M’Cheyne Bible Reading Plan

16 Samson drog så til Gaza. Der så han en Skøge og gik ind til hende. ² Da det spurgtes blandt Folkene i Gaza, at Samson var kommet derhen, gik de hen og lagde sig på Lur efter ham ved Byporten; men de holdt sig rolige Natten over, idet de sagde: "Vi vil vente, til det bliver lyst; så slår vi ham ihjel!" ³ Samson blev liggende den halve Nat, men ved Midnatstide stod han op, greb fat i Byportens to Fløje og begge Portstolper, rykkede dem op tillige med Portslåen, tog dem på Skuldrene og bar dem op på Toppen af Bjerget over for Hebron.

⁴ Siden fik han Kærlighed til en Kvinde ved Navn Dalila i Sorekdalen. ⁵ Da kom Filisternes Fyrster til hende og sagde til hende: "Se at lokke ud af ham, hvad det er, der giver ham hans vældige Kræfter, og hvorledes vi kan få Bugt med ham, så vi kan binde og kue ham, så vil vi hver give dig 1100 Sekel Sølv!" ⁶ Dalila sagde da til Samson: "Sig mig dog, hvad det er, der giver dig dine vældige Kræfter, og hvorledes man kan binde og kue dig!" ⁷ Samson svarede hende: "Hvis man binder mig med syv friske Strenge, som ikke er blevet tørre, bliver jeg svag som ethvert andet Menneske." ⁸ Filisternes Fyrster bragte hende da syv friske Strenge, der ikke var blevet tørre, og med dem bandt hun ham; ⁹ samtidig havde hun Folk liggende på Lur i Kammeret. Da sagde hun til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Men han rev Strengene over, og de brast som Blårgarn, der kommer Ild for nær; og hvorledes det hang sammen med hans Kræfter, kom ikke for Dagen. ¹⁰ Da sagde Dalila til Samson: "Se, du har narret mig og løjet for mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!" ¹¹ Han svarede hende: "Hvis man binder mig med nye Reb, som aldrig har været brug til noget, bliver jeg svag som ethvert andet Menneske!" ¹² Da tog Dalila nye Reb og bandt ham. Så sagde hun til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Samtidig lå der Folk på Lur i Kammeret. Men han flåede Rebene af sine Arme, som var det Tråde. ¹³ Da sagde Dalila til Samson: "Hidtil har du narret mig og løjet for mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!" Han svarede hende: "Hvis du væver mine syv Hovedlokker ind i Rendegarnet og slår dem fast med Slagelen, bliver jeg svag som ethvert andet Menneske." ¹⁴ Så dyssede hun ham i Søvn og vævede hans syv Hovedlokker ind i Rendegarnet og slog dem fast med Slagelen. Og hun sagde til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Så vågnede han og rykkede Væven op sammen med Rendegarnet. ¹⁵ Da sagde hun til ham: "Hvor kan du sige, du elsker mig, når du ingen Fortrolighed har til mig? Tre Gange har du nu narret mig og ikke sagt mig, hvad det er, der giver dig dine vældige Kræfter!" ¹⁶ Da hun således stadig pinte og plagede ham med sine Ord, blev hans Sjæl træt til Døden, ¹⁷ og han talte rent ud og sagde til hende: "Ingen Ragekniv er kommet på mit Hoved, thi jeg har fra Moders Liv af været en Guds Nasiræer; hvis mit Hår rages af, mister jeg mine Kræfter og bliver svag som alle andre Mennesker."

¹⁸ Da nu Dalila skønnede, at han havde talt rent ud til hende, sendte hun Bud efter Filisternes Fyrster og lod sige: "Kom nu herop, thi han har talt rent ud til mig!" Og Filisternes Fyrster kom op til hende og bragte Pengene med. ¹⁹ Så dyssede hun ham i Søvn imellem sine Knæ og kaldte på en Mand, som ragede hans syv Hovedlokker af. Da blev han svagere og svagere, og Kræfterne veg fra ham. ²⁰ Derpå sagde hun: Filisterne er over dig, Samson!" Da vågnede han og tænkte: "Jeg skal nok slippe fra det ligesom de andre Gange og ryste det af mig!" Men han vidste ikke, at Herren var veget fra ham. ²¹ Da greb Filisterne ham og stak Øjnene ud på ham; derpå bragte de ham ned til Gaza og lagde ham i Kobberlænker; og han måtte dreje Kværnen i Fangehuset. ²² Men hans Hovedhår begyndte at vokse igen, efter at det var raget af.

