M’Cheyne Bible Reading Plan

14 Og Herren talede til Moses og sagde: ² "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I lejre eder ved Havet. ³ Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde; ⁴ og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er Herren!" Og de gjorde således.

⁵ Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!" ⁶ Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig; ⁷ han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere. ⁸ Og Herren forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en stærk Hånds Værn. ⁹ Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon. ¹⁰ Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israeliterne til Herren; ¹¹ og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten? ¹² Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen." ¹³ Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se Herrens Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere. ¹⁴ Herren skal stride for eder, men I skal tie!"

¹⁵ Da sagde Herren til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op! ¹⁶ Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund. ¹⁷ Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og Ryttere, ¹⁸ og Ægypterne skal kende, at jeg er Herren, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."

¹⁹ Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem ²⁰ og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.

²¹ Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og Herren drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig. ²² Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. ²³ Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet. ²⁴ Men ved Morgenvagtens Tid skuede Herren fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden; ²⁵ og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi Herren kæmper for dem imod Ægypten!"

²⁶ Men Herren sagde til Moses: "Ræk din Hånd ud over Havet, så skal Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!" ²⁷ Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de flygtende Ægyptere kom lige imod det, og Herren drev Ægypterne midt ud i Havet. ²⁸ Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke en eneste af dem blev tilbage. ²⁹ Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. ³⁰ Og Herren frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred. ³¹ Da så Israel den Stordåd, Herren havde udført mod Ægypterne; og Folket frygtede Herren, og de troede på Herren og på hans Tjener Moses.

17 Men han sagde til sine Disciple: "Det er umuligt, at Forargelser ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme! ² Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og han er kastet i Havet end at han skulde forarge een af disse små. ³ Vogter på eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham; og dersom han angrer, da tilgiv ham! ⁴ Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du tilgive ham."

⁵ Og Apostlene sagde til Herren: "Giv os mere Tro!" ⁶ Men Herren sagde: "Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder. ⁷ Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter, siger til ham, når han kommer hjem fra Marken: Gå straks hen og sæt dig til Bords? ⁸ Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke? ⁹ Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet? Jeg mener det ikke. ¹⁰ Således skulle også I, når I have gjort alle de Ting, som ere eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare skyldige at gøre, have vi gjort."

¹¹ Og det skete, medens han var på Vej til Jerusalem, at han drog midt imellem Samaria og Galilæa. ¹² Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte, ¹³ og de opløftede Røsten og sagde: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" ¹⁴ Og da han så dem, sagde han til dem: "Går hen og fremstiller eder for Præsterne!" Og det skete, medens de gik bort, bleve de rensede. ¹⁵ Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og priste Gud med høj Røst. ¹⁶ Og han faldt på sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan. ¹⁷ Men Jesus svarede og sagde: "Bleve ikke de ti rensede? hvor ere de ni? ¹⁸ Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden denne fremmede?" ¹⁹ Og han sagde til ham:"Stå op, gå bort; din Tro har frelst dig!"

²⁰ Men da han blev spurgt af Farisæerne om, når Guds Rige kommer, svarede han dem og sagde: "Guds Rige kommer ikke således, at man kan vise derpå. ²¹ Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se, Guds Rige er inden i eder."

²² Men han sagde til Disciplene: "Der skal komme Dage, da I skulle attrå at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den. ²³ Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, så går ikke derhen, og løber ikke derefter! ²⁴ Thi ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, således skal Menneskesønnen være på sin Dag. ²⁵ Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt. ²⁶ Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i Menneskesønnens Dage: ²⁷ De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle. ²⁸ Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte, solgte, plantede, byggede; ²⁹ men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl ned fra Himmelen og ødelagde dem alle: ³⁰ på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen åbenbares. ³¹ På den dag skal den, som er på Taget og har sine Ejendele i Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som er på Marken, ikke vende tilbage igen! ³² Kommer Loths Hustru i Hu! ³³ Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde Livet. ³⁴ Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være på eet Leje; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. ³⁵ To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. ³⁶ To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den anden skal lades tilbage." ³⁷ Og de svare og sige til ham: "Hvor, Herre?" Men han sagde til dem: "Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig."

32 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne, ² blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud, ³ og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig. ⁴ Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han; ⁵ men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

⁶ og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden; ⁷ jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!" ⁸ Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt; ⁹ de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er; ¹⁰ derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden! ¹¹ Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord; ¹² jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord. ¹³ Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!" ¹⁴ Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham. ¹⁵ De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op. ¹⁶ Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord? ¹⁷ Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden! ¹⁸ Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på; ¹⁹ som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges; ²⁰ tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare. ²¹ Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen; ²² thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!

2 Men jeg beslutte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til eder med Bedrøvelse. ² Thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er da den, som gør mig glad, uden den, som bedrøves af mig? ³ Og jeg skrev netop derfor, for at jeg ikke, når jeg kom, skulde have Bedrøvelse af dem, som jeg burde have Glæde af, idet jeg havde den Tillid til eder alle, at min Glæde deles af eder alle. ⁴ Thi ud af stor Hjertets Trængsel og Beklemthed skrev jeg eder til, under mange Tårer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men for at I skulde kende den Kærlighed, som jeg har særlig til eder.

⁵ Men dersom nogen har voldt Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men til Dels, for ikke at sige det hårdere, eder alle. ⁶ Det er nok for ham med denne Straf, som han har fået af de fleste, ⁷ så at I tværtimod snarere skulle tilgive og trøste ham, for at han ikke skal drukne i den alt for store Bedrøvelse. ⁸ Derfor formaner jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed. ⁹ Det var nemlig også derfor, at jeg skrev, for at erfare, hvor vidt I stå Prøve, om I ere lydige i alt. ¹⁰ Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn, ¹¹ for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os ikke ubekendte.

¹² Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der var åbnet mig en Dør i Herren, ¹³ da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder; men jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien. ¹⁴ Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted. ¹⁵ Thi en Kristi Vellugt ere vi for Gud, iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes, ¹⁶ for disse en Duft af Død til Død, for hine en Duft af Liv til Liv. Og hvem er dygtig dertil? ¹⁷ Thi vi ere ikke som de mange, at vi gøre en Forretning af Guds Ord, men som af Renhed, som af Gud tale vi for Guds Åsyn i Kristus.