M’Cheyne Bible Reading Plan

Davids slægt

3 Kong Davids ældste søn hed Amnon; hans mor var Ahinoam fra Jizre’el. Den næstældste hed Daniel;^[a] hans mor var Abigajil fra Karmel. ² Den tredje hed Absalom; hans mor var Ma’aka, en datter af kong Talmaj af Geshur. Den fjerde hed Adonija; hans mor var Haggit. ³ Den femte hed Shefatja; hans mor var Abital. Den sjette hed Jitream; hans mor var Egla. ⁴ Disse seks sønner fødtes i Hebron, som var Davids residensby i syv og et halvt år. Derefter gjorde han Jerusalem til hovedstad, og der regerede han i 33 år.

⁵ I Jerusalem fødte hans kone Batsheba, Ammiels datter, sønnerne Shimea, Shobab, Natan og Salomon.

⁶ David fik desuden følgende ni sønner: Jibhar, Elishua,^[b] Elpelet,^{[c] 7} Noga, Nefeg, Jafia, ⁸ Elishama, Be’eljada og Elifelet. ⁹ Heriblandt er ikke medregnet de sønner, David fik med sine medhustruer. David fik også en datter ved navn Tamar.

^10-14 Kongerækken fra Salomon til Josias er som følger: Salomon, Rehabeam, Abija, Asa, Joshafat, Joram, Ahazja, Joash, Amatzja, Azarja, Jotam, Ahaz, Hizkija, Manasse, Amon og Josias.

¹⁵ Josias’ sønner hed: Johanan, Jojakim, Zidkija og Shallum.

¹⁶ Jojakims sønner hed Jekonja og Zidkija.

^17-18 Kong Jekonja, der blev bortført til Babylonien, fik følgende sønner: Shealtiel, Malkiram, Pedaja, Shenatzar, Jekamja, Hoshama og Nedabja.

^19-20 Pedaja blev far til Zerubbabel og Shimi.

Zerubbabel fik sønnerne Meshullam og Hananja, samt datteren Shelomit.

Meshullam fik fem sønner:^[d] Hashuba, Ohel, Berekja, Hasadja og Jushab-Hesed.

²¹ Hananjas sønner hed Pelatja, Jeshaja, Refaja, Arnan, Obadja og Shekanja. ²² Shekanja fik sønnen Shemaja og sønnesønnerne Hattush, Jigal, Baria, Nearja og Shafat—seks i alt.^[e]

²³ Nearja fik tre sønner: Eljoenaj, Hizkija og Azrikam.

²⁴ Eljoenaj fik syv sønner: Hodavja, Eljashib, Pelaja, Akkub, Johanan, Delaja og Anani.

Flere detaljer af Judas slægt

4 Juda fik følgende berømte efterkommere: Peretz, Hetzron, Karmi, Hur og Shobal.^[f]

² Shobals søn Reaja blev far til Jahat, der blev far til Ahumaj og Lahad. Denne gren af slægten blev til zoratitterne.

^3-4 Hur var ældste søn af Kaleb og Efrat. Det var hans slægt, der grundlagde Betlehem. Blandt Hurs sønner var Etam, Penuel og Ezer. Etam fik tre sønner: Jizre’el, Jishma og Jidbash—samt en datter ved navn Hatzlelponi. Penuel grundlagde byen Gedor, og Ezer grundlagde Husha.

⁵ Ashur, der grundlagde Tekoa, havde to koner: Hela og Na’ara. ⁶ Na’ara fødte Ahuzzam, Hefer, Temeni og Ahashtari. ⁷ Hela fødte Zeret, Jitzhar, Etnan og Kotz.

⁸ Kotz blev far til Anub og Hazobeba—og stamfar til den slægt, der var opkaldt efter Aharhel, Harums søn.

⁹ Jabetz var en højt respekteret mand i sin samtid. Hans mor havde givet ham navnet Jabetz, der hentydede til den sorg og smerte, hun gennemgik ved hans fødsel.^{[g] 10} Men Jabetz bad til Israels Gud: „Velsign mig og gør mine besiddelser store. Grib ind i mit liv og beskyt mig mod sorg og smerte.” Og Gud gjorde, hvad han bad om.