²³ Filisternes Fyrster samledes nu for at holde en stor Offerfest til Ære for deres Gud Dagon og for at fornøje sig; og de sagde: "Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende!" ²⁵ Da de nu var kommet i godt Lune, sagde de: "Hent Samson, at vi kan more os over ham!" De lod da Samson hente fra Fangehuset, og de morede sig over ham. De stillede ham op ved Søjlerne; ²⁴ Og da Folket så ham, priste de deres Gud og råbte: "Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende, ham, som vort Land monne skænde, på manges Liv gjorde Ende!" ²⁶ Da sagde Samson til den unge Mand, som holdt ham i Hånden: "Slip mig og lad mig røre ved Søjlerne, som bærer Hallen, så jeg kan læne mig til dem!". ²⁷ Hallen var fuld af Mænd og Kvinder; der var alle Filisternes Fyrster, og på Taget var der henved 3000 Mænd og Kvinder, som så til, medens de morede sig over Samson. ²⁸ Da råbte Samson til Herren og sagde: "Herre, Herre, kom mig i Hu og giv mig Kraft, o Gud, kun denne ene Gang, så jeg kan hævne mig på Filisterne for begge mine Øjne på een Gang!" ²⁹ Så greb Samson om de to Midtersøjler, som bar Hallen, og stemmede sig imod den ene med højre og imod den anden med venstre Hånd. ³⁰ Og Samson sagde: "Lad mig dø sammen med Filisterne!" Derpå bøjede han sig med sådan Kraft, at Hallen styrtede sammen over Fyrsterne og alle Folkene derinde. Således dræbte han ved sin Død flere, end han havde dræbt i levende Live. ³¹ Men hans Brødre og hele hans Faders Hus drog ned og tog ham, bragte ham op og lagde ham i hans Fader Manoas Grav mellem Zora og Esjtaol. Han var Dommer i Israel i tyve År.

20 Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien. ² Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland. ³ Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien. ⁴ Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien. ⁵ Disse droge forud og biede på os i Troas; ⁶ men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage. ⁷ Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat. ⁸ Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede. ⁹ Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op. ¹⁰ Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: "Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham." ¹¹ Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort. ¹² Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede.

¹³ Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da han selv vilde gå til Fods. ¹⁴ Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene. ¹⁵ Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet. ¹⁶ Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt. ¹⁷ Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig. ¹⁸ Og da de kom til ham, sagde han til dem: "I vide, hvorledes jeg færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag, jeg kom til Asien, ¹⁹ idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser; ²⁰ hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene, ²¹ idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus. ²² Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig, ²³ kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig. ²⁴ Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium. ²⁵ Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget. ²⁶ Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles Blod; ²⁷ thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd. ²⁸ Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod. ²⁹ Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden. ³⁰ Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig. ³¹ Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År, Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer. ³² Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede. ³³ Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon. ³⁴ I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig. ³⁵ Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: "Det er saligere at give end at tage." ³⁶ Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem alle. ³⁷ Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham. ³⁸ Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.

