M’Cheyne Bible Reading Plan

4 ¹ Og Samuels Ord nåede ud til hele Israel.

Og Israel rykkede ud til Kamp imod Filisterne og lejrede sig ved Eben-Ezer, medens Filisterne lejrede sig ved Afek. ² Filisterne stillede sig op til Kamp mod Israel, og Kampen blev hed; Israel blev slået af Filisterne, og de dræbte i Slaget på åben Mark omtrent 4000 Mand. ³ Da Folket kom tilbage til Lejren, sagde Israels Ældste: "Hvorfor lod Herren os i Dag bukke under for Filisterne? Lad os hente vor Guds Ark i Silo, for at han kan være i vor Midte og fri os af vore Fjenders Hånd!" ⁴ Så sendte Folket Bud til Silo og hentede Hærskarers Herres Pagts Ark, han, som troner over Keruberne; og Elis to Sønner Hofni og Pinehas fulgte med Guds Pagts Ark.

⁵ Da nu Herrens Pagts Ark kom til Lejren, brød hele Israel ud i et vældigt Jubelråb, så Jorden rystede derved. ⁶ Og da Filisterne hørte Jubelråbet, sagde de: "Hvad er det for et vældigt Jubelråb i Hebræernes Lejr?" Og de fik at vide, at Herrens Ark var kommet til Lejren. ⁷ Da blev Filisterne bange, thi de tænkte: "Gud er kommet i Lejren!" Og de sagde: "Ve os! Sligt er ikke hændet før! ⁸ Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige Guds Hånd? Det er den Gud, som slog Ægypterne med alle Hånde Plager og Pest. ⁹ Tag eder nu sammen og vær Mænd, Filistere, for at I ikke skal komme til at trælle for Hebræerne, som de har trællet for eder; vær Mænd og kæmp!" ¹⁰ Så begyndte Filisterne Kampen, og Israel blev slået, og de flygtede hver til sit; Nederlaget blev meget stort; der faldt 30000 Mand af det israelitiske Fodfolk, ¹¹ Guds Ark blev gjort til Bytte, og Elis to Sønner Hofni og Pinehas faldt.

¹² En Benjaminit løb bort fra Slaget og nåede samme Dag til Silo med sønderrevne Klæder og Jord på sit Hoved. ¹³ Da han kom derhen, se, da sad Eli på sin Stol ved Porten og spejdede hen ad Vejen; thi hans Hjerte var uroligt for Guds Ark. Da Manden så kom ind i Byen og fortalte det, opløftede hele Byen et Skrig, ¹⁴ og Eli hørte Skriget og sagde: "Hvad er det for en Larm?" Og Manden skyndte sig hen og fortalte Eli det. ¹⁵ Men Eli var otte og halvfemsindstyve År gammel, og hans Øjne var blevet sløve, så han ikke kunde se. ¹⁶ Og Manden sagde til Eli: "Det er mig, som kommer fra Slaget; jeg flygtede fra Slaget i Dag!" Da spurgte han: "Hvorledes er det gået, min Søn?" ¹⁷ Og Budbringeren svarede: "Israel flygtede for Filisterne, og Folket led et stort Nederlag; også begge dine Sønner Hofni og Pinehas er faldet, og Guds Ark er taget!" ¹⁸ Og da han nævnede Guds Ark, faldt Eli baglæns ned af Stolen ved Siden af Porten og brækkede Halsen og døde; thi Manden var gammel og tung. Han havde været Dommer for Israel i fyrretyve År.

¹⁹ Men da hans Sønnekone, Pinehas's Hustru, der var højt frugtsommelig, hørte Efterretningen om, at Guds Ark var taget, og at hendes Svigerfader og hendes Mand var døde, sank hun om og fødte, thi Veerne kom over hende. ²⁰ Da hun lå på sit yderste, sagde de omstående Kvinder: "Frygt ikke, du har født en Søn!" Men hun svarede ikke og ænsede det ikke. ²¹ Og hun kaldte drengen Ikabod, idet hun sagde: "Borte er Israels Herlighed!" Dermed hentydede hun til, at Guds Ark var taget, og til sin Svigerfader og sin Mand. ²² Hun sagde: "Borte er Israels Herlighed, thi Guds Ark er taget!"

4 Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet? ² Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud. ³ Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed." ⁴ Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed; ⁵ den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed; ⁶ ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger: ⁷ "Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; ⁸ salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd."

⁹ Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. ¹⁰ Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud. ¹¹ Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet, ¹² og Fader til omskårne,til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren.

¹³ Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed. ¹⁴ Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet. ¹⁵ Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse. ¹⁶ Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle ¹⁷ (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var. ¹⁸ Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd være;" ¹⁹ og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet; ²⁰ men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære ²¹ og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre. ²² Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed. ²³ Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, ²⁴ men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, ²⁵ ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.

