M’Cheyne Bible Reading Plan

25 Da Samuel var død, samledes hele Israel og holdt Klage over ham; og man jordede ham i hans Hjem i Rama. Derpå brød David op og drog ned til Maons Ørken.

² I Maon boede en Mand, som havde sin Bedrift i Karmel; denne Mand var hovedrig, han havde 3000 får og 1000 Geder; og han var netop i Karmel til Fåreklipning. ³ Manden hed Nabal, hans Hustru Abigajil; hun var en klog og smuk Kvinde, medens Manden var hård og ond. Han var Kalebit. ⁴ Da David ude i Ørkenen hørte, at Nabal havde Fåreklipning, ⁵ sendte han ti af sine Folk af Sted og sagde til dem: "Gå op til Karmel, og når l kommer til Nabal, så hils ham fra mig ⁶ og sig til min Broder: Fred være med dig, Fred være med dit Hus, og Fred være med alt, hvad dit er! ⁷ Jeg har hørt, at du har Fåreklipning. Nu har dine Hyrder opholdt sig hos os; vi har ikke fornærmet dem, og de har intet mistet, i al den Tid de har været i Karmel; ⁸ spørg kun dine Folk, så skal de fortælle dig det. Fat Godhed for Folkene! Vi kommer jo til en Festdag; giv dine Trælle og din Søn David, hvad du vil unde os!"

⁹ Davids Folk kom hen og sagde alt dette til Nabal fra David og biede så på Svar. ¹⁰ Men Nabal svarede Davids Folk: "Hvem er David, hvem er Isajs Søn? Nu til Dags er der så mange Trælle, der løber fra deres Herre. ¹¹ Skulde jeg tage mit Brød, min Vin og mit Slagtekvæg, som jeg har slagtet til mine Fåreklippere, og give det til Mænd, jeg ikke ved, hvor er fra?" ¹² Så begav Davids Folk sig på Hjemvejen, og da de kom tilbage, fortalte de ham det hele: ¹³ Da sagde David til sine Folk:"Spænd alle eders Sværd ved Lænd!" Da spændte de alle deres Sværd om, også David. Og henved 400 Mand fulgte David, medens 200 blev ved Trosset.

¹⁴ Men en af Folkene fortalte Nabals Hustru Abigajil det og sagde: "David sendte Bud fra Ørkenen for at hilse på vor Herre; men han overfusede dem, ¹⁵ skønt de Mænd har været meget gode mod os og ikke fornærmet os, og vi har intet mistet, i al den Tid vi færdedes sammen med dem, da vi var ude i Marken. ¹⁶ De var en Mur om os både Nat og Dag, i al den Tid vi vogtede Småkvæget i Nærheden af dem. ¹⁷ Se nu til, hvad du vil gøre, thi Ulykken hænger over Hovedet på vor Herre og hele hans Hus; han selv er jo en Usling, man ikke kan tale med!"

¹⁸ Så gik Abigajil straks hen og tog 200 Brød, to Dunke Vin, fem tillavede Får, fem Sea ristet Korn, 100 Rosinkager og 200 Figenkager, lagde det på Æslerne ¹⁹ og sagde til sine Karle: "Gå i Forvejen, jeg kommer bagefter!" Men sin Mand Nabal sagde hun intet derom. ²⁰ Som hun nu på sit Æsel red ned ad Vejen i Skjul af Bjerget, kom David og hans Mænd ned imod hende, så hun mødte dem. ²¹ Men David havde sagt: "Det er slet ingen Nytte til, at jeg i Ørkenen har værnet om alt, hvad den Mand ejede, så intet deraf gik tabt; han har gengældt mig godt med ondt. ²² Gud ramme David både med det ene og det andet, om jeg levner noget mandligt Væsen af alt, hvad hans er, til Morgenens Frembrud!"

²³ Da Abigajil fik Øje på David, sprang hun straks af Æselet og kastede sig ned for David på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden, ²⁴ faldt ned for hans Fødder og sagde: "Skylden er min, Herre! Lad din Trælkvinde tale til dig og hør din Trælkvindes Ord! ²⁵ Min Herre må ikke regne med den Usling fil Nabal! Han svarer til sit Navn; Nabal hedder han, og fuld af Dårskab er han; men jeg, din Trælkvinde, så ikke min Herres Folk, som du sendte hid. ²⁶ Men nu, min Herre, så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du, hvem Herren har holdt fra at pådrage dig Blodskyld og tage dig selv til Rette: Måtte det gå dine Fjender og dem, som pønser på ondt mod min Herre, som Nabal! ²⁷ Lad nu Folkene, som følger min Herre, få denne Gave, som din Trælkvinde bringer min Herre. ²⁸ Tilgiv dog din Trælkvinde hendes Brøde; thi Herren vil visselig bygge min Herre et Hus, som skal stå, eftersom min Herre fører Herrens Krige, og der ikke har været noget ondt at finde hos dig, så længe du har levet. ²⁹ Og skulde nogen rejse sig for at forfølge dig og stå dig efter Livet, måtte da min Herres Liv være bundet i de levendes Knippe hos Herren din Gud; men dine Fjenders Liv slynge han bort med Slyngeskålen! ³⁰ Når Herren så for min Herre opfylder alt det gode, han lovede dig, og sætter dig til Fyrste over Israel, ³¹ da får du ikke dette at bebrejde dig selv, og min Herre får ikke Samvittighedsnag af, at han uden Grund udgød Blod, og at min Herre tog sig selv til Rette. Og når Herren gør vel imod min Herre, kom da din Trælkvinde i Hu!"

