M’Cheyne Bible Reading Plan

5 Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang: ² Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover Herren! ³ Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for Herren, lovsynge Herren, Israels Gud!

⁴ Herre, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, da rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand; ⁵ Bjergene bæved for Herrens Åsyn, for Herren Israels Guds Åsyn!

⁶ I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde, vejfarende sneg sig ad afsides Stier; ⁷ der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod frem, en Moder i Israel. ⁸ Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind?

⁹ For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket! Lover Herren! ¹⁰ I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som færdes på Vejene, syng! ¹¹ Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de Herrens Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog Herrens Folk ned til Portene.

¹² Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig Fanger, du Abinoams Søn! ¹³ Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog Herrens Folk frem. ¹⁴ Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der bar Herskerstav; ¹⁵ Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store. ¹⁶ Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store! ¹⁷ Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige. ¹⁸ Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens Høje.

¹⁹ Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak, ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte! ²⁰ Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod Sisera! ²¹ Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd frem, min Sjæl, med Styrke! ²² Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart. ²³ "Forband", sagde Herrens Engel "forband Meroz og dem, der bor deri! fordi de ikke kom Herren til Hjælp kom Herren til Hjælp som Helte!" ²⁴ Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru, velsignet blandt Kvinder i Telte! ²⁵ Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar Skål. ²⁶ Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren, fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans Tinding. ²⁷ For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der lå han fældet! ²⁸ Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred hun ud: "Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans Forspands Hovslag?" ²⁹ Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig samme Svar: "Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to til Mands, ³⁰ Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to til hans Hals!" ³¹ Således skal alle dine Fjender forgå, Herre, men de, der elsker dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde Landet Ro i fyrretyve År.

9 Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens Disciple, gik til Ypperstepræsten ² og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen, kunde føre dem bundne til Jerusalem. ³ Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede et Lys fra Himmelen ham pludseligt. ⁴ Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: "Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?" ⁵ Og han sagde: "Hvem er du, Herre?" Men han svarede: "Jeg er Jesus, som du forfølger. ⁶ Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre." ⁷ Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte Røsten, men ikke så nogen. ⁸ Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne, så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i Damaskus. ⁹ Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller drak. ¹⁰ Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: "Ananias!" Og han sagde: "Se, her er jeg, Herre!" ¹¹ Og Herren sagde til ham: "Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas's Hus efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder. ¹² Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende." ¹³ Men Ananias svarede: "Herre! jeg har hørt af mange om denne Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem. ¹⁴ Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle dem, som påkalde dit Navn." ¹⁵ Men Herren sagde til ham: "Gå; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger og Israels Børn; ¹⁶ thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns Skyld." ¹⁷ Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham og sagde: "Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal blive seende igen og fyldes med den Helligånd." ¹⁸ Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev seende, og han stod op og blev døbt. ¹⁹ Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus.

²⁰ Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds Søn. ²¹ Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?" ²² Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus. ²³ Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham ihjel. ²⁴ Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel. ²⁵ Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv. ²⁶ Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at han var en Discipel. ²⁷ Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn. ²⁸ Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem ²⁹ og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel. ³⁰ Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham videre til Tarsus.

³¹ Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Helligånds Formaning voksede den. ³² Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også kom ned til de hellige, som boede i Lydda. ³³ Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År til Sengs og var værkbruden. ³⁴ Og Peter sagde til ham: "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå op, og red selv din Seng!" Og han stod straks op. ³⁵ Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til Herren. ³⁶ Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange Almisser. ³⁷ Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende i Salen ovenpå. ³⁸ Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: "Kom uden Tøven over til os!" ³⁹ Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og viste ham alle de Kjortler og Kapper, som "Hinden" havde forarbejdet, medens hun var hos dem. ⁴⁰ Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og han vendte sig til det døde Legeme og sagde: "Tabitha, stå op!" Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. ⁴¹ Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem. ⁴² Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på Herren. ⁴³ Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.

18 Det Ord, som kom til Jeremmas fra Herren ² "Gå ned til pottemagerens Hus! Der skal du få mine Ord at høre." ³ Så gik jeg ned til Pottemagerens Hus, og se, han var i Arbejde ved Drejeskiven. ⁴ Og når et Kar, han arbejdede på, mislykkedes, som det kan gå med Leret i Pottemagerens Hånd, begyndte han igen og lavede det om til et andet, som han nu vilde have det gjort. ⁵ Da kom Herrens Ord til mig: ⁶ Skulde jeg ikke kunne gøre med eder, Israels Hus, som denne Pottemager? lyder det fra Herren. Se, som Leret i Pottemagerens Hånd er I i min Hånd, Israels Hus. ⁷ Snart truer jeg et Folk og et Rige med at rykke detop, nedbryde og ødelægge det; ⁸ men når det Folk, jeg har truet, omvender sig fra sin Ondskab, angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det. ⁹ Og snart lover jeg et Folk og et Rige at opbygge og planle det; ¹⁰ men gør det så, hvad der er ondt i mine Øjne, idet det ikke hører min Røst, angrer jeg det gode, jeg havde lovet at gøre det. ¹¹ Og sig nu til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Så siger Herren: Se, jeg skaber eder en Ulykke og udtænker et Råd imod eder; vend derfor om, hver fra sin onde Vej, og bedrer eders Veje og eders Gerninger. ¹² Men de svarer: "Nej! Vi vil følge vore egne Tanker og gøre hver efter sit onde Hjertes Stivsind."

