M’Cheyne Bible Reading Plan

10 Da tog Samuel Olieflasken og udgød Olien over hans Hoved, kyssede ham og sagde: "Har Herren ikke salvet dig til Fyrste over sit Folk Israel? Du skal herske over Herrens Folk og frelse det fra dets Fjender. Og dette skal være dig Tegnet på, at Herren har salvet dig til Fyrste over sin Arv: ² Når du i Dag går fra mig, skal du træffe to Mænd ved Rakels Grav ved Benjamins Grænse i Zelza, og de skal sige til dig: Æslerne, du gik ud at lede efter, er fundet; dem har din Fader slået af Tanke, men nu er han urolig for eder og siger: Hvad skal jeg gøre for min Søn? ³ Og når du er gået et Stykke længere frem og kommer til Taboregen, skal du træffe tre Mænd, som er på Vej op til Gud i Betel; den ene bærer tre Kid, den anden tre Brødkager og den tredje en Dunk Vin; ⁴ de skal hilse på dig og give dig to Brødkager, som du skal tage imod. ⁵ Derefter kommer du til Guds Gibea, hvor Filisternes Foged bor; og når du kommer hen til Byen, vil du støde på en Flok Profeter, som kommer ned fra Offerhøjen i profetisk Henrykkelse til Harpers, Paukers, Fløjters og Citres Klang; ⁶ så vil Herrens Ånd overvælde dig, så du falder i profetisk Henrykkelse sammen med dem, og du skal blive til et andet Menneske. ⁷ Når disse Tegn indtræffer for dig, kan du trygt gøre, hvad der falder for; thi Gud er med dig. ⁸ Og du skal gå i Forvejen ned til Gilgal; så kommer jeg ned til dig for at bringe Brændofre og ofre Takofre. Syv Dage skal du vente, til jeg kommer og kundgør dig, hvad du skal gøre!"

⁹ Da han derpå vendte sig for at gå bort fra Samuel, gav Gud ham et helt andet Hjerte, og alle disse Tegn indtraf samme Dag. ¹⁰ Da han kom hen til Gibea, se, da kom en Flok Profeter ham i Møde, og Guds Ånd overvældede ham, og han faldt i profetisk Henrykkelse midt iblandt dem. ¹¹ Og da alle, som kendte ham fra tidligere Tid, så ham i profetisk Henrykkelse sammen med Profeterne, sagde de til hverandre: "Hvad går der af Kisjs Søn? Er også Saul iblandt Profeterne?" ¹² Så sagde en der fra Stedet: "Hvem er vel deres Fader?" Derfor blev det et Mundheld: "Er også Saul iblandt Profeterne?"

¹³ Da hans profetiske Henrykkelse var ovre, gik han til Gibea. ¹⁴ Sauls Farbroder spurgte da ham og Karlen: "Hvor har I været henne?" Han svarede: "Ude at lede efter Æslerne; og da vi ikke fandt dem, gik vi hen til Samuel." ¹⁵ Da sagde Sauls Farbroder: "Fortæl mig, hvad Samuel sagde til eder!" ¹⁶ Saul svarede: "Han fortalte os, at Æslerne var fundet!" Men hvad Samuel havde sagt om Kongedømmet, fortalte han ham ikke.

