M’Cheyne Bible Reading Plan

3 Men hendes Svigermoder No'omi sagde til hende: "Min Datter, skal jeg ikke søge at skaffe dig et Hjem, hvor du kan få det godt? ² Nu vel! Boaz, hvis Piger du var sammen med, er vor Slægtning; se, han kaster i Nat Byg på Tærskepladsen; ³ tvæt dig nu og salv dig, tag dine Klæder på og gå ned på Tærskepladsen; men lad ikke Manden mærke noget til dig, før han er færdig med at spise og drikke; ⁴ når han da lægger sig, mærk dig så Stedet, hvor han lægger sig, og gå hen og løft Kappen op ved hans Fødder og læg dig der, så skal han nok sige dig, hvad du skal gøre!" ⁵ Hun svarede: "Jeg vil gøre alt. hvad du siger!"

⁶ Så gik hun ned på Tærskepladsen og gjorde alt, hvad hendes Svigermoder havde pålagt hende. ⁷ Da Boaz havde spist og drukket og var vel tilpas, gik han hen og lagde sig ved Korndyngen; så gik hun sagte hen og løftede Kappen op ved hans Fødder og lagde sig der. ⁸ Ved Midnatstide blev Manden opskræmt og bøjede sig frem, og se, da lå der en Kvinde ved hans Fødder. ⁹ Da sagde han: "Hvem er du?" Og hun svarede: "Jeg er Rut, din Trælkvinde! Bred Fligen af din Kappe ud over din Trælkvinde; thi du er Løser!" ¹⁰ Da sagde han: "Herren velsigne dig, min Datter! Den Godhed, du nu sidst har udvist, overgår den, du før udviste, at du nu ikke er gået efter de unge Mænd, hverken fattige eller rige!" ¹¹ Så frygt nu ikke, min Datter! Alt, hvad du siger, vil jeg gøre imod dig; thi enhver i mit Folks Port ved, at du er en dygtig Kvinde. ¹² Det er rigtigt. at jeg er din Løser, men der er en anden, som er nærmere end jeg. ¹³ Bliv nu her i Nat; og hvis han i Morgen vil løse dig, godt, så lad ham gøre det; men er han uvillig til at løse dig, gør jeg det, så sandt Herren lever. Bliv kun liggende, til det bliver Morgen!"

¹⁴ Så blev hun liggende ved hans Fødder til Morgen; men hun stod op, før det ene Menneske endnu kunde kende det andet, thi han tænkte: "Det må ikke rygtes, at en Kvinde er kommet ud på Tærskepladsen!" ¹⁵ Derpå sagde han: "Tag og hold det Klæde frem, du har over dig!" Og da hun holdt det frem, afmålte han seks Mål Byg og lagde det på hende. Så gik hun ind i Byen. ¹⁶ Da hun kom til sin Svigermoder, sagde denne: "Hvorledes gik det, min datter?" Så fortalte hun hende alt, hvad Manden havde gjort imod hende, ¹⁷ og sagde; "Disse seks Mål Byg gav han mig med de Ord: Du skal ikke komme tomhændet til din Svigermoder!" ¹⁸ Da sagde hun: "Hold dig nu rolig, min Datter, indtil du får at vide, hvilket Udfald Sagen får; thi den Mand under sig ikke Ro, før han får Sagen afgjort endnu i Dag!"

4 Boaz var imidlertid gået op til Byporten og havde sat sig der. Og se, den Løser, Boaz havde talt om, kom netop forbi. Da tiltalte han ham og sagde: "Kom og sæt dig her!" Da den anden kom og satte sig, ² fik han fat i ti af Byens Ældste og sagde: "Sæt eder her!" Og de satte sig der. ³ Da sagde han til Løseren: "Den Marklod, som tilhørte vor Slægtning Elimelek, vil No'omi, der er kommet tilbage fra Moab, sælge. ⁴ Derfor tænkte jeg, at jeg vilde lade dig det vide og sige: Køb den i Overværelse af dem, der sidder her, og mit Folks Ældste! Vil du løse den, så gør det; men vil du ikke, så sig til, at jeg kan vide det; thi der er ingen anden til at løse end du og derefter jeg selv!" Han svarede: "Jeg vil løse den!" ⁵ Da sagde Boaz: "Men samtidig med at du køber Marken af No'omi, køber du også Moabiterinden Rut, den afdødes Enke, for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod!" ⁶ Da svarede Løseren: "Så kan jeg ikke blive Løser, da jeg derved vilde skade min egen Arvelod. Løs du, hvad jeg skulde løse, thi jeg kan ikke!" ⁷ Nu havde man i gamle Dage i Israel den Skik til Stadfæstelse af Løsning og Byttehandel, at man trak sin Sko af og gav den anden Part den; således blev en Sag vidnefast i Israel. ⁸ Idet nu Løseren sagde til Boaz: "Køb du den!" trak han derfor sin Sko af. ⁹ Da sagde Boaz til de Ældste og alle dem, der var til Stede: "I er i Dag Vidner på, at jeg køber alt, hvad der tilhørte Elimelek, og alt, hvad der tilhørte Kiljon og Malon, af No'omi; ¹⁰ og tillige køber jeg mig Moabiterinden Rut, Malons Enke, til Hustru for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod, at den afdødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og fra hans Hjemstavns Port; I er Vidner i Dag!" ¹¹ Da sagde alle Folkene, som var i Byporten, og de Ældste: "Vi er Vidner! Herren lade den Kvinde, der nu drager ind i dit Hus, blive som Rakel og Lea, de to, der byggede Israels Hus. Bliv mægtig i Efrata, og dit Navn vorde priset i Betlehem! ¹² Måtte dit Hus blive som Perezs Hus, ham, Tamar fødte Juda, ved de Efterkommere, Herren giver dig af denne unge Kvinde!"