29 Følgende er indholdet af det brev, profeten Jeramias sendte fra Jerusalem til de Ældste, som var tilbage blandt de bortførte, og til Præsterne og Profeterne og alt Folket, som Nebukadnezar havde ført fra Jerusalem til Babel, ² efter at Kong Jekonja, Herskerinden, Hofmændene, Judas og Jerusalems Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene havde forladt Jerusalem, ³ ved Elasa, Sjafans Søn, og Gemarja, Hilkijas Søn, som kong Zedekias af Juda sendte til Babel, til Kong Nebukadnezar af Babel. ⁴ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud, til alle de landflygtige, som jeg førte fra Jerusalem til Babel: ⁵ Byg Huse og bo deri, plant Haver og spis deres Frugt, ⁶ tag eder Hustruer og avl Sønner og Døtre, tag Hustruer til eders Sønner og bortgift eders Døtre, at de kan føde Sønner og Døtre, bliv mange der og ikke færre; ⁷ og lad det Lands Vel, til hvilket jeg har ført eder, ligge eder på Sinde, og bed for det til Herren; thi når det går det godt, går det også eder godt. ⁸ Thi så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Lad ikke de Profeter, som er iblandt eder, eller eders Spåmænd bilde eder noget ind, og lyt ikke til de Drømme, I drømmer; ⁹ thi Løgn profeterer de eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem, lyder det fra Herren. ¹⁰ Thi så siger Herren: Når halvfjerdsindstyve År er gået for Babel, vil jeg se til eder og på eder opfylde min Forjættelse om at føre eder tilbage hertil. ¹¹ Thi jeg ved, hvilke Tanker jeg tænker om eder, lyder det fra Herren, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, at jeg må give eder Fremtid og Håb. ¹² Kalder I på mig, vil jeg svare eder; beder I til mig, vil jeg høre eder; ¹³ leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele eders Hjerte, ¹⁴ vil jeg lade mig finde af eder, lyder det fra Herren, og vende eders Skæbne og sanke eder sammen fra alle de Folkeslag og alle de Steder, jeg har bortstødt eder til, lyder det fra Herren, og føre eder tilbage til det Sted, fra hvilket jeg førte eder bort. ¹⁵ Men når I siger: "Herren har opvakt os Profeter i Babel ¹⁶ Thi så siger Herren om Kongen der sidder på Davids Trone, og om alt Folket, der bor i denne By, eders Brødre, som ikke drog. i Landflygtighed med eder, ¹⁷ så siger Hærskarers Herre: Se, jeg sender Sværd, Hunger og Pest over dem og gør dem som de usle Figener, der er for dårlige at spise; ¹⁸ jeg forfølger dem med Sværd, Hunger og Pest og gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger, til Forbandelsesord, til Gru, Spot og Spe blandt alle de Folk, jeg bortstøder dem til, ¹⁹ til Straf fordi de ikke hørte mine Ord, lyder det fra Herren, når jeg årle og silde sendte mine Tjenere Profeterne til dem, men de vilde ikke høre, lyder det fra Herren. ²⁰ Men hør dog Herrens Ord, alle I landflygtige, som jeg sendte fra Jerusalem til Babel! ²¹ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud, om Aab, Kolajas Søn, og Zidkija, Maasejas Søn, som profeterer eder Løgn i mit Navn: Se, jeg giver dem i Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, og han skal lade dem hugge ned for eders Øjne, ²² og de skal bruges af alle de landflygtige fra Juda i Babel til at forbande ved, idet man skal sige: "Herren gøre med dig som med Zidkija og Aab, hvem Babels Konge lod stege i Ild!" ²³ Thi de øvede dårskab i Israel og bedrev Hor med deres Landsmænds Kvinder og talte i mit Navn løgnagtige Ord, som jeg ikke havde bedt dem at tale; jeg ved det og kan vidne det, lyder det fra Herren.

²⁴ Til Nehelamiten Sjemaja skal du sige: ²⁵ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Fordi du i dit eget Navn har sendt alt Folket i Jerusalem og Præsten Zefanja, Maasejas Søn, og alle Præsterne et så lydende Brev: ²⁶ "Herren har gjort dig til Præst i Præsten Jojadas Sted til i Herrens Hus at have Opsyn med alle gale og Folk i profetisk Henrykkelse, hvilke du skal lægge i Blok og Halsjern. ²⁷ Hvorfor skrider du da ikke ind mod Jeremias fra Anatot, der profeterer hos eder? ²⁸ Nu har han kunnet sende Bud til os i Babel og ladet sige: Det trækker i Langdrag! Byg Huse og bo deri, plant Haver og spis deres Frugt!" ²⁹ Dette Brev læste Præsten Zefanja for Profeten Jeremias. ³⁰ Da kom Herrens Ord til Jeremias således: ³¹ Send Bud til alle de landflygtige og sig: Så siger Herren om Nehelamiten Sjemaja: Fordi Sjemaja har profeteret for eder, uden at jeg har sendt ham, og får eder til at slå Lid til Løgn, ³² derfor, så siger Herren: Se, jeg hjemsøger Nehelamiten Sjemaja og hans Efterkommere; han skal ingen have, der bor iblandt eder og oplever den Lykke, jeg giver eder, lyder det fra Herren, fordi han har prædiket Frafald fra Herren.