42 Så kom alle hærførerene og Johanan, Kareas søn, og Azarja, Maasejas Søn, med alt Folket, store og små, ² og sagde til Profeten Jeremias: "Måtte vor Bøn nå dit Øre, så du beder til Herren din Gud for hele denne Rest, thi som du ser os her, er vi kun få tilbage af mange. ³ Måtte Herren din Gud kundgøre os, hvilken Vej vi skal gå, og hvad vi skal gøre!" ⁴ Profeten Jeremias svarede: "Godt! Jeg vil bede til Herren eders Gud, som I ønsker; og alt hvad Herren svarer, vil jeg kundgøre eder uden at forholde eder et Ord." ⁵ De sagde da til Jeremias: "Herren skal være et sandt og troværdigt Vidne imod os, hvis vi ikke retter os efter hvert Ord, Herren din Gud sender os ved dig. ⁶ Det være godt eller ondt, vi vil adlyde Herren vor Guds Røst, til hvem vi sender dig, at det må gå os vel, når vi adlyder Herren vor Guds Røst."

⁷ Ti Dage efter kom Herrens Ord til Jeremias. ⁸ Så sammenkaldte han Johaoan, Kareas Søn, alle Hærføreme, der var med ham, og alt Folket, store og små, ⁹ og sagde: Så siger Herren, Israels Gud, til hvem I sendte mig, for at eders Bøn måtte nå ind for hans Åsyn: ¹⁰ Hvis I bliver her i Landet, vil jeg bygge eder og ikke nedbryde eder, plante eder og ikke rykke eder op, thi jeg angrer det onde, jeg har gjort eder. ¹¹ Frygt ikke for Babels Konge, således som I gør, frygt ikke for ham, lyder det fra Herren, thi jeg er med eder for at frelse og redde eder af hans Hånd.

¹² Jeg vil lade eder finde Barmhjertighed, og han skal forbarme sig over eder og lade eder bo i eders Land. ¹³ Hvis I derimod ikke hører Herren eders Guds Røst, idet I siger, at I ikke vil bo her i Landet, ¹⁴ men drage til Ægypten og bo der for ikke mere at se Krig eller høre Hornets Klang eller hungre efter Brød, ¹⁵ så hør nu Herrens Ord, Judas Rest. Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Hvis I virkelig har i Sinde at drage til Ægypten og drager derned for at bo der som fremmede, ¹⁶ så skal Sværdet, som I frygter, nå eder der i Ægypten, og Hungeren, som I ængstes for, skal følge efter eder til Ægypten, og I skal omkomme der; ¹⁷ alle de Mænd, som har i Sinde at drage til Ægypten for at bo der som fremmede, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest, og ingen af dem skal blive tilovers og undslippe fra den Ulykke, jeg sender over dem. ¹⁸ Thi så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Som min Vrede og Harme udgød sig over Jerusalems Indbyggere, således skal min Harme udgyde sig over eder, når I drager til Ægypten, og I skal blive et. Edens, Rædselens, Forbandelsens og Spottens Tegn og ikke mere få dette Sted at se. ¹⁹ Dette er Herrens Ord til eder. Judas Rest: Drag ikke til Ægypten! I skal vide, at jeg i Dag har advaret eder. ²⁰ Thi I nedkalder ondt over eder selv, når I sender mig til Herren eders Gud og siger: "Bed for os til Herren vor Gud! Hvad Herren vor Gud siger, skal du nøje kundgøre os, så vil vi gøre det," ²¹ og I så alligevel ikke adlyder Herren eders Guds Røst og gør alt, hvad han sendte eder Bud om. ²² Så vid da nu, at I skal omkomme ved Sværd, Hunger og Pest på det Sted, hvor I agter at gå hen for at bo der somfremmede.

18 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David, som sang Herren denne Sang, dengang Herren havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.

² Herre, jeg har dig! hjerteligt kær, min Styrke! ³ Herre, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn! ⁴ Jeg påkalder Herren, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

⁵ Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, ⁶ Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; ⁷ i min Vånde påkaldte jeg Herren og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører! ⁸ Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op. ⁹ Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham. ¹⁰ Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder; ¹¹ båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger; ¹² han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer. ¹³ Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer. ¹⁴ Herren tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder. ¹⁵ Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem. ¹⁶ Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre, for din Vredes Pust. ¹⁷ Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande, ¹⁸ frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke. ¹⁹ På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men Herren blev mig til Værn. ²⁰ Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

²¹ Herren gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld; ²² thi jeg holdt mig til Herrens Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud ²³ hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig. ²⁴ Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde. ²⁵ Herren lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje! ²⁶ Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, ²⁷ du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. ²⁸ De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

²⁹ Ja, min Lampe lader du lyse, Herre, min Gud opklarer mit Mørke. ³⁰ Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde. ³¹ Fuldkommen er Guds Vej, lutret er Herrens Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

³² Ja, hvem er Gud uden Herren, hvem er en Klippe uden vor Gud, ³³ den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig, ³⁴ gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene, ³⁵ oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen! ³⁶ Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor; ³⁷ du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke. ³⁸ Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, ³⁹ slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod. ⁴⁰ Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig; ⁴¹ du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen. ⁴² De råbte, men ingen hjalp, til Herren, han svared dem ikke. ⁴³ Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.

⁴⁴ Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk; ⁴⁵ hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig; ⁴⁶ Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul. ⁴⁷ Herren lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud, ⁴⁸ den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod ⁴⁹ og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig. ⁵⁰ Herre, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, ⁵¹ du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.