M’Cheyne Bible Reading Plan

Pagtens ark placeres i templet og Herrens herlighed kommer

8 Nu kaldte kong Salomon alle Israels stammeoverhoveder, slægtsoverhoveder og øvrige ledere sammen i Jerusalem, så de kunne være med til at føre pagtens ark fra teltet på Zionhøjen, det vil sige Davidsbyen, til den ny tempelbygning. ² Denne begivenhed faldt sammen med løvhyttefesten i etanim måned, den syvende måned.^{[a] 3-4} Da alle lederne var ankommet, bar præsterne så Herrens Ark hen til templet, og levitterne bar teltet og de indviede ting, der hidtil havde haft plads i teltet. ⁵ Dér foran pagtens ark ofrede Salomon sammen med hele Israels forsamling så meget småkvæg og hornkvæg, at man opgav at tælle, hvor mange der var.

⁶ Derpå bar præsterne Herrens Pagts Ark ind i det allerhelligste rum og satte den under kerubernes udbredte vinger. ⁷ De to statuer var jo lavet sådan, at deres vinger mødtes midt i rummet, hvor arken skulle stå. Deres vinger overskyggede derved arken og dens bærestænger. ⁸ Stængerne ragede så langt ud, at de var synlige fra templets ydre rum, men ikke helt udefra; og sådan er det den dag i dag. ⁹ I arken lå kun de to stentavler, som Moses havde anbragt i den dengang ved Horebs bjerg, da Israels folk havde forladt Egypten, og Herren oprettede sin pagt med dem.

¹⁰ Da præsterne kom ud fra helligdommen igen, skete der pludselig noget: En tæt sky fyldte Herrens hus, ¹¹ så præsterne måtte opgive at udføre deres tjeneste. Det var Herrens herlighed, der nu fyldte hans Hus.

¹² Da udbrød Salomon: „Herre, du har sagt, at du bor i den tætte sky. ¹³ Nu har jeg bygget dig en bolig på jorden, et sted, hvor du kan slå dig ned og bo for evigt.”

Salomons tale til folket

¹⁴ Derpå vendte kongen sig om og så ud over hele Israels forsamling, og han velsignede dem. Derefter sagde han:

¹⁵ „Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har opfyldt det løfte, han gav min far, da han sagde: ¹⁶ ‚Fra dengang jeg førte mit folk ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i Israel, hvor man kunne bygge et hus til mig. I stedet udvalgte jeg dig, David, til at lede mit folk.’ ”

¹⁷ Salomon fortsatte: „Min far ville så gerne bygge et hus til Herren, Israels Gud, ¹⁸ men han fik ikke lov til det. ‚Det er godt, at du ønsker at bygge mig et hus,’ sagde Herren til ham, ¹⁹ ‚men det bliver din søn, som kommer til at bygge det.’ ²⁰ Herren har nu opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far på Israels trone, og nu står Herrens hus færdigt. ²¹ Jeg har lavet et særligt rum til arken, som indeholder den pagt, Herren oprettede med vores forfædre, efter at han havde ført dem ud af Egypten.”

Salomons bøn til Herren

²² Salomon stillede sig nu hen foran Herrens alter med hænderne løftet mod Himlen, mens hele forsamlingen så til. ²³ Han bad følgende bøn: „Herre, Israels Gud, der findes ingen Gud som dig i hele verden! Du er en trofast Gud, der holder fast ved dine pagtsløfter, når blot dine tjenere adlyder dig af hele deres hjerte. ²⁴ Du har nu opfyldt løftet til min far, som var din tjener. ²⁵ Og nu, Herre, beder jeg dig opfylde resten af dit løfte til ham: At hvis hans efterkommere gør som ham og handler efter din vilje, skal der altid sidde en fra hans slægt på Israels trone. ²⁶ Ja, Israels Gud, opfyld også det løfte!

²⁷ Er det muligt, at Gud kan tage bolig på jorden? Hvis Himlen er for lille til at rumme dig, Herre, hvordan kan du da bo i det hus, jeg har bygget? ²⁸ Min Herre og Gud, lyt til den inderlige bøn, jeg i dag beder i dit nærvær: ²⁹ Våg over dette hus både dag og nat—det sted, hvor du har lovet at tage bolig—og når jeg vender mig mod din bolig for at bede, lyt da til min bøn og svar mig. ³⁰ Ja, hør hver eneste bøn, som dit folk beder til dig, vendt mod dette sted. Hør os i din bolig i Himlen og tilgiv os.

