M’Cheyne Bible Reading Plan

5 Men da alle Amoriterkongerne vesten for Jordan og alle Kana'anæerkongerne ved Havet hørte, at Herren havde ladet Jordans Vand tørre bort foran Israeliterne, indtil de var gået over, blev de slaget af Rædsel og tabte Modet over for Israeliterne.

² På den Tid sagde Herren til Josua: "Lav dig Stenknive og omskær på ny Israeliterne!" ³ Da lavede Josua sig Stenknive og omskar Israeliterne ved Forhudshøjen. ⁴ Og dette var Grunden til, at Josua omskar dem: Alt Mandkøn af Folket, som drog ud af Ægypten, alle våbenføre Mænd, var døde undervejs i Ørkenen, efter at de var draget ud af Ægypten. ⁵ Hele Folket, som drog ud, havde nok været omskåret, men af det Folk, som var født i Ørkenen under Vandringen, efter at de var draget ud af Ægypten, var ingen blevet omskåret; ⁶ thi i fyrretyve År havde Israeliterne vandret i Ørkenen, indtil hele Folket, de våbenføre Mænd, som var draget ud af Ægypten, var døde, fordi de ikke havde adlydt Herrens Røst, hvorfor Herren havde svoret, at han ikke vilde lade dem se det Land, Herren havde tilsvoret deres Fædre at ville give os, et Land, der flyder med Mælk og Honning. ⁷ Men deres Børn, som han havde ladet træde i deres Sted, dem omskar Josua; thi de var uomskårne, eftersom de ikke var blevet omskåret under Vandringen. ⁸ Da så hele Folket var blevet omskåret, holdt de sig i Ro, hvor de var i Lejren, indtil de kom sig. ⁹ Men Herren sagde til Josua: "I Dag har jeg bortvæltet Ægypternes Forsmædelse fra eder." Og han kaldte dette Sted Gilgal, som det hedder den Dag i Dag. ¹⁰ Medens Israeliterne lå i Lejr i Gilgal, fejrede de Påsken om Aftenen den fjortende Dag i Måneden på Jerikos Sletter; ¹¹ og Dagen efter Påsken spiste de af Landets Afgrøde, usyrede Brød og ristet Korn; ¹² selv samme Dag hørte Mannaen op, da de nu spiste af Landets Afgrøde; Israeliterne fik ikke Manna mer, men spiste det År af Høsten i Kana'ans Land.

¹³ Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så op og fik Øje på en Mand, som stod foran ham med draget Sværd i Hånden. Josua gik da hen til ham og sagde: "Er du en af vore eller en af vore Fjender?" ¹⁴ Han svarede: "Ingen af Delene, jeg er Fyrsten over Herrens Hær; lige nu er jeg kommet!" Da faldt Josua til Jorden på sit Ansigt og tilbad og sagde til ham: "Hvad har min Herre at sige sin Tjener?" ¹⁵ Og Fyrsten over Herrens Hær svarede Josua: "Drag dine Sko af Fødderne, thi det Sted, du står på, er helligt!" Det gjorde Josua.

6 Men Jeriko var lukket og stængt for Israelitterne, ingen gik ud eller ind. ² Da sagde Herren til Josua: "Se, jeg giver Jeriko og dets Konge og Krigere i din Hånd. ³ Alle eders våbenføre Mænd skal gå rundt om Byen, een Gang rundt; det skal I gøre seks Dage; ⁴ og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran Arken. Men den syvende Dag skal I gå rundt om Byen syv Gange, og Præsterne skal støde i Hornene. ⁵ Når der så blæses i Væderhornet, og I hører Hornets Lyd, skal alt Folket opløfte et vældigt Krigsskrig; så skal Byens Mur styrte sammen, og Folket kan gå lige ind, hver fra sin Plads."

132 Herre, kom David i Hu for al hans møje, ² hvorledes han tilsvor Herren, gav Jakobs Vældige et Løfte : ³ "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje, ⁴ under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile, ⁵ før jeg har fundet Herren et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!" ⁶ "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark; ⁷ lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!" ⁸ Herre, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark! ⁹ Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd! ¹⁰ For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!"

¹¹ Herren tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone. ¹² Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone! ¹³ Thi Herren har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig : ¹⁴ Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket. ¹⁵ Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød, ¹⁶ dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd. ¹⁷ Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe. ¹⁸ Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!"

133 Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen: ² som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning, ³ som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker Herren Velsignelse ned, Liv til evig Tid.

134 Op og lov nu Herren, alle Herrens, som står i Herrens Hus ved Nattetide! ² Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov Herren! ³ Herren velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.

65 Jeg havde Svar til dem, som ej spurgte, var at finde for dem, som ej søgte; jeg sagde: "Se her, her er jeg!" til et Folk, der ej påkaldte mig. ² Jeg udbredte Dagen lang Hænderne til et genstridigt Folk, der vandrer en Vej, som er ond, en Vej efter egne Tanker, ³ et Folk, som uden Ophør krænker mig op i mit Åsyn, som slagter Ofre i Haver, lader Offerild lue på Teglsten, ⁴ som tager Sæde i Grave og om Natten er på skjulte Steder, som spiser Svinekød og har væmmelige Ting i deres Skåle, ⁵ som siger: "Bliv mig fra Livet, rør mig ej, jeg gør dig hellig!" De Folk er som Røg i min Næse, en altid luende Ild; ⁶ se, det står skrevet for mit Åsyn, jeg tier ej, før jeg får betalt det, betalt dem i deres Brystfold ⁷ deres egen og Fædrenes Brøde, begge med hinanden, siger Herren, de, som tændte Offerild på Bjergene og viste mig Hån på Højene: deres Løn vil jeg tilmåle dem, betale dem i deres Brystfold.

⁸ Så siger Herren: Som man, når der findes Saft i Druen, siger: "Læg den ej øde, thi der er Velsignelse deri!" så gør jeg for mine Tjeneres Skyld for ikke at ødelægge alt. ⁹ Sæd lader jeg gro af Jakob og af Juda mine Bjerges Arving; dem skal mine udvalgte arve, der skal mine Tjenere bo; ¹⁰ Saron bliver Småkvægets Græsgang, i Akors Dal skal Hornkvæget ligge for mit Folk, som opsøger mig. ¹¹ Men I, som svigter Herren og glemmer mit hellige Bjerg, dækker Bord for Lykkeguden, blander Drikke for Skæbneguden, ¹² jeg giver jer Sværdet i Vold, I skal alle knæle til Slagtning, fordi I ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad ej var min Vilje. ¹³ Derfor, så siger den Herre Herren: Se, mine Tjenere skal spise, men I skal sulte, se, mine Tjenere skal drikke, men I skal tørste, se, mine Tjenere skal glædes, men I skal beskæmmes, ¹⁴ se, mine Tjenere skal juble af Hjertens Fryd, men I skal skrige af Hjerteve, jamre af sønderbrudt Ånd. ¹⁵ Eders Navn skal I efterlade mine udvalgte som Forbandelsesord: "Den Herre Herren give dig slig en Død!" Men mine Tjenere skal kaldes med et andet Navn. ¹⁶ Den, som velsigner sig i Landet, velsigner sig ved den trofaste Gud, og den, der sværger i Landet, sværger ved den trofaste Gud; thi glemt er de fordums Trængsler, skjult for mit Blik. ¹⁷ Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i Hu; ¹⁸ men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber Jerusalem til Jubel, dets Folk til Fryd; ¹⁹ jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit Folk; der skal ej mer høres Gråd, ej heller Skrig. ²⁰ Der skal ikke være Børn, der dør som spæde, eller Olding, som ikke når sine Dages Tal thi den yngste, som dør, er hundred År, og forbandet er den, som ej når de hundred. ²¹ Da bygger de Huse og bor der selv, planter Vin og spiser dens Frugt; ²² de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit Folk skal opnå Træets Alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med Hånd; ²³ de skal ikke have Møje forgæves, ej avle Børn til brat Død; thi de er Herrens velsignede Æt og har deres Afkom hos sig. ²⁴ Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg. ²⁵ Ulv og Lam skal græsse sammen og Løven æde Strå som Oksen, men Slangen får Støv til Brød; der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland, siger Herren.

13 På hin dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. ² Og store Skarer samlede sig om ham, så han gik om Bord i et Skib og satte sig; og hele Skaren stod på Strandbredden. ³ Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: "Se, en Sædemand gik ud at så. ⁴ Og idet han såede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og åde det op. ⁵ Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. ⁶ Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. ⁷ Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte det. ⁸ Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget tresindstyve, noget tredive Fold. ⁹ Den, som har Øren, han høre!"