³² Da sagde David til Abigajil: "Priset være Herren, Israels Gud, som i Dag sendte mig dig i Møde, ³³ priset være din Klogskab, og priset være du selv, som i bag holdt mig fra at pådrage mig Blodskyld og tage mig selv til Rette! ³⁴ Men så sandt Herren, Israels Gud, lever, som holdt mig fra at gøre dig Men: Hvis du ikke var ilet mig i Møde, var ikke et mandligt Væsen levnet Nabal til i Morgen!" ³⁵ Og David modtog af hende, hvad hun havde bragt ham, og sagde til hende: "Gå op til dit Hus i Fred! Jeg har lånt dig Øre og opfyldt dit Ønske."

³⁶ Da Abigajil kom hjem til Nabal, holdt han netop i sit Hus et Gæstebud som en Konges; og da han var glad og stærkt beruset, sagde hun ham ikke det mindste, før det dagedes. ³⁷ Men om Morgenen, da Nabals Rus var ovre, fortalte hans Hustru ham Sagen. Da lammedes Hjertet i hans Bryst, og han blev som Sten; ³⁸ og en halv Snes Dage efter slog Herren Nabal, så han døde. ³⁹ Da David fik at vide, at Nabal var død, sagde han: "Lovet være Herren, som har hævnet den Krænkelse, Nabal tilføjede mig, og holdt sin Tjener fra at gøre ondt; Herren har ladet Nabals Ondskab falde tilbage på hans eget Hoved!" Derpå sendte David Bud og bejlede til Abigajil. ⁴⁰ Og da Davids Trælle kom til Abigajil i Karmel, talte de således til hende: "David har sendt os til dig for at bejle til dig!" ⁴¹ Da rejste hun sig, bøjede sig med Ansigtet mod Jorden og sagde: "Din Tjenerinde er rede til at blive min Herres Trælkvinde og tvætte hans Trælles Fødder!" ⁴² Så stod Abigajil hastigt op og satte sig på sit Æsel, og hendes fem Piger ledsagede hende; og hun fulgte med Davids Sendebud og blev hans Hustru.

⁴³ Desuden havde David ægtet Ahinoam fra Jizre'el. Således blev de begge to hans Hustruer. ⁴⁴ Men Saul gav sin Datter Mikal, Davids Hustru, til Palti, Lajisj's Søn, fra Gallim.

6 Kan nogen af eder, når han har Sag med en anden, føre det over sit Sind at søge Dom hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige? ² Eller vide I ikke, at de hellige skulle dømme Verden? og når Verden dømmes ved eder, ere I da uværdige til at sidde til Doms i de ringeste Sager? ³ Vide I ikke, at vi skulle dømme Engle? end sige da i timelige Ting! ⁴ Når I da have Sager om timelige Ting, sætte I da dem til Dommere, som ere agtede for intet i Menigheden? ⁵ Til Skam for eder siger jeg det: Er der da slet ingen viis iblandt eder, som kan dømme sine Brødre imellem? ⁶ Men Broder fører Sag imod Broder, og det for vantro! ⁷ Overhovedet er jo allerede det en Fejl hos eder, at I have Retssager med hverandre. Hvorfor lide I ikke hellere Uret? hvorfor lade I eder ikke hellere plyndre? ⁸ Men I gøre Uret og plyndre, og det Brødre! ⁹ Eller vide I ikke, at uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken utugtige eller Afgudsdyrkere eller Horkarle eller de som lade sig bruge til unaturlig Utugt, eller de, som øve den, ¹⁰ eller Tyve eller havesyge eller Drankere, ingen Skændegæster, ingen Røvere skulle arve Guds Rige. ¹¹ Og sådanne vare I for en Del; men I lode eder aftvætte, ja, I bleve helligede, ja, I bleve retfærdiggjorte ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Ånd.