¹¹ Kelub, Shuhas bror, fik en søn ved navn Mehir. Mehir fik en søn, Eshton, ¹² der blev far til sønnerne Bet-Rafa, Pasea og Tehinna. Tehinna grundlagde byen Nahash. Denne gren af slægten boede i Reka.

¹³ Kenaz fik to sønner, Otniel og Seraja. Otniel fik sønnerne Hatat og Meonotaj. ¹⁴ Meonotaj blev far til Ofra. Seraja blev far til Joab, der blev stamfar til håndværkernes slægt, som boede i Håndværkerdalen.

¹⁵ Kaleb, Jefunnes søn, fik følgende sønner: Iru, Ela og Na’am. Ela fik sønnen Kenaz.

¹⁶ Jehallelels sønner hed Zif, Zifa, Tirja og Asarel.

^17-18 Ezra fik følgende sønner: Jeter, Mered, Efer og Jalon. Mered blev gift med Bitja, en egyptisk prinsesse, som fødte Mirjam, Shammaj og Jishba, som grundlagde byen Eshtemoa. Mered havde endnu en kone, en kvinde af Juda stamme, og hun fødte ham tre sønner: Jered, der grundlagde byen Gedor; Heber, der grundlagde byen Soko, og Jekutiel, der grundlagde byen Zanoa.

¹⁹ Hodija blev gift med en søster til Naham, og en af deres sønner blev stamfar til garmitterne i Keila, en anden blev stamfar til ma’akatitterne i Eshtemoa.^[h]

²⁰ Amnon, Rinna, Ben-Hanan og Tilon nedstammede fra Shimon.

Zohet og Ben-Zohet nedstammede fra Jishi.

²¹ Fra Judas søn Shela nedstammede Er, der grundlagde byen Leka; Lada, der grundlagde byen Maresha; linnedvæver-familierne fra Bet-Ashbea; ²² Jokim og folkene i Kozeba, samt Joash og Saraf, der slog sig ned i Moab, men vendte tilbage til Betlehem.^[i] Disse navne står optegnet i de gamle slægtsbøger. ²³ Det var alle slægter, som var dygtige pottemagere i Netaim og Gedera, og som arbejdede i kongens tjeneste.

Simeons slægt

²⁴ Simeon fik fem sønner: Nemuel, Jamin, Jarib, Zerach og Shaul. ²⁵ Shaul fik sønnen Shallum, som blev far til Mibsam, som igen blev far til Mishma.

²⁶ Mishma fik sønnen Hammuel, som blev far til Zakkur, som igen blev far til Shimi. ²⁷ Shimi fik 16 sønner og seks døtre, men hans brødre havde ikke mange efterkommere. Simeons stamme var langtfra så talrig som Judas stamme.

^28-33 Indtil kong Davids tid boede Simeons stamme i følgende byer med tilhørende landsbyer helt op til Ba’al: Be’ersheba, Molada, Hatzar-Shual, Bilha, Etzem, Tolad, Betuel, Horma, Ziklag, Bet-Markabot, Hatzar-Susim, Bet-Biri og Sha’arajim. Desuden havde de landsbyerne Etam, Ajin, Rimmon, Token og Ashan. Alt dette er optegnet i stammens slægtsbøger.

^34-39 Nogle slægter inden for stammen blev meget talrige og havde store flokke af får og geder. For at finde nye græsgange til deres får og geder flyttede følgende slægtsoverhoveder vestpå i retning af Gerar^[j] og slog sig ned i den østlige side af sletten: Meshobab; Jamlek; Josha, søn af Amatzja; Joel; Jehu, der var søn af Joshibja, som var søn af Seraja, som var søn af Asiel; Eljoenaj; Ja’akoba; Jeshohaja; Asaja; Adiel; Jesimiel; Benaja; og Ziza, der var søn af Shifi, som var søn af Allon, søn af Jedaja, søn af Shimri, søn af Shemaja. ⁴⁰ På sletten ved Gerar fandt de rigeligt med græs, og det var tillige et vidtstrakt, roligt og fredeligt sted.

