri, en Søn af Bani, en af Judas Søn Perez's Sønner. 5 Af Sjelaniterne: Den førstefødte Asaja og hans Sønner. 6 Af Zeraiterne: Je'uel og deres Brødre, 690. 7 Af Benjaminiterne: Sallu, en Søn af Mesjullam, en Søn af Hodavja, en Søn af Hassenua; 8 Jibneja, en Søn af Jeroham; Ela, en Søn af Mikris Søn Uzzi; Mesjullam, en Søn af Sjefatja, en Søn af Re'uel, en Søn af Jibneja; 9 desuden deres Brødre efter deres Slægter, 956. Alle disse Mænd var Overhoveder for deres Fædrenehuse.
10 Af Præsterne: Jedaja, Jojarib, Jakin, 11 Azarja, en Søn af Hilkija, en Søn af Mesjullam, en Søn af Zadok, en Søn af Merajot, en Søn af Ahitub, Øversten over Guds Hus; 12 Adaja, en Søn af Jeroham, en Søn af Pasjhur, en Søn af Malkija; Masaj, en Søn af Adiel, en Søn at Jazera, en Søn af Mesjullam, en Søn af Mesjillemit, en Søn af Immer; 13 desuden deres Brødre, Overhovederne for deres Fædrenehuse, 1760, dygtige Mænd til Tjenesten i Guds Hus.
14 Af Leviterne: Sjemaja, en Søn af Hassjub, en Søn at Azrikam, en Søn af Hasjabja af Merariterne, 15 Bakbakkar, Heresj, Galal, Mattanja en Søn af Mika, en Søn af Zikri, en Søn af Asaf, 16 Obadja, en Søn af Sjemaja, en Søn af Galal, en Søn af Jedutun, og Berekja, en Søn af Asa, en Søn af Elkana, som boede i Netofatiternes Landsbyer. 17 Dørvogterne: Sjallum, Akkub, Talmon og Ahiman og deres Brødre; Sjallum var Overhovedet 18 og har endnu sin Plads ved Kongeporten mod Øst. Det var Dørvogterne i Leviternes Lejre. 19 Sjallum, en Søn af Kore, en Søn af Ebjasaf, en Søn af Hora, og hans Brødre af hans Fædrenehus, Koraiterne, havde Vagttjenesten ved Teltets Tærskler; deres Fædre havde nemlig holdt Vagt ved Indgangen til Herrens Lejr; 20 Pinehas, Eleazars Søn - Herren være med ham! - var fordum deres Øverste; 21 Mesjelemjas Søn Zekarja var Dørvogter ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. 22 Tilsammen udgjorde de, der var udvalgt til at holde Vagt ved Tærsklerne, 212. De indførtes i de res Slægtebøger i deres Landsbyer. David og Seeren Samuel indsatte dem i deres Embede; 23 de og deres Sønner holdt Vagt ved Portene til Herrens Hus, Teltboligen. 24 Dørvogterne stod mod alle fire Verdenshjørner, mod Øst, Vest, Nord og Syd, 25 og deres Brødre i deres Landsbyer skulde fra Tid til anden, syv Dage ad Gangen, møde for at stå dem bi; 26 thi hine fire Øverster for Dørvogterne gjorde stadig Tjeneste. Det var Leviferne. Fremdeles havde de Tilsyn med Kamrene og Forrådsrummene i Guds Hus, 27 og de overnattede rundt omkring Guds Hus, thi de havde det Hverv at holde Vagt, og de skulde lukke op hver Morgen. 28 Nogle af dem havde Tilsyn med de til Tjenesten hørende Ting og talte dem, både når de gemte dem hen, og når de tog dem frem. 29 Andre var sat til at føre Tilsyn med Tingene, alle de hellige Ting, og med Hvedemelet, Vinen, Olien, Røgelsen og de vellugtende Stoffer. 30 Nogle af Præsternes Sønner lavede Salven af de vellugtende Stoffer. 31 En af Leviterne, Mattitja, Koraiten Sjallums førstefødte Søn. havde det Hverv at tillave Bagværket. 32 Nogle af deres Brødre Kehatiterne havde Tilsyn med Skuebrødene og skulde lægge dem til Rette hver Sabbat.
33 Det var Sangerne, Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse. De opholdt sig i Kamrene, fri for anden Gerning, da de havde Tjeneste Dag og Nat.
34 Det var Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse, Overhoveder efter deres Slægter. De boede i Jerusalem.
35 I Gibeon boede Je'uel, Gibeons Fader, hvis Hustru hed Ma'aka; 36 hans førstefødfe Søn var Abdon, dernæst Zur, Kisj, Ba'al, Ner, Nadab, 37 Gedor, Ajo, Zekarja og Miklot. 38 Miklot avlede Sjim'am. Også de boede over for deres Brødre sammen med deres Brødre i Jerusalem. 39 Ner avlede Kisj. Kisj avlede Saul. Saul avlede Jonatan, Malkisjua, Abinadab og Esjba'al. 40 Jonatans Søn var Meribba'al. Meribba'al avlede Mika. 41 Mikas Sønner: Piton, Melek, Ta'rea og Ahaz. 42 Ahaz avlede Jehoadda. Jehoadda avlede Alemet, Azmavet og Zimri. Zimri avlede Moza. 43 Moza avlede Bin'a, hans Søn var Refaja, hans Søn El'asa, hans Søn Azel. 44 Azel havde seks Sønner, hvis Navne var Azrikam, Bokeru, Jisjmael, Sjearja, Obadja og Hanan; det var Azels Sønner.
