M’Cheyne Bible Reading Plan

32 Rubeniterne og Gaditerne havde meget Kvæg i store mængder. Da de nu så Jazers Land og Gileads Land, fandt de, at Stedet egnede sig til Kvægavl. ² Derfor kom Gaditerne og Rubeniterne og sagde til Moses og Præsten Eleazar og Menighedens Øverste: ³ "Atarot, Dibon, Ja'zer, Nimra, Hesjbon, Elale, Sebam, Nebo og Beon, ⁴ det Land, Herren har erobret for Israels Menighed, er et Land, der egner sig til Kvægavl, og dine Trælle ejer Hjorde." ⁵ Og de sagde: "Dersom vi har fundet Nåde for dine Øjne, så lad dine Trælle få dette Land i Eje; før os ikke over Jordan!"

⁶ Men Moses sagde til Gaditerne og Rubeniterne: "Skal eders Brødre drage i Krig, medens I bliver boende her? ⁷ Og hvorfor vil I betage Israelitterne Modet til at drage over til det Land, Herren har givet dem? ⁸ Det gjorde eders Fædre, da jeg fra Kadesj Barnea sendte dem hen for at se på Landet; ⁹ da de var draget op til Esjkoldalen og havde set på Landet, det og de Israelitterne Modet til at drage ind i det Land, Herren havde givet dem. ¹⁰ Men Herrens Vrede blussede den Gang op, og han svor: ¹¹ De Mænd, der er draget op fra Ægypten, fra Tyveårsalderen og opefter, skal ikke få det Land at se, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, fordi de ikke viste mig fuld lydighed, ¹² med Undtagelse af Kenizziten Kaleb, Jetunnes Søn, og Josua, Nuns Søn, thi de viste Herren fuld Lydighed! ¹³ Og Herrens Vrede blussede op mod Israel, og han lod dem vanke om i Ørkenen i fyrretyve År, indtil hele den Slægt var gået til Grunde, der gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne. ¹⁴ Og se, I træder nu i eders Fædres Fodspor, en Yngel af Syndere, for yderligere at øge Herrens Vrede mod Israel! ¹⁵ Når I viger bort fra ham, vil han lade det blive endnu længer i Ørkenen, og I bringer Fordærvelse over hele dette Folk."

¹⁶ Da trådte de frem for ham og sagde: "Vi vil kun bygge Kvægfolde til vore Hjorde her og Byer til vore Familier; ¹⁷ men selv vil vi ruste os til Kamp og drage i Spidsen for Israelitterne, til vi har bragt dem hen til deres Sted; imens skal vore Familier blive i de befæstede Byer i Ly for Landets indbyggere. ¹⁸ Vi vil ikke vende tilbage til vore Huse, før enhver af Israelitterne har fået sin Arvelod; ¹⁹ thi vi vil ikke have Arvelod sammen med dem på den anden Side af Jordan og længere borte, eftersom vi har fået vor Arvelod her på denne Side af Jordan på Østsiden." ²⁰ Da sagde Moses til dem: "Hvis I gør det, hvis I ruster eder til Kamp for Herrens Åsyn, ²¹ hvis alle eders kamprustede Mænd overskrider Jordan for Herrens Åsyn og bliver der, indtil han har jaget sine Fjender bort fra sit Åsyn, ²² og hvis I først vender tilbage, når Landet er undertvunget for Herrens Åsyn, skal I være sagesløse over for Herren og Israel, og så skal Landet her blive eders Ejendom for Herrens Åsyn. ²³ Men hvis I ikke gør det, se, da synder I mod Herren, og da skal I få eders Synd at mærke, den skal nok finde eder. ²⁴ Byg eder Byer til eders Familier og Folde til eders Småkvæg og gør, som I har sagt!" ²⁵ Da sagde Gaditerne og Rubeniterne til Moses: "Dine Trælle vil gøre, som min Herre byder; ²⁶ vore Børn, Kvinder, Hjorde og alt vort Kvæg skal blive der i Gileads Byer, ²⁷ men dine Trælle vil drage over og tage Del i Krigen, så mange som er rustet til Kamp for Herrens Åsyn, således som min Herre har sagt."

²⁸ Så gav Moses Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse Befaling om dem, ²⁹ og Moses sagde til dem: "Hvis Gaditerne og Rubeniterne, så mange som er rustet til Kamp for Herrens Åsyn, går over Jordan sammen med eder og Landet bliver eder underlagt, skal I give dem Gilead i Eje; ³⁰ men hvis de ikke går over sammen med eder, rustede til Kamp, skal de have Bopæl anvist blandt eder i Kana'ans Land." ³¹ Da svarede Gaditerne og Rubeniterne: "Hvad Herren har talt til dine Trælle, vil vi gøre; ³² vi vil, rustede til Kamp for Herrens Øjne, drage over til Kana'ans Land, men vor Arvelod på den anden Side af Jordan bliver i vort Eje."