Nogle af Kams efterkommere havde bosat sig der, ⁴¹ men på kong Hizkijas af Judas tid invaderede de nævnte slægter af Simeons stamme området og ødelagde kamitternes og meunitternes telte og huse, hvorefter de slog dem ihjel og overtog deres land.

⁴² 500 mænd fra Simeons stamme drog østpå til Seirs bjerge, anført af Jishis sønner Pelatja, Nearja, Refaja og Uzziel. ⁴³ De udryddede de amalekitter, der var tilbage, og de har beboet det område lige siden.

Den gamle pagts syndofre sammenlignet med den nye pagt

9 I den første pagt mellem Gud og hans folk var der en række forskrifter for, hvordan præsterne skulle tjene i den jordiske helligdom, ² som var et telt, der bestod af to rum. Det forreste rum indeholdt guldlysestagen og det bord, hvor de hellige brød lå.^[a] Det rum kaldtes det hellige rum. ³ Bag det inderste forhæng var der et andet rum, som kaldtes det allerhelligste rum. ⁴ Hertil hørte røgelsesalteret af guld og pagtens ark, som på alle sider var overtrukket med ægte guld. Inde i arken lå stentavlerne, som de ti bud var skrevet på, en guldkrukke med manna og Arons stav, som engang havde fået blade og blomster.^{[b] 5} Oven på arken var der to strålende keruber, hvis vinger var bredt ud over arkens låg, der blev kaldt forsoningsstedet. Men det kan jeg ikke gå nærmere ind på nu.

⁶ Efter at helligdommen var blevet indrettet på den måde og gjort klar, udførte præsterne dagligt deres opgaver i det forreste rum. ⁷ Det var kun ypperstepræsten, der havde lov til at gå ind i det inderste rum, og kun én gang om året. Han havde altid blod med som et forsoningsoffer til Gud for at bede om tilgivelse for både sine egne og folkets uforsætlige synder. ⁸ Helligånden viser os derved, at så længe det forreste rum stadig er i brug, er der ikke almen adgang til det allerhelligste rum. ⁹ Det er et billede på den nuværende tid, hvor præsterne stadig bringer gaver og ofre, som dog ikke kan rense deres samvittighed. ¹⁰ De følger en række regler for, hvad man må spise og drikke, og de gennemgår de foreskrevne rituelle renselsesceremonier. Det er alt sammen regler for en gudsdyrkelse, som skulle gælde, indtil den nye pagt kom med en ny og bedre ordning.

¹¹ Nu er Kristus så blevet ypperstepræst i den nye og bedre ordning. Han er gået ind i den himmelske helligdom, som ligger på et højere og fuldkomment plan. Den helligdom er ikke bygget af mennesker, og den hører ikke med til den jordiske verden. ¹² Han gik én gang for alle ind i det allerhelligste rum i den himmelske helligdom og stænkede blod på forsoningsstedet. Men det var ikke blod fra gedebukke eller tyrekalve.^[c] Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder og sat os fri fra skyld for evigt.

¹³ Hvis det at blive stænket med blod fra gedebukke og tyrekalve eller aske fra en kvie kunne give en ydre renselse til mennesker, som var blevet urene,^{[d] 14} hvor meget mere vil da ikke Kristi blod rense vores samvittighed fra nytteløse anstrengelser,^[e] så vi kan tjene den levende Gud. Kristus ofrede jo sig selv som et fejlfrit offer under den evige Helligånds ledelse.

¹⁵ Formålet med, at Kristus formidlede en ny pagt, var, at han gennem sin død kunne skabe forsoning for alle de synder, der blev begået under den gamle pagt, så de mennesker, Gud kalder på, kan få opfyldt det løfte om evige velsignelser, som Gud havde givet. ^16-17 For det er med pagten som med et testamente: Det kan først træde i kraft, når den, som har oprettet det, er død.

