M’Cheyne Bible Reading Plan

17 I Efraims Bjerge levede en Mand, som hed Mika. ² Han sagde til sin Moder: "De 1100 Sekel Sølv, du har mistet, og for hvis Skyld du udtalte en Forbandelse, som jeg selv hørte, se, de Penge er hos mig; jeg har taget dem, men nu vil jeg give dig dem tilbage." Da sagde hans Moder: "Herren velsigne dig, min Søn!" ³ Så gav han sin Moder de 1100 Sekel Sølv tilbage; og Moderen sagde: "Disse Penge helliger jeg Herren og giver min Søn, for at han kan lave et udskåret og støbt Billede." ⁴ Så gav han sin Moder Pengene tilbage; og Moderen tog 200 Sekel Sølv deraf og gav dem til Guldsmeden, som lavede et udskåret og støbt Billede deraf, og det fik sin Plads i Mikas Hus. ⁵ Manden Mika havde et Gudshus, og han lavede sig en Efod og en Husgud og indsatte en af sine Sønner til sin Præst. ⁶ I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt.

⁷ Nu var der i Betlehem i Juda en ung Mand af Judas Slægt; han var Levit og boede der som fremmed. ⁸ Denne Mand forlod sin By Betlehem i Juda for at slå sig ned som fremmed, hvor det kunde træffe sig, og på sin Vandring kom han til Mikas Hus i Efraims Bjerge. ⁹ Da spurgte Mika ham: "Hvorfra kommer du?" Han svarede: "Jeg er Levit og har hjemme i Betlehem i Juda, og jeg er på Vandring for at slå mig ned som fremmed, hvor det kan træffe sig." ¹⁰ Da sagde Mika til ham: "Tag Ophold hos mig og bliv min Fader og Præst; jeg vil give dig ti Sekel Sølv om Året og holde dig med Klæder og give dig Kosten!" ¹¹ Så gik Leviten ind på at tage Ophold hos Manden, og den unge Mand var ham som en af hans egne Sønner. ¹² Mika indsatte så Leviten, og den unge Mand blev Præst hos ham og tog Ophold i Mikas Hus. ¹³ Da sagde Mika: "Nu ved jeg, at Herren vil gøre vel imod mig, siden jeg har fået en Levit til Præst!"

21 Men da vi havde revet os løs fra dem og vare afsejlede, droge vi lige til Kos, og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara. ² Og da vi fandt et Skib, som skulde gå lige til Fønikien, gik vi om Bord og afsejlede. ³ Men da vi havde fået Kypern i Sigte og vare komne den forbi til venstre for os, sejlede vi til Synen og landede i Tyrus; thi der skulde Skibet losse sin Ladning. ⁴ Og vi opsøgte Disciplene og bleve der syv Dage; disse sagde ved Ånden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. ⁵ Men da vi havde tilendebragt disse Dage, droge vi derfra og rejste videre, idet de alle, med Hustruer og Børn, ledsagede os uden for Byen; og efter at have knælet på Strandbredden og holdt Bøn ⁶ toge vi Afsked med hverandre; og vi gik om Bord i Skibet, men de vendte tilbage til deres Hjem.

⁷ Men vi fuldendte Sejladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og vi hilste på Brødrene og bleve een Dag hos dem. ⁸ Og den følgende Dag droge vi derfra og kom til Kæsarea, og vi gik ind i Evangelisten Filips Hus, han, som var en af de syv, og bleve hos ham. ⁹ Men denne havde fire ugifte Døtre, som profeterede. ¹⁰ Men da vi bleve der flere Dage, kom der en Profet ned fra Judæa ved Navn Agabus. ¹¹ Og han kom til os og tog Paulus's Bælte og bandt sine egne Fødder og Hænder og sagde: "Dette siger den Helligånd: Den Mand, hvem dette Bælte tilhører, skulle Jøderne binde således i Jerusalem og overgive i Hedningers Hænder." ¹² Men da vi hørte dette, bade såvel vi som de der på Stedet ham om ikke at drage op til Jerusalem. ¹³ Da svarede Paulus: "Hvad gøre I, at I græde og gøre mit Hjerte modløst? thi jeg er rede til ikke alene at bindes, men også at dø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld." ¹⁴ Da han nu ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: "Herrens Villie ske!"

