M’Cheyne Bible Reading Plan

22 Derpå lod Josua Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kalde til sig ² og sagde til dem: "I har holdt alt, hvad Herrens Tjener Moses bød eder, og adlydt mig i alt, hvad jeg har påbudt eder. ³ I har ikke svigtet eders Brødre i denne lange Tid; indtil denne Dag har I holdt Herren eders Guds Bud. ⁴ Men nu har Herren eders Gud skaffet eders Brødre Ro, som han lovede dem; vend derfor nu tilbage til eders Telte i det Land, hvor eders Ejendom ligger, som Herrens Tjener Moses gav eder hinsides Jordan. ⁵ Kun må I omhyggeligt agte på at holde det Bud og den Lov, Herrens Tjener Moses pålagde eder, at elske Herren eders Gud, vandre på alle hans Veje, holde hans Bud, holde fast ved ham og tjene ham af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl!" ⁶ Og Josua velsignede dem og lod dem drage bort, og de begav sig til deres Telte. ⁷ Den ene Halvdel af Manasses Stamme havde Moses givet Land i Basan, den anden Halvdel derimod havde Josua givet Land sammen med deres Brødre i Landet vesten for Jordan. Og da Josua lod dem drage hver til sit efter at have velsignet dem, ⁸ vendte de tilbage til deres Telte med store Rigdomme, med Kvæg i Mængde, med Sølv og Guld, Kobber og Jern og Klæder i stor Mængde; og det Bytte, de havde taget fra deres Fjender, delte de med deres Brødre.

⁹ Så forlod Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme Israeliterne i Silo i Kana'ans Land og vendte tilbage til Gilead, det Land, de havde fået i Eje, hvor de havde nedsat sig i Følge Herrens Bud ved Moses;' ¹⁰ og da Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kom til Gelilot ved Jordan i Kana'ans Land, byggede de et Alter der ved Jordan, et stort Alter. der sås viden om. ¹¹ Men det kom Israeliterne for Øre, at Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme havde bygget et Alter på Grænsen af Kana'ans Land, ved Gelilot ved Jordan, på Israeliternes Side. ¹² Og da Israeliterne hørte det, samledes hele Israeliternes Menighed i Silo for at drage i Kamp imod dem. ¹³ Da sendte Israeliterne Pinehas, Præsten Eleazars Søn, til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead ¹⁴ tillige med ti Øverster, een Øverste for hver af alle Israels Stammer; hver af dem var Overhoved for sin Stamme iblandt Israels Tusinder; ¹⁵ og da de kom til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead, talte de således til dem: ¹⁶ "Således siger hele Herrens Menighed: Hvad er det for en Troløshed, I har begået mod Israels Gud, at I i Dag har vendt eder fra Herren ved at bygge eder et Alter og vise Genstridighed mod Herren? ¹⁷ Har vi ikke nok i Brøden med Peor, som vi endnu den Dag i Dag ikke har fået os renset for, og for hvis Skyld der kom Plage over Israels Menighed? ¹⁸ Og dog vender I eder i Dag fra Herren! Når I i Dag er genstridige mod Herren, vil hans Vrede i Morgen bryde løs over hele Israels Menighed. ¹⁹ Hvis det Land, I har fået i Eje, er urent, så gå over til det Land, der er Herrens Ejendom, der, hvor Herrens Bolig står, og nedsæt eder iblandt os; men vær ikke genstridige mod Herren, ej heller mod os ved at bygge eder et Alter til foruden Herren vor Guds Alter! ²⁰ Dengang Akan, Zeras Søn, øvede Svig med det bandlyste, kom der da ikke Vrede over hele Israels Menighed, skønt han kun var en enkelt Mand? Måtte han ikke dø for sin Brøde?"