15 Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Råd med de Ældste og de skriftkloge, hele Rådet, bandt de Jesus og førte ham bort og overgave ham til Pilatus. ² Og Pilatus spurgte ham: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det." ³ Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget. ⁴ Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: "Svarer du slet intet? Se, hvor meget de anklage dig for!" ⁵ Men Jesus svarede ikke mere noget, så at Pilatus undrede sig. ⁶ Men på Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de forlangte. ⁷ Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de Oprørere, som under Oprøret havde begået Mord ⁸ Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for dem, som han plejede. ⁹ Men Pilatus svarede dem og sagde: "Ville I, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?" ¹⁰ Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne havde overgivet ham. ¹¹ Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han hellere skulde løslade dem Barabbas. ¹² Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: "Hvad ville I da, jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?" ¹³ Men de råbte atter: "Korsfæst ham!" ¹⁴ Men Pilatus sagde til dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte højlydt: "Korsfæst ham!" ¹⁵ Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes.

¹⁶ Men Stridsmændene førte ham ind i Gården, det vil sige Borgen, og de sammenkalde hele Vagtafdelingen. ¹⁷ Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte den på ham. ¹⁸ Og de begyndte at hilse ham: "Hil være dig, du Jødernes Konge!" ¹⁹ Og de sloge ham på Hovedet med et Rør og spyttede på ham og faldt på Knæ og tilbade ham. ²⁰ Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste ham.

²¹ Og de tvinge en, som gik forbi, Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, Aleksanders og Rufus's Fader, til af bære hans Kors. ²² Og de føre ham til det Sted Golgatha, det er udlagt: "Hovedskalsted" ²³ Og de gave ham Vin at drikke med Myrra i; men han tog det ikke. ²⁴ Og de korsfæste ham, og de dele hans Klæder ved at kaste Lod om dem, hvad enhver skulde tage. ²⁵ Men det var den tredje Time, da de korsfæstede ham. ²⁶ Og Overskriften med Beskyldningen imod ham var påskreven således: "Jødernes Konge". ²⁷ Og de korsfæste to Røvere sammen med ham, en ved hans højre og en ved hans venstre Side. ²⁸ Og Skriften blev opfyldt, som siger: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere." ²⁹ Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres Hoveder og sagde: "Tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage; ³⁰ frels dig selv ved at stige ned af Korset!" ³¹ Ligeså spottede også Ypperstepræsterne indbyrdes tillige med de skriftkloge og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. ³² Kristus, Israels Konge - lad ham nu stige ned af Korset, for at vi kunne se det og, tro!" Også de, som vare korsfæstede med ham, hånede ham. ³³ Og da den sjette Time var kommen, blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. ³⁴ Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eloi! Eloi! Lama Sabaktani?" det er udlagt: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?" ³⁵ Og nogle af dem, som stode hos, sagde, da de hørte det: "Se; han kalder på Elias." ³⁶ Men en løb hen og fyldte en Svamp med Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke og sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at tage ham ned." ³⁷ Men Jesus råbte med høj Røst og udåndede.

³⁸ Og Forhænget i Templet splittedes i to fra øverst til nederst. ³⁹ Men da Høvedsmanden, som stod hos, lige over for ham, så, af han udåndede på denne Vis, sagde han: "Sandelig, dette Menneske var Guds Søn." ⁴⁰ Men der var også Kvinder, som så til i Frastand, iblandt hvilke også vare Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses's Moder, og Salome, ⁴¹ hvilke også fulgte ham og tjente ham, da han var i Galilæa, og mange andre Kvinder, som vare gåede op til Jerusalem med ham.

⁴² Og da det allerede var blevet Aften, (thi det var Beredelsesdag, det er Forsabbat,) ⁴³ kom Josef fra Arimathæa, en anset Rådsherre, som også selv forventede Guds Rige; han tog Mod til sig og gik ind til Pilatus og bad om Jesu Legeme. ⁴⁴ Men Pilatus forundrede sig over, at han allerede skulde være død, ⁴⁵ og han hidkaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han allerede nogen Tid havde været død; og da han fik det at vide af Høvedsmanden, skænkede han Josef Liget. ⁴⁶ Og denne købte et fint Linklæde, tog ham ned, svøbte ham i Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhugget i en Klippe, og han, væltede en Sten for Indgangen til Graven. ⁴⁷ Men Maria Magdalene og Maria, Joses's Moder, så, hvor ham blev lagt.