¹³ Så ægtede Boaz Rut, og hun blev hans Hustru; og da han gik ind til hende, lod Herren hende blive frugtsommelig, og hun fødte en Søn. ¹⁴ Da sagde Kvinderne til No'omi: "Lovet være Herren, som ikke lod dig uden Løser i Dag, og hans Navn skal prises i Israel. ¹⁵ Han blive din Trøster og Forsørger i din Alderdom; thi din Sønnekone, som viste dig Kærlighed, har født ham, hun, som er dig mere værd end syv Sønner!" ¹⁶ Da tog No'omi Barnet i sin Favn, og hun blev dets Fostermoder. ¹⁷ Og Naboerskerne gav ham Navn, idet de sagde: "No'omi har fået en Søn!" Og de kaldte ham Obed. Han blev Fader til Davids Fader Isaj.

¹⁸ Dette er Perezs Slægtebog: Perez avlede Hezron, ¹⁹ Hezron avlede Ram, Ram avlede Amminadab, ²⁰ Amminadab avlede Nahasjon, Nahasjon avlede Salmon, ²¹ Salmon avlede Boaz, Boaz avlede Obed, ²² Obed avlede Isaj, og Isaj avlede David.

28 Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta. ² Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns og Kuldens Skyld. ³ Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd. ⁴ Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til hverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet." ⁵ Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt. ⁶ Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han var en Gud. ⁷ Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os venligt Herberge i tre Dage. ⁸ Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på ham og helbredte ham. ⁹ Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte. ¹⁰ De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om Bord i Skibet, hvad vi trængte til.

¹¹ Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte Tvillingernes Mærke. ¹² Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage. ¹³ Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli. ¹⁴ Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i syv Dage. Og så droge vi til Rom. ¹⁵ Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede Mod. ¹⁶ Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne til Høvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo for sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.

¹⁷ Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han til dem: "I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som Fange i Romernes Hænder, ¹⁸ og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi der ikke var nogen Dødsskyld hos mig. ¹⁹ Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage mit Folk for. ²⁰ Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke." ²¹ Men de sagde til ham: "Hverken have vi fået Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt eller sagt noget ondt om dig. ²² Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse." ²³ Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften. ²⁴ Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre troede ikke. ²⁵ Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt dette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten Esajas til eders Fædre og sagt: ²⁶ "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se; ²⁷ thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem." ²⁸ Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle også høre." ²⁹ Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor Trætte imellem dem indbyrdes. ³⁰ Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle, som kom til ham, ³¹ idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uhindret.

38 Men da Sjefatja Mattans søn, Gedalja Pasjhurs søn, Jukal Sjelemjas Søn og Pasjhur Malkijas Søn hørte Jeremias tale til alt Folket således: ² "Så siger Herren: Den, der bliver i denne By, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest, men den, som overgiver sig til Kaldæerne, skal leve og vinde sit Liv som Bytte; ³ thi så siger Herren: Denne By skal gives i Babels Konges Hærs Hånd, og han skal indtage den" ⁴ da sagde Fyrsterne til Kongen: "Denne Mand må dø, thi han tager Modet fra Krigsmændene, som er tilbage i denne By, og fra alt Folket ved at tale således til dem; thi denne Mand tænker ikke på dette Folks Vel, men på dets Ulykke." ⁵ Kong Zedekias svarede: "Se, han er i eders Hånd." Thi Kongen evnede intet over for dem. ⁶ Så tog de Jeremias og kastede ham i Kongesønnen Malkijas Cisterne i Vagtforgården, idet de hejsede ham ned med Reb. Der var ikke Vand i Cisternen, men Dynd, og Jeremias sank i Dyndet. ⁷ Imidlertid hørte Ætioperen Ebed Melek, en Hofmand i Kongens Palads, at Jeremias var kastet i Cisternen; og da Kongen var i Benjaminsporten, ⁸ gik Ebed-Melek fra Paladset og talte således til Kongen: ⁹ "Herre Konge, ilde har de gjort ved at lade denne Mand dø af Hunger, fordi der ikke er mere Brød i Byen!" ¹⁰ Så bød Kongen Ætioperen Ebed-Melek: "Tag tredive Mænd med herfra og drag Profeten Jeremias op af Cisternen, før han dør!" ¹¹ Ebed-Melek tog Mændene med og gik til Kælderen under Skatkammeret i Kongens Palads, hvor han hentede nogle Klude af slidte og iturevne klæder; dem hejsede han med Reb ned til Jeremias i Cisternen, ¹² idet han sagde: "Læg Kludene om Rebet!" Det gjorde Jeremias, ¹³ og de drog ham op af Cisternen med Rebet. Således kom Jeremias atter til at sidde i Vagtforgården.

¹⁴ Kong Zedekias sendte Bud og lod Profeten Jeremias hente til sig i Livvagtens Indgang til Herrens Hus. Og Kongen sagde til ham: "Jeg vil spørge dig om noget, dølg intet for mig!" ¹⁵ Jeremias svarede Zedekias: "Hvis jeg siger dig det, vil du da ikke lade mig dræbe? Og selv om jeg råder dig, vil du dog ikke høre mig." ¹⁶ Da tilsvor Kong Zedekias i al Hemmelighed Jeremias: "Så sandt Herren lever, som har skabt vor Sjæl, jeg vil ikke lade dig dræbe eller give dig i disse Mænds Hånd, som står dig efter Livet." ¹⁷ Så sagde Jeremias til Zedekias: "Så siger Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud: Hvis du overgiver dig til Babels Konges Fyrster, skal du redde dit Liv; denne By skal ikke afbrændes, og du og dit Hus skal blive i Live; ¹⁸ men overgiver du dig ikke til dem, skal Byen gives i Kaldæernes Hånd, og de skal afbrænde den, og du skal ikke undslippe deres Hånd." ¹⁹ Men kong Zedekias sagde til Jeremias: "Jeg er ræd for de Judæere, der er løbet over til Kaldæerne, at Kaldæerne skal overgive mig i deres Hånd, og at de skal drive Spot med mig." ²⁰ Så sagde Jeremias: "Det gør de ikke! Adlyd kun Herrens Ord, som jeg taler til dig, så skal det gå dig vel, og du skal blive i Live. ²¹ Men vægrer du dig ved at overgive dig, så hør nu, hvad Herren har ladet mig skue: ²² Se, alle Kvinder, der er tilbage i Judas Konges Palads, førtes ud til Babels Konges Fyrster, medens de sang: Dig forledte og tvang dine gode Venner, de ledte din Fod i en Sump og trak sig tilbage. ²³ Alle dine Hustruer og Børn skal føres ud til Kaldæerne, og du skal ikke undslippe deres Hånd, men gribes af Babels Konges Hånd, og denne By skal abrændes!" ²⁴ Så sagde Zedekias til Jeremias: "Ingen må vide noget om denne Samtale, ellers er du dødsens; ²⁵ og hvis Fyrsterne skulde få Nys om, at jeg har talt med dig, og komme til dig og sige: Sig os hvad du sagde til Kongen; dølg ikke noget for os, ellers dræber vi dig; sig os også, hvad Kongen sagde til dig! ²⁶ sig så til dem: Jeg fremførte en ydmyg Bøn for Kongen om ikke at lade mig føre tilbage til Jonatans Hus for at dø der." ²⁷ Og alle Fyrsterne kom til Jeremias og spurgte ham; og han svarede dem nøje, som Kongen havde påbudt. Så lod de ham i Fred, eftersom Sagen ikke var blevet kendt. ²⁸ Således sad Jeremias i Vagtforgården, lige til den Dag Jerusalem blev indtaget.

11 Jeg tager min Tilflugt til Herren! Hvor kan I sige til min Sjæl: "Fly som en Fugl til Bjergene! ² Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet. ³ Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"

⁴ Herren er i sin hellige Hal, i Himlen er Herrens Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn; ⁵ retfærdige og gudløse ransager Herren; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl; ⁶ over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmålte Bæger. ⁷ Thi retfærdig er Herren, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn!

12 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

² Herre, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn; ³ de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte. ⁴ Hver svigefuld Læbe udrydde Herren, den Tunge, der taler store Ord, ⁵ dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

⁶ "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger Herren, "jeg frelser den, som man blæser ad."

⁷ Herrens Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv. ⁸ Herre, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. ⁹ De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.