M’Cheyne Bible Reading Plan

20 Men David flygtede fra Najot i Rama og kom til Jonatan og sagde: "Hvad har jeg gjort? Hvad er min Brøde? Og hvad er min Synd mod din Fader, siden han står mig efter Livet?" ² Han svarede: "Det være langt fra! Du skal ikke dø! Min Fader foretager sig jo intet, hverken stort eller småt, uden at lade mig det vide; hvorfor skulde min Fader så dølge dette for mig? Der er intet om det!" ³ Men David svarede: "Din Fader ved sikkert, at du har fattet Godhed for mig, og tænker så: Det må Jonatan ikke få at vide, at det ikke skal gøre ham ondt; nej, så sandt Herren lever, og så sandt du lever, der er kun et Skridt imellem mig og Døden!" ⁴ Da sagde Jonatan til David: "Alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre for dig!" ⁵ David sagde til Jonatan: "I Morgen er det jo Nymånedag, og jeg skulde sidde til Bords med Kongen; men lad mig gå bort og skjule mig på Marken indtil Aften. ⁶ Hvis din Fader savner mig, så sig: David har bedt mig om Lov til at skynde sig til Betlehem, sin Fødeby, da hele hans Slægt har sit årlige Slagtoffer der. ⁷ Hvis han så siger: Godt! er der ingen Fare for din Træl; men bliver han vred, så vid, at han vil min Ulykke. ⁸ Vis din Træl den Godhed, siden du er gået i Pagt med din Træl for Herrens Åsyn. Men har jeg forbrudt mig, så slå du mig ihjel; thi hvorfor skulde du bringe mig til din Fader?" ⁹ Jonatan svarede: "Det være langt fra! Hvis jeg virkelig kommer under Vejr med, at min Fader vil din Ulykke, skulde jeg så ikke lade dig det vide?" ¹⁰ Da sagde David til Jonatan: "Men hvem skal lade mig det vide, om din Fader giver dig et hårdt Svar?" ¹¹ Jonatan svarede David: "Kom, lad os gå ud på Marken!" Og de gik begge ud på Marken.

¹² Da sagde Jonatan til David: "Herren, Israels Gud, er Vidne: Jeg vil i Morgen ved denne Tid udforske min Faders Sindelag, og hvis der ingen Fare er for David, skulde jeg da ikke sende dig Bud og lade dig det vide? ¹³ Herren ramme Jonatan både med det ene og det andet: Hvis det er min Faders bestemte Vilje at bringe Ulykke over dig, vil jeg lade dig det vide og hjælpe dig bort, så du kan fare i Fred. Herren være med dig, som han har været med min Fader. ¹⁴ Og måtte du så, hvis jeg endnu er i Live, måtte du så vise Herrens Godhed imod mig. Men skulde jeg være død, ¹⁵ så unddrag ingen Sinde min Slægt din Godhed. Og når Herren udrydder hver eneste af Davids Fjender af Jorden, ¹⁶ måtte da Jonatans Navn ikke blive udryddet, men bestå sammen med Davids Hus, og måtte Herren kræve det af Davids Fjenders Hånd!" ¹⁷ Da svor Jonatan på ny David en Ed, fordi han elskede ham; thi han elskede ham af hele sin Sjæl.

¹⁸ Da sagde Jonatan til ham: "I Morgen er det Nymånedag; da vil du blive savnet, når din Plads står tom; ¹⁹ men i Overmorgen vil du blive savnet endnu mere; gå så hen til det Sted, hvor du holdt dig skjult, den Dag Skændselsdåden skulde have fundet Sted, og sæt dig ved Jorddyngen der; ²⁰ i Overmorgen vil jeg så skyde med Pile der, som om jeg skød til Måls. ²¹ Jeg sender så Drengen hen for at lede efter Pilen, og hvis jeg da siger til ham: Pilen ligger her på denne Side af dig, hent den! så kan du komme; thi da står alt vel til for dig, og der er ingen Fare, så sandt Herren lever. ²² Men siger jeg til den unge Mand: Pilen ligger på den anden Side af dig, bedre frem! så fly,thi da vil Herren have dig bort. ²³ Men om det, vi to har aftalt sammen, gælder, at Herren står mellem mig og dig for evigt!"

²⁴ David skjulte sig så ude på Marken. Da Nymånedagen kom,satte Kongen sig til Bords for at spise; ²⁵ Kongen sad på sin vante Plads, på Pladsen ved Væggen, medens Jonatan sad lige overfor og Abner ved Siden af Saul, men Davids Plads stod tom. ²⁶ Saul sagde intet den Dag, thi han tænkte: "Der er vel hændet ham noget, så han ikke er ren, fordi han endnu ikke har renset sig." ²⁷ Men da Davids Plads også stod tom næste Dag, Dagen efter Nymånedagen, sagde Saul til sin Søn Jonatan: "Hvorfor kom Isajs Søn hverken til Måltidet i Går eller i Dag?" ²⁸ Jonatan svarede Saul: "David bad mig om Lov til at gå til Betlehem; ²⁹ han sagde: Lad mig gå, thi vor Slægt har Offerfest der i Byen, og mine Brødre har pålagt mig at komme; hvis du har Godhed for mig, lad mig så få fri, for at jeg kan besøge mine Slægtninge! Det er Grunden til, at han ikke er kommet til Kongens Bord!" ³⁰ Da blussede Sauls Vrede op imod Jonatan, og han sagde til ham; "Du Søn af en vanartet Kvinde! Ved jeg ikke, at du er Ven med Isajs Søn til Skam for dig selv og for din Moders Blusel? ³¹ Thi så længe Isajs Søn er i Live på Jorden, er hverken du eller dit Kongedømme i Sikkerhed. Send derfor Bud og hent ham til mig, thi han er dødsens!" ³² Jonatan svarede sin Fader Saul: "Hvorfor skal han dræbes? Hvad har han gjort?" ³³ Da kastede Saul Spydet efter ham for at ramme ham. Så skønnede Jonatan, at det var hans Faders bestemte Vilje at dræbe David. ³⁴ Og Jonatan rejste sig fra Bordet i heftig Vrede og spiste intet den anden Nymånedag, thi det gjorde ham ondt for David, at hans Fader havde smædet ham.