¹⁵ Men efter disse Dage gjorde vi os rede og droge op til Jerusalem. ¹⁶ Og også nogle af Disciplene fra Kæsarea rejste med os og bragte os til Mnason, en Mand fra Kypern, en gammel Discipel, hos hvem vi skulde have Herberge. ¹⁷ Da vi nu kom til Jerusalem, modtoge Brødrene os med Glæde. ¹⁸ Og Dagen efter gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de Ældste kom derhen. ¹⁹ Og da han havde hilst på dem, fortalte han Stykke for Stykke, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste. ²⁰ Men da de hørte dette, priste de Gud og de sagde til ham: "Broder! du ser, hvor mange Tusinder der er af Jøderne, som have antaget Troen, og de ere alle nidkære for Loven. ²¹ Men de have hørt om dig, at du lærer alle Jøderne ude iblandt Hedningerne at falde fra Moses og siger, at de ikke skulle omskære Børnene, ej heller vandre efter Skikkene. ²² Hvad er der da at gøre? Der må sikkert komme mange Mennesker sammen; thi de ville få at høre, at du er kommen. ²³ Gør derfor dette, som vi sige dig: Vi have her fire Mænd, som have et Løfte på sig. ²⁴ Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem,, og gør Omkostningen for dem, for at de kunne lade deres Hoved rage; så ville alle erkende, at det, som de have hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder Loven. ²⁵ Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en Skrivelse med den Afgørelse, at de intet sådant skulle holde, men kun vogte sig for Afgudsofferkød og Blod og det kvalte og Utugt." ²⁶ Da tog Paulus Mændene med sig næste dag, og efter at have renset sig sammen med dem gik han ind i Helligdommen og anmeldte Renselsesdagenes Udløb, da Offeret blev bragt for hver enkelt af dem.

²⁷ Men da de syv Dage næsten vare til Ende, satte Jøderne fra Asien, som havde set ham i Helligdommen, hele Mængden i Oprør og lagde Hånd på ham ²⁸ og råbte: "I israelitiske Mænd, kommer til Hjælp! Denne er det Menneske, som alle Vegne lærer alle imod Folket og Loven og dette Sted; og tilmed har han også ført Grækere ind i Helligdommen og gjort dette hellige Sted urent;" ²⁹ de havde nemlig i Forvejen set Efesieren Trofimus i Staden sammen med ham, og ham mente de, at Paulus havde ført ind i Helligdommen. ³⁰ Og hele Staden kom i Bevægelse, og Folket stimlede sammen; og de grebe Paulus og slæbte ham uden for Helligdommen, og straks bleve Dørene lukkede. ³¹ Og da de søgte at slå ham ihjel, gik der Melding op til Krigsøversten for Vagtafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør. ³² Han tog straks Stridsmænd og Høvedsmænd med sig og ilede ned imod dem. Men da de så Krigsøversten og Stridsmændene, holdt de op at slå Paulus. ³³ Da trådte Krigsøversten til, greb ham og befalede, at han skulde bindes med to Lænker, og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort. ³⁴ Da råbte nogle i Skaren eet, andre et andet til ham; men da han ikke kunde få noget pålideligt at vide på Grund af Larmen, befalede han at føre ham ind i Borgen, ³⁵ Men da han kom på Trappen, gik det således, at han måtte bæres af Stridsmændene på Grund af Skarens Voldsomhed; ³⁶ thi Folkemængden fulgte efter og råbte: "Bort med ham!" ³⁷ Og da Paulus var ved at blive ført ind i Borgen, siger han til Krigsøversten: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Men han sagde: "Forstår du Græsk? ³⁸ Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire Tusinde Stimænd ud i Ørkenen?" ³⁹ Men Paulus sagde: "Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger i en ikke ubekendt By i Kilikien. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket!" ⁴⁰ Og da han tilstedte det, stod Paulus frem på Trappen og slog til Lyd med Hånden for Folket. Men da der var blevet dyb Tavshed, tiltalte han dem i det hebraiske Sprog og sagde:

30 Det ord, som kom til Jeramias fra Herren. ² Skriv alle de Ord, jeg har talet til dig, op i en Bog. ³ Thi se Dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg vender mit Folk Israels og Judas Skæbne, siger Herren, og fører dem hjem til det Land, jeg gav deres Fædre, og de skal tage det i Eje.

