M’Cheyne Bible Reading Plan

34 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² Byd Israelitterne og sig til dem: Når i kommer til Kana'ans Land det er det Land, der skal tilfalde eder som Arvelod, Kana'ans Land i hele dets Udstrækning ³ så skal eders Sydside strække sig fra Zins Ørken langs med Edom; eders Sydgrænse skal mod Øst begynde ved Enden af Salthavet; ⁴ så skal eders Grænse dreje sønden om Akrabbimpasset, nå til Zin og ende sønden for Kadesj Barnea; så skal den løbe hen til Hazar Addar øg nå til Azmon; ⁵ fra Azmon skal Grænsen dreje hen til Ægyptens Bæk og ende ved Havet. ⁶ Hvad Vestgrænsen angår, skal det store Hav være eders Grænse; det skal være eders Vestgrænse. ⁷ Eders Nordgrænse skal være følgende: Fra det store Hav skal I udstikke eder en Linie til Bjerget Hor; ⁸ fra Bjerget Hor skal I udstikke en Linie til Egnen hen imod Hamat, så at Grænsen ender ved Zedad; ⁹ derpå skal Grænsen gå til Zifron og ende ved Hazar Enan. Det skal være eders Nordgrænse. ¹⁰ Men til Østgrænse skal I afmærke eder en Linie fra Hazar Enan til Sjefam; ¹¹ og fra Sjefam skal Grænsen gå ned til Ribla østen for Ajin, og Grænsen skal løbe videre ned, til den støder til Bjergskrænten østen for Kinneretsøen; ¹² derpå skal Grænsen løbe ned langs Jordan og ende ved Salthavet. Det skal være eders Land i hele dets Udstrækning til alle Sider.

¹³ Og Moses bød Israelitterne og sagde: Det er det Land, I skal udskifte mellem eder ved Lodkastning, og som efter Herrens Bud skal gives de ni Stammer og den halve Stamme. ¹⁴ Thi Rubeniternes Stamme efter deres Fædrenehuse og Gaditernes Stamme efter deres Fædrenehuse og Manasses halve Stamme har allerede fået deres Arvelod. ¹⁵ De to Stammer og den halve Stamme har fået deres Arvelod hinsides Jordan over for Jeriko, mod Øst, mod Solens Opgang.

¹⁶ Og Herren talede til Moses og sagde: ¹⁷ Navnene på de Mænd, der skal udskifte Landet mellem eder, er følgende: Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn; ¹⁸ desuden skal I udtage een Øverste af hver Stamme til at udskifte Landet. ¹⁹ Navnene på disse Mænd er følgende: Af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn, ²⁰ af Simeoniternes Stamme Sjemuel, Ammihuds Søn, ²¹ af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn, ²² af Daniternes Stamme een Øverste, Bukki, Joglis Søn, ²³ af Josefs Sønner: af Manassiternes Stamme een Øverste, Hanniel, Efods Søn, ²⁴ og af Efraimiternes Stamme een Øverste, Kemuel, Sjiftans Søn, ²⁵ af Zebuloniternes Stamme een Øverste, Elizafan, Parnaks Søn, ²⁶ af Issakariternes Stamme een Øverste, Paltiel, Azzans Søn, ²⁷ af Aseriternes Stamme een Øverste, Ahihud, Sjelomis Søn, ²⁸ og af Naftaliternes Stamme een Øverste, Pedael, Ammibuds Søn. ²⁹ Det var dem, Herren pålagde at udskifte Kana'ans Land mellem Israelitterne.

³⁸ Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem; ³⁹ han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

⁴⁰ Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land! ⁴¹ De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige; ⁴² hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden, ⁴³ da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark, ⁴⁴ forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene, ⁴⁵ sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde, ⁴⁶ gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst, ⁴⁷ slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost, ⁴⁸ prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn. ⁴⁹ Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle; ⁵⁰ frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest; ⁵¹ alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte, ⁵² lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen, ⁵³ ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender; ⁵⁴ han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt, ⁵⁵ drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

⁵⁶ Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd; ⁵⁷ de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue, ⁵⁸ de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder. ⁵⁹ Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel; ⁶⁰ han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker; ⁶¹ han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd, ⁶² prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod; ⁶³ Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange, ⁶⁴ dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

⁶⁵ Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin; ⁶⁶ han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme. ⁶⁷ Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke; ⁶⁸ han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker; ⁶⁹ han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden. ⁷⁰ Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde, ⁷¹ hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod; ⁷² han vogtede dem med oprigtigt Hjerte,ledede dem med kyndig Hånd.

26 På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: "En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk. ² Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab, ³ hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig. ⁴ Stol for evigt på Herren, thi Herren er en evig Klippe. ⁵ Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet. ⁶ De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.

⁷ Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej. ⁸ Ja, vi venter dig, Herre, på dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry står vor Sjæls Attrå. ⁹ Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig. Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig, Retfærd. ¹⁰ Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke Herrens Højhed. ¹¹ Herre, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem! ¹² Herre, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os. ¹³ Herre vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi. ¹⁴ Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem. ¹⁵ Du har mangfoldiggjort Folket, Herre, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser. ¹⁶ Herre, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem. ¹⁷ Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig i Veer, således fik vi det, Herre, fra dig. ¹⁸ Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden. ¹⁹ Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen.

²⁰ Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over. ²¹ Thi Herren går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.

4 I elskede! tror ikke enhver Ånd, men prøver Ånderne, om de ere af Gud; thi mange falske Profeter ere udgåede i Verden. ² Derpå kende I Guds Ånd: enhver Ånd, der bekender Jesus som Kristus, kommen i Kød, er af Gud. ³ Og enhver Ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; og dette er Antikrists Ånd, om hvilken I have hørt, at den kommer, og den er allerede nu i Verden. ⁴ Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem, fordi den, som er i eder, er større end den, som er i Verden. ⁵ De ere af Verden; derfor tale de af Verden, og Verden hører dem. ⁶ Vi ere af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af

⁷ I elskede! lader os elske hverandre, thi Kærligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født at Gud og kender Gud. ⁸ Den, som ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er Kærlighed. ⁹ Deri blev Guds Kærlighed åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til Verden, for at vi skulle leve ved ham. ¹⁰ Deri består Kærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. ¹¹ I elskede! har Gud således elsket os, da ere også vi skyldige at elske hverandre. ¹² Ingen har nogen Sinde set Gud; dersom vi elske hverandre, bliver Gud i os, og hans Kærlighed er fuldkommet i os. ¹³ Derpå kende vi, at vi blive i ham, og han i os, at han har givet os af sin Ånd. ¹⁴ Og vi have skuet og vidne, at Faderen bar udsendt Sønnen til Frelser for Verden. ¹⁵ Den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud. ¹⁶ Og vi have erkendt og troet den Kærlighed, som Gud har til os. Gud er Kærlighed, og den, som bliver i Kærligheden, bliver i Gud, og Gud i ham. ¹⁷ Deri er Kærligheden fuldkommet hos os, at vi have Frimodighed på Dommens Dag, fordi, ligesom han er, således ere også vi i denne Verden. ¹⁸ Frygt er ikke i Kærligheden, men den fuldkomne Kærlighed driver Frygten ud; thi Frygt bringer Straf; men den, som frygter, er ikke fuldkommet i Kærligheden. ¹⁹ Vi elske, fordi han elskede os først. ²⁰ Dersom nogen siger: "Jeg elsker Gud," og hader sin Broder, han er en Løgner; thi den, der ikke elsker sin Broder, som han har set, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har set? ²¹ Og dette Bud have vi fra ham, at den, som elsker Gud, skal også elske sin Broder.