M’Cheyne Bible Reading Plan
9 Navnene på slægtsoverhovederne i alle Israels stammer findes optegnet i Israels Kongers Bog.
Hjemvendte eksiljøder, især fra Judas og Benjamins stamme
Judas folk blev ført i landflygtighed i Babylonien, fordi de var utro mod Herren og dyrkede afguder.
2 De første, som vendte tilbage fra eksilet og bosatte sig i de byer, de oprindeligt kom fra, var præsterne, levitterne og tempeltjenerne, alle fra Levis stamme, samt nogle folk fra de andre stammer.
3 En del familier fra Judas, Benjamins, Efraims og Manasses stammer bosatte sig i Jerusalem.
4 En af de hjemvendte familier blandt Judas efterkommere var under ledelse af Utaj, søn af Ammihud, søn af Omri, søn af Imri, søn af Bani, som nedstammede fra Peretz, en af Judas sønner. 5 En anden familie var efterkommere af Shela. De blev anført af Asaja, der var familiens overhoved. 6 Af Zerachs[a] efterkommere var der en familie, som blev anført af Jeuel.
Fra Judas stamme var der i alt 690 familier, der vendte hjem.
7 Fra Benjamins stamme vendte blandt andet følgende tilbage: Sallu, søn af Meshullam, søn af Hodavja, søn af Hassenua; 8 Jibneja, søn af Jeroham; Ela, søn af Uzzi, som var søn af Mikri; Meshullam, søn af Shefatja, søn af Reuel, søn af Jibneja. 9 Disse mænd var overhoveder for deres familier i Benjamins stamme ifølge slægtsbøgerne, og de anførte en gruppe på i alt 956 familier, der nu vendte hjem.
Hjemvendte præster
10-11 Følgende præstefamilier vendte tilbage: Jedaja, Jojarib, Jakin og Azarja. Azarja var den ledende præst ved Guds hus, og han var søn af Hilkija, søn af Meshullam, søn af Zadok, søn af Merajot, søn af Ahitub. 12-13 I alt vendte 1760 præster tilbage fra eksilet. De nævnte mænd var hver især overhoved for deres familie—dygtige mænd med ansvar for tjenesten i Guds hus. Blandt dem var også Adaja, søn af Jeroham, søn af Pashhur, søn af Malkija, og Masaj, søn af Adiel, søn af Jahzera, søn af Meshullam, søn af Meshillemit, søn af Immer.
Hjemvendte levitter
14 Blandt de hjemvendte levitter var: Shemaja, søn af Hasshub, søn af Azrikam, søn af Hashabja fra Merari-slægten; 15 Bakbakkar; Heresh; Galal; Mattanja, søn af Mika, søn af Zikri, en efterkommer af Asaf; 16 Obadja, søn af Shemaja, søn af Galal, søn af Jedutun; og Berekja, søn af Asa, søn af Elkana, som boede i Netofa-området.
Hjemvendte tempelvagter
17 Blandt de hjemvendte tempelvagter var Shallum, Akkub, Talmon og Ahiman og deres slægtninge. Shallum var leder for dem, 18 og hans slægt har altid holdt vagt ved den østlige port ind til tempelområdet, den der kaldes Kongeporten. 19 Shallum var søn af Kore, en efterkommer af Ebjasaf af Kora-slægten. Han og hans nærmeste slægtninge, koraitterne, holdt vagt ved indgangen til helligdommen, ligesom deres forfædre havde holdt vagt ved indgangen til åbenbaringsteltet. 20 Pinehas, Eleazars søn, var dengang den øverste leder ved åbenbaringsteltet, og Herren velsignede ham.