⁴ Dette er de Ord, Herren talede til Israel og Juda. ⁵ Så siger Herren: Vi hørte et Udbrud af Skræk, af Rædsel og Ufred; ⁶ spørg og se dog til, om en Mand kan føde! Hvi ser jeg da alle Mænd med Hånd på Hofte som Kvinde i Barnsnød og alle Åsyn blegne? ⁷ Thi stor er denne Dag, den er uden Lige, en Trængselstid for Jakob, men fra den skal han frelses. ⁸ På hin Dag, lyder det fra Hærskarers Herre, vil jeg sønderbryde deres Åg og tage det af deres Hals og sprænge deres Bånd, og de skal ikke mere trælle for fremmede. ⁹ De skal tjene Herren deres Gud og David, deres Konge, som jeg vil oprejse dem. ¹⁰ Frygt derfor ikke, min Tjener Jakob, lyder det fra Herren, og vær ikke bange, Israel; thi se, jeg frelser dig fra det fjerne og dit Afkom fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal vende hjem og bo roligt og trygt, og ingen skal forfærde ham. ¹¹ Thi jeg er med dig, lyder det fra Herren, for at frelse dig; thi jeg vil tilintetgøre alle de Folk, blandt hvilke jeg har spredt dig, men dig vil jeg ikke tilintetgøre; jeg vil tugte dig med Måde, ikke lade dig helt ustraffet.

¹² Thi så siger Herren: Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er svart. ¹³ Ingen fører din Sag. For din Byld er ingen Lægedom, for dig ingen Helse. ¹⁴ Alle dine Venner har glemt dig, søger dig ikke, thi med Fjendeslag slog jeg dig, med skånselløs Straf, fordi din Brøde var stor, dine Synder mange. ¹⁵ Hvi skriger du over dit Brud, er dit Sår ulægeligt? Fordi din Brøde var stor, dine Synder mange, gjorde jeg dette imod dig. ¹⁶ Derfor skal alle, som fortærer dig, fortæres, alle dine Fjender, alle skal de vandre i Fangenskab; de, der plyndrer dig, skal plyndres, til Ran gør jeg alle dine Ransmænd. ¹⁷ Thi jeg heler dig, læger dine Sår, så lyder det fra Herren; du kaldtes jo, Zion, "den bortstødte, som ingen søger."

¹⁸ Så siger Herren: Se, jeg vender Jakobs Skæbne, forbarmer mig over hans Boliger, Byen skal bygges på sin Høj, Paladset stå, bvor det stod. ¹⁹ Fra dem skal Lovsang lyde og legendes Råb; de bliver ej færre, jeg gør dem mange; de bliver ej ringe, jeg giver dem Hæder. ²⁰ Hans Sønner skal blive som fordum, hans Menighed stå fast for mit Åsyn. Jeg hjemsøger alle, som trykker ham. ²¹ Hans Fyrste stammer fra ham selv, hans Hersker går frem af hans Midte. Jeg lader ham komme mig nær, han skal nærme sig mig; thi hvem ellers sætter Livet i Vov ved at nærme sig mig? lyder det fra Herren. ²² I skal være mit Folk, og jeg vil være eders Gud. ²³ Se, Herrens Stormvejr, Vreden er brudt løs, et hvirvlende Stormvejr; det hvirvler hen over de gudløses Hoved. ²⁴ Herrens glødende Vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldbyrdet sit Hjertes Tanker; i de sidste dage skal I forstå det.

31 Til hin tid, lyder det fra Herren, vil jeg være alle Israel slægters Gud, og de skal være mit Folk. ² Så siger Herren: Folket, der undslap Sværdet, fandt Nåde i Ørkenen, Israel vandred til sin Hvile, ³ i det fjerne åbenbarede Herren sig for dem: Jeg elsked dig med evig Kærlighed, drog dig derfor i Nåde. ⁴ Jeg bygger dig atter, du skal bygges, Israels Jomfru, igen skal du smykkes med Håndpauke, gå med i de legendes Dans. ⁵ Vin skal du atter plante på Samarias Bjerge, plante skal du og høste. ⁶ Thi en Dag skal Vogterne råbe på Efraims Bjerge: "Kom, lad os drage til Zion, til Herren vor Gud!"