³¹ Når nogen bliver anklaget for at have forbrudt sig mod en anden person, og de foran dit alter her sværger på, at de er uskyldige, ³² så hør dem i Himlen. Frikend den uskyldige og døm den skyldige.

³³ Når dit folk synder og bliver besejret af deres fjender som straf, og de så vender om til dig og beder om din hjælp, vendt mod dette hus, ³⁴ så hør dit folks bøn fra din bolig i Himlen, tilgiv dem og lad dem få lov at vende tilbage til deres land, som du gav deres forfædre.

³⁵ Når dit folk synder, og regnen derfor udebliver, og de så vender om fra deres synd, fordi du har straffet dem, og de beder til dig om hjælp, vendt mod dette hus, ³⁶ så hør dem fra din bolig i Himlen og tilgiv dit folk, Israel. Lær dem at følge dine veje, og lad igen regnen falde på den jord, du gav dem.

³⁷ Når der kommer hungersnød i landet, pest eller plantesygdomme, angreb af græshopper eller andre skadedyr, eller når fjenderne omringer vores byer, ja hvilken som helst epidemi eller katastrofe det nu drejer sig om, ³⁸ og dit folk erkender deres synd, rækker hænderne ud mod dette sted og bønfalder dig om hjælp, ³⁹ så hør dem i din himmelske bolig og tilgiv dem. Du alene kender menneskets skjulte tanker, og du har ret til at straffe dem for deres handlinger. ⁴⁰ Da vil de lære at vise dig ærefrygt i al den tid, de lever i dette land, som du lovede deres forfædre.

^41-42 Og når fremmede folk hører om din storhed og dine mægtige undere, og de kommer langvejsfra for at bede dig om hjælp, vendt mod dette hus, ⁴³ så hør dem i Himlen, hvor du bor, og svar på deres bøn. Da skal alle jordens folkeslag høre om dig og have ærefrygt for dig ligesom dit folk, Israel, og hele verden vil forstå, at det hus, som jeg har bygget, er indviet til dig.

⁴⁴ Når du sender dit folk i krig mod deres fjender, og de beder til dig, vendt mod den by, du har udvalgt til bolig, og det hus, jeg har bygget til dig, ⁴⁵ hør da i din Himmel deres bøn og skaf dem deres ret.

⁴⁶ Hvis de synder imod dig—og hvem kan sige sig fri for den mulighed—og du i din vrede tillader fjenden at føre dem som fanger til et fremmed land, det være sig nært eller fjernt, ⁴⁷ og hvis de så kommer til fornuft i det land, hvor de er i fangenskab, og råber til dig: ‚Vi har handlet ondt og været ulydige mod Gud! Vi har syndet!’ ^48-49 da hør deres bøn i din bolig i Himlen og hjælp dem, når de ærligt vender sig til dig og beder om hjælp, vendt mod det land, du gav deres forfædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget til din ære.

⁵⁰ Tilgiv dit folk al deres ondskab og ulydighed mod dig, og lad deres fjender vise barmhjertighed mod dem, ⁵¹ for de er jo dit ejendomsfolk, som du rev ud af smelteovnen i Egypten. ⁵² Må dine øjne og ører altid være åbne, så du hører min og folkets bøn, hver gang vi råber til dig. ⁵³ For da du førte vores forfædre ud af Egyptens land, betroede du din tjener Moses, at du havde udvalgt Israel blandt verdens folkeslag til at være din særlige ejendom.”

^54-55 Salomon var knælet ned foran Herrens alter, mens han bad med løftede hænder.

Salomon beder for folket og formaner til lydighed

Da han var færdig, rejste han sig og bad for hele Israels forsamling:

⁵⁶ „Lovet være Herren, som har indfriet sit løfte og givet Israel fred! Han har opfyldt alle de løfter, han gav til sin tjener Moses. ⁵⁷ Gid Herren, vores Gud, må være med os, som han var med vores forfædre. Måtte han aldrig forlade os eller forkaste os, ⁵⁸ og måtte han hjælpe os til at gøre hans vilje i alle ting, til at adlyde de befalinger og følge de forskrifter, han gav vores forfædre. ⁵⁹ Og måtte han altid huske min bøn, så han giver mig og hele Israel den hjælp, vi har brug for dag for dag. ⁶⁰ Gid alle verdens folkeslag må komme til erkendelse af, at Herren er den eneste sande Gud i hele verden. ⁶¹ Og måtte jeres hjerter altid været fuldt overgivet til Herren, jeres Gud, så I adlyder hans love og følger hans befalinger, sådan som I gør det i dag.”

