M’Cheyne Bible Reading Plan

13 Og se, på Herrens Bud kom en Guds Mand fra Juda til Betel, netop som Jeroboam stod på Alteret for at tænde Offerild. ² Og han råbte med Herrens Ord imod Alteret: "Alter, Alter! Så siger Herren: Der skal fødes Davids Hus en Søn ved Navn Josias, og på dig skal han ofre Højenes Præster, som tænder Offerild på dig, og han skal brænde Menneskeknogler på dig!" ³ Og samtidig kundgjorde han et Tegn, idet han sagde: "Dette er Tegnet på, at Herren har talet: Se, Alteret skal revne, så Asken derpå vælter ud!" ⁴ Da nu Kongen hørte de Ord, den Guds Mand råbte mod Alteret i Betel, rakte Jeroboam sin Hånd ud fra Alteret og sagde: "Grib ham!" Men Hånden, han rakte ud imod ham, visnede, og han kunde ikke tage den til sig igen; ⁵ og Alteret revnede, så Asken væltede ud fra Alteret - det Tegn, den Guds Mand havde kundgjort med Herrens Ord. ⁶ Da tog Kongen til Orde og sagde til den Guds Mand: "Bed dog Herren din Gud om Nåde og gå i Forbøn for mig, at jeg kan tage Hånden til mig igen!" Og den Guds Mand bad Herren om Nåde, og Kongen kunde tage Hånden til sig igen, og den var som før. ⁷ Derpå sagde Kongen til den Guds Mand: "Følg med mig hjem og vederkvæg dig, så vil jeg give dig en Gave!" ⁸ Men den Guds Mand svarede Kongen: "Om du så giver mig Halvdelen af dit Hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spise eller drikke på dette Sted; ⁹ thi det Bud har jeg fået med Herrens Ord: Du må hverken spise eller drikke, og du må ikke vende hjem ad den Vej, du kom!" ¹⁰ Derpå drog han bort ad en anden Vej og vendte ikke hjem ad den Vej, han var kommet til Betel.

¹¹ Nu boede der i Betel en gammel Profet; hans Sønner kom og fortalte ham om alt, hvad den Guds Mand den Dag havde gjort i Betel, og om de Ord, han havde talt til Kongen. Men da de havde fortalt deres Fader det, ¹² spurgte han dem: "Hvilken Vej gik han?" Og hans Sønner viste ham, hvilken Vej den Guds Mand, der var kommet fra Juda, var gået. ¹³ Da sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da de havde sadlet Æselet, satte han sig op, ¹⁴ red efter den Guds Mand og traf ham siddende under Egetræet. Han spurgte ham da: "Er du den Guds Mand, der kom fra Juda?" Han svarede: "Ja!" ¹⁵ Så sagde han til ham: "Kom med mig hjem og få noget at spise!" ¹⁶ Men han svarede: "Jeg kan ikke vende om og følge med dig, og jeg kan hverken spise eller drikke sammen med dig på dette Sted, ¹⁷ thi der er sagt mig med Herrens Ord: Du må hverken spise eller drikke der, og du må ikke vende tilbage ad den Vej, du kom!" ¹⁸ Da sagde han til ham: "Også jeg er Profet som du, og en Engel har med Herrens Ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for at han kan få noget at spise og drikke!" Men han løj for ham. ¹⁹ Så vendte han tilbage med ham og spiste og drak i hans Hus.

²⁰ Men medens de sad til Bords, kom Herrens Ord til Profeten, der havde fået ham tilbage, ²¹ og han råbte til den Guds Mand, der var kommet fra Juda: "Så siger Herren: Fordi du har været genstridig mod Herrens Ord og ikke holdt det Bud, Herren din Gud pålagde dig, ²² men vendte tilbage og spiste og drak på det Sted, hvor han sagde, du ikke måtte spise og drikke, derfor skal dit Lig ikke komme i dine Fædres Grav!" ²³ Efter at han havde spist og drukket, sadlede han Æselet til ham, og han gav sig på Hjemvjen. ²⁴ Men en Løve kom imod ham på Vejen og dræbte ham. Og hans Lig lå henslængt på Vejen, og Æselet stod ved Siden af; også Løven stod ved Siden af Liget. ²⁵ Og se, nogle Mænd kom der forbi og så Liget ligge henslængt på Vejen, og Løven stå ved Siden af, og de kom og fortalte det i Byen, hvor den gamle Profet boede; ²⁶ og da Profeten, der havde fået ham til at vende om, hørte det, sagde han: "Det er den Guds Mand, som var genstridig mod Herrens Ord; derfor har Herren givet ham i Løvens Vold, og den har sønderrevet ham og dræbt ham efter det Ord, Herren talede til ham!" ²⁷ Derpå sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da de havde gjort det, ²⁸ red han hen og fandt hans Lig liggende henslængt på vejen og Æselet og Løven stående ved Siden af, uden at Løven havde ædt Liget eller sønderrevet Æselet. ²⁹ Da løftede Profeten den Guds Mands Lig op, lagde ham på Æselet og førte ham tilbage til Byen for at holde Dødeklage og jorde ham; ³⁰ og da han havde lagt Liget i sin egen Grav, holdt de Dødeklage over ham og sagde: "Ak ve min Broder!" ³¹ Og efter at have jordet ham sagde han til sine Sønner: "Når jeg dør, skal I lægge mig i samme Grav, som den Guds Mand ligger i; ved Siden af hans Ben skal I lægge mig, for at mine Ben kan blive skånet sammen md hans; ³² thi det Ord skal gå i Opfyldelse, som han med Herrens Ord råbte mod Alteret i Betel og alle Offerhusene på Højene i Samarias Byer!"