⁷ Thi så siger Herren: Fryd jer over Jakob med Glæde, jubl over det første blandt Folkene, kundgør med Lovsang og sig: "Herren har frelst sit Folk, Israels Rest." ⁸ Se, jeg bringer dem hid fra Nordens Land, samler dem fraJordens Afkroge; iblandt dem er blinde og lamme, frugtsommelige sammen med fødende, i en stor Forsamling vender de hjem. ⁹ Se, de kommer med Gråd; mens de ydmygt beder, leder jeg dem; jeg fører dem hen til Vandløb ad en jævn Vej, hvor de ej snubler; thi jeg er Israel en Fader, min førstefødte er Efraim.

¹⁰ Hør Herrens Ord, I Folk, forkynd på fjerne Strande: Han, som spredte Israel, samler det, vogter det som Hyrden sin Hjord; ¹¹ thi Herren har udfriet Jakob, genløst det af den stærkeres Hånd. ¹² De kommer til Zions bjerg og jubler over Herrens Fylde, over Kom og Most og Olie og over Lam og Kalve. Deres Sjæl er som en vandrig Have, de skal aldrig vansmægte mer. ¹³ Da fryder sig Jomfru i Dans, Yngling og Olding tilsammen. Jeg vender deres Kummer til Fryd, giver Trøst og Glæde efter Sorgen. ¹⁴ Jeg kvæger Præsterne med Fedt, mit Folk skal mættes med min Fylde, lyder det fra Herren.

¹⁵ Så siger Herren: En Klagerøst høres i Rama, bitter Gråd, Rakel begræder sine Børn, vil ikke trøstes over sine Børn, fordi de er borte. ¹⁶ Så siger Herren: Din Røst skal du holde fra Gråd, dine Øjne fra Tårer, thi derer Løn fordin Møje,lyder det fra Herren; fra Fjendeland vender de hjem; ¹⁷ og der er Håb for din Fremtid, lyder det fra Herren, Børn vender hjem til deres Land.

¹⁸ Jeg hører grant, hvor Efraim klager: "Du tugted mig, og jeg blev tugtet som en utæmmet Kalv; omvend mig, så bliver jeg omvendt, thi du er Herren min Gud. ¹⁹ Thi nu jeg er omvendt, angrer jeg; nu jeg har besindet mig, slår jeg mig på Hofte; jeg er skamfuld og beskæmmet, thi jeg bærer min Ungdoms Skændsel." ²⁰ Er Efraim min dyrebare Søn, mit Yndlingsbarn? thi så tit jeg taler om ham, må jeg mindes ham kærligt, derfor bruser mit indre, jeg ynkes over ham, lyder det fra Herren. ²¹ Rejs dig Vejvisersten, sæt Mærkesten op, ret din Tanke på Højvejen, Vejen, du gik, vend hjem, du Israels Jomfru, til disse dine Byer! ²² Hvor længe vil du dog tøve, du frafaldne Datter? Thi Herren skaber nyt i Landet: Kvinde værner om Mand.

²³ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: End skal de i Judas Land og Byer sige dette Ord, når jeg vender deres Skæbne: "Herren velsigne dig, du Retfærds Bolig, du hellige Bjerg!" ²⁴ Og deri skal Juda bo og alle dets Byer til Hobe, Agerdyrkerne og de omvankende Hyrder. ²⁵ Thi jeg kvæger den trætte Sjæl og mætter hver vansmægtende Sjæl. (26 Herved vågnede jeg og så mig om, og Søvnen havde været mig sød.)

²⁷ Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg tilsår Israels Hus og Judas Hus med Sæd at Mennesker og Kvæg. ²⁸ Og som jeg har været årvågen over dem for at oprykke, nedbryde, omstyrte, ødelægge og gøre ilde, således vil jeg være årvågen over dem for at bygge og plante, lyder det fra Herren.

