M’Cheyne Bible Reading Plan

11 Siden efter drog Ammoniten Nahasj op og belejrede Jabesj i Gilead. Da sagde alle Mændene i Jabesj til Nahasj: "Slut Pagt med os, så vil vi underkaste os!" ² Men Ammoniten Nahasj svarede: "Ja, på det Vilkår vil jeg slutte Pagt med eder, at jeg må stikke det højre Øje ud på enhver af eder til Forsmædelse for hele Israel!" ³ Da sagde de Ældste i Jabesj til ham: "Giv os syv Dages Frist, så vi kan sende Bud rundt i hele Israels Land; hvis så ingen kommer os til Hjælp, vil vi overgive os til dig!"

⁴ Da Sendebudene kom til Sauls Gibea og forebragte Folket Sagen, brast hele Folket i Gråd. ⁵ Og se, Saul kom netop hjem med sine Okser fra Marken, og han spurgte: "Hvad er der i Vejen med Folket, siden det græder?" De fortalte ham da, hvad Mændene fra Jabesj havde sagt; ⁶ og da Saul hørte det, overvældede Guds Ånd ham, og hans Vrede blussede heftigt op. ⁷ Så tog han et Spand Okser og sønderhuggede dem, sendte Folk ud med Stykkerne i hele Israels Land og lod sige: "Hvis nogen ikke følger Saul og Samuel, skal der handles således med hans Okser!" Da faldt en Herrens Rædsel over Folket, så de alle som een drog ud. ⁸ Og han mønstrede dem i Bezek, og der var 300000 Israeliter og 30000 Judæere.

⁹ Derpå sagde han til Sendebudene, som var kommet: "Således skal I sige til Mændene i Jabesj i Gilead: I Morgen, når Solen begynder at brænde, skal I få Hjælp!" Da Sendebudene kom og meddelte Mændene i Jabesj det, blev de glade. ¹⁰ Og Mændene i Jabesj sagde: "I Morgen vil vi overgive os til eder, så kan I gøre med os, hvad I finder for godt!" ¹¹ Dagen efter delte Saul Hæren i tre Afdelinger, og de trængte ind i Lejren ved Morgenvagten og huggede ned blandt Ammoniterne, til det blev hedt; og de, som undslap, splittedes til alle Sider, så ikke to og to blev sammen.

¹² Da sagde Folket til Samuel: "Hvem var det, som sagde: Skal Saul være Konge over os? Bring os de Mænd, at vi kan slå dem ihjel!" ¹³ Men Saul sagde: "I Dag skal ingen slås ihjel; thi i Dag har Herren givet Israel Sejr!" ¹⁴ Da sagde Samuel til Folket: "Kom, lad os gå til Gilgal og gentage Kongevalget der!" ¹⁵ Så gik hele Folket til Gilgal og gjorde Saul til Konge for Herrens Åsyn der i Gilgal, og de bragte Takofre der for Herrens Åsyn. Og Saul og alle Israels Mænd var højlig glade.

9 Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligånd, ² at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte. ³ Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet, ⁴ de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre, ⁵ hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.

⁶ Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel; ⁷ ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig." ⁸ Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd. ⁹ Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme, så skal Sara have en Søn." ¹⁰ Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader. ¹¹ Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder, ¹² sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,"" ¹³ som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."

¹⁴ Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra! ¹⁵ Thi han siger til Moses: "Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over." ¹⁶ Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig. ¹⁷ Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå, for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde forkyndes på hele Jorden." ¹⁸ Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.

¹⁹ Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem står hans Villie imod? ²⁰ Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig således? ²¹ Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære? ²² Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse, ²³ også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed? ²⁴ Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af Hedninger, ²⁵ som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede; ²⁶ og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn." ²⁷ Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses. ²⁸ Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det på Jorden." ²⁹ Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra."

³⁰ Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro; ³¹ men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke til en sådan Lov. ³² Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De stødte an på Anstødsstenen, ³³ som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme."

48 Om Moab. Så siger Hærskares Herre, Israels Gud. Ve over Nebo, thi det er lagt øde, blevet til Skamme; indtaget er Kirjatajim, med Skam er Borgen brudt ned. ² Der er ingen Lægedom mer for Moab, intet Fryderåb i Hesjbon; de oplægger onde Råd imod det: "Kom, lad os udrydde det af Folkenes Tal!" Også du, Madmen, skal omkomme, Sværdet skal forfølge dig. ³ Hør Skriget fra Horonajim, frygteligt Brag og Sammenbrud! ⁴ Moab er brudt sammen; lad Skriget lyde til Zoar. ⁵ Ak, grædende stiger de op ad Luhits Skråning; ak, på Vejen til Horonajim hører de Jammerskrig. ⁶ Fly, red eders Liv, og I skal blive som en Enebærbusk i Ørkenen. ⁷ Ja, fordi du stolede på dine Borge og Skatte, skal også du fanges. Kemosj skal vandre i Landflygtighed, hans, Præster og Fyrster til Hobe. ⁸ Hærværksmænd skal komme over hver By, ingen By skal reddes; Dalen skal ødelægges og Højsletten hærges, som Herren har sagt. ⁹ Giv Moab Vinger, at det kan flyve bort; dets Byer skal blive en Ørken, så ingen bor der. ¹⁰ Forbandet være den, der er lad til at gøre Herrens Værk, forbandet den, som holder sit Sværd fra Blod. ¹¹ Moab var tryg fra sin Ungdom, lå roligt på sin Bærme; det hældtes ikke fra Fad til Fad og vandrede ikke i Landflygtighed; derfor holdt det sin Smag, og dets Duft tabte sig ikke. ¹² Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da jeg sender Vintappere, som skal tappe det og tømme dets Fade og knuse dets Dunke. ¹³ Da skal Moab få Skam af Kemosj, som Israels Hus havde Skam af Betel, som de stolede på. ¹⁴ Hvor kan I sige: "Helte er vi og djærve Folk til Krig?" ¹⁵ Moab skal hærges med sine Byer og dets ypperste Ynglinge stige ned til at slagtes, lyder det fra Kongen, hvis Navn er Hærskarers Herre. ¹⁶ Moabs Undergang er nær, dets Ulykke kommer såre hastigt. ¹⁷ Ynk det, alle dets Naboer og alle, som kender dets Navn; sig: Hvor knækkedes dog den stærke Stav, det herlige Spir! ¹⁸ Stig ned fra Æressædet, sæt dig i Skarnet, du, som bor der, Dibons Datter! Thi han, der hærger Moab, drager op imod dig, nedbryder dine Fæstninger. ¹⁹ Stå hen på Vejen og se dig om, du, som bor i Aroer, spørg Flygtningene og de undslupne Kvinder, sig: "Hvad er der sket?" ²⁰ Moab er blevet til Skamme, ja knust. Jamrer og skrig, meld ved Arnon, at Moab er hærget, ²¹ at Dommen er kommet over Højslettelandet, over Holon, Jaza, Mefaat, ²² Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim, ²³ Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet Meon, ²⁴ Kerijot, Bozra og alle Byer i Moabs Land fjernt og nær. ²⁵ Afhugget er Moabs Horn, og dets Arm er brudt, lyder det fra Herren. ²⁶ Gør det drukkent! Thi det hovmodede sig mod Herren; og Moab skal falde omkuld i sit eget Spy, også det skal blive til Latter. ²⁷ Var ikke Israel til Latter for dig? Blev det måske grebet blandt Tyve, siden du bliver så ivrig, hver Gang du taler derom? ²⁸ Kom fra Byerne og fæst Bo på Klippen, Moabs Indbyggere, vær som Duen, der bygger Rede hist ved Afgrundens Rand. ²⁹ Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets Stolthed. Overmod og Hovmod, dets opblæste Hjerte. ³⁰ Jeg kender, lyder det fra Herren, dets Frækhed, dets tomme Snak, dets tomme Gerninger. ³¹ Derfor må jeg jamre over Moab, skrige over hele Moab, over Mændene i Kir-Heres må jeg sukke. ³² Jazers Gråd græder jeg over dig, Sibmas Vinstok; dine Skud overskred Havet, nåede til Jazer; på din Frugt og din Høst slog Hærværksmanden ned. ³³ Glæde og Jubel er svundet fra Frugthaven og Moabs Land. Jeg lader Vinen svinde fra Persekarrene, ingen træder Vin. ³⁴ Hesjbon og Elale skriger, det høres til Jahaz; Horonajim og Eglat-Sjelisjija skriger; ak, Nimrims Vande bliver Ødemarker. ³⁵ Jeg udrydder af Moab den, der stiger op på Offerhøjen og tænder Offerild for dets Guder, lyder det fra Herren. ³⁶ Derfor klager mit Hjerte som Fløjter over Moab, og mit Hjerte klager som Fløjter over Kir-Heress Mænd. Godset, de vandt, går derfor til Spilde. ³⁷ Thi hvert Hoved er skaldet, hvert Skæg revet af; i alle Hænder er der Rifter, over alle Lænder Sæk. ³⁸ Alt er Klage på alle Moabs Tage og Torve; thi jeg sønderbryder Moab som et usselt Kar, lyder det fra Herren. ³⁹ Hvor er Moab forfærdet! Hvor vender det Ryg med Skam! Ja, Moab er blevet til Latter og Rædsel for alle sine Naboer. ⁴⁰ Thi så siger Herren: Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Moab. ⁴¹ Kerijot er taget og Borgene faldet. Moabs Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte. ⁴² Moab er ødelagt og ikke mer et Folk, fordi det hovmodede sig mod Herren. ⁴³ Gru og Grav og Garn kommer over dig, du, som bor i Moab, lyder det fra Herren; ⁴⁴ den, der flygter for Gru, falder i Grav, den, der når op af Grav, fanges i Garn. Thi jeg bringer over Moab deres Hjemsøgelses År, lyder det fra Herren. ⁴⁵ I Ly af Hesjbon står Flygtninge uden Kraft. Thi Ild farer ud fra Hesjbon, Ildsluefra Sihons Stad; den fortærer Moabs Tinding og de larmende Mænds isse.

⁴⁶ Ve dig, Moab, det er ude med dig, Kemosjs Folk. Thi dine Sønner slæbes i Fangenskab, dine Døtre ligeså. ⁴⁷ Menjeg vender Moabs Skæbne i de sidste Dage, lyder det fra Herren. Så vidt Moabs Dom.

25 Herre, jeg løfter min sjæl til dig ² min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig. ³ Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund. ⁴ Lad mig kende dine Veje, Herre lær mig dine Stier. ⁵ Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig. ⁶ Herre, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af. ⁷ Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o Herre! ⁸ God og oprigtig er Herren, derfor viser han Syndere Vejen. ⁹ Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej. ¹⁰ Alle Herrens Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd. ¹¹ For dit Navns Skyld, Herre, tilgive du min Brøde, thi den er stor. ¹² Om nogen frygter Herren, ham viser han den Vej, han skal vælge; ¹³ selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje. ¹⁴ Fortroligt Samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt. ¹⁵ Mit Øje er stadig vendt imod Herren, thi han frier mine Fødder af Snaren. ¹⁶ Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm. ¹⁷ Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød. ¹⁸ Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder. ¹⁹ Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund. ²⁰ Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes. ²¹ Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, Herre. ²² Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!