M’Cheyne Bible Reading Plan

24 Derpå drog David op til Klippehøjderne ved En-Gedi og opholdt sig der. ² Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne, blev det meldt ham, at David var i En-Gedis Ørken. ³ Så tog Saul 3000 Krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud for at søge efter David og hans Mænd østen for Stenbukke klipperne. ⁴ Og han kom til Fårefoldene ved Vejen. Der var en Hule, og Saul gik derind for at tildække sine Fødder. Men David og hans Mænd lå inderst i Hulen. ⁵ Da sagde Davids Mænd til ham: "Se, nu er den Dag kommet, Herren havde for Øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din Fjende i din Hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!" ⁶ Men han svarede sine Mænd: "Herren lade det være langt fra mig! Slig en Gerning gør jeg ikke mod min Herre, jeg lægger ikke Hånd på Herrens Salvede; thi Herrens Salvede er han!" Og David satte sine Mænd strengt i Rette og tillod dem ikke at overfalde Saul. ⁷ Da stod David op og skar ubemærket Fligen af Sauls Kappe. Men bagefter slog Samvittigheden David, fordi han havde skåret Sauls kappeflig af.

⁸ Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage videre, ⁹ stod David op bagefter, gik ud af Hulen og råbte efter Saul: "Herre Konge!" Og da Saul så sig tilbage, kastede David sig ned med Ansigtet mod Jorden og bøjede sig for ham. ¹⁰ Og David sagde til Saul: "Hvorfor lytter du til, hvad folk siger: Se, David har ondt i Sinde imod dig? ¹¹ I Dag har du dog med egne Øjne set, at Herren gav dig i min Hånd inde i Hulen; og dog vilde jeg ikke dræbe dig, men skånede dig og sagde: Jeg vil ikke lægge Hånd på min Herre, thi han er Herrens Salvede! ¹² Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din kappe i min Hånd! Når jeg skar din Kappeflig af og ikke dræbte dig, så indse dog, at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen Forbrydelse i Sinde eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for at tage mit Liv. ¹³ Herren skal dømme mig og dig imellem, og Herren skal give mig Hævn over dig; men min Hånd skal ikke være imod dig! ¹⁴ Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse kommer Gudløshed! Men min Hånd skal ikke være imod dig. ¹⁵ Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter, hvem er det, du forfølger? En død Hund, en Loppe! ¹⁶ Men Herren skal være Dommer og dømme mig og dig imellem; han skal se til og føre min Sag og skaffe mig Ret over for dig!"

¹⁷ Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul: "Er det din Røst, min Søn David?" Og Saul brast i Gråd ¹⁸ og sagde til David: "Du er retfærdigere end jeg; thi du har gjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt, ¹⁹ og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du ikke dræbte mig, da Herren gav mig i din Hånd. ²⁰ Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham gå i Fred? Herren gengælde dig det gode, du har øvet imod mig i Dag! ²¹ Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet over Israel skal blive i din Hånd; ²² så tilsværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde mine Efterkommere efter mig eller udslette mit Navn af mit Fædrenehus!" ²³ Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem, medens David og hans Mænd gik op i Klippeborgen.

5 I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det sådan Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med sin Faders Hustru. ² Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den, som har gjort denne Gerning, måtte udstødes af eders Midte! ³ Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med Ånden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom over ham, som på sådan, Vis har bedrevet dette, ⁴ at, når i vor Herres Jesu Navn I og min Ånd ere forsamlede, så med vor Herres Jesu Kraft ⁵ at overgive den pågældende til Satan til Kødets Undergang, for af Ånden kan frelses på den Herres Jesu dag. ⁶ Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en liden Surdejg syrer hele Dejgen? ⁷ Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg, ligesom I jo ere usyrede;thi også vort Påskelam er slagtet, nemlig Kristus. ⁸ Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød.

⁹ Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med utugtige, ¹⁰ ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers måtte I jo gå ud af Verden. ¹¹ Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller en Røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. ¹² Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme I ikke dem, som ere indenfor? ¹³ Men dem udenfor skal Gud dømme.Bortskaffer den onde fra eder selv!

3 Så sagde han til mig: "Menneskesøn, slug hvad du her har for dig, slug denne Bogrulle og gå så hen og tal til Israels Hus!" ² Så åbnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen ³ og sagde til mig: "Menneskesøn! Lad din Bug fortære den Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!" Og jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.

⁴ Så sagde han til mig: "Menneskesøn, gå til Israels Hus og tal mine Ord til dem! ⁵ Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Mål og tungt Mæle, ⁶ ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål og tungt Mæle, hvis Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre dig. ⁷ Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi hele Israels Hus har hårde Pander og stive Hjerter. ⁸ Se, jeg gør dit Ansigt hårdt som deres Ansigter og din Pande hård som deres Pander; ⁹ som Diamant, hårdere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt!" ¹⁰ Videre sagde han til mig: "Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine Ører; ¹¹ og gå så hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og sig: Så siger den Herre Herren! - hvad enten de så hører eller ej!"

¹² Så løftede Ånden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt Jordskælv, da Herrens Herlighed hævede sig fra sit Sted, ¹³ og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet. ¹⁴ Og Ånden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter og gram i Hu, idet Herrens Hånd var over mig med Vælde. ¹⁵ Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede hen for mig.

¹⁶ Syv Dage senere kom Herrens Ord til mig således: ¹⁷ Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig. ¹⁸ Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd. ¹⁹ Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin Gudløshed og sin Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl. ²⁰ Og når en retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd. ²¹ Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din Sjæl.

²² Siden kom Herrens Hånd over mig der, og han sagde til mig: "Stå op og gå ud i dalen, der vil jeg tale med dig!" ²³ Så stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod Herrens Herlighed, som jeg havde set denved Floden Kebar. Da faldt jeg på mit Ansigt. ²⁴ Men Ånden kom i mig og rejste mig på mine Fødder. Så taIede han til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit Hus! ²⁵ Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Bånd på dig og binde dig, så du ikke kan gå ud iblandt dem; ²⁶ og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, så du bliver stum og ikke kan være dem en Revser; thi de er en genstridig Slægt. ²⁷ Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din Mund, og du skal sige til dem: Så siger den Herre Herren! Så får den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være; thi de er en genstridig Slægt.

39 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

² Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" ³ Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, ⁴ mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

⁵ Lær mig, Herre, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! ⁶ Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. ⁷ Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. ⁸ Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. ⁹ Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! ¹⁰ Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. ¹¹ Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. ¹² Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. ¹³ Hør, o Herre, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. ¹⁴ Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!