²⁹ I hine Dage skal man ikke mere sige: Fædre åd sure Druer, og Børnenes Tænder blev ømme. ³⁰ Nej, enhver skal dø for sin egen Brøde; enhver, der æder sure Druer, får selv ømme Tænder.

³¹ Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny Pagt med Israels Hus og Judas Hus, ³² ikke som den Pagt jeg sluttede med deres Fædre, dengang jeg tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken Pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra Herren; ³³ nej, dette er den Pagt, jeg efter hine Dage slutter med Israels Hus, lyder det fra Herren: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den på deres Hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk. ³⁴ Ven skal ikke mere lære sin Ven eller Broder sin Broder og sige: "Kend Herren!" Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lydet det fra Herren; thi jeg tilgiver deres Brøde og kommer ikke mer deres Synd i Hu.

³⁵ Så siger Herren, han, som satte Solen til at lyse om Dagen og Månen og Stjernerne til at lyse om Natten, han, som oprører Havet, så Bølgerne bruser, han, hvis Navn er Hærskarers Herre: ³⁶ Når disse Ordninger viger fra mit Åsyn, lyder det fra Herren, så skal også Israels Æt for alle Tider ophøre at være et Folk for mit Åsyn. ³⁷ Så siger Herren: Når Himmelen oventil kan udmåles og Jordens Grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels Æt for alt, hvad de har gjort, lydet det fra Herren.

³⁸ Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da Byen skal opbygges for Herren fra Hananeltårnet til Hjørneporten; ³⁹ og videre skal Målesnoren gå lige ud til Garebs Høj og så svinge mod Goa; ⁴⁰ og hele Dalen, Ligene og Asken, og alle Markerne ned til Kedrons Bæk, til Hesteportens Hjørne mod Øst skal være Herren helliget; det skal aldrig mere oprykkes eller nedlbrydes.

16 Og da Sabbaten var forbi købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs Moder, og Salome vellugtende Salver for at komme og Salve ham. ² Og meget årle på den første Dag i Ugen komme de til Graven, da Solen var stået op. ³ Og de sagde til hverandre: "Hvem skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven?" ⁴ Og da de så op, bleve de var, at Stenen var væltet fra; (thi den var meget stor) ⁵ Og da de kom ind i Graven, så de en Yngling sidde ved den højre Side, iført et hvidt Klædebon, og de forfærdedes. ⁶ Men han siger til dem: "Forfærdes ikke! I lede efter Jesus at Nazareth, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, se, der er Stedet, hvor de lagde ham. ⁷ Men går bort, siger til hans Disciple og til Peter at han går forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham, som han har sagt eder." ⁸ Og de gik ud og flyede fra Graven; thi Skælven og Forfærdelse betog dem; og de sagde ikke noget til nogen; thi de frygtede.

⁹ Men da han var opstanden årle den første Dag i Ugen, åbenbaredes han først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv onde Ånder. ¹⁰ Hun gik hen og forkyndte det for dem, der havde været med ham, og som sørgede og græd. ¹¹ Og da disse hørte, at han levede og var set af hende, troede de det ikke. ¹² Men derefter åbenbaredes han for to af dem på Vejen i en anden Skikkelse, medens de gik ud på Landet. ¹³ Og disse gik hen og forkyndte de andre det. Ikke heller dem troede de. ¹⁴ Siden åbenbaredes han for de elleve selv, medens de sade til Bords, og han bebrejdede dem deres Vantro og Hjerters Hårdhed, fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden. ¹⁵ Og han sagde til dem: "Går ud i al Verden og prædiker Evangeliet for al Skabningen! ¹⁶ Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som ikke tror, skal blive fordømt. ¹⁷ Men disse Tegn skulle følge dem, som tro: I mit Navn skulle de uddrive onde Ånder; de skulle tale med nye Tunger; ¹⁸ de skulle tage på Slanger, og dersom de drikke nogen Gift, skal det ikke skade dem; på syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes."

¹⁹ Så blev Herren efter at han havde talt med dem, optagen til Himmelen og satte sig ved Guds højre Hånd. ²⁰ Men de gik ud og prædikede alle Vegne, idet Herren arbejdede med og stadfæstede Ordet ved de medfølgende Tegn.