Templet indvies

⁶² Kongen og hele Israels folk bragte en utrolig mængde ofre til Herren. ⁶³ Salomons takoffer bestod af 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg. ⁶⁴ Kongen indviede den dag den midterste del af forgården, så der også kunne brændes ofre der. Bronzealteret ved indgangen til templet var slet ikke stort nok til at klare alle brændofrene, afgrødeofrene og den del af takofrene, som skulle brændes. ⁶⁵ En vældig menneskemængde fra hele landet tog del i festen. De var kommet helt fra landets yderste grænser, Lebo-Hamat i nord og Egyptens Bæk i syd. Efter selve tempelindvielsesfesten, som varede i syv dage, fejrede Salomon sammen med folket løvhyttefesten i syv dage, i alt 14 dage.^{[b] 66} Den følgende dag afsluttede Salomon festen, så folket var fri til at tage hjem, og de velsignede deres konge. Derefter drog de hjem, glade og lykkelige over al den godhed, Herren havde vist sin tjener David og sit folk Israel.

Det kristne liv er et liv i kærlighed og sandhed i lydighed mod Guds vilje

5 Da I nu er Guds elskede børn, så lad ham være jeres forbillede i alle ting. ² Elsk hinanden, ligesom Kristus elskede os. Han gav jo afkald på sit liv for vores skyld og bragte sig selv som et lifligt duftende offer til Gud.

³ Seksuel synd, umoralske handlinger eller griskhed må ikke forekomme hos jer, for det hører ikke hjemme blandt Guds folk. ⁴ Uanstændig snak, tåbeligheder og ondskabsfuld ironi passer sig heller ikke for kristne. Brug i stedet munden til at takke Gud. ⁵ I kan være sikre på én ting: Folk, der lever i seksuel synd eller anden umoral eller griske personer vil ikke få del i Kristi og Guds rige. Griskhed er nemlig en form for afgudsdyrkelse. ⁶ Lad jer ikke bedrage med tomme løfter om, at der ikke sker noget ved det, for Guds dom vil ramme dem, der lever i oprør mod ham og gør sådanne ting. ⁷ Derfor må I ikke gøre fælles sag med den slags mennesker.

⁸ Før i tiden spredte I mørke omkring jer, men nu spreder I lyset fra Herren. I skal leve som lysets børn, ⁹ for Guds lys giver sig udslag i godhed, retfærdighed og sandhed. ¹⁰ I skal gøre det, der glæder Herren. ¹¹ Hold jer fra lyssky foretagender, som intet godt fører med sig. Afslør dem hellere. ¹² Man vil jo skamme sig over bare at nævne, hvad visse folk laver i det skjulte. ¹³ Men når alle disse ting kommer frem i lyset, afsløres deres sande natur, ¹⁴ for det er lyset, der gør, at man kan se tingene, som de i virkeligheden er. Derfor siger vi: „Vågn op, du, som går rundt i søvne! Rejs dig op fra de åndeligt døde, så vil Kristus blive dit lys.”^[a]

¹⁵ Derfor må I nøje overveje, hvad det er, I gør. Opfør jer ikke som de uvise, men lev klogt og besindigt. ¹⁶ Udnyt enhver chance for at gøre det gode, for I lever i en ond verden. ¹⁷ Vær derfor ikke tankeløse, men prøv at forstå, hvad der til enhver tid er Herrens vilje. ¹⁸ Drik jer ikke fulde, for det får jer bare til at skeje ud. Nej, lad jer fylde med Helligåndens kraft, ¹⁹ så I opmuntrer hinanden med lovsange, salmer og åndelige sange. Lovsyng Herren i jeres hjerter, ²⁰ og sig altid tak til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem vores Herre, Jesus Kristus.

Forholdet mellem mand og kone^(A)

²¹ I skal ære Kristus ved at underordne jer hinanden.

²² En kvinde, der er gift, skal underordne sig sin mand, ligesom hun underordner sig Kristus som Herre. ²³ En mand har nemlig ansvar for sin kone, ligesom Kristus har ansvar for menigheden.^[b] Menigheden er jo hans legeme, som han gav sit liv for at frelse. ²⁴ Ligesom menigheden underordner sig Kristus, bør kvinderne underordne sig deres mænd i alle ting.