10 Filisterne angreb Israel; og Israeals Mænd flygtede for Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg. 2 Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte Sauls Sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua. 3 Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne og grebes af stor Angst for dem. 4 Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembor mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og mishandle mig!" Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøs tilbage derfor. Da tog Saul Sværdet og styrtede sig i det, 5 og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i sit Sværd og døde. 6 Således fulgtes Saul, hans tre Sønner og hele hans Slægt i Døden. 7 Men da alle Israeliteme i Dalen så, at Israels Mænd var flygtet, og at Saul og hans Sønner var faldet, forlod de deres Byer og flygtede, hvorpå Filisterne kom og besatte dem.
8 Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de Saul og hans Sønner liggende på Gilboas Bjerg. 9 De plyndrede ham da og tog hans hoved og Våben med sig og sendte Bud rundt iilisternes Land for at bringe deres Afguder og Folket Glædesbudet. 10 Våbnene lagde dei deres Guds Hus, men Hovedskallen hængte de op i Dagons Hus. 11 Men da alle de, som boede i Gilead, hørte alt, hvad Filisterne havde gjort ved Saul, 12 brød alle våbenføre Mænd op, og de tog Sauls og hans Sønners Lig ned, bragte dem med til Jabesj og jordede deres Ben under Terebinten i Jabesj og fastede syv Dage.
13 Således døde Saul for den Utroskabs Skyld, han havde vist Herren, fordi han ikke havde givet Agt på Herrens Ord, også fordi han havde adspurgt en Ånd for at få et Råd 14 og ikke søgt; Råd hos Herren. Derfor lod han ham dø, og Kongemagten lod han gå over til David, Isajs Søn.
12 Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane, 2 idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af Guds Trone. 3 Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle,
4 Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden, 5 og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, når du revses af ham; 6 thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig hver Søn, som han tager sig af." 7 Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? 8 Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner. 9 Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve? 10 thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed. 11 Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
12 Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, 13 og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes. 14 Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren; 15 og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den; 16 at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret. 17 Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.
18 I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr, 19 og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem. 20 Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes". 21 Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og bæver." 22 Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare 23 og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Ånder 24 og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. 25 Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene, 26 han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen." 27 Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive. 28 Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt. 29 Thi vor Gud er en fortærende Ild.
6 Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til; 2 (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Område større end eders?)
3 I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær. 4 De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti; 5 de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David; 6 de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men sørger ej over Josefs Skade. 7 Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra Herren, Hærskarers Gud.
8 Den Herre Herren svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde. 9 Og er der end hele ti Mænd i eet Hus de skal dog dø. 10 Og levnes der een, så trækkes han frem af sin Slægtning og den, som røer når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst i Huset: "Er der flere hos dig?" Hin svarer: "Ingen!" Da siger han: "Tys!" Thi Herrens Navn tør de ikke nævne.
11 Thi Herren, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det lille Hus i Splinter.
12 Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt; 13 I glæder jer over Lodebar og siger: "Mon ikke det var ved vor Styrke, vi tog Karnajim? 14 Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra Herren, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved Hamat til Arababækken.
39 Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til Bjergegnen til en By i Juda. 40 Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth. 41 Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd 42 og råbte med høj Røst og sagde: "Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt! 43 Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig? 44 Thi se, da din Hilsens Røst nåede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd. 45 Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren," 46 Og Maria sagde: "Min Sjæl ophøjer Herren; 47 og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser; 48 thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, 49 fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt; 50 og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. 51 Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. 52 Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe. 53 Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. 54 Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed 55 imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til vore Fædre." 56 Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit Hjem igen.
57 Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. 58 Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende. 59 Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn. 60 Og hans Moder svarede og sagde: "Nej, han skal kaldes Johannes." 61 Og de sagde til hende: "Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn." 62 Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes. 63 Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: "Johannes er hans Navn." Og de undrede sig alle. 64 Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud. 65 Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. 66 Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: "Hvad mon der skal blive af dette Barn?" Thi Herrens Hånd var med ham.
67 Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han profeterede og sagde: 68 "Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk 69 og har oprejst os et Frelsens Horn" i sin Tjener Davids Hus, 70 således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, 71 en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os, 72 for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, 73 den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os, 74 at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden Frygt, 75 i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage. 76 Men også du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gå foran for Herrens Åsyn for at berede hans Veje, 77 for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse, 78 for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os 79 for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind på Fredens Vej," 80 Men Barnet voksede og blev styrket i Ånden; og han var i Ørkenerne indtil den Dag, da han trådte frem for Israel.