¹⁰ Og Disciplene gik hen og sagde til ham: "Hvorfor taler du til dem i Lignelser?" ¹¹ Men han svarede og sagde til dem: "Fordi det er eder givet at kende Himmeriges Riges Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. ¹² Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. ¹³ Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de skønt seende dog ikke se, og hørende dog ikke høre og forstå ikke heller. ¹⁴ Og på dem opfyldes Esajas's Profeti, som siger: Med eders Øren skulle I høre og dog ikke forstå og se med eders Øjne og dog ikke se. ¹⁵ Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, på jeg kunde helbrede dem. ¹⁶ Men salige ere eders Øjne, fordi de se, og eders Øren, fordi de høre. ¹⁷ Thi sandelig, siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige attråede at se, hvad I se, og så det ikke; og at høre, hvad I høre, og hørte det ikke.

¹⁸ Så hører nu I Lignelsen om Sædemanden! ¹⁹ Når nogen hører Rigets Ord og ikke forstår det, da kommer den Onde og river det bort, som er sået i hans Hjerte; denne er det, som blev sået ved Vejen. ²⁰ Men det, som blev sået på Stengrund, er den, som hører Ordet og straks modtager det med Glæde. ²¹ Men han har ikke Rod i sig og holder kun ud til en Tid; men når der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges han straks. ²² Men det, som blev sået iblandt Torne, er den, som hører Ordet, og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. ²³ Men det, som blev sået i god Jord, er den, som hører Ordet og forstår det, og som så bærer Frugt, en hundrede, en tresindstyve, en tredive Fold."

²⁴ En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som såede god Sæd i sin Mark. ²⁵ Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og såede Ugræs iblandt Hveden og gik bort. ²⁶ Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom også Ugræsset til Syne. ²⁷ Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, såede du ikke god Sæd i din Mark? Hvor har den da fået Ugræsset fra? ²⁸ Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gå hen og sanke det sammen? ²⁹ Men han siger: Nej, for at I ikke, når I sanke Ugræsset sammen, skulle rykke Hveden op tillige med det. ³⁰ Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min Lade!"

³¹ En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og såede i sin Mark. ³² Dette er vel mindre end alt andet Frø; men når det er vokset op, er det støre end Urterne og bliver et Træ, så at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene."

³³ En anden Lignelse talte han til dem: "Himmeriges Rige ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål Mel, indtil det blev syret alt sammen."

³⁴ Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse talte han intet til dem, ³⁵ for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger: "Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra Verdens Grundlæggelse."

³⁶ Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom til ham og sagde: "Forklar os Lignelsen om Ugræsset på Marken!" ³⁷ Men han svarede og sagde: "Den, som sår den gode Sæd, er Menneskesønnen, ³⁸ og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men Ugræsset er den Ondes Børn, ³⁹ og Fjenden, som såede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Engle. ⁴⁰ Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, således skal det ske ved Verdens Ende. ⁴¹ Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret; ⁴² og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel. ⁴³ Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Den. som har Øren, han høre!

⁴⁴ Himmeriges Rige ligner en Skat. som er skjult i en Mark, og en Mand fandt og skjulte den, og af Glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den Mark.

⁴⁵ Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne Perler; ⁴⁶ og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den.

⁴⁷ Atter ligner Himmeriges Rige et Vod, som blev kastet i Havet og samlede Fisk af alle Slags. ⁴⁸ Og da det var blevet fuldt, drog man det op på Strandbredden og satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men kastede de rådne ud. ⁴⁹ Således skal det gå til ved Verdens Ende. Englene skulle gå ud og skille de onde fra de retfærdige ⁵⁰ og kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel. ⁵¹ Have I forstået alt dette?" De sige til ham: "Ja." ⁵² Men han sagde til dem: "Derfor er hver skriftklog, som er oplært for Himmeriges Rige, ligesom en Husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit Forråd."

⁵³ Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra. ⁵⁴ Og han kom til sin Fædrene by og lærte dem i deres Synagoge, så at de bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han denne Visdom og de kraftige Gerninger? ⁵⁵ Er denne ikke Tømmermandens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? ⁵⁶ Og hans Søstre, ere de ikke alle hos os? Hvorfra har han alt dette?" ⁵⁷ Og de forargedes på ham. Men Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og i sit Hus," ⁵⁸ Og han gjorde ikke mange kraftige Gerninger der for deres Vantros Skyld.