M’Cheyne Bible Reading Plan
Eksilet—Guds dom over Israel
17 I kong Ahaz af Judas 12. regeringsår blev Hosea, Elas søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i ni år. 2 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, men ikke så slemt som hans forgængere på Israels trone.
3 Kong Shalmanesar af Assyrien angreb og besejrede kong Hosea, så Israel måtte betale skat til den assyriske konge. 4 Men Hosea gjorde oprør imod assyrerkongen, idet han henvendte sig til kong So af Egypten og bad ham om hjælp i sit forsøg på at befri Israel fra det assyriske tyranni. Samtidig nægtede Hosea at betale skat til Assyrien. Da skatten udeblev, sendte assyrerkongen bud efter Israels konge og lod ham kaste i fængsel.
5 Assyrerkongen drog derefter med sin hær til Israel og belejrede hovedstaden Samaria i tre år. 6 I kong Hoseas niende regeringsår måtte byen endelig overgive sig. Israels folk blev deporteret til Assyrien og anbragt i kolonier i byen Halach, i Gozan ved Haborfloden, og i en række mediske byer.
7 Nordrigets indbyggere blev sendt i eksil, fordi de dyrkede afguderne og derved syndede imod Herren, deres Gud, som havde ført dem ud af fangenskabet i Egypten. 8 Anført af Israels konger begyndte de at følge de samme ugudelige skikke, som blev praktiseret af de folkeslag, som Herren havde jaget ud af landet for at give plads til sit eget folk. 9 Israels folk trodsede deres Gud ved at gøre mange ting, som var forkert i Herrens øjne. De indrettede offerhøje rundt omkring i landet i både små og store byer, 10 og de opstillede frugtbarhedssymboler og afgudsbilleder på alle offerhøjene og under de store træer. 11 De brændte afgudsofre på højene, sådan som folkene, der boede i landet før dem, havde gjort. Alle disse onde handlinger skete i oprør mod Herren, 12 for folket tilbad disse afguder på trods af, at Herren klart havde sagt, at det måtte de ikke gøre.
13 Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare Israel og Juda. Budskabet var altid det samme: „Hold op med jeres afgudsdyrkelse og adlyd i stedet de love og anvisninger, som jeg gav jeres forfædre ved mine profeters medvirken.” 14 Men de ville ikke høre efter. De var lige så oprørske som deres forfædre, der ikke havde tillid til, at Herren, deres Gud, ville sørge for dem. 15 De forkastede hans love, den pagt han havde oprettet med deres forfædre og stentavlerne med de ti bud, som han havde givet dem. De tilbad indholdsløse afguder og endte selv i tomhed. De efterlignede de folkeslag, som Herren havde sagt, de ikke måtte efterligne. 16 De lod hånt om Herrens, deres Guds, bud ved at tilbede to gudebilleder i form af guldkalve. De opstillede søjler for Ashera, og de tilbad Ba’al, foruden solen, månen og stjernerne. 17 Ja, de ofrede tilmed deres egne børn som brændofre. De opsøgte okkulte medier og gjorde brug af trolddom. De solgte deres sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. På den måde gjorde de oprør imod Herren, 18 og han blev meget vred på Israel og sendte dem langt væk, indtil der kun var en rest tilbage i landet, nemlig Judas stamme.
19 Men også Juda nægtede at adlyde Herrens, deres Guds, bud. De fremturede i samme synd og ondskab, som Israel var begyndt på. 20 Derfor forkastede Herren alle Jakobs efterkommere. Han straffede dem ved at udlevere dem til deres fjender, indtil alle var ført i landflygtighed.
21 Dengang Herren rev Israels rige ud af Davidslægtens hånd, valgte de Jeroboam, Nebats søn, til konge. Det var ham, der lokkede folket til synd og indførte afgudsdyrkelsen. 22 Og Israels folk fortsatte derefter ad den vej, Jeroboam havde ledt dem ind på, 23 indtil det kom til det punkt, hvor Herren måtte forvise dem fra deres land, helt i overensstemmelse med profeternes advarsler. Det er baggrunden for Israels landflygtighed i Assyrien i dag.
Nybyggerne i Israel
24 Assyriens konge sørgede for at forflytte store menneskemængder fra byerne Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim til Samarias byer, så de kunne befolke landet i stedet for israelitterne. Således overtog assyrerne Samaria og de andre byer i Israel og bosatte sig der. 25 Men fordi nybyggerne ikke fra begyndelsen tilbad Herren, sendte Herren løver iblandt dem, så mange af dem blev dræbt.
26 Da skyndte de sig at sende følgende budskab til den assyriske konge: „Vi nybyggere her i Israel kender ikke landets Gud, og nu har han sendt løver iblandt os, som dræber os, fordi vi ikke tilbeder ham.”
