M’Cheyne Bible Reading Plan

⁶ Josua, Nuns Søn, lod da Præsterne kalde og sagde til dem: "I skal bære Pagtens Ark, og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran Herrens Ark!" ⁷ Og han sagde til Folket: "Drag ud og gå rundt om Byen, således at de, som bærer Våben, går foran Herrens Ark!" ⁸ Da nu Josua havde talt til Folket, gik de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran Herren, frem og stødte i Hornene, medens Herrens Pagts Ark fulgte efter; ⁹ og de, som bar Våben, gik foran Præsterne, som stødte i Hornene, og de, som sluttede Toget, fulgte efter Arken, medens der blæstes i Hornene. ¹⁰ Men Josua bød Folket: "I må ikke opløfte Krigsskrig eller lade eders Røst høre, og intet Ord må udgå af eders Mund, før den Dag jeg siger til eder: Råb! Men så skal I råbe!" ¹¹ Så lod han Herrens Ark bære rundt om Byen, een Gang rundt, og derpå begav de sig tilbage til Lejren og overnattede der. ¹² Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og Præsterne bar Herrens Ark, ¹³ og de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran Herrens Ark, gik og stødte i Hornene; de, som bar Våben, gik foran dem, og de, som sluttede Toget, fulgte efter Herrens Ark, medens der blæstes i Hornene. ¹⁴ Anden Dag gik de een Gang rundt om Byen, hvorefter de vendte tilbage til Lejren; således gjorde de seks Dage.

¹⁵ Men den syvende Dag brød de op tidligt, ved Morgenrødens frembrud og gik på samme Måde syv Gange rundt om Byen; kun på denne Dag drog de syv Gange rundt om Byen; ¹⁶ og syvende Gang stødte Præsterne i Hornene, og Josua sagde til Folket: "Opløft Krigsskriget! Thi Herren har givet eder Byen. ¹⁷ Og Byen skal lyses i Band for Herren med alt, hvad der er i den; kun Skøgen Rahab skal blive i Live tillige med alle dem, som er i hendes Hus, fordi hun skjulte Sendebudene, som vi udsendte. ¹⁸ Men I skal tage eder vel i Vare for det bandlyste, så I ikke attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer Bandet over Israels lejr og styrter den i Ulykke. ¹⁹ Men alt Sølv og Guld og alle Kobber og Jernsager skal helliges Herren; det skal bringes ind i Herrens Skatkammer!" ²⁰ Så opløftede Folket Krigsskrig, og de stødte i Hornene og da Folket hørte Hornene, opløftede det et vældigt Krigsskrig; da styrtede Muren sammen, og Folket gik lige ind i Byen; således indtog de Byen. ²¹ Derpå lagde de med Sværdet Band på alt, hvad der var i Byen, Mænd og Kvinder, unge og gamle, Hornkvæg, Småkvæg og Æsler.

²² Men til de to Mænd, som havde udspejdet Landet, sagde Josua: "Gå ind i Skøgens Hus og før Kvinden og alt, hvad hendes er, ud derfra, som I tilsvor hende!" ²³ De unge Mænd, som havde været Spejdere, gik da ind og førte Rabab ud tillige med hendes Fader og Moder og hendes Brødre, hele hendes Slægt og alt, hvad hendes var; de førte dem ud og lod dem stå uden for Israels Lejr. ²⁴ Men på Byen og alt, hvad der var i den, stak de Ild; kun Sølvet og Guldet og Kobber og Jernsagerne bragte de ind i Herrens Hus's Skatkammer. ²⁵ Men Skøgen Rahab og hendes Fædrenehus og alt, hvad hendes var, lod Josua blive i Live, og hun kom til at bo blandt Israeliterne og gør det den Dag i Dag, fordi hun havde skjult Sendebudene, som Josua havde sendt ud for at udspejde Jeriko.

²⁶ På den Tid tog Josua Folket i Ed, idet han sagde: "Forbandet være den Mand for Herrens Åsyn, som indlader sig på at opbygge denne By, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge Grunden og hans yngste at sætte dens Portfløje ind."

²⁷ Således var Herren med Josua, og hans Ry udbredte sig over hele Landet.

135 Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I Herrens Tjenere, ² som står i Herrens Hus, i vor Guds Huses Forgårde! ³ Pris Herren, thi god er Herren, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det. ⁴ Thi Herren udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom. ⁵ Ja, jeg ved, at Herren er stor, vor Herre er større end alle Guder.

⁶ Herren gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og alle Verdensdyb. ⁷ Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;

⁸ han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg, ⁹ og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk; ¹⁰ han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger, ¹¹ Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans Riger ¹² og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk. ¹³ Herre, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, Herre, fra Slægt til Slægt, ¹⁴ thi Ret skaffer Herren sit Folk og ynkes over sine Tjenere.

¹⁵ Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; ¹⁶ de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; ¹⁷ de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund. ¹⁸ Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem. ¹⁹ Lov Herren, Israels Hus, lov Herren, Arons Hus, ²⁰ lov Herren, Levis Hus, lov Herren, I, som frygter Herren! ²¹ Fra Zion være Herren lovet, han, som bor i Jerusalem!

136 Halleluja! Tak Herren, thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig! ² Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig! ³ Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁴ Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁵ Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁶ Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁷ Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁸ Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁹ Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig! ¹⁰ Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹¹ Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹² Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹³ Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁴ Og førte tsrael midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁵ Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁶ Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁷ Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁸ Og veg så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁹ Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer evindelig! ²⁰ Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig! ²¹ Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig! ²² I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig! ²³ Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig! ²⁴ Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig! ²⁵ Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! ²⁶ Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!

66 Så siger Herren: Himlen er og Jorden mine Fødders Skammel Hvad for et Hus vil I bygge mig, og hvad for et Sted er min Bolig? ² Alt dette skabte min Hånd, så det fremkom, lyder det fra Herren. Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust Ånd, og den, som bæver for mit Ord. ³ Den, som slagter Okse, er en Manddraber, den, som ofrer Lam, er en Hundemorder, den, som ofrer Afgrøde, frembærer Svineblod, den, som brænder Røgelse, hylder en Afgud. Som de valgte deres egne Veje og ynder deres væmmelige Guder, ⁴ så vælger og jeg deres Smerte, bringer over dem, hvad de frygter, fordi de ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad ej var min Vilje.

⁵ Hør Herrens Ord, I, som bæver for hans Ord: Således siger eders Brødre, der hader eder og støder eder bort for mit Navns Skyld: "Lad Herren vise sig i sin Herlighed, så vi kan se eders Glæde!" Men de skal blive til Skamme! ⁶ Hør, hvor det drøner fra Byen, drøner fra Templet, hør, hvor Herren øver Gengæld imod sine Fjender! ⁷ Før hun er i Barnsnød, føder hun, før end Veer kommer over hende, har hun en Dreng. ⁸ Hvo hørte vel Mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et Land til Verden på en eneste Dag, fødes et Folk på et Øjeblik? Thi Zion kom i Barnsnød og fødte med det samme sine Børn. ⁹ Åbner jeg et Moderliv og hindrer det i Fødsel? siger Herren. Bringer jeg Fødsel og standser den? siger din Gud. ¹⁰ Glæd dig, Jerusalem! Der juble enhver, som har det kær, tag Del i dets Glæde, alle, som sørger over det, ¹¹ for at I må die dets husvalende Barm og mættes, for at I må drikke af dets fulde Bryst og kvæges.

¹² Thi så siger Herren: Se, jeg leder til hende Fred som en svulmende Flod og Folkenes Rigdom som en Strøm; hendes spæde skal bæres på Hofte, og Kærtegn får de på Skød; ¹³ som en Moder trøster sin Søn, således trøster jeg eder, i Jerusalem finder I Trøst. ¹⁴ I skal se det med Hjertens Glæde, eders Ledemod skal spire som Græs. Hos Herrens Tjenere kendes hans Hånd, men hos hans Fjender Vrede. ¹⁵ Thi se, som Ild kommer Herren, og hans Vogne er som et Stormvejr, han vil vise sin Harme i Gløder, sin Trussel i flammende Luer; ¹⁶ thi med Ild og med sit Sværd skal Herren dømme alt Kød, og mange er Herrens slagne. ¹⁷ De, som helliger og vier sig for Lundene, følgende en i deres Midte, de, som æder Svinekød og Kød af Kryb og Mus, deres Gerninger og deres Tanker skal forgå til Hobe, lyder det fra Herren.

¹⁸ Jeg kommer for at samle alle Folk og Tungemål, og de skal komme og se min Herlighed. ¹⁹ Jeg fuldbyrder et Under i blandt dem og sender undslupne af dem til Folkene, Tarsis, Pul, Lud, Mesjek, Rosj, Tujal, Javan, de fjerne Strande, som ikke har hørt mit Ry eller set min Herlighed; og de skal forkynde min Herlighed blandt Folkene. ²⁰ Og de skal bringe alle eders Brødre fra alle Folk som Gave til Herren, til Hest, til Vogns, i Bærestol, på Muldyr og Kameler til mit hellige Bjerg Jerusalem, siger Herren, som når Israelitterne bringer Offergaver i rene Kar til Herrens Hus. ²¹ Også af dem vil jeg udtage Levitpræster, siger Herren.