³⁵ Næste Morgen gik Jonatan fulgt af en dreng ud i Marken, til den Tid han havde aftalt med David. ³⁶ Derpå sagde han til Drengen, han havde med: "Løb hen og led efter den Pil, jeg skyder af!" Medens Drengen løb, skød han Pilen af over hans Hoved, ³⁷ og da Drengen nåede Stedet, hvor Pilen, som Jonatan havde afskudt, lå, råbte Jonatan til ham: "Pilen ligger jo på den anden Side af dig, bedre frem!" ³⁸ Derpå råbte Jonatan til Drengen: "Skynd dig alt, hvad du kan, og bliv ikke stående!" Så tog Jonatans dreng Pilen og bragte sin Herre den. ³⁹ Og Drengen vidste ikke noget, thi kun Jonatan og David kendte Sammenhængen. ⁴⁰ Jonatan gav derpå sin Dreng Våbnene og sagde til ham: "Tag dem med til Byen!" ⁴¹ Da Drengen var gået, rejste David sig fra sit Skjul ved Jorddyngen og faldt til Jorden på sit Ansigt og bøjede sig ned tre Gange. Og de kyssede hinanden og græd bitterlig sammen. ⁴² Derpå sagde Jonatan til David: "Far i Fred! Om det, vi to har tilsvoret hinanden i Herrens Navn, gælder, at Herren står mellem mig og dig, mellem mine og dine Efterkommere for evigt!" ⁴³ Så brød David op og drog bort, medens Jonatan gik ind i Byen.

2 Og jeg, Brødre! da jeg kom til eder, kom jeg ikke og forkyndte eder Gud Vidnesbyrd med Stormægtighed i Tale eller i Visdom; ² thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt eder uden Jesus Kristus og ham korsfæstet; ³ og jeg færdedes hos eder i Svaghed og i Frygt og megen Bæven, ⁴ og min Tale og min Prædiken var ikke med Visdoms overtalende Ord, men med Ånds og Krafts Bevisning, ⁵ for at eders Tro ikke skulde bero på Menneskers Visdom, men på Guds Kraft.

⁶ Dog, Visdom tale vi iblandt de fuldkomne, men en Visdom, der ikke stammer fra denne Verden, ikke heller fra denne Verdens Herskere, som blive til intet; ⁷ men vi tale Visdom fra Gud, den hemmelige, den, som var skjult, som Gud før Verdens Begyndelse forudbestemte til vor Herlighed, ⁸ hvilken ingen af denne Verdens Herskere har erkendt; thi; havde de erkendt den,havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre; ⁹ men, som der er skrevet: "Hvad intet Øje har set, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som elske ham." ¹⁰ Men os åbenbarede Gud det ved Ånden; thi Ånden ransager alle Ting, også Guds Dybder. ¹¹ Thi hvilket Menneske ved, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Ånd, som er i ham? Således har heller ingen erkendt, hvad der er i Gud, uden Guds Ånd. ¹² Men vi have ikke fået Verdens Ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kunne vide, hvad der er os skænket af Gud; ¹³ og dette tale vi også, ikke med Ord, lærte af menneskelig Visdom, men med Ord, lærte af Ånden, idet vi tolke åndelige Ting med åndelige Ord.

¹⁴ Men det sjælelige Menneske tager ikke imod de Ting, som høre Guds Ånd til; thi de ere ham en Dårskab, og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes åndeligt. ¹⁵ Men den åndelige bedømmer alle Ting, selv derimod bedømmes han af ingen. ¹⁶ Thi hvem har kendt Herrens Sind, så han skulde kunne undervise ham? Men vi have Kristi Sind.

5 Herre, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel! ² Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse. ³ Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre. ⁴ Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde. ⁵ Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile. ⁶ Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød. ⁷ Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld. ⁸ Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem. ⁹ Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd. ¹⁰ Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue. ¹¹ De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer. ¹² Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle. ¹³ Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge. ¹⁴ De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg. ¹⁵ Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg. ¹⁶ Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!

¹⁷ Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt: ¹⁸ For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der. ¹⁹ Du, Herre, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone. ²⁰ Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage? ²¹ Omvend os, Herre, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum! ²² Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?

36 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David.

² Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje; ³ thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham. ⁴ Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt; ⁵ på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. ⁶ Herre, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, ⁷ din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; Herre, du frelser Folk og Fæ, ⁸ hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; ⁹ de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; ¹⁰ thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!

¹¹ Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet. ¹² Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort. ¹³ Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.