¹⁸ Således kunne den første pagt heller ikke træde i kraft uden blodsudgydelse. ¹⁹ Dengang Moses havde oplæst alle lovreglerne for hele folket, tog han blodet fra de slagtede tyrekalve og gedebukke, blandede det med vand og stænkede det både på lovbogen og på hele folket.^[f] Til bestænkningen brugte han grene fra isopbuske og skarlagenrød uld. ²⁰ Derefter sagde han: „Dette blod besegler den pagt, som Gud har befalet jer at overholde.” ²¹ På samme måde stænkede han blod på åbenbaringsteltet og på alle de redskaber, der blev brugt af præsterne. ²² Stort set alt under den gamle pagts forordninger blev renset ved, at der blev stænket blod på det, og uden blodsudgydelse var ingen tilgivelse mulig.

²³ Derfor var det nødvendigt, at den jordiske helligdom, som er et billede på den himmelske helligdom, blev renset med blodet fra offerdyrene. Men den virkelige, åndelige helligdom i Himlen krævede et andet og stærkere offer. ²⁴ Kristus gik ikke ind i den helligdom, som er bygget af mennesker, og som er et billede på den himmelske helligdom. Nej, han gik ind i selve Himlen og kan nu træde frem for Guds ansigt på vores vegne. ^25-26 Ypperstepræsterne går år efter år ind i det allerhelligste rum med offerblod, som dog ikke er deres eget. Hvis Jesus skulle skabe forsoning for vores synder på tilsvarende måde, så skulle han have ofret sig selv masser af gange lige fra verdens grundlæggelse. Men nu har han åbenbaret sig ved tidernes afslutning for ved sit offer at gøre ende på synden én gang for alle. ²⁷ Og ligesom det er ethvert menneskes lod én gang at dø og senere blive stillet for Guds domstol, ²⁸ sådan måtte Kristus dø én gang for at bære straffen for utallige menneskers synder. Når han senere kommer tilbage, er det ikke for at ofre sig selv igen, men for at frelse alle dem, der med forventning ser frem til hans komme.

Straffen over et udvalgt folk

3 Hør hvad Herren siger til Israels folk: „Det var jer, jeg førte ud af Egypten. ² Af alle jordens folkeslag er det jer, jeg har udvalgt! Derfor må jeg straffe jer, når I gør oprør imod mig. ³ Kan to mennesker slå følge uden først at have lavet en aftale? ⁴ Brøler en løve i buskadset, før den har nedlagt sit bytte? Knurrer ungløven i sin hule uden at have fanget noget? ⁵ Går en fugl i en fælde, hvis der ikke er lokkemad? Klapper en fælde i, hvis den ikke bliver udløst? ⁶ Mon ikke folk bliver bange, når der blæses alarm i byen? Mon ikke jeg står bag, når en by bliver straffet med krig? ⁷ Men jeg skrider ikke til handling, før jeg har åbenbaret mine planer for mine tjenere, profeterne. ⁸ Når løven brøler, bliver mennesket bange. Når Herren taler, må profeten give det videre.

⁹ Råb til filistrene i Ashdods fæstning og til egypterne i deres befæstede byer: Kom og sæt jer på bakketoppene rundt om Samaria. Se på al den vold og undertrykkelse, der foregår i Israel. ¹⁰ Mit folk har glemt at handle ret. De fylder deres huse med ting, de har røvet. ¹¹ Derfor vil en fjende belejre landet, nedbryde byens mure og plyndre deres huse.

¹² Som når en hyrde kun redder et par skinneben eller et øre af sit får fra løvens gab, sådan vil kun få af Samarias indbyggere blive reddet, som man kan være heldig at redde et hjørne af sin seng eller et stykke af en divan.”^[a]

¹³ Herren, den Almægtige, siger: „Hør efter og advar Israels folk. ¹⁴ Når jeg straffer mit folk for deres oprør, vil jeg ødelægge afgudsaltrene i Betel. Altrenes horn bliver hugget af og falder til jorden. ¹⁵ Jeg ødelægger alle de store, pragtfulde huse, både vinterpalæer, sommerboliger og elfenbenspaladser.

Om at sætte sin lid til Herren

Den almægtige Gud