21 På Davids tid havde Zekarja, Meshelemjas søn, ansvaret for, at indgangen til teltet blev godt bevogtet. 22 I alt havde David på grundlag af slægtsbøgerne udvalgt 212 dørvogtere, som boede rundt omkring i landsbyerne. På samme måde havde profeten Samuel udvalgt deres forgængere blandt levitterne. 23 Disse mænd—og nu deres efterkommere—havde opsynet med Herrens helligdom 24 på alle fire sider: mod øst, vest, nord og syd. 25 Dørvogterne arbejdede i skiftehold, syv dage ad gangen, og de kom ind fra landsbyerne, hvor de boede, når det var deres tur til at holde vagt 26 og hjælpe de fire ledende tempelvagter, som altid var i tjeneste.
De fire ledere havde også ansvar for lagerrummene og skattene i Guds hus. 27 De boede tæt ved helligdommen, for de havde altid tilkaldevagt, og det var deres opgave at åbne portene om morgenen.
Andre opgaver for levitterne
28 Nogle af levitterne havde ansvaret for de redskaber, der blev brugt til ofringerne. De talte dem, hver gang de blev taget frem, og hver gang de blev lagt til side. 29 Andre havde ansvar for helligdommens indbo og forsyningerne af fintmalet mel, vin, olivenolie, røgelse og aromatiske stoffer. 30 Men det var præsterne, der blandede røgelsen. 31 Levitten Mattitja fra Kora-slægten, Shallums førstefødte søn, havde til opgave at bage de brød, der blev brugt til ofringerne. 32 Nogle andre levitter fra Kehats slægt skulle bage de hellige brød og lægge dem frem hver sabbat.
33 Tempelsangerne var alle fremtrædende levitter, der boede på tempelområdet. De var fritaget for anden tjeneste og måtte være til rådighed døgnet rundt.
34 Alle disse ledende levitter var slægtsoverhoveder ifølge slægtsbøgerne; og de boede i Jerusalem.
Sauls slægt endnu en gang
35 En mand ved navn Jeiel grundlagde byen Gibeon og bosatte sig der sammen med sin kone Ma’aka. 36 Hans sønner var i rækkefølge efter alder: Abdon, Zur, Kish, Ba’al, Ner, Nadab, 37 Gedor, Ahjo, Zekarja og Miklot.
38 Miklot blev far til Shima. De boede alle sammen tæt ved deres slægtninge i Jerusalem.
39 Ner blev far til Kish, og Kish blev far til Saul. Saul fik sønnerne Jonatan, Malkishua, Abinadab og Eshba’al. 40 Jonatan fik sønnen Meribba’al, som fik sønnen Mika. 41 Mika fik sønnerne Piton, Melek, Tarea og Ahaz.
42 Ahaz blev far til Ja’adda, som blev far til Alemet, Azmavet og Zimri.
Zimri blev far til Moza, 43 som blev far til Bina. Bina blev far til Refaja, som blev far til Elasa, som igen blev far til Atzel.
44 Atzel fik sønnerne Azrikam, Bokeru, Jishmael, Shearja, Obadja og Hanan.
Sauls død(A)
10 Engang angreb filistrene israelitternes lejr på Gilboahøjen. Israels hær flygtede og efterlod mange faldne rundt om på højens skråninger. 2 Filistrene satte efter Saul og hans sønner, Jonatan, Abinadab og Malkishua, og det lykkedes dem at dræbe sønnerne.
3 Kampen rasede omkring Saul, og det lykkedes filistrenes bueskytter at få ram på ham. Han blev såret 4 og råbte til sin våbendrager: „Træk dit sværd og gennembor mig, før de ugudelige og uomskårne filistre kommer og vanærer mig.” Men våbendrageren kunne ikke få sig selv til at dræbe Saul. Derfor tog Saul sit sværd og kastede sig mod det, så sværdet gennemborede ham. 5 Da våbendrageren så, at Saul var død, fulgte han sin herres eksempel og kastede sig mod sit eget sværd. 6 Den dag døde både Saul og hans tre sønner, og dermed var hans slægt uddød.
7 Da de israelitter, der boede i dalen, blev klar over, at hæren var flygtet, og at Saul og hans sønner var døde, flygtede de fra deres byer, og filistrene overtog byerne.
8 Næste dag drog filistrene ud for at plyndre de faldne, og de fandt Sauls og hans sønners lig på Gilboahøjen. 9 Så tog de Sauls våben og huggede hovedet af ham, hvorefter de sendte sejrsbudskabet hjem til alle deres afgudstempler og landsmænd. 10 Sauls våben blev udstillet på afgudstemplets væg, og hans hoved blev hængt op på Dagontemplets mur.
11 Men da indbyggerne i Jabesh i Gilead hørte, hvad filistrene havde gjort ved Saul, 12 drog deres tapre krigere af sted for at hente Sauls og hans sønners lig. De begravede dem under egetræet i Jabesh, hvorefter de sørgede og fastede i syv dage.
Hvorfor Saul døde
13 Saul døde på grund af sin utroskab mod Herren. Han adlød ikke Herrens befalinger, men søgte endog råd hos en åndemaner. 14 Han søgte ikke råd hos Herren, og derfor lod Herren ham dø og overgav riget til David, Isajs søn.
Det kræver udholdenhed at nå målet
12 Lad da også os med udholdenhed gennemføre det løb, som ligger foran os, inspireret af den mængde af troshelte, som allerede har fuldført løbet. Lad os kaste alt det bort, som tynger os, og synden, som så let griber fat i os og får os til at snuble. 2 Lad os rette blikket fremad mod Jesus, som startede os på troens vandring og også vil føre os til målet. Ved at se frem til den glæde, der ventede ham, kunne han udholde skammen og døden på korset, og nu sidder han på tronen ved Guds højre hånd. 3 Tænk på al den modstand fra syndige mennesker, som Jesus måtte kæmpe imod—så vil I også kunne holde ud uden at miste håbet eller tabe modet. 4 I jeres kamp mod synden er I jo endnu ikke nået dertil, hvor I har mistet livet.
Gud opdrager sine børn
5 Husk på den formaning, hvor Skriften omtaler jer som Guds børn:
„Mit barn, strit ikke imod, når Herren opdrager på dig,
tab ikke modet, når han sætter dig i rette.
6 Det er jo dem, han elsker, han opdrager på.
Han irettesætter dem, han regner som sine børn.”[a]
7 Hold ud, når I sættes i rette, for det gavner jer. Gud behandler jer som en far, der opdrager sine børn. Kan man forestille sig et barn, der aldrig bliver irettesat? 8 Hvis I ingen opdragelse får, så betyder det, at I slet ikke er hans børn. 9 Vi har alle haft jordiske fædre som irettesatte os, og vi havde respekt for dem. Hvor meget mere skal vi så ikke underordne os vores åndelige Far og få livet fra ham i eje? 10 Vores jordiske fædre har opdraget os i en kort årrække efter bedste evne, men Guds opdragelse er altid til bedste for os, og den sigter på, at vi får del i hans hellighed. 11 Enhver irettesættelse er smertefuld, mens den står på, og bringer ikke umiddelbart glæde. Men på langt sigt bliver de, der tager ved lære af irettesættelsen, i stand til at gøre det rigtige og leve med fred i hjertet.
Hellighed er nødvendig for at få del i Guds velsignelse
12 Se nu at få gang i de slappe hænder og de stive knæ! 13 Følg den lige vej fremad, så jeres stive led ikke forvrides, men får ny smidighed. 14 Stræb efter at holde fred med alle og at leve et helligt liv. Uden hellighed får ingen Herren at se. 15 Sørg for, at ingen glider væk fra Guds nåde. Lad ingen bitterhed få lov at spire frem i jer og sprede sin gift, så mange bliver smittet af den. 16 Pas på, at ingen af jer er utro[b] eller ringeagter Gud, som Esau gjorde, da han solgte sin arveret for et eneste måltid mad. 17 I ved jo godt, at da han bagefter med tårer bønfaldt sin far om alligevel at få del i velsignelsen, blev han afvist. Det var for sent at få det lavet om.