³³ Da gav Moses Gaditerne, Rubeniterne og Josefs Søn Manasses halve Stamme Amoriterkongen Sihons Kongerige og kong Og af Basans kongerige, Landet med Byerne og deres Område, Landets Byer rundt om. ³⁴ Så byggede Gaditerne Dibon, Atarot, Aroer. ³⁵ Atarot Sjofan, Ja'zer, Jogbeba, ³⁶ Bet Nimra, Bet Haran, befæstede Byer, og Kvægfolde; ³⁷ og Rubeniterne byggede Hesjbon, Elale og Kirjatajim, ³⁸ Nebo og Ba'al Meon, hvis Navne ændredes, og Sibma; og de opkaldte Byerne, som de byggede, efter deres Navne. ³⁹ Og Manasses Søn Makirs Sønner drog til Gilead og erobrede det og drev de der boende Amoriter bort; ⁴⁰ og Moses overdrog Gilead til Manasses Søn Makir, og han bosatte sig der; ⁴¹ men Manasses Søn Jair drog hen og erobrede deres Teltbyer og kaldte dem Jairs Teltbyer. ⁴² Og Noba drog hen og erobrede Kenat med tilhørende Småbyer og kaldte det Noba efter sit eget Navn.

77 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.

² Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, ³ jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; ⁴ jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela. ⁵ Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs. ⁶ Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År; ⁷ jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd. ⁸ Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde, ⁹ er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, ¹⁰ har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

¹¹ Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. ¹² Jeg kommer Herrens Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. ¹³ Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. ¹⁴ Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! ¹⁵ Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, ¹⁶ udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela. ¹⁷ Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; ¹⁸ Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; ¹⁹ din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; ²⁰ din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. ²¹ Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

24 Se, Herren gør Jorden tom og øde og vender op og ned på dens Overflade, han spreder dens Beboere; ² det går Lægfolk som Præst, Træl som Herre, Trælkvinde som Frue, Køber som Sælger, Långiver som Låntager, Ågerkarl som Skyldner. ³ Jorden tømmes og plyndres i Bund og Grund, thi Herren har talet dette Ord. ⁴ Jorden blegner og segner, Jorderig sygner og segner, Jordens Højder sygner hen. ⁵ Vanhellig blev Jorden under dem, som bor der, thi Lovene krænked de, overtrådte Budet, brød den evige Pagt. ⁶ Derfor fortærer Forbandelse Jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides Jordens Beboere bort, kun få af de dødelige levnes.

⁷ Druesaften sørger, Vinranken sygner alle de hjertensglade sukker; ⁸ Håndpaukens Klang er endt, de jublendes Larm hørt op, endt er Citrens Klang. ⁹ De drikker ej Vin under Sang, besk smager den stærke Drik. ¹⁰ Den øde Stad ligger nedbrudt, stængt er hver Boligs Indgang. ¹¹ Man jamrer over Vinen på Gaden, bort er al Glæde svundet; landflygtig er Landets Fryd. ¹² I Byen er Øde tilbage, og Porten er hugget i Splinter.

¹³ Thi på Jorden midt iblandt Folkene går det, som når Olietræets Frugt slås ned, som ved Efterslæt, når Vinen er høstet: ¹⁴ Disse opløfter Røsten, jubler over Herrens Storhed, råber fra Vesten: ¹⁵ "Derfor skal I ære Herren i Østen, på Havets Strande Herrens, Israels Guds, Navn!" ¹⁶ Fra Jordens Grænse hører vi Lovsange: "Hil den retfærdige!" Men jeg siger: Jeg usle, jeg usle, ve mig, Ransmænd raner, Ransmænd raner Ran, ¹⁷ Gru og Grav og Garn over dig, som bor på Jorden! ¹⁸ Den, der flygter for Gru, skal falde i Grav, og den, der når op af Grav, skal fanges i Garn. Thi Sluserne oventil åbnes, og Jordens Grundvolde vakler. ¹⁹ Jorden smuldrer og smuldrer, Jorden gynger og gynger, Jorden skælver og skælver; ²⁰ Jorden raver og raver som drukken og svajer som Vogterens Hytte; tungt ligger dens Brøde på den, den segner og rejser sig ikke. ²¹ På hin Dag hjemsøger Herren Himlens Hær i Himlen og Jordens Konger på Jorden. ²² De slæbes i Fængsel som Fanger, holdes under Lås og Lukke og straffes lang Tid efter. ²³ Månen blues og Solen skæmmes, thi Hærskarers Herre viser, han er Konge på Zions Bjerg, i Jerusalem; for hans Ældstes Øjne er Herlighed.

2 Mine Børn! dette skriver jeg til eder, for at I ikke skulle synde. Og dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, ² og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men også for hele Verdens.

³ Og derpå kende vi, at vi have kendt ham, om vi holde hans Bud. ⁴ Den, som siger: "Jeg kender ham," og ikke holder hans Bud. han er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke; ⁵ men den, som holder hans Ord, i ham er sandelig Guds Kærlighed fuldkommet. Derpå kende vi, at vi ere i ham. ⁶ Den, som siger, at han bliver i ham, han er også skyldig selv at vandre således, som han vandrede. ⁷ I elskede, jeg skriver til eder ikke et nyt Bud, men et gammelt Bud, som I have haft fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det Ord, som I have hørt. ⁸ Og dog skