M’Cheyne Bible Reading Plan
Issakars slægt
7 Issakar fik fire sønner: Tola, Pua, Jashub og Shimron. 2 Tola fik seks sønner: Uzzi, Refaja, Jeriel, Jamaj, Jibsam og Shemuel; de blev slægtsoverhoveder for de forskellige grene af Tola-slægten. Under kong David udgjorde antallet af våbenføre mænd fra denne slægt i alt 22.600.
3-4 Uzzi fik en søn ved navn Jizrahja. Jizrahja og hans fire sønner, Mikael, Obadja, Joel og Jisshija, blev overhoveder for de forskellige grene af Uzzi-slægten. I den slægt havde de mange koner og børn, så under kong David udgjorde antallet af våbenføre mænd fra denne slægt i alt 36.000.
5 Ifølge slægtsbøgerne var det samlede antal våbenføre mænd fra Issakars stamme 87.000.
Benjamins slægt
6 Benjamin fik sønnerne Bela, Beker og Jediael.
7 Bela fik fem sønner: Etzbon, Uzzi, Uzziel, Jerimot og Iri, og de blev slægtsoverhoveder i Benjamins stamme. Ifølge deres slægtsbog var der 22.034 våbenføre mænd.
8 Beker fik ni sønner: Zemira, Joash, Eliezer, Eljoenaj, Omri, Jeremot, Abija, Anatot og Alemet. 9 De blev slægtsoverhoveder, og ifølge deres slægtsbog var der 20.200 våbenføre mænd.
10 Jediael fik en søn, Bilhan, som fik syv sønner: Jeush, Binjamin, Ehud, Kena’ana, Zetan, Tarshish og Ahishahar. 11 De blev slægtsoverhoveder for Jediaels slægt—alle dygtige krigere—og deres slægt kunne mønstre 17.200 våbenføre mænd.
12 Shuppim og Huppim var efterkommere af Ir. Hushim var efterkommer af Aher.[a]
Naftalis slægt
13 Naftali havde fire sønner: Jahtze’el, Guni, Jetzer og Shallum. De var efterkommere af Jakobs medhustru, Bilha.
Manasses slægt
14 Med sin aramæiske medhustru fik Manasse to sønner: Asriel[b] og Makir. Makir blev far til Gilead.
15 Det var Makir, der fandt koner til Huppim og Shuppim. Hans søster hed Ma’aka. En anden berømt efterkommer var Zelofhad, som udelukkende havde døtre.
16 Makirs kone, der også hed Ma’aka, fødte to sønner, som hun kaldte Peresh og Sheresh. Peresh fik to sønner: Ulam og Rekem, 17 og Ulam fik en søn ved navn Bedan. Hele denne slægt blev kaldt gileaditter efter Gilead, Makirs søn, Manasses sønnesøn.
18 Hans søster Hammoleket fødte sønnerne Ishhod, Abiezer og Mahla.
19 Shemida[c] fik fire sønner: Ahjan, Shekem, Likhi og Aniam.
Efraims slægt
20 Efraim fik en søn ved navn Shutela, som blev far til Bered. Bered fik sønnen Tahat, som blev far til Eleada, som igen fik sønnen Tahat. 21 Tahat fik sønnen Zabad, som blev far til Shutela.
To mænd fra denne slægt ved navn Ezer og Elead blev engang dræbt af filistrene i Gat, da de forsøgte at stjæle filistrenes kvæg.[d] 22 Deres far, Efraim, sørgede over dem i lang tid, mens hans slægtninge forsøgte at trøste ham. 23 Derefter gik han ind til sin kone, og hun blev gravid og fødte en søn, som han gav navnet Beria[e] for at mindes den ulykke, der var overgået deres familie. 24 Han fik også en datter ved navn She’era, som grundlagde byerne Nedre og Øvre Bet-Horon og Uzzen-She’era.
25-27 Efraim blev forfar til Josva gennem følgende slægtslinie: Efraim, Refa, Reshef, Tela, Tahan, Ladan, Ammihud, Elishama, Nun, Josva.
28 Efraims stamme bosatte sig i området, der indbefattede Betel og de omliggende landsbyer mod syd, og det strakte sig mod øst til Na’aran og mod vest til Gezer og de omliggende landsbyer. Området indbefattede også byerne Sikem og Ajja med deres omliggende landsbyer mod nord.
29 Manasses stamme besad byerne Bet-Shan, Ta’anak, Megiddo og Dor med tilhørende landsbyer. Det var altså efterkommerne af Jakobs søn Josef, der boede i disse byer.
Ashers slægt
30 Asher fik sønnerne Jimna, Jishva, Jishvi og Beria samt en datter ved navn Sera. 31 Beria fik sønnerne Heber og Malkiel. Malkiel grundlagde byen Birzajit.[f]
32 Heber fik sønnerne Jaflet, Shomer og Hotam samt en datter ved navn Shua. 33 Jaflet fik sønnerne Pasak, Bimhal og Ashvat. 34 Hans bror Shomer fik sønnerne Roga, Hubba og Aram.[g] 35 Hans bror Hotam fik sønnerne Zofa, Jimna, Shelesh og Amal.
36 Zofa fik sønnerne Sua, Harnefer, Shual, Beri, Jimra, 37 Betzer, Hod, Shamma, Shilsha, Jitran og Be’era.
38 Jeter[h] fik sønnerne Jefunne, Pispa og Ara.
39 Ulla fik sønnerne Ara, Hanniel og Ritzja.
40 Alle de mænd nævnt her var slægtsoverhoveder og dygtige, militære ledere. Ifølge deres slægtsbøger kunne slægten mønstre 26.000 våbenføre mænd.
Benjamins slægt
8 Benjamin fik følgende sønner i rækkefølge efter alder: Bela, Ashbel, Ahiram, 2 Noha og Rafa. 3 Fra Bela nedstammer slægtsoverhovederne Addar, Gera, Abihud, 4 Abishua, Na’aman, Ahoa, 5 Gera, Shefufan og Huram.
6-7 Ehuds sønner Na’aman, Ahija og Gera var slægtsoverhoveder for dem, der boede i Geba. Men befolkningen blev drevet bort og flyttede til Manahat. Gera, som blev far til Uzza og Ahihud, var deres leder.[i]
8-10 Shaharajim lod sig skille fra sine koner, Hushim og Ba’ara, og flyttede til Moabs land, hvor han giftede sig med Hodesh, og fra ham nedstammer slægtsoverhovederne Jobab, Zibja, Mesha, Malkam, Jeutz, Sakeja og Mirma.
11 Med Hushim havde Shaharajim tidligere fået sønnerne Abitub og Elpa’al. 12 Elpa’al fik sønnerne Eber, Misham og Shemed. Sidstnævnte grundlagde byerne Ono og Lod med tilhørende landsbyer. 13 Desuden fik han sønnerne Beria og Shema, der var overhoveder for den del af slægten, som slog sig ned i Ajjalon og fordrev Gats indbyggere. 14 Elpa’al fik også sønnerne Shashak og Jeremot.[j]
15-16 Fra Beria nedstammer følgende slægtsoverhoveder: Zebadja, Arad, Eder, Mikael, Jishpa og Joha.
17-18 Fra Elpa’al nedstammer Zebadja, Meshullam, Hizki, Heber, Jishmeraj, Jizlia og Jobab.
19-21 Fra Shimi nedstammer Jakim, Zikri, Zabdi, Elienaj, Zilletaj, Eliel, Adaja, Beraja og Shimrat.
22-25 Fra Shashak nedstammer Jishpan, Eber, Eliel, Abdon, Zikri, Hanan, Hananja, Elam, Antotija, Jifdeja og Penuel.
26-27 Fra Jeroham nedstammer Shamsheraj, Sheharja, Atalja, Ja’areshja, Elija og Zikri. 28 De var slægtsoverhoveder i Benjamins slægt, og de boede alle i Jerusalem.
Folkene i Gibeon og Sauls slægt
29 En mand ved navn Jeiel[k] grundlagde byen Gibeon og bosatte sig der sammen med sin kone Ma’aka. 30 Hans sønner var i rækkefølge efter alder: Abdon, Zur, Kish, Ba’al, Ner,[l] Nadab, 31 Gedor, Ahjo, Zeker[m] og Miklot. 32 Miklot blev far til Shima. De boede alle sammen tæt ved deres slægtninge i Jerusalem.
33 Ner blev far til Kish,[n] og Kish blev far til Saul. Saul fik sønnerne Jonatan, Malkishua, Abinadab og Eshba’al. 34 Jonatan fik sønnen Meribba’al,[o] som fik sønnen Mika. 35 Mika fik sønnerne Piton, Melek, Tarea og Ahaz.
36 Ahaz blev far til Jeho’adda, som blev far til Alemet, Azmavet og Zimri.
Zimri blev far til Moza, 37 som blev far til Bina. Bina blev far til Rafa, som blev far til Elasa, som igen blev far til Atzel.
38 Atzel fik sønnerne Azrikam, Bokeru, Jishmael, Shearja, Obadja og Hanan.
39 Atzels bror Eshek fik sønnerne Ulam, Jeush og Elifelet. 40 Ulams sønner var dygtige bueskytter, og han havde ualmindeligt mange børn og børnebørn, i alt 150. Alle de her nævnte personer tilhørte Benjamins stamme.
Trosheltene
11 Hvad er tro? Tro er grundlaget for vores håb, en overbevisning om ting, der ikke kan ses.[a] 2 Vi har jo mange vidnesbyrd om den tro, vores forfædre havde.
3 Det er ved tro, vi forstår, at universet blev til på Guds befaling. Den synlige verden blev skabt ud fra den usynlige verden.
4 Abel troede Gud. Derfor var han i stand til at bringe et offer, der var bedre end Kains. Gud accepterede Abels gave og viste dermed, at Abel havde et ret forhold til Gud. Abel selv er død, men hans tro er et vidnesbyrd for os endnu den dag i dag.
5 Enok troede Gud. Derfor blev han taget op til Himlen, så han undgik at dø. Ingen kunne finde ham, for Gud havde taget ham til sig. Men inden da havde han fået det vidnesbyrd, at Gud glædede sig over ham.[b] 6 Gud kan kun glæde sig over dem, der har tro, for de, der henvender sig til Gud, må nødvendigvis tro, at han er til, og at han belønner dem, der søger ham.
7 Noa troede Gud. Da Gud advarede ham om syndfloden, der skulle komme, troede han på det, selvom der ikke var nogen tegn på, at der ville komme en oversvømmelse. Han adlød Gud, og i ærefrygt for ham byggede han en ark for at redde sin familie. På den måde forkyndte Noa dommen over den onde verden, og selv blev han på grund af sin tro accepteret af Gud.
8 Abraham troede Gud. Da Gud bad ham om at forlade sit hjem og fædreland og rejse bort til et andet land, som Gud ville give ham og hans efterkommere i arv og eje, tog han af sted uden at vide, hvor han kom hen. 9 Han slog sine telte op i et land, som tilhørte andre, og i tillid til Gud vandrede han fra sted til sted i det land, han var blevet lovet. Det samme gjorde Isak og Jakob, der jo fik det samme løfte. 10 Abraham så nemlig frem til at bo i byen med de evige grundvolde, som Gud selv er både arkitekt og bygmester for.
11 Sara troede Gud. Derfor kunne hun blive stammor til et helt folk til trods for, at hun var for gammel til at få børn. Hun troede på, at Gud, der havde givet løfte om en søn, var til at stole på. 12 Således blev Abraham stamfar til et helt folk. Selvom han gik på gravens rand, blev han ene mand stamfar til et folk så talrigt, at det er lige så umuligt at tælle som himlens stjerner og sandet ved havets bred.
13 Abraham og Sara, Isak og Jakob døde alle i tro uden at se løftet blive opfyldt. Men de skimtede det forude og hilste det velkommen, og de sagde helt klart, at de var som udlændinge på midlertidigt ophold på denne jord. 14 De, der taler sådan, giver udtryk for, at de er på udkig efter et hjemland. 15 Hvis de havde tænkt på det land, de oprindeligt kom fra, kunne de have vendt tilbage dertil. 16 Men de længtes efter noget endnu bedre, nemlig det himmelske hjemland. Derfor skammer Gud sig ikke ved at blive kaldt deres Gud, og han har en evig by parat til dem.
17-18 Da Gud satte Abraham på prøve, holdt Abraham fast på sin tro og var parat til at ofre sin søn Isak på alteret, også selvom det var hans eneste søn, og Gud havde lovet ham: „Det er gennem Isak, din slægt skal opbygges.”[c] 19 Abraham regnede nemlig med, at Gud kunne oprejse Isak fra de døde, hvis det skulle være. Han fik ham jo også tilbage i live som et billede på Jesu opstandelse fra de døde.
20 Isak troede Gud. Derfor kunne han velsigne sine to sønner Jakob og Esau med fremtiden for øje.
21 Jakob troede Gud. Lige før han døde, velsignede han Josefs sønner i tro og bøjede hovedet over sin stav i tilbedelse.[d]
22 Josef troede Gud. Inden sin død talte han om, at Gud en dag ville føre Israels folk ud af Egypten, og han fik dem til at love, at de ville tage hans jordiske rester med sig til det land, Gud havde lovet at give dem.
23 Moses’ forældre troede Gud, og de skjulte ham i tre måneder efter fødslen. De så, at han var en dejlig dreng, og de var ikke bange for at trodse kongens ordre.
24 Moses troede Gud, da han som voksen gav afkald på sin position som søn af Faraos datter. 25-26 I stedet for at nyde en kortvarig fornøjelse uden for Guds vilje foretrak han at dele kår med Guds folk. Frem for at eje alle Egyptens skatte foretrak han at blive mishandlet—ligesom Kristus blev det—for han så frem til sin belønning.
27 Moses forlod Egypten i tro til Gud og uden at frygte kongens vrede. Han holdt ud, fordi han hele tiden holdt den Usynlige for øje. 28 I tro indførte han den første påske med blodet på dørstolperne, for at dødsenglen ikke skulle gå ind i israelitternes hjem og dræbe den førstefødte søn i hver familie.
29 Israelitterne viste tro til Gud, da de gik gennem Det Røde Hav som over tørt land. Men egypterne, som fulgte bagefter, druknede alle sammen.
30 Israelitterne viste tro til Gud, da de på hans befaling vandrede rundt om Jeriko i syv dage, så byens mure faldt.
31 Ved at hjælpe de israelitiske spioner viste den prostituerede Rahab, at hun troede på Gud. Derfor blev hun ikke dræbt sammen med dem, der var ulydige.
32 Behøver jeg sige mere? Det ville tage for lang tid at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og alle profeterne. 33 Ved deres tro besejrede sådanne helte fjendtlige folkeslag, regerede med retfærdighed og så Guds løfter blive opfyldt. De lukkede løvers gab 34 og overlevede brændende flammer. De undslap overlegne hære, fik ny kraft efter udmattelse, ny styrke i krig og slog fjendehære på flugt.
35 Nogle kvinder havde tro til at få deres kære oprejst fra de døde. Nogle mennesker blev tortureret til døde, fordi de ikke ville fornægte deres tro. De ville hellere se frem til den kommende genopstandelse. 36 Andre blev hårdt prøvet med hån og piskeslag, eller de blev kastet i fængsel og lagt i lænker. 37 Nogle blev stenet, skåret midt over eller henrettet med sværd. Andre gik sultende rundt, klædt i fåre- eller gedeskind, forfulgte og mishandlede. 38 De var for gode til denne verden. De måtte flygte gennem ørkener og over bjerge og skjule sig i bjerghuler eller huller i jorden.
39 Alle dem, der her er omtalt, fik et godt vidnesbyrd for deres tro, men opnåede ikke at se Guds løfte opfyldt, 40 for Gud havde en større plan om, at de ikke skulle nå målet, før vi fik chancen for at komme med.
Endnu et kald til omvendelse
5 Israel, lyt til den klagesang, jeg synger over dig:
2 „Israel, den skønne ungmø, er faldet,
hun kan ikke rejse sig.
Hun ligger forladt på jorden,
ingen hjælper hende op!”
3 Gud Herren siger: „Den by, som sender 1000 mænd i krig, får kun 100 tilbage, og den by, som sender 100, får kun 10 tilbage.”
4 Herren siger til Israels folk: „Søg mig, så skal I leve! 5 Søg ikke afguderne i Betel, Gilgal og Be’ersheba, for Gilgal bliver ført i eksil, og Betel bliver jævnet med jorden.”
6 Ja, søg Herren, så skal I leve. Ellers vil han komme imod jer som en fortærende ild, og ingen af Betels afguder kan slukke den.
7 I lader hånt om retfærdighed og foragter hæderlighed.
8 I burde søge Herren, som skabte Syvstjernen og Orion; han, som udskifter nattens mørke med morgenlys og gør dag til nat; han, som opsamler havets vand og lader det øse ned på jorden. Herren er hans navn. 9 Han sender ødelæggelse over stærke byer og nedbryder alle deres forsvarsværker.
10 Hvorfor hader I dem, der taler sandhed, og dem, der fælder retfærdige domme? 11 I tramper på de fattige og lægger urimelige afgifter på deres kornhøst. Derfor skal I ikke opleve at nyde livet i de fornemme stenhuse, I er ved at bygge, eller fylde jer med vinen fra de vingårde, I er ved at anlægge.
12 „Jeg ved alt om jeres oprør mod mig og jeres mange synder,” siger Herren. „I undertrykker de uskyldige og tager imod bestikkelse, så de svage forhindres i at få deres ret.”
13 I den slags onde tider tvinges den kloge til tavshed. 14 Søg det gode og flygt fra det onde, så I kan få lov at leve. Først da vil Herren, den Almægtige, være med jer, sådan som I påstår, han er. 15 Had det onde og elsk det gode. Lad retfærdigheden sejre i retten. Så vil Gud, den Almægtige, måske tilgive den rest af folket, som overlever.
Dommens dag bliver en sørgedag
16 Herren, den Almægtige, siger: „Når straffen kommer, vil folk græde på gaden i fortvivlelse, og på torvene vil de sørge over de døde. Landmændene kaldes ind til byen for at deltage i sorgen, og alle grædekoner kommer i arbejde. 17 I alle vingårdene vil der lyde fortvivlede råb, når jeg går igennem landet og ødelægger dem.”
18-20 „Gid Herren dog ville gribe ind!” siger I. Men I aner ikke, hvad der vil ske, når jeg griber ind! Det bliver en sorgens dag, ikke en glædens dag. Til den tid går det jer som en mand, der nok undslipper en løve, der har jaget ham, men løber lige i favnen på en bjørn, og når han derefter søger skjul i et hus, bliver han bidt i hånden af en slange. Når jeg griber ind, bliver det en sorgens dag!
21 Herren siger: „Jeg hader jeres religiøse fester! Jeg er led ved jeres hykleriske højtider! 22 Selvom I bringer mig brændofre og afgrødeofre, vil jeg ikke tage imod dem. Jeg vil ikke røre ved fedtet fra jeres takofre. 23 Spar mig for jeres larmende sange. Jeg er træt af at lytte til jeres musik. 24 Lad godheden strømme som en flod, retfærdigheden risle frem som en uudtømmelig kilde. 25 Bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig de 40 år i ørkenen? 26 Nu kan I tage de gudebilleder med, I selv har lavet, inklusive Sakkut og stjerneguden Kevan, 27 for I bliver sendt i landflygtighed langt borte, øst for Damaskus.” Herren, den almægtige Gud, har talt!
1 1-3 Højtærede Teofilus!
Der er mange, som har berettet om de begivenheder, der har fundet sted iblandt os, og vi har hørt det fortalt af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og senere forkyndte os Guds ord. Når jeg nu har sat mig for at gennemgå det alt sammen og nedskrive det for dig i rækkefølge, 4 er det, for at du kan blive overbevist om pålideligheden af det, du er blevet undervist om.
Johannes Døbers mirakuløse undfangelse
5 Dengang Herodes[a] regerede over jødernes land, var der en jødisk præst ved navn Zakarias. Han hørte til Abijas skiftehold[b] blandt præsterne. Hans kone, Elisabet, var efterkommer af Aron, ligesom han selv var. 6 De var retskafne mennesker og efterlevede Guds lov til punkt og prikke. 7 Men de havde ingen børn, for Elisabet kunne ikke få børn, og nu var de begge oppe i årene.
8 En dag, da Zakarias var i færd med sin tjeneste i templet, for det var hans hold, der havde tjeneste i den uge, 9 tilfaldt det ham ved lodtrækning at gå ind i det hellige rum i templet for at bringe røgelsesofferet. 10 Imens han var i færd med det, stod en stor forsamling af jøder ude i tempelgården og bad, som de plejede, når der brændtes røgelse. 11 Pludselig fik Zakarias inde i templet øje på en engel, der stod på højre side af røgelsesalteret, 12 og det gjorde ham skrækslagen.
13 „Vær ikke bange, Zakarias!” sagde englen. „Jeg er kommet for at fortælle dig, at Gud har hørt dine bønner. Din kone Elisabet vil få en søn, som du skal kalde Johannes. 14 Han vil blive til stor glæde for dig selv og mange andre, 15 for han vil blive en af Guds største tjenere. Han må aldrig drikke vin eller øl, og han vil blive fyldt med Helligåndens kraft,[c] allerede før han bliver født. 16 Mange af Israels folk vil vende om fra deres ondskab og søge Herren, deres Gud, når de hører ham tale. 17 Johannes vil træde frem i profeten Elias’ ånd og kraft. Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og hjælpe de ulydige til at forstå visdommen i at gøre Guds vilje. Han vil gøre folket parat til at møde Herren.[d]”
18 „Det har jeg svært ved at tro,” indvendte Zakarias. „Jeg er jo en halvgammel mand, og min kone er også godt oppe i årene. Giver du mig et tegn, så jeg kan tro på det?”
19 Englen svarede: „Jeg er Gabriel, Guds betroede tjener, og han har sendt mig herhen for at fortælle dig den gode nyhed. 20 Men fordi du tvivlede på, hvad jeg sagde, vil du få det tegn at blive stum. Du vil ikke kunne sige et eneste ord, før barnet er født. Men det, jeg har sagt, vil ske til den fastsatte tid!”
21 Forsamlingen udenfor stod og ventede på, at Zakarias skulle komme ud til dem, og de undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. 22 Da han endelig kom ud, kunne han ikke få et ord frem, og folk forstod, at han havde haft et syn i templet. Han forsøgte med tegn og fagter at forklare, hvad der var sket.
23 Efter at Zakarias havde fuldført sin tjenesteuge i templet, vendte han tilbage til sit hjem. 24 Og det varede ikke længe, før Elisabet blev gravid, hvorefter hun holdt sig inden døre i fem måneder.
25 „Det er Gud, der har gjort det!” udbrød hun. „Han har været nådig imod mig og taget min skam bort.”[e]
Den mirakuløse undfangelse af Jesus, Guds Søn
26 Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, 27 hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt. 28 Da Gabriel kom til hende, sagde han: „Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.” 29 Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være.
30 „Vær ikke bange, Maria,” sagde englen, „for du er udvalgt af Gud. 31 Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. 32 Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, 33 og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.”
34 „Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?” spurgte Maria. „Jeg har jo ikke nogen mand.”[f]
35 Englen svarede: „Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. 36 Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. 37 Intet er umuligt for Gud.”
38 „Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,” udbrød Maria. „Lad det blot ske, som du har sagt.” Så forlod englen hende.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.