Det konkrete Sinaibjerg og det åndelige Zions bjerg
18 I står jo ikke som Israels folk ved et konkret bjerg med flammende ild, mørke, sorte skyer og et voldsomt uvejr.[c] 19 Dengang folket hørte lyden fra vædderhornet og den vældige røst, blev de så bange, at de bad sig fri for at høre Gud tale til dem.[d] 20 De kunne ikke klare, at Gud havde sagt, at selv et dyr, der rørte ved bjerget, skulle stenes.[e] 21 Guds hellighed var så frygtindgydende, at selv Moses udbrød: „Jeg ryster af angst.”[f]
22 Nej, I står ved „Zions bjerg”, den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, hvor tusinder af engle er samlet til fest. 23 I står overfor Guds menighed af arveberettigede børn, indskrevet som borgere i Himlen. I står over for den Gud, som vil dømme alle mennesker, og over for vores retsindige forfædres ånder, som er nået frem til målet. 24 Ja, I står over for Jesus selv, som indstiftede den nye pagt, over for Jesu blod, der har et bedre budskab om renselse og tilgivelse end Abels blod, som råbte på hævn.
25 Pas på, at I ikke beder jer fri for at høre, hvad Gud taler til jer. For når Israels folk blev straffet, fordi de nægtede at adlyde, da Gud talte sit advarende ord til dem på jorden, hvor meget mere skal vi da ikke blive straffet, hvis vi vender os bort fra Gud, når han taler fra Himlen. 26 Da han talte fra Sinaibjerget, rystede jorden ved hans stemme, men nu har han givet et andet løfte: „Én gang mere vil jeg ryste ikke kun jorden, men også himlen.”[g] 27 Udtrykket „én gang mere” betyder, at alt det, der hører den skabte verden til, vil blive fjernet ved den sidste rystelse. Kun det, der står urokkeligt fast, vil bestå.
28 Da vi tilhører Guds rige, som står urokkeligt fast, så lad os tjene Gud med taknemmelighed og på en måde, der glæder ham, med ærefrygt og dyb respekt. 29 For vores Gud er som en fortærende ild, når han straffer de ugudelige.
6 Ve jer, der tager den med ro i Jerusalem og lever sorgløst i Samaria. I betragter jer selv som de bedste ledere i det bedste land, og Israels folk kommer til jer for at få råd og hjælp. 2 Men tænk på, hvordan det er gået Kalno[a] og den tidligere storby Hamat. Og hvad med filisterbyen Gat? Når de blev lagt i ruiner, hvad så med jer? Er jeres byer og lande bedre end deres? 3 I tror, at dommen er langt borte, men jeres handlinger bringer den tæt på.
4 I nyder livet henslængt på jeres elfenbensudsmykkede senge og divaner. I frådser i fede lamme- og kalvestege, 5 mens I synger viser og spiller på lyrer fra Davids tid. 6 I drikker vin af de hellige offerskåle og bruger de bedste aromatiske olier på jer selv i stedet for at faste og sørge over Israels forfald. 7 Derfor skal I blive de første, som føres i eksil. Jeres lystige fester får en brat ende.
8 Herren, den almægtige Gud, har svoret ved sig selv: „Jeg hader Israels hovmod og foragter deres paladser. Derfor overgiver jeg deres by med alle dens indbyggere i fjendens hånd.”
9 Om så ti mænd skjuler sig i et hus, skal de alle dø. 10 Hvis en slægtning kommer for at hente de døde i huset og begrave dem, råber han måske ind i huset, om der er flere tilbage. Hvis svaret er: „Nej!” vil han sige: „Pas på, nævn ikke Herrens navn, for at han ikke skal høre dig!” 11 For når først Herren har afsagt sin dom, skal både små og store huse jævnes med jorden.
12 Lader man heste galopere på klipper? Lader man okser pløje havet? Men I har stik imod al fornuft vendt retten til uret og erstattet det gode med det onde. 13 I praler over at have besejret de magtesløse og er stolte over, hvad I har kunnet udrette i egen kraft.
14 „Åh, Israels folk,” siger Herren, den almægtige Gud. „Jeg sender et fremmed folk imod jer. De vil hærge jeres land fra Lebo-Hamat i nord til Arabadalen mod syd.”
Maria besøger Elisabet
39-40 Maria tog nu af sted til Judæas højland, til den by, hvor Zakarias boede, for hun ville besøge Elisabet. 41 I samme øjeblik Elisabet hørte Marias fredshilsen, sparkede barnet inde i hendes mave, og hun blev fyldt med Helligåndens kraft.
42 „Maria!” råbte hun glædestrålende, „hvor er du en velsignet kvinde, og velsignet er det barn, du venter. 43 Hvilken ære, at min Herres mor kommer og besøger mig. 44 Netop da jeg hørte din fredshilsen, hoppede barnet inden i mig af fryd. 45 Du er velsignet, fordi du troede på, at Gud ville opfylde det løfte, han gav dig.”
Marias lovprisning
46 Maria brød nu ud i en lovprisning til Gud:
„Jeg priser Herren af hele mit hjerte!
47 Jeg fryder mig over Gud, min Frelser,
48 for han har udvalgt mig, sin ringe tjener.
Alle kommende slægter vil kalde mig velsignet,
49 for den Almægtige har gjort store ting mod mig.
Han er en hellig Gud,
50 og hans trofaste nåde gælder alle, der ærer ham.
51 Han straffer enhver, som har hovmod i hjertet,
og spreder dem for alle vinde.
52 Verdens fyrster styrter han fra tronen,
men de ydmyge ophøjer han.
53 De sultne mætter han med alt godt,
men de rige sender han tomhændet bort.
54 Han er kommet for at hjælpe sin tjener Israel
ved at opfylde sit løfte om nåde,
55 det løfte, han gav vores forfædre,
om at velsigne Abraham og hans børn for evigt.”
56 Maria blev hos Elisabet i omtrent tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.
Johannes Døbers fødsel
57 Dagen kom, hvor Elisabet skulle føde, og hun fik en dreng. 58 Familie og naboer fik hurtigt den gode nyhed at vide, og alle glædede sig over Guds godhed mod hende.
59 Ugedagen[a] efter kom slægt og venner for at deltage i omskærelsesceremonien. Alle regnede med, at drengen skulle hedde Zakarias som sin far, 60 men Elisabet sagde: „Nej, han skal hedde Johannes!”[b]
61 „Hvorfor?” udbrød de. „Der er ikke én i hele familien, der hedder sådan.” 62 Så spurgte de med tegn og fagter barnets far, hvad han ønskede, drengen skulle hedde. 63 Han bad om en tavle, og til alles store overraskelse skrev han: „Drengens navn er Johannes.”
64 I samme øjeblik kunne Zakarias tale igen, og han begyndte at lovprise Gud. 65 Naboerne blev slået af forundring, og beretningen herom gik fra mund til mund over hele Judæas højland. 66 Alle, der hørte om det, undrede sig og sagde: „Hvad mon Gud har for med den dreng?” De mirakler, der var sket, gjorde det klart, at Gud havde særlige planer med ham.
67 Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede:
68 „Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besluttet at befri sit folk.
69 Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser
af sin tjener Davids slægt.
70 Det forudsagde han gennem sine hellige profeter
i fordums tid:
71 En Frelser, der skal befri os fra vore fjender,
fra alle, der hader os.
72-75 Han husker sin pagt med Abraham,
det løfte, han selv har givet,
om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed
uden frygt for vore fjender.
76 Og du, mit barn,
du skal kaldes den Højestes profet,
for du skal bane vej for Herren.
77 Du skal fortælle hans folk om frelsen,
ved at de får deres synd tilgivet
78 som følge af Guds inderlige barmhjertighed.
Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.
79 Hans lys vil skinne for dem,
som lever i mørke og i dødens skygge,
og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”
80 Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.