²² Thi ligesom de nye Himle og den ny Jord, som jeg skaber, skal bestå for mit Åsyn, lyder det fra Herren, således skal eders Afkom og Navn bestå.

²³ Hver Måned på Nymånedagen og hver Uge på Sabbatten skal alt Kød komme og tilbede for mit Åsyn, siger Herren, ²⁴ og man går ud for at se på Ligene af de Mænd, der faldt fra mig; thi deres Orm dør ikke, og deres Ild slukkes ikke; de er alt Kød en Gru.

14 På den Tid hørte Fjerdingsfyrsten Herodes Rygtet om Jesus. ² Og han sagde til sine Tjenere: "Det er Johannes Døberen; han er oprejst fra de døde, derfor virke Kræfterne i ham." ³ Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og sat ham i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld. ⁴ Johannes sagde nemlig til ham: "Det er dig ikke tilladt at have hende." ⁵ Og han vilde gerne slå ham ihjel, men frygtede for Mængden, thi de holdt ham for en Profet. ⁶ Men da Herodes's Fødselsdag kom, dansede Herodias's Datter for dem; og hun behagede Herodes. ⁷ Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad som helst hun begærede. ⁸ Og tilskyndet af sin Moder siger hun: "Giv mig Johannes Døberens Hoved hid på et Fad!" ⁹ Og Kongen blev bedrøvet; men for sine Eders og for Gæsternes Skyld befalede han, at det skulde gives hende. ¹⁰ Og han sendte Bud og lod Johannes halshugge i Fængselet. ¹¹ Og hans Hoved blev bragt på et Fad og givet Pigen, og hun bragte det til sin Moder. ¹² Da kom hans Disciple og toge Liget og begravede ham, og de kom og forkyndte Jesus det.

¹³ Og da Jesus hørte det, drog han bort derfra i et Skib til et øde Sted afsides; og da Skarerne hørte det, fulgte de ham til Fods fra Byerne. ¹⁴ Og da han kom i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem og helbredte deres syge. ¹⁵ Men da det blev Aften, kom Disciplene til ham og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Skarerne gå bort, for at de kunne gå hen i Landsbyerne og købe sig Mad." ¹⁶ Men Jesus sagde til dem: "De have ikke nødig at gå bort; giver I dem at spise!" ¹⁷ Men de sige til ham: "Vi have ikke her uden fem Brød og to Fisk." ¹⁸ Men han sagde: "Henter mig dem hid!" ¹⁹ Og han bød Skarerne at sætte sig ned i Græsset og tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne. ²⁰ Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev tilovers af Stykkerne, tolv Kurve fulde ²¹ Men de, som spiste, vare omtrent fem Tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn.

²² Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, medens han lod Skarerne gå bort. ²³ Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han op på Bjerget afsides for at bede. Og da det blev silde, var han der alene. ²⁴ Men Skibet var allerede midt på Søen og led Nød af Bølgerne; thi Vinden var imod. ²⁵ Men i den fjerde Nattevagt kom han til dem, vandrende på Søen. ²⁶ Og da Disciplene så ham vandre på Søen, bleve de forfærdede og sagde: "Det er et Spøgelse;" og de skrege af Frygt. ²⁷ Men straks talte Jesus til dem og sagde: "Værer frimodige; det er mig, frygter ikke!" ²⁸ Men Peter svarede ham og sagde: "Herre! dersom det er dig, da byd mig at komme til dig på Vandet!" ²⁹ Men han sagde: "Kom!" Og Peter trådte ned fra Skibet og vandrede på Vandet for at komme til Jesus. ³⁰ Men da han så det stærke Vejr, blev han bange; og da han begyndte at synke, råbte han og sagde: "Herre, frels mig!" ³¹ Og straks udrakte Jesus Hånden og greb ham, og han siger til ham: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" ³² Og da de stege op i Skibet, lagde Vinden sig. ³³ Men de, som vare i Skibet, faldt ned for ham og sagde: "Du er sandelig Guds Søn." ³⁴ Og da de vare farne over, landede de i Genezareth.

³⁵ Og da Folkene på det Sted kendte ham, sendte de Bud til hele Egnen der omkring og bragte alle de syge til ham. ³⁶ Og de bade ham, at de blot måtte røre ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.