³³ Heller ikke efter denne Begivenhed opgav Jeroboam sin onde Færd, men gjorde på ny alle Slags Folk til Præster på Højene, idet han indsatte enhver, der havde Lyst, til Præst på Højene. ³⁴ Og det blev Jeroboams Hus til Synd og førte til, at det blev tilintetgjort og udryddet af Jorden.

4 Derfor, mine Brødre, elskede og savnede, min Glæde og Krans! står således fast i Herren, I elskede!

² Evodia formaner jeg, og Syntyke formaner jeg til at være enige i Herren. ³ Ja, jeg beder også dig, min ægte Synzygus! tag dig af dem; thi de have med mig stridt i Evangeliet, tillige med Klemens og mine øvrige Medarbejdere, hvis Navne stå i Livets Bog.

⁴ Glæder eder i Herren altid; atter siger jeg: glæder eder! ⁵ Eders milde Sind vorde kendt at alle Mennesker! Herren er nær! ⁶ Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders Begæringer komme frem for Gud i Påkaldelse og Bøn med Taksigelse; ⁷ og Guds Fred, som overgår al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus. ⁸ I øvrigt, Brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: lægger eder det på Sinde! ⁹ Hvad I både have lært og modtaget og hørt og set på mig, dette skulle I gøre, og Fredens Gud skal være med eder.

¹⁰ Men jeg har højlig glædet mig i Herren over, at I nu omsider ere komne til Kræfter, så at I kunne tænke på mit Vel, hvorpå I også forhen tænkte, men I manglede Lejlighed. ¹¹ Dette siger jeg ikke af Trang; thi jeg har lært at nøjes med det, jeg har. ¹² Jeg forstår at være i ringe Kår, og jeg forstår også at have Overflod; i alt og hvert er jeg indviet, både i at mættes og i at hungre, både i at have Overflod og i at lide Savn. ¹³ Alt formår jeg i ham, som gør mig stærk. ¹⁴ Dog gjorde I vel i at tage Del i min Trængsel. ¹⁵ Men I vide det også selv, Filippensere! at i Evangeliets Begyndelse, da jeg drog ud fra Makedonien, var der ingen Menighed, som havde Regning med mig over givet og modtaget, uden I alene. ¹⁶ Thi endog i Thessalonika sendte I mig både een og to Gange, hvad jeg havde nødig. ¹⁷ Ikke at jeg attrår Gaven, men jeg attrår den Frugt, som bliver rigelig til eders Fordel. ¹⁸ Nu har jeg nok af alt og har Overflod; jeg har fuldt op efter ved Epafroditus at have modtaget eders Gave, en Vellugts-Duft, et velkomment Offer, velbehageligt for Gud. ¹⁹ Men min Gud skal efter sin Rigdom fuldelig give eder alt, hvad I have nødig, i Herlighed i Kristus Jesus. ²⁰ Men ham, vor Gud og Fader, være Æren i Evigheders Evigheder! Amen.

²¹ Hilser hver hellig i Kristus Jesus. ²² De Brødre, som ere hos mig, hilse eder. Alle de hellige hilse eder, men mest de af Kejserens Hus. ²³ Den Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd!

43 Derpå førte han mig hen til Østporten. ² Og se Israels Guds Herlighed kom østerfra, og det lød som mange Vandes Brus, og Jorden lyste af hans Herlighed. ³ Synet var som det, jeg havde set, da han kom for at ødelægge Byen, og Vognen så ud som den, jeg havde set ved Floden Kebar. Da faldt jeg på mit Ansigt. ⁴ Og Herrens Herlighed drog ind i Templet gennem den Port, hvis Forside vendte mod Øst. ⁵ Men Ånden løftede mig op og bragte mig ind i den indre Forgård, og se, Herrens Herlighed fyldte Templet. ⁶ Og jeg hørte en tale til mig ud fra Templet, medens Manden stod ved Siden af mig, ⁷ og han sagde: Menneskesøn! Her er min Trones og mine Fodsålers Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt Israeliterne til evig Tid. Israels Hus skal ikke mere vanhellige mit hellige Navn, hverken de eller deres konger, med deres Bolen eller deres kongers Lig, ⁸ de, som satte deres Tærskel lige ved min og deres Dørstolper lige ved mine, kun med en Mur imellem mig og dem, og vanhelligede mit hellige Navn ved de Vederstyggeligheder, de øvede, så jeg måtte tilintetgøre dem i min Vrede. ⁹ Nu skal de fri mig for deres Bolen og deres Kongers Lig, så jeg kan bo iblandt dem til evig Tid. ¹⁰ Men du, Menneskesøn, giv Israels Hus en Beskrivelse af Templet, dets Udseende og Form, at de må skamme sig over deres Misgerninger. ¹¹ Og dersom de skammer sig over alt, hvad de har gjort, så kundgør dem Templets Omrids og Indretning, dets Udgange og Indgange, et helt Billede deraf; ligeledes alle Vedtægter og Love derom; og skriv det op for deres Øjne, at de må mærke sig Billedet i sin Helhed og alle Vedtægterne og holde dem. ¹² Dette er Loven om Templet: På Bjergets Tinde skal alt dets Område til alle Sider være højhelligt; se, det er Loven om Templet.

¹³ Følgende er Alterets Mål i Alen, en Alen en Håndsbred længere end sædvanlig: Foden var en Alen høj og en Alen bred, Kantlisten Randen rundt et Spand høj. Om Alterets Højde gælder følgende: ¹⁴ Fra Foden underneden op til det nederste Fremspring to Alen med en Alens Bredde; og fra det lille Fremspring til det store fire Alen med en Alens Bredde. ¹⁵ Ildstedet var fire Alen højt, og fra Ildstedet ragede fire Horn i Vejret. ¹⁶ Ildstedet var tolv Alen langt og tolv Alen bredt, så det dannede en ligesidet Firkant. ¹⁷ Det store Fremspring var fjorten Alen langt og fjorten Alen bredt på alle fire Sider; det lille Fremspring seksten Alen langt og seksten Alen bredt på alle fire Sider; Kantlisten rundt om en halv Alen bred og Foden en Alen bred rundt om. Trappen var på Østsiden. ¹⁸ Og han sagde til mig: Menneskesøn! Så siger den Herre Herren: Følgende er Vedtægteme om Alteret, på den Dag det bygges til at ofre Brændofre og sprænge Blod på: ¹⁹ Så lyder det fra den Herre Herren: Levitpræsterne, som nedstammer fra Zadok og må nærme sig mig for at gøre Tjeneste for mig, skal du give en ung Tyr til Syndoffer; ²⁰ og du skal tage noget af dens Blod og stryge det på Alterets fire Horn, på Fremspringets fire Hjørner og på Kantlisten rundt om og således rense det for Synd og fuldbyrde Soningen for det. ²¹ Og du skal tage Syndoffertyren og brænde den ved Tempelvagten uden for Helligdommen. ²² Næste Dag skal du bringe en lydefri Gedebuk som Syndoffer, og de skal rense Alteret for Synd, ligesom de rensede det med Tyren. ²³ Og når du er til Ende med at rense det for Synd, skal du bringe en lydefri ung Tyr og en lydefri Væder af Småkvæget; ²⁴ du skal bringe dem for Herrens Åsyn, og Præsterne skal strø Salt på dem og ofre dem som Brændoffer for Herren. ²⁵ Syv Dage skal du daglig ofre en Syndofferbuk, og man skal ofre en ung Tyr og en Væder af Småkvæget, lydefri Dyr; ²⁶ i syv Dage skal man fuldbyrde Soningen for Alteret og rense det og indvie det. ²⁷ Således skal man bære sig ad i disse Dage. Og på den ottende Dag og siden hen skal Præsterne ofre eders Brændofre og Takofre på Alteret; og jeg vil have Behag i eder, lyder det fra den Herre Herren.

95 Kom, lad os Juble, for Herren, råbe af fryd for vor Frelses Klippe, ² møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris! ³ Thi Herren er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; ⁴ i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans; ⁵ Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet. ⁶ Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor Skaber!

⁷ Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst: ⁸ "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen, ⁹ da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk. ¹⁰ Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje. ¹¹ Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!

96 Syng Herren en ny sang, syng for Herren, al jorden, ² syng for Herren og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag efter Dag, ³ kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! ⁴ Thi stor og højlovet er Herren, forfærdelig over alle Guder; ⁵ thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, Herren er Himlens Skaber. ⁶ For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom. ⁷ Giv Herren, I Folkeslags Slægter, giv Herren Ære og Pris, ⁸ giv Herren hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde, ⁹ tilbed Herren i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden! ¹⁰ Sig blandt Folkeslag: "Herren har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han Folkene." ¹¹ Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse, ¹² Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer ¹³ for Herrens Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.