M’Cheyne Bible Reading Plan

20 Da rykkende alle Israelitterne ud, og Menigheden samledes som een Mand fra Dan til Be'ersjeba for Herren i Mizpa; også fra Gileads Land kom de. ² Alle Folkets Støtter, alle Israels Stammer indfandt sig i Guds Folks Forsamling, 400000 Mand Fodfolk, væbnet med Sværd. ³ Benjaminiterne hørte, at Israelitterne var draget op til Mizpa. Og Israelitterne sagde: "Fortæl dog, hvorledes denne Misgerning gik for sig!" ⁴ Da tog Manden, Leviten, den myrdede Kvindes Mand, til Orde og sagde: "Jeg og min Medhustru kom til Gibea i Benjamin for at overnatte der. ⁵ Så rejste Gibeas Borgere sig imod mig og omringede mig om Natten i Huset; mig vilde de dræbe, og min Medhustru skændede de, så at hun døde. ⁶ Da tog jeg min Medhustru, skar hende i Stykker og sendte Stykkerne rundt i hele Israels Arvelods Område, fordi de havde begået grov Utugt og Skændselsdåd i Israel! ⁷ Nu er I her, alle Israelitter, sig nu eders Mening og kom med eders Råd!" ⁸ Da rejste hele Folket sig som een Mand og sagde: "Ingen af os vil vende hjem, ingen af os vil begive sig til sit Hus! ⁹ Men således vil vi handle med Gibea: Vi vil drage op imod det efter Lodkastning, ¹⁰ og vi vil udtage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer, hundrede af tusind og tusind af titusind til at hente Fødemidler til Folket, til dem, som er kommet for fuldt ud at gengælde Gibea i Benjamin den Skændselsdåd, de har øvet i Israel!"

¹¹ Derpå samlede alle Israels Mænd sig mod Byen, alle som een. ¹² Og Israels Stammer sendte Mænd ud i hele Benjamins Stamme og lod sige: "Hvad er det for en Misgerning, der er sket hos eder? ¹³ Udlever nu Mændene i Gibea, de Niddinger, for at vi kan dræbe dem og skaffe Misgerningen bort fra Israel!" Men Benjaminiterne vilde ikke høre deres Brødre Israelitternes Ord. ¹⁴ Og Benjaminiterne stævnede sammen fra deres Byer til Gibea for at drage i Kamp mod Israelitterne. ¹⁵ Da Benjaminiterne fra Byerne mønstredes den bag, udgjorde de 25000 våbenføre Mænd, foruden dem af Gibeas Indbyggere, der mønstredes, 700 udsøgte Krigere; ¹⁶ af alle disse Krigsfolk var 700 udvalgte Krigere kejthåndede; de kunde alle slynge med Sten, så de ramte på et Hår uden at fejle. ¹⁷ Da Israels Mænd mønstredes, fraregnet Benjamin, udgjorde de 400000 våbenføre Mænd, der alle var Krigere.

¹⁸ De brød så op og drog til Betel og rådspurgte Gud; og Israelitterne sagde: "Hvem af os skal først drage i Kamp mod Benjaminiterne?" Herren svarede: "Det skal Juda!" ¹⁹ Så brød Israelitterne op om Morgenen og slog Lejr uden for Gibea. ²⁰ Og Israels Mænd rykkede ud til Kamp imod Benjamin, og Israels Mænd stillede sig op til Kamp imod dem for at angribe Gibea. ²¹ Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea og fældede den Dag 22000 Mand af Israel. ²³ Da drog Israelitterne op til Betel og græd lige til Aften for Herrens Åsyn; og de adspurgte Herren: "Skal jeg atter tage Kampen op med min Broder Benjamins Sønner?" Og Herren svarede: "Drag op imod ham!" ²² Folket, Israels Mænd, tog sig da sammen og stillede sig atter op til Kamp på samme Sted som den første Dag; ²⁴ og Israelitterne rykkede Benjaminiterne på nært Hold den anden Dag. ²⁵ Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea for at møde dem den anden Dag, og de fældede yderligere 18000 Mand af Israelitterne, alle sammen våbenføre Mænd. ²⁶ Så drog alle Israelitterne, hele Folket, op til Betel; og de græd og sad der for Herrens Åsyn og fastede den Dag lige til Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for Herrens Åsyn. ²⁷ Derpå rådspurgte Israelitterne Herren i de Dage var Guds Pagts Ark der, ²⁸ og Pinehas, en Søn af Arons Søn Eleazar, gjorde i de Dage Tjeneste ved den - og de sagde: "Skal jeg atter drage i Kamp mod min Broder Benjamins Sønner eller lade være?" Herren svarede: "Drag i Kamp, thi i Morgen giver jeg ham i din Hånd!"

²⁹ Israelitterne lagde nu Baghold rundt om Gibea. ³⁰ Og Israelitterne drog op mod Benjaminiterne på den tredje Dag og stillede sig op til Angreb på Gibea ligesom de tidligere Gange. ³¹ Da nu Benjaminiterne gjorde Udfald mod Hæren, blev de afskåret fra Byen og lokket ud på Vejene til Betel og Gibeon; til at begynde med huggede de nogle al Folkene ned på åben Mark ligesom de tidligere Gange, omtrent tredive Mand af Israel, ³² og Benjaminiterne tænkte nu: "Vi har slået dem ligesom før!" Men Israelitterne sagde: Lad os flygte og således afskære dem fra Byen og lokke dem ud på Vejene!" ³³ Så brød alle Israels Mænd op fra deres Plads og stillede sig op til Kamp i Ba'al-Tamar, medens Bagholdet brød op fra sin Plads vesten for Geba. ³⁴ Nu rykkede 10000 Mand, udvalgte Folk af hele Israel, frem for Gibea, og Kampen blev hård; men de vidste ikke, at Ulykken var ved at ramme dem. ³⁵ Så slog Herren Benjamin foran Israel, og Israelitterne fældede den Dag 25100 Mand af Benjamin, alle våbenføre Mænd; ³⁶ da indså Benjaminiterne, at de var slagne. Israelitterne trak sig tilbage for Benjamin, idet de stolede på Bagholdet, de havde lagt mod Gibea; ³⁷ og Bagholdet kastede sig i en Fart over Gibea og drog frem og huggede hele Byens Befolkning ned med Sværdet.

³⁸ Der var truffet den Aftale mellem Israels Mænd og Bagholdet, at de skulde lade en Røgsøjle stige op fra Byen. ³⁹ Da Israels Mænd vendte om i Kampen, huggede Benjamin til at begynde med henved tredive af Israels Mænd ned, thi de tænkte: "Visselig, vi har slået dem ligesom i den forrige Kamp." ⁴⁰ Da nu Søjlen, Røgstøtten, begyndte at stige op fra Byen, vendte Benjamin sig om, og se, Røgen slog op mod Himmelen fra hele Byen, ⁴¹ og samtidig vendte Israels Mænd om fra Flugten. Da blev Benjamins Mænd forfærdede, thi de indså, at Ulykken havde ramt dem; ⁴² og de gjorde omkring for Israels Mænd og flygtede ad Ørkenen til.Men Kampen fortsattes i Hælene på dem. Og de fra Byerne huggede ned for Fode iblandt dem; ⁴³ de omringede Benjaminiterne og forfulgte dem, til de havde Geba foran sig mod Øst. ⁴⁴ Af Benjamin faldt 18000 Mand, lutter dygtige Krigere. ⁴⁵ De gjorde omkring og flygtede og deres Forfølgere gjorde på Vejene en Efterhøst på 5000 Mand: de forfulgte dem skarpt, til de fik dem tilintetgjort, og huggede 2000 Mand ned af dem. ⁴⁶ De, der faldt af Benjamin den Dag, var således i alt 25000 våbenføre Mænd, alle tapre Folk. ⁴⁷ De gjorde omkring og flygtede ud i Ørkenen til Rimmons Klippe, 600 Mand stærke, og blev der i fire Måneder. ⁴⁸ Men Israels Mænd vendte tilbage til Benjaminiterne og huggede dem ned med Sværdet, både Mennesker og Kvæg, overhovedet alt. hvad der var, og desuden stak de Ild på alle Byerne der.

24 Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for Landshøvdingen imod Paulus. ² Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde: ³ "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg, mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed. ⁴ Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du efter din Mildhed vil høre os kortelig. ⁵ Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er Fører for Nazaræernes Parti, ⁶ ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov. ⁷ Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder ⁸ og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham." ⁹ Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt sig således.

¹⁰ Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag, ¹¹ da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem. ¹² Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i Synagogerne eller omkring i Staden. ¹³ Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for. ¹⁴ Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne, ¹⁵ og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige. ¹⁶ Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene. ¹⁷ Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser til mit Folk og Ofre, ¹⁸ hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder fra Asien, ¹⁹ og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget på mig at sige. ²⁰ Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig, da jeg stod for Rådet, ²¹ uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse."

²² Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen, og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg påkende eders Sag." ²³ Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at gå ham til Hånde. ²⁴ Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus Jesus. ²⁵ Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den kommende Dom, blev Feliks forfærdet 6g svarede: "Gå for denne Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig." ²⁶ Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor lod han ham også oftere hente og samtalede med ham. ²⁷ Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod han Paulus blive tilbage i Lænker.

34 Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, da kong Nebukadnezar af Babel og hele hans Hær og alle Riger på Jorden, der stod under hans Herredømme, og alle Folkeslag angreb Jerusalem og alle dets Byer; det lød: ² Så siger Herren, Israels Gud: Gå hen og sig til Kong Zedekias af Juda: Så siger Herren: Se, jeg giver denne By i Babels Konges Hånd, og han skal afbrænde den. ³ Og du skal ikke undslippe hans Hånd, men gribes og overgives i hans Hånd og se Babels Konge Øje til Øje, og han skal tale med dig Mund til Mund, og du skal komme til Babel. ⁴ Hør dog Herrens Ord, Kong Zedekias af Juda: Så siger Herren om dig: Du skal ikke falde for Sværdet, ⁵ men dø i Fred, og ligesom man brændte til Ære for dine Fædre, kongerne før dig, således skal man brænde til Ære for dig og klage over dig: "Ve, Herre!" så sandt jeg har talet, lyder det fra Herren. ⁶ Og Profeten Jeremias talte alle disse Ord til kong Zedekias af Juda i Jerusalem, ⁷ medens Babels Konges Hær angreb Jerusalem og begge de Byer i Juda, der var tilbage, Lakisj og Azeka; thi disse faste Stæder var tilbage af Judas Byer.

⁸ Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, efter at kong Zedekias havde sluttet en Pagt med alt Folket i Jerusalem og udråbt Frigivelse, ⁹ således at enhver skulde lade sin Træl og Trælkvinde gå bort i Frihed, såfremt de var Hebræere, og ikke mere lade en judæisk Broder trælle. ¹⁰ Og alle Fyrsterne og alt Folket, som havde indgået Pagten om, at enhver skulde lade sin Træl og Trælkvinde gå bort i Frihed og ikke mere lade dem trælle, adlød; de adlød og lod dem gå. ¹¹ Men siden skiftede de Sind og tog Trællene og Trælkvinderne, som de havde ladet gå bort i Frihed, tilbage og tvang dem til at være Trælle og Trælkvinder. ¹² Da kom Herrens Ord til Jeremias således: ¹³ Så siger Herren, Israels Gud: Jeg sluttede en Pagt med eders Fædre, dengang jeg førte dem ud af Ægypten, af Trællehuset, idet jeg sagde: ¹⁴ "Når der er gået syv År, skal enhver af eder lade sin hebraiske Landsmand, som har solgt sig til dig og tjent dig i seks År, gå bort; du skal lade ham gå af din Tjeneste i Frihed!" Men eders Fædre hørte mig ikke og lånte mig ikke Øre. ¹⁵ Nys omvendte I eder og gjorde, hvad der er ret i mine Øjne, idet I udråbte Frigivelse, hver for sin Broder, og I sluttede en Pagt for mit Åsyn i det Hus, mit Navn er nævnet over, ¹⁶ men siden skiftede I Sind og vanhelligede mit Navn, idet enhver af eder tog sin Træl eller Trælkvinde tilbage, som I havde ladet gå bort i Frihed, om de ønskede det, og tvang dem til at være eders Trælle og Trælkvinder. ¹⁷ Derfor, så siger Herren: Da I ikke hørte mig og udråbte Frigivelse, hver for sin Broder og hver for sin Næste, vil jeg nu udråbe Frigivelse for eder, lyder det fra Herren, så I hjemfalder til Sværd, Pest og Hunger, og jeg vil gøre eder til Rædsel for alle Jordens Riger. ¹⁸ Og jeg giver de Mænd, som har overtrådt min Pagt og ikke holdt den Pagts Ord, som de sluttede for mit Åsyn, da de slagtede Kalven og skar den i to Stykker, mellem hvilke de gik, ¹⁹ Judas og Jerusalems Fyrster, Hofmændene og Præsterne og hele Landets Befolkning, som gik mellem Stykkerne af Kalven ²⁰ dem giver jeg i deres Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står dem efter Livet, og deres Lig skal blive Himmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde. ²¹ Og Kong Zedekias af Juda og hans Fyrster giver jeg i deres Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står dem efter Livet. Og Babels Konges Hær, som drog bort fra eder, ²² se, den bydet jeg, lyder det fra Herren, at vende tilbage til denne By, og de skal angribe den og indfage og afbrænde den; og Judas Byer lægger jeg øde, så ingen bor der!

5 Til Sangmesteren. El-hannehilot. En Salme af David.

² Herre, lytt til mit Ord og agt på mit suk, ³ lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig! ⁴ Årle hører du, Herre, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.

⁵ Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig, ⁶ for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand, ⁷ tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er Herren en Afsky. ⁸ Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.

⁹ Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, Herre, jævn din Vej for mit Ansigt! ¹⁰ Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat. ¹¹ Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig. ¹² Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig! ¹³ Thi du velsigner den retfærdige, Herre, du dækker ham med Nåde som Skjold.

6 Til Sangmesteren. Med Strengespil. Efter den ottende. En Salme af David.

² Herre, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme, ³ vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg mig, Herre! ⁴ Såre skælver min Sjæl; o Herre, hvor længe endnu? ⁵ Vend tilbage, Herre, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld! ⁶ Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der? ⁷ Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng; ⁸ mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.

⁹ Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi Herren har hørt min Gråd, ¹⁰ Herren har hørt min Tryglen, min Bøn tager Herren imod. ¹¹ Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de vige med Skam.