¹² Alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er mig tilladt, men jeg skal ikke lade mig beherske af noget. ¹³ Maden er for Bugen og Bugen for Maden; men Gud skal tilintetgøre både denne og hin. Legemet derimod er ikke for Utugt, men for Herren, og Herren for Legemet; ¹⁴ og Gud har både oprejst Herren og skal oprejse os ved sin Kraft. ¹⁵ Vide I ikke, at eders Legemer ere Kristi Lemmer? Skal jeg da tage Kristi Lemmer og gøre Skøgelemmer deraf? Det være langt fra! ¹⁶ Eller vide I ikke, at den, som holder sig til Skøgen, er eet Legeme med hende?"Thi de to," hedder det,"skulle blive til eet Kød." ¹⁷ Men den, som holder sig til Herren, er een Ånd med ham. ¹⁸ Flyr Utugt! Enhver Synd, som et Menneske ellers gør, er uden for Legemet; men den, som bedriver Utugt, synder imod sit eget Legeme. ¹⁹ Eller vide I ikke, at eders Legeme er et Tempel for den Helligånd, som er i eder, hvilken I have fra Gud, og at I ikke ere eders egne? ²⁰ Thi I bleve købte dyrt; ærer derfor Gud i eders Legeme!

4 Du Mennneskesøn tag dig en teglsten, læg den for dig og indrids i den et Billede af en By, Jerusalem; ² og kast en Vold op omkring den, byg Belejringstårne, opkast Stormvold, lad Hære lejre sig imod den og rejs Stormbukke mod den fra alle Sider; ³ tag dig så en Jernpande og sæt den som en Jernvæg op mellem dig og Byen og ret dit Ansigt imod den. Således skal den være omringet, og du skal trænge den. Det skal være Israels Hus et Tegn.

⁴ Og læg du dig på din venstre Side og tag, Israels Huss Misgerning på dig; alle de Dage du ligger således, skal du bære deres Misgerning. ⁵ Deres Misgernings År gør jeg til lige så mange Dage for dig, 190 Dage; så længe skal du bære Israels Huss Misgerning. ⁶ Og når de er til Ende, læg dig så på din højre Side og bær Judas Huss Misgerning 40 Dage; for hvert År giver jeg dig en Dag. ⁷ Og du skal rette dit Ansigt og din blottede Arm mod det omringede Jerusalem og profetere imod det. ⁸ Og se, jeg lægger Bånd på dig, så du ikke kan vende dig fra den ene Side til den anden, før din Belejrings Dage er til Ende.

⁹ Og tag du dig Hvede, Byg, Bønner, Linser, Hirse og Spelt, kom det i et og samme Kar og lav dig Brød deraf; alle de Dage du ligger på Siden, 190 Dage, skal det være din Mad; ¹⁰ og Maden, du får, skal være efter Vægt, tyve Sekel daglig; du skal spise den een Gang daglig. ¹¹ Og Vand skal du drikke efter Mål, en Sjettedel Hin; du skal drikke een Gang daglig. ¹² Og som Bygkager skal du spise det og bage det ved Menneskeskarn i deres Påsyn. ¹³ Og du skal sige: "Så sige Herren: Således skal Israeliterne have urent Brød til Føde blandt de Folk, jeg bortstøder dem til!" ¹⁴ Men jeg sagde: "Ak, Herre, Herre, jeg har endnu aldrig været uren; noget selvdødt eller sønderrevet har jeg fra Barnsben aldrig spist, og urent Kød kom aldrig i min Mund!" ¹⁵ Da svarede han: "Vel, jeg tillader dig at tage Oksegødning i Stedet for Menneskeskarn og bage dit Brød derved." ¹⁶ Videre sagde han til mig: Menneskesøn! Se, jeg bryder Brødets Støttestav i Jerusalem; Brød skal de spise efter Vægt og i Angst, og Vand skal de drikke efter Mål og i Rædsel, ¹⁷ for at de må mangle Brød og Vand og alle som een være slagne af Rædsel og hensmægte i deres Misgerning.

40 Til Sangmesteren. Af David. En Salme.

² Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig. ³ Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed, ⁴ en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på Herren. ⁵ Salig den Mand, der sætter sin Lid til Herren, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn. ⁶ Mange Undere gjorde du, Herre min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

⁷ Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke. ⁸ Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift; ⁹ at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre." ¹⁰ I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; Herre, du ved det. ¹¹ Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling. ¹² Du, Herre, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

¹³ Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet. ¹⁴ Du værdiges, Herre, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp. ¹⁵ Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel; ¹⁶ Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig! ¹⁷ Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Herren er stor!" ¹⁸ Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!

41 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser Herren på Ulykkens Dag; ³ Herren vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold. ⁴ På Sottesengen står Herren ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.

⁵ Så siger jeg da: Vær mig nådig, Herre, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig! ⁶ Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?" ⁷ Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom. ⁸ Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde: ⁹ "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!" ¹⁰ Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig. ¹¹ Men du, o Herre, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem. ¹² Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig. ¹³ Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.

¹⁴ Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!