¹³ Derfor, så siger Herren: Spørg dog rundt blandt Folkene: Hvo hørte mon sligt? Grufulde Ting har hun øvet, Israels Jomfru. ¹⁴ Forlader Libanons Sne den Almægtiges klippe, eller udtørres Bjergenes kølige, rislende Vande, ¹⁵ siden mit Folk har glemt mig og ofrer til Løgn? De snubler på deres Veje, de ældgamle Spor, og vandrer ad Stier, en Vej, der ikke er højnet, ¹⁶ for at gøre deres Land til Gru, til evig Spot; hver farende Mand skal grue og ryste på Hovedet. ¹⁷ Som en Østenstorm splitter jeg dem for Fjendens Ansigt, jeg viser dem Ryg, ej Åsyn på Vanheldets Dag.

¹⁸ De sagde: Kom, vi spinder Rænker imod Jeremias! Thi ej glipper Loven for Præsten, ej Rådet for den vise, ej Ordet for Profeten. Kom, lad os slå ham med Tungen og lure på alle hans Ord!" ¹⁹ Lyt, o Herre, til mig og hør min Modparts Ord! ²⁰ Skal godt gengældes med ondt? De grov jo min Sjæl en Grav. Kom i Hu, at jeg stod for dit Åsyn for at tale til Bedste for dem og vende din Vrede fra dem! ²¹ Giv derfor deres Sønner til Hunger, styrt dem i Sværdets Vold; Barnløshed og Enkestand ramme deres Kvinder, deres Mænd vorde slagne af Døden, deres ungdom sværdslagne i Krig; ²² lad der høres et Skrig fra Husene, når du lader en Mordbande brat komme over dem. Thi de grov en Grav for at fange mig og lagde Snarer for min Fod. ²³ Ja du, o Herre, du kender alle deres Dødsråd imod mig. Tilgiv ikke deres Brøde, slet ikke deres Synd for dit Åsyn, lad dem komme til Fald for dit Åsyn, få med dig at gøre i din Vredes Stund!

4 Og han begyndte atter at lære ved søen. Og en meget stor Skare samles om ham, så at han måtte gå om Bord og sætte sig i et Skib på Søen; og hele Skaren var på Land ved Søen. ² Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning: ³ "Hører til: Se, en Sædemand gik ud at så. ⁴ Og det skete, idet han såede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og åde det op. ⁵ Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. ⁶ Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. ⁷ Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt. ⁸ Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold." ⁹ Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!"

¹⁰ Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne. ¹¹ Og han sagde til dem: "Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser, ¹² for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt hørende, skulle høre og ikke forstå, for at de ikke skulle omvende sig og få Forladelse "

¹³ Og han siger til dem: "Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstå alle de andre Lignelser? ¹⁴ Sædemanden sår Ordet. ¹⁵ Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver sået, og når de høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet,som er sået i dem. ¹⁶ Og ligeledes de, som blive såede på Stengrunden, det er dem, som, når de høre Ordet, straks modtage det med Glæde; ¹⁷ og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid; derefter, når der kommer Trængsel eller forfølgelse for Ordets Skyld, forarges de straks. ¹⁸ Og andre ere de, som blive såede blandt Torne; det er dem, som have hørt Ordet ¹⁹ og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, så det bliver uden Frugt. ²⁰ Og de, der bleve såede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og modtage det og bære Frugt,tredive og tresindstyve og hundrede Fold."

²¹ Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på Lysestagen? ²² Thi ikke er noget skjult uden for at åbenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset. ²³ Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!" ²⁴ Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre! Med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder, og der skal gives eder end mere. ²⁵ Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har."

²⁶ Og han sagde: "Med Guds Rige er det således, som når en Mand har lagt Sæden i Jorden ²⁷ og sover og står op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. ²⁸ Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Strå, derefter Aks, derefter fuld Kærne i Akset; ²⁹ men når Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Hånden."

³⁰ Og han sagde: "Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det? ³¹ Det er som et Sennepskorn, som, når det sås i Jorden, er mindre end alt andet Frø på Jorden, ³² og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, så at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge." ³³ Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det. ³⁴ Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.

³⁵ Og på den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: "Lader os fare over til hin Side!" ³⁶ Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som ham sad i Skibet; men der var også andre Skibe med ham. ³⁷ Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i Skibet, så at Skibet allerede var ved at fyldes. ³⁸ Og han var i Bagstavnen og sov på en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: "Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgå?" ³⁹ Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: "Ti, vær stille!" og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille. ⁴⁰ Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I så bange? Hvorfor have I ikke Tro?" ⁴¹ Og de frygtede såre og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne siden både Vinden og Søen ere ham lydige?"