²⁵ Til manden siger jeg: Vis din kone den samme kærlighed, som Kristus viste menigheden. Han ofrede sit eget liv for menighedens skyld! ^26-27 Ligesom en brud beredes til at møde sin brudgom ved at gennemgå et rensende bad, gøre sig smuk og indvi sig til at leve i troskab og renhed sammen med sin mand, sådan er menigheden blevet beredt til at blive Kristi brud. Han gav den et rensende bad ved Guds ord for at kunne føre den til sig selv som en skøn brud, der er parat til at leve i troskab og renhed sammen med ham.

²⁸ En mand bør have samme opofrende omsorg for sin kone, som han har for sig selv. For det en mand gør imod sin kone, gør han i virkeligheden imod sig selv. De er jo ét! ^29-30 Ingen bekæmper vel sit eget legeme? Nej, vi passer godt på vores legeme. På samme måde passer Kristus godt på os, der er hans menighed og udgør hans legeme, ³¹ for som Skriften siger: „Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét.”^{[c] 32} Der ligger en dybere mening skjult her. Det handler nemlig også om forholdet mellem Kristus og menigheden. ³³ Det gælder altså for jer mænd, at hver eneste af jer skal have lige så meget omsorg for sin kone, som han har for sig selv, og konen skal have respekt for sin mand.

En profeti imod Gog

38 Herren sagde til mig: ² „Du menneske, ret blikket mod landet Magog i nord og profetér imod Gog, fyrsten over Meshek og Tubal. ³ Sig til ham: Herren siger: Hør, jeg har noget at sige dig, Gog! ⁴ Jeg vender dig om, sætter kroge i dine kæber og trækker dig af sted tillige med hele din væbnede hær inklusive alle dine heste og ryttere. ⁵ Der er tropper fra Persien, Kush og Libyen, ⁶ fra Gomer og Armenien højt mod nord og folk fra mange andre lande, alle fuldt bevæbnede.

⁷ Gør dig klar og mobiliser dine hære, for du er deres leder, Gog. ⁸ Langt ude i fremtiden vil jeg sende bud efter dig. Ved verdenshistoriens afslutning vil du pludselig skylle ind over Israels folk, der lever i fred, efter at de er vendt hjem fra fjerne lande og har genopbygget deres land. ⁹ Din frygtede hær og alle dine allierede vil feje ind over Israels land som en voldsom storm og dække hele landet som en sky. ¹⁰ Til den tid vil du lægge ondskabsfulde planer. ¹¹ Du vil se, at Israel er et land uden befæstede byer med et folk, der lever i fred og ro, ¹² og du vil angribe de byer, som engang var forladte, men som nu er befolket med alle de mennesker, der er vendt hjem fra deres eksil. Du vil tage krigsbytte og mange slaver, for folket er i mellemtiden blevet rigt og velstående og bor i verdens navle.

¹³ Men folkene fra Saba og Dedan og storkøbmænd fra Tarshish, som alle har samhandel med landet, vil protestere og sige: ‚Hvorfor kommer du med en stor hær for at plyndre dette folk? Hvorfor vil du røve deres guld og sølv, husdyr og ejendele?’

¹⁴ Derfor siger Gud Herren til Gog: Midt i fredstid hvor Israel bor fredeligt i deres land, vil du gøre dig klar. ^15-16 Du rykker ud fra nord med alle dine ryttere og lægger dig over landet som en vældig sky. Det vil ske i en fjern fremtid, i verdenshistoriens afsluttende kapitel. Jeg vil føre dig mod mit land, og når jeg så griber ind og besejrer dig, vil hele verden se min magt og herlighed.

¹⁷ Herren siger til dig, Gog: Du er den, jeg havde i tanke for længe siden, da jeg gennem Israels profeter forkyndte at engang ude i fremtiden skulle en stormagt angribe Israel. ¹⁸ Men når du kommer for at ødelægge landet, bliver jeg fyldt af en voldsom vrede. ¹⁹ I min lidenskabelige og voldsomme harme sender jeg et mægtigt jordskælv i Israels land, ²⁰ så alt levende skælver af frygt for mig, både fisk, fugle, vilde dyr og mennesker. Bjerge og klipper styrter sammen, og murene synker i grus. ²¹ Ja, siger Gud Herren, jeg sender en frygtelig katastrofe over dig, så dine soldater i panik begynder at bekæmpe hinanden. ²² Jeg rammer dig og dine allierede med sygdom, oversvømmelse og død. Store hagl blandet med ild og svovl kommer til at piske ned over jer. ²³ Det bliver et stærkt udtryk for min storhed og hellighed. Hele verden skal se det og erkende, at jeg er Herren.”

Guds løfte til David

89 En visdomssang af ezraitten Etan.

Bøn om national befrielse