²¹ Da svarede Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme overhovederne for Israels Tusinder således: ²² "Gud, Gud Herren, Gud, Gud Herren ved det, og Israel skal vide det: Hvis det er i Genstridighed eller Troløshed mod Herren, i den Hensigt at vende os fra Herren, ²³ at vi har bygget os et Alter, gid han så må unddrage os sin Hjælp i Dag! Hvis det er for at bringe Brændofre og Afgrødeofre derpå eller for at bringe Takofre derpå, så straffe Herren det! ²⁴ Nej, vi har gjort det af Frygt for det Tilfælde, at eders Børn engang i Fremtiden skulde sige til vore: Hvad har I med Herren, Israels Gud, at gøre? ²⁵ Herren har jo sat Jordan som Grænse imellem os, og eder, Rubeniter og Gaditer; I har ingen Del i Herren! Og således kunde eders Børn få vore til at høre op med at frygte Herren. ²⁶ Derfor tænkte vi: Lad os bygge dette Alter, ikke til Brændoffer eller Slagtoffer, ²⁷ men for at det kan være Vidne mellem os og eder og mellem vore Efterkommere efter os om, at vi vil forrette Herrens Tjeneste' for hans Åsyn med vore Brændofre, Slagtofre og Takofre, for at eders Børn ikke engang i Fremtiden skal sige til vore: I har ingen Del i Herren! ²⁸ Og vi tænkte: Hvis de i Fremtiden siger således til os og vore Efterkommere, så siger vi: Læg dog Mærke til, hvorledes det Herrens Alter er bygget, som vore Forfædre rejste, ikke til Brændofre eller Slagtofre, men for at det kunne være Vidne mellem os og eder. ²⁹ Det være langt fra os at være genstridige mod Herren eller vende os fra Herren i Dag ved at bygge et Alter til Brændoffer, Afgrødeoffer og Slagtoffer foruden Herren vor Guds Alter, som står foran hans Bolig!"

³⁰ Da Præsten Pinehas og Menighedens Øverster og Overhovederne for Israels Tusinder, som ledsagede ham, hørte de Ord, som Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne talte, var de tilfredse, ³¹ og Pinehas, Præsten Eleazars Søn, sagde til Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne: "I Dag erkender vi, at Herren er iblandt os, siden I ikke har øvet denne Svig imod Herren; derved har I frelst Israeliterne fra Herrens Hånd!" ³² Derpå vendte Pinehas, Præsten Eleazars Søn, og Øversteme tilbage fra Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead til Israeliterne i Kana'ans Land og aflagde dem Beretning, ³³ og Israeliterne var tilfredse ved Meddelelsen, og Israeliterne priste Gud og tænkte ikke mere på at drage i Kamp mod dem for at ødelægge det Land, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme boede i. ³⁴ Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kaldte Alteret: Vidne; "thi," sagde de, "det skal være Vidne mellem os om, at Herren er Gud!"

2 Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede. ² Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade. ³ Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. ⁴ Og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i andre Tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige. ⁵ Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen. ⁶ Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget Mål. ⁷ Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: "Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere? ⁸ Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi ere fødte, ⁹ Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Happadokien. Pontus og Asien, ¹⁰ i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere, ¹¹ Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemål?" ¹² Og de forbavsedes alle og,vare tvivlrådige og sagde den ene til den anden: "Hvad kan dette være?" ¹³ Men andre sagde spottende: "De ere fulde af sød Vin."

¹⁴ Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: "I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord! ¹⁵ Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time på Dagen; ¹⁶ men dette er, hvad der et sagt ved Profeten Joel: ¹⁷ "Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme. ¹⁸ Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere. ¹⁹ Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp. ²⁰ Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer. ²¹ Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal frelses." ²² I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, som I jo selv vide, ²³ ham, som efter Guds bestemte Rådslutning og Forudviden var bleven forrådt, ham have I ved lovløses Hånd korsfæstet og ihjelslået. ²⁴ Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende på Dødens Veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den. ²⁵ Thi David siger med Henblik på ham: "Jeg havde altid Herren for mine Øjne; thi han er ved min højre Hånd, for at jeg ikke skal rokkes, ²⁶ Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, også mit Kød skal bo i Håb; ²⁷ thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller tilstede din hellige at se Forrådnelse, ²⁸ Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde for dit Åsyn." ²⁹ I Mænd Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om Patriarken David, at han er både død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag. ³⁰ Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde på hans Trone, ³¹ talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller så hans Kød Forrådnelse. ³² Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner. ³³ Efter at han nu ved Guds højre Hånd er ophøjet og af Faderen har fået den Helligånds Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I både se og høre. ³⁴ Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: "Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, ³⁵ indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder." ³⁶ Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus,"

³⁷ Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: "I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gøre?" ³⁸ Men Peter sagde til dem: "Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle få den Helligånds Gave. ³⁹ Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem, som ere langt borte, så mange som Herren vor Gud vil tilkalde." ⁴⁰ Også med mange andre Ord vidnede han for dem og format dem, idet han sagde: "Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!" ⁴¹ De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.

⁴² Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne. ⁴³ Men der kom Frygt over en hver Sjæl, og der skete mange Undere og Tegn ved Apostlene. ⁴⁴ Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles. ⁴⁵ Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver havde Trang til. ⁴⁶ Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets Enfold, ⁴⁷ idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.

11 Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren: ² Hør denne Pagts Ord og tal til Judas Mænd og Jerusalems. Borgere ³ og sig: Så siger Herren, Israels Gud: Forbandet være den, der ikke hører denne Pagts Ord, ⁴ som jeg bød eders Fædre holde, dengang jeg førte dem ud af Ægypten, af Jernovnen, idet jeg sagde: "Hør min Røst og gør alt, hvad jeg pålægger eder, så skal I være mit Folk, og jeg vil være eders Gud ⁵ og holde den Ed, jeg tilsvor eders Fædre om at give dem et Land, der flyder med Mælk og Honning, som det nu er sket!" Og jeg svarede: "Amen, Herre!" ⁶ Og Herren sagde til mig: Udråb alle disse Ord i Judas Byer og på Jerusalems Gader: Hør denne Pagts Ord og hold dem! ⁷ Thi jeg besvor eders Fædre, dengang jeg førte dem ud af Ægypten, ja til den Dag i Dag, årle og silde: "Hør min Røst!" ⁸ Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men fulgte alle deres onde Hjertes Stivsind. Derfor bragte jeg over dem alle denne Pagts Ord, som jeg havde pålagt dem at holde, men som de ikke holdt.

⁹ Og Herren sagde til mig: Der er fundet en Sammensværgelse blandt Judas Mænd og Jerusalems Borgere; ¹⁰ de er vendt tilbage til deres Forfædres Misgerninger, de, som vægrede sig ved at høre mine Ord og holdt sig til fremmede Guder og dyrkede dem; Israels Hus og Judas Hus har brudt den Pagt, jeg sluttede med deres Fædre. ¹¹ Derfor, så siger Herren: Se, jeg sender en Ulykke over dem, som de ikke kan slippe fra; og når de da råber til mig, vil jeg ikke høre dem. ¹² Da skal Judas Byer og Jerusalems Borgere gå hen og råbe til de Guder, de tænder Offerild for; men de kan ikke frelse dem i Nødens Stund. ¹³ Thi mange som dine Byer er dine Guder, Juda, og mange som Gaderne i Jerusalem er Altrene, I har rejst for Skændselen, Altrene til af tænde Offerild for Baal. ¹⁴ Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære Klage og Bøn for det; thi jeg hører ikke, når de råber til mig i Nødens Stund.

¹⁵ Hvad vil min elskede i mit Hus, hun, som øved Svig? Kan Fedt og helligt kød borttage din Ondskab, eller kan du reddes ved sligt? ¹⁶ Et grønt Oliventræ, skønt at skue, så kaldte Herren dit Navn. Under voldsom Buldren og Bragen afsved Ilden dets Løv og brændte dets Grene. ¹⁷ Hærskarers Herre, som plantede dig, truer dig med Ulykke til Straf for det onde, Israels Hus og Judas Hus gjorde for at krænke mig, idet de tændte Offerild for Baal.

¹⁸ Herren lod mig det vide, derfor ved jeg det; da lod du mig se deres Gerninger. ¹⁹ Og jeg var som et tålsomt Lam, der føres til Slagtning. Jeg vidste ej af, at de tænkte på Rænker imod mig: "Lad os ødelægge Træet i Blomst, udrydde ham af de levendes Land, så hans Navn ej ihukommes mer." ²⁰ Hærskarers Herre, retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte, lad mig skue din Hævn på dem, thi på dig har jeg væltet min Sag.

²¹ Derfor, så siger Herren om Mændene i Anatot, som står mig efter Livet og siger: "Du må ikke profetere i Herrens Navn; ellers skal du dø for vor Hånd" ²² derfor, så siger Hærskarers Herre: Se, jeg, vil hjemsøge dem; deres unge Mænd skal dø for Sværd, deres Sønner og Døtre af Hunger; ²³ der skal ikke levnes dem nogen Rest, thi jeg sender Ulykke over Mændene i Anatot, når Året, de skal hjemsøges kommer.

25 Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde. ² Men fem af dem vare Dårer, og fem kloge. ³ Dårerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. ⁴ Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper. ⁵ Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov. ⁶ Men ved Midnat lød der et Råb: Se, Brudgommen kommer, går ham i Møde! ⁷ Da vågnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand. ⁸ Men Dårerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore Lamper slukkes. ⁹ Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til os og til eder; går hellere hen til Købmændene og køber til eder selv! ¹⁰ Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket. ¹¹ Men senere komme også de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre, luk op for os! ¹² Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender eder ikke. ¹³ Våger derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen.

¹⁴ Thi det er ligesom en Mand, der drog udenlands og kaldte på sine Tjenere og overgav dem sin Ejendom; ¹⁵ og en gav han fem Talenter, en anden to, og en tredje en, hver efter hans Evne; og straks derefter drog han udenlands. ¹⁶ Men den, som havde fået de fem Talenter, gik hen og købslog med dem og vandt andre fem Talenter ¹⁷ Ligeså vandt også den, som havde fået de to Talenter,andre to. ¹⁸ Men den, som havde fået den ene, gik bort og gravede i Jorden og skjulte sin Herres Penge. ¹⁹ Men lang Tid derefter kommer disse Tjeneres Herre og holder Regnskab med dem. ²⁰ Og den, som havde fået de fem Talenter, kom frem og bragte andre fem Talenter og sagde: Herre! du overgav mig fem Talenter; se, jeg har vundet fem andre Talenter. ²¹ Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres Glæde! ²² Da kom også han frem, som havde fået de to Talenter, og sagde: Herre! du overgav mig to Talenter; se, jeg har vundet to andre Talenter. ²³ Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres glæde! ²⁴ Men også han, som havde fået den ene Talent, kom frem og sagde: Herre! jeg kendte dig, at du er en hård Mand, som høster, hvor du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte; ²⁵ og jeg frygtede og gik hen og skjulte din Talent i Jorden; se, her har du, hvad dit er. ²⁶ Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede, og samler, hvor jeg ikke spredte; ²⁷ derfor burde du have overgivet Vekselererne mine Penge; og når jeg kom, da havde jeg fået mit igen med Rente. ²⁸ Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har de ti Talenter. ²⁹ Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. ³⁰ Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.

³¹ Men når Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene med ham, da skal han sidde på sin Herligheds Trone. ³² Og alle Folkeslagene skulle samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Fårene fra Bukkene. ³³ Og han skal stille Fårene ved sin højre Side og Bukkene ved den venstre. ³⁴ Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kommer hid. I min Faders velsignede! arver det Rige, som har været eder beredt fra Verdens Grundlæggelse. ³⁵ Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig hjem til eder; ³⁶ jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig. ³⁷ Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! når så vi dig hungrig og gave dig Mad, eller tørstig og gave dig at drikke? ³⁸ Når så vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og klædte dig? ³⁹ Når så vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig? ⁴⁰ Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig. ⁴¹ Da skal han også sige til dem ved den venstre Side: Går bort fra mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. ⁴² Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; ⁴³ jeg var fremmed, og I toge mig ikke hjem til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke. ⁴⁴ Da skulle også de svare og sige: Herre! når så vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel og tjente dig ikke? ⁴⁵ Da skal han svare dem og sige: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I ikke have gjort imod een af disse mindste, have I heller ikke gjort imod mig. ⁴⁶ Og disse skulle gå bort til evig Straf, men de retfærdige til evigt Liv."