M’Cheyne Bible Reading Plan

21 Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hefziba. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, og efterlignede de Folkeslags Vederstyggeligheder, som Herren havde drevet bort foran Israeliterne. ³ Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde ødelagt, rejste Altre for Ba'al, lavede en Asjerastøtte, ligesom Kong Akab af Israel havde gjort, og tilbad og dyrkede hele Himmelens Hær. ⁴ Og han byggede Altre i Herrens Hus, om hvilket Herren havde sagt: "I Jerusalem vil jeg stedfæste mit Navn." ⁵ Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge Herrens Hus's Forgårde. ⁶ Han lod sin Søn gå igennem Ilden, drev Trolddom og tog Varsler og ansatte Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i Herrens Øjne, og krænkede ham. ⁷ Den Asjerastøtte, han lod lave, opstillede han i det Hus, om bvilket Herren havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer, vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid; ⁸ og jeg vil ikke mere lade Israel vandre bort fra det Land, jeg gav deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt overholder alt, hvad jeg har pålagt dem, hele den Lov, min Tjener Moses gav dem." ⁹ Men de vilde ikke høre, og Manasse forførte dem til at handle værre end de Folkeslag, Herren havde udryddet foran Israeliterne.

¹⁰ Da talede Herren ved sine Tjenere Profeterne således: ¹¹ "Efterdi Kong Manasse af Juda har øvet disse Vederstyggeligheder, ja øvet Ting, som er værre end alt, hvad Amoriterne, der var før ham. øvede, og tillige ved sine Afgudsbilleder har forledt Juda til Synd, ¹² derfor, så siger Herren, Israels Gud: Se, jeg bringer Ulykke over Jerusalem og Juda, så det skal ringe for Ørene på enhver, der hører derom! ¹³ Jeg vil trække samme Målesnor over Jerusalem som over Samaria og bruge samme Lod som ved Akabs Hus; jeg vil afviske Jerusalem, som man afvisker et Fad og vender det om; ¹⁴ jeg forstøder, hvad der er tilbage af min Ejendom, oggiver dem i deres Fjenders Hånd, og de skal blive til Rov og Bytte for alle deres Fjender, ¹⁵ fordi de gjorde, hvad der var ondt i mine Øjne, og krænkede mig, lige fra den Dag deres Fædre drog ud af Ægypten og indtil i Dag!"

¹⁶ Desuden udgød Manasse uskyldigt Blod i store Måder, så han fyldte Jerusalem dermed til Randen, for ikke at tale om den Synd; han begik ved at forlede Juda til Synd, så de gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne.

¹⁷ Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, alt, hvad han udførte, og den Synd, han begik, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. ¹⁸ Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Haven ved sit Hus, i Uzzas Have; og hans Søn Amon blev Konge i hans Sted.

¹⁹ Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede to År i Jerusalem. Hans Moder hed Mesjullemet og var en Datter af Haruz fra Jotba. ²⁰ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne,,ligesom hans Fader Manasse; ²¹ han vandrede nøje i sin Faders Spor og dyrkede Afgudsbillederne, som hans Fader havde dyrket, og tilbad dem; ²² han forlod Herren, sine Fædres Gud, og vandrede ikke på Herrens Vej. ²³ Amons Folk sammensvor sig imod ham og dræbte Kongen i hans ²⁴ men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans Sted.

²⁵ Hvad der ellers er at fortælle om Amon, og hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. ²⁶ Man jordede ham i hans Faders Grav i Uzzas Have; og hans Søn Josias blev Konge i hans Sted.

3 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus, ² der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var det i hele hans Hus. ³ Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv. ⁴ Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud. ⁵ Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales; ⁶ men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.

⁷ Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst, ⁸ da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, på Fristelsens Dag i Ørkenen, ⁹ hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År. ¹⁰ Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje, ¹¹ så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile" - ¹² så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud. ¹³ Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag", for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. ¹⁴ Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden. ¹⁵ Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen": ¹⁶ hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses? ¹⁷ Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen? ¹⁸ Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige? ¹⁹ Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.

14 ¹ Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For Sværd skal de falde, Børnene knuses, frugtsommelige Kvinders Liv rives op.

² Israel, vend om til Herren din Gud, thi du faldt ved din Brøde. ³ Tag Angersord med og vend jer atter til Herren; sig til ham: "Tilgiv al vor Brøde, vær nådig! Vi betaler med Læbernes F1ugt. ⁴ Vi vil ej søge Hjælp hos Assur, ej lide på Stridshest, vi kalder ej mer vore Hænders Værk vor Gud; hos dig finder faderløs Medynk." ⁵ Jeg læger deres Frafald, elsker dem frivilligt, min Vrede har vendt sig fra dem. ⁶ Jeg vil være Israel som Dug, han skal blomstre som Liljen, Rod skal han slå som en Poppel ⁷ og bugne af Skud, som et Olietræ stå i Pragt, som Libanon dufte. ⁸ Atter skal de bo i min Skygge, Korn skal de avle, skyde som en Vinstok med Ry som Libanons Vin. ⁹ Hvad skal Efraim mere med Afguder? Jeg hører ham, ser ned til ham. Jeg er som en grøn Cypres, du får din Frugt fra mig. ¹⁰ Hvem er så viis, at han fatter det, så klog, at han ved det? Thi rette er Herrens Veje; retfærdige vandrer på dem, men Syndere snubler på dem.

139 Herre, du ransager mig og kender mig! ² Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, ³ du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. ⁴ Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, Herre, til fulde. ⁵ Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. ⁶ At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! ⁷ Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? ⁸ Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; ⁹ tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, ¹⁰ da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!

¹¹ Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" ¹² så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

¹³ Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. ¹⁴ Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. ¹⁵ Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; ¹⁶ som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. ¹⁷ Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! ¹⁸ Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

¹⁹ Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig, ²⁰ de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn. ²¹ Jeg hader jo dem, der hader dig, Herre, og væmmes ved dem, der står dig imod; ²² med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender. ²³ Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! ²⁴ Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!