27 Assyrerkongen gav derefter ordre til, at en af de bortførte præster skulle vende tilbage til Israel og lære nybyggerne at dyrke Israels Gud. 28 Da rejste en præst, som oprindelig var kommet fra Samaria, tilbage til Israel og bosatte sig i Betel med det formål at forklare, hvordan man tilbeder Herren.
29 Men nybyggerne opgav ikke af den grund deres afgudsdyrkelse. Hver koloni lavede billeder af deres egne guder og opstillede dem på de offersteder, som allerede fandtes i landet. 30 Folk fra Babylon dyrkede deres gud Sukkot-Benot, folk fra Kuta dyrkede Nergal, folk fra Hamat dyrkede Ashima, 31 guderne Nibhaz og Tartak blev dyrket af avvijitterne, og folk fra Sefarvajim brændte endog deres børn som et udtryk for deres ærefrygt for guderne Adrammelek og Anammelek.
32 Samtidig ofrede de til Herren, Israels Gud. De udnævnte deres egne præster, som skulle ofre til Herren ved de offersteder, der var indrettet på bakketoppene. 33 Men de holdt fast ved deres nationale og religiøse skikke, som de havde taget med sig hjemmefra. 34 Sådan er det den dag i dag. De tilbeder ikke Herren af hjertet eller adlyder de love, han gav til Jakobs efterkommere, den Jakob hvis navn blev ændret til Israel. 35-36 For det var med Jakobs efterkommere Herren oprettede sin pagt, da han befalede dem aldrig at tilbede eller ofre til nogen afguder. De måtte kun tilbede Herren, der havde ført dem ud af Egypten med vældig kraft og store mirakler. 37 Jakobs efterkommere skulle adlyde alle Guds love og aldrig tilbede fremmede guder. 38 Gud havde sagt: „Glem aldrig den pagt, jeg her har oprettet med jer, så I dyrker andre guder. 39 Tilbed Herren alene. Han alene kan frelse jer fra jeres fjender.”
40 Men Israel ville ikke høre efter. De blev ved med at ofre til afguderne. 41 Nybyggerne fra Babylon ofrede til Israels Gud samtidig med, at de ofrede til deres egne guder. Og sådan er det fortsat helt frem til i dag.
Det nye liv udspringer af Guds nåde og Helligåndens virke
3 Mind de kristne om, at de skal underordne sig regering og øvrighed, være lydige og altid parate til at gøre det rette. 2 De må ikke håne nogen eller komme i klammeri, men de skal være venlige og hensynsfulde mod alle.
3 Lad os ikke glemme, at også vi engang var på vildspor og levede i et tankeløst oprør mod Gud. Vi var slaver af mange forskellige former for begær og syndige lidenskaber. Vi levede et liv i ondskab og misundelse. Vi hadede andre, og de hadede os til gengæld. 4 Men så åbenbarede Gud, vores Frelser, sin godhed og kærlighed til os mennesker. 5 Det var ikke på grund af noget godt, vi havde gjort, at han frelste os. Nej, det var alene på grund af hans nåde imod os, at vi blev født på ny. Det var som at få et rensende bad,[a] og Helligånden førte os ind i et nyt liv. 6 Gud udøste Helligåndens kraft over os i rigt mål gennem Jesus Kristus, vores Frelser. 7 Ved at tage imod hans nåde blev vi accepteret af Gud, og vi fik en forvisning om at få del i det evige liv.
Undervis i den sunde lære og tag afstand fra falske lærere(A)
8 Mine ord er troværdige. Jeg råder dig til at understrege det her, så de, der er kommet til tro på Gud, må lægge vægt på at gøre gode gerninger. Det er nemlig godt og gavnligt for os mennesker. 9 Sørg for at undgå tåbelige diskussioner og skænderier om den jødiske lov og de lange stamtavler.[b] Den slags er uden værdi og fører intet godt med sig. 10 Hvis du to gange har prøvet at vejlede og advare en, der kommer med falsk lære, og han ikke vil høre efter, skal du vise ham bort. 11 Et sådant menneske har vendt sig bort fra sandheden og har ved sin synd dømt sig selv.
Personlige oplysninger og hilsen
12 Jeg regner med at sende enten Artemas eller Tykikos til dig. Så snart en af dem kommer, vil jeg gerne, at du så hurtigt som muligt møder mig i Nikopolis. Jeg har nemlig bestemt mig for at blive dér vinteren over. 13 Hjælp advokaten Zenas og Apollos med alt, hvad de har brug for, så de kan fortsætte deres rejse. 14 Vores folk skal lære at være ivrige efter at gøre godt og hjælpe til, hvor der er behov for det. Ellers er der ingen frugt af deres tro.
15 Alle, som er hos mig, sender deres hilsener. Hils alle dem, som elsker os, fordi vi er fælles om troen.
Guds nåde være med jer alle!
10 Israels folk var som en frodig vinstok. Men jo mere frugt der var, des flere altre byggede de. Jo mere fremgang de fik, des flottere afgudsbilleder lavede de. 2 Deres hjerter var svigefulde, og nu må de tage straffen for deres synd. Deres altre og afgudsbilleder vil blive smadret. 3 De siger: „Herren har straffet os for vores mangel på gudsfrygt, så nu har vi ingen konge længere. Men det gør ingen forskel, for ingen konge kan redde os.”
4 De afgav tomme løfter og svor på, at de ville holde deres aftaler, men det gjorde de bare ikke. Uretten florerede som ukrudt i en kornmark. 5 Samarias indbyggere er bekymrede for guldkalven i Betel, Ondskabens Hus. Både folket og præsterne, som tilbad den, vil jamre og sørge. Den bliver nemlig taget fra dem. 6 Den bliver ført bort til Assyrien og foræret til den magtfulde konge dér. Da bliver Efraim beskæmmet. Israel bliver skamfuld over at have søgt hjælp hos en statue af en afgud. 7 Samaria er færdig. Dets konge vil forsvinde som en træsplint på vandet og føres bort af strømmen. 8 Afgudsaltrene, hvor Israel syndede, bliver revet ned, og tidsel og tjørn gror hen over dem. Folk vil råbe til bjergene: „Skjul os!” og til højene: „Styrt sammen over os!”
9 Herren siger: „Lige siden udåden ved Gibea har Israel fortsat i det samme syndige spor. I Gibea blev synderne straffet med en krig. 10 Nu vil jeg straffe Israels folk for deres vedvarende synd ved at sende fremmede folkeslag imod dem.
11 Efraim, du var som en tam kvie, der var glad for at tærske.[a] Men nu lægger jeg et åg på din smukke hals og spænder dig for ploven. Juda skal pløje og Jakob bryde jorden op. 12 I skal bryde ny jord og så retskafne handlinger. Derefter kan I høste velvilje. Det er på høje tid at søge mig, så jeg kan komme og lade min velsignelse regne ned over jer.
13 I har dyrket falskhed og høstet uret. I har spist af løgnens frugt. I satte jeres lid til, at menneskers magt og våben kunne frelse jer. 14 Derfor vil fjenden føre krig imod jer, og alle jeres fæstningsværker skal rives ned, som dengang Shalman udslettede alle i Bet-Arbel, både mænd, kvinder og børn. 15 Det samme skal ske med Betel på grund af al jeres ondskab. Så snart krigen begynder, er det ude med Israels konge.
Jerusalems skæbne
129 En valfartssang.
Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig
—lad hele Israel gentage det:
2 Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig.
De angreb mig, men overvandt mig ikke.
3 Min ryg er mærket af dybe sår,
som var den pløjet med en plov.
4 Men Herren er retfærdig,
han satte en stopper for deres mishandling.
5 Alle, der angriber Zion,
vil blive slået og tvunget til at vende om.
6 De er som græsset, der vokser på taget,
det visner og dør, før det bliver til noget.
7 Det fylder ingenting i høstfolkenes hænder,
der er ikke nok til at binde et neg af.
8 Ingen, der går forbi dem, vil sige:
„Herren velsigne jer!”
Herren er villig til at tilgive
130 En valfartssang.
Herre, jeg er dybt fortvivlet.
2 Hør mit råb, oh, Gud!
Lyt til min tryglende bøn!
3 Hvis du holdt regnskab med alle vore synder,
hvem kunne da undslippe dommen?
4 Men jeg ved, du er villig til at tilgive,
og det ansporer mig til ærefrygt.
5 Jeg venter på, at du griber ind, Herre,
jeg ser frem til, at du taler til mig.
6 Jeg længes mere efter at høre fra dig,
end nattevagten længes efter daggry.
7 Israels folk, sæt jeres håb til Herren,
for han er trofast og barmhjertig.
Han står parat til at frelse,
8 han vil redde os ud af syndens morads.
Hvilen i Gud
131 En valfartssang af David.
Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt,
jeg knejser ikke med nakken,
jeg siger ikke mere, end jeg kan stå inde for,
jeg har ikke urealistiske forestillinger,
2 men jeg har fundet hvile og ro i dig.
Som et lille barn er trygt hos sin mor,
har min sjæl fundet hvile hos dig.
3 Israel, sæt trygt jeres lid til Herren,
stol på ham evigt og altid.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.