¹⁷ Derpå stævnede Samuel Folket sammen hos Herren i Mizpa; ¹⁸ og han sagde til Israeliterne: "Så siger Herren, Israels Gud: Jeg førte Israel op fra Ægypten og frelste eder af Ægypternes Hånd og fra alle de Riger, som plagede eder. ¹⁹ Men nu vrager I eders Gud, som var eders Frelser i alle eders Ulykker og Trængsler, og siger: Nej, en Konge skal du sætte over os! Så træd nu frem for Herrens Åsyn Stamme for Stamme og Slægt for Slægt!" ²⁰ Derpå lod Samuel alle Israels Stammer træde frem, og Loddet ramte Benjamins Stamme. ²¹ Så lod han Benjamins Stamme træde frem Slægt for Slægt, og Matris Slægt ramtes. Så lod han Matris Slægt træde frem Mand for Mand, og Saul, Kisjs Søn, ramtes. Men da man ledte efter ham, var han ikke til at finde. ²² Da adspurgte de på ny Herren: "Er Manden her?" Og Herren svarede: "Se, han holder sig skjult ved Trosset." ²³ Så løb de hen og hentede ham der; og da han trådte ind imellem Folket, var han et Hoved højere end alt Folket. ²⁴ Da sagde Samuel til hele Folket: "Ser I ham, Herren har udvalgt? Hans Lige findes ikke i alt Folket!" Og hele Folket brød ud i Jubelskrig og råbte: "Kongen leve!" ²⁵ Derpå fremsagde Samuel Kongedømmets Ret for Folket og optegnede den i en Bog, som han lagde hen for Herrens Åsyn. Så lod Samuel hele Folket gå hver til sit: ²⁶ også Saul gik til sit Hjem i Gibea, og de tapre Mænd, hvis Hjerte Gud rørte, gik med ham. ²⁷ Men nogle Niddinger sagde: "Hvor skulde denne kunne hjælpe os?" Og de ringeagtede ham og bragte ham ingen Hyldingsgave. Men han var, som han var døv.

8 Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus. ² Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov. ³ Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet, ⁴ for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden. ⁵ Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige. ⁶ Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred, ⁷ efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. ⁸ Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. ⁹ I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til. ¹⁰ Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed. ¹¹ Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

¹² Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet; ¹³ thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve. ¹⁴ Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn. ¹⁵ I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader! ¹⁶ Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn. ¹⁷ Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.

¹⁸ Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os. ¹⁹ Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse. ²⁰ Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder, ²¹ med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed. ²² Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu. ²³ Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning. ²⁴ Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det? ²⁵ Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed. ²⁶ Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. ²⁷ Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.

²⁸ Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede. ²⁹ Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre. ³⁰ Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.

³¹ Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? ³² Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting? ³³ Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. ³⁴ Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os. ³⁵ Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? ³⁶ som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår." ³⁷ Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os. ³⁸ Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter ³⁹ eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

47 Herrens Ord, som kom til profeten Jeremias om filistrene, før Farao slog Gaza. ² Så siger Herren: Se, Vande stiger fra Nord, de bliver en Strøm, der svømmer over, de oversvømmer Landet og dets Fylde, Byerne og dem, som bor der. Menneskene skriger og jamrer, alle, som bor i Landet. ³ For Lyden af hans Hingstes Hovslag, hans Vognes Drøn, hans raslende Hjul får Fædre ej set efter Bøm, thi Hænderne er slappe, ⁴ nu Dagen er kommet at ødelægge alle Filistre, at udrydde hver Hjælper, som levnes Tyrus og Zidon; thi Herren ødelægger Filisterne, Resten af Kaftors Ø. ⁵ Skaldet er Gaza blevet, Askalon tilintetgjort. Du Rest af Anakiter, hvor længe vil du såre dig? ⁶ Ve, Herrens Sværd, hvornår vil du falde til Ro? Far i din Skede, hvil og vær stille! ⁷ Hvorledes får det Ro, når Herren opbød det mod Askalon og Havets Strand og stævned det did?

23 Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes, ² han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl, ³ han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld. ⁴ Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

⁵ I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. ⁶ Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i Herrens Hus skal jeg bo gennem lange Tider.

24 Herrens er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå; ² thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme. ³ Hvo kan gå op på Herrens Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted? ⁴ Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk; ⁵ han får Velsignelse fra Herren, Retfærdighed fra sin Frelses Gud. ⁶ Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.

⁷ Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! ⁸ Hvo er den Ærens Konge? Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i Krig! ⁹ Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! ¹⁰ Hvo er han, den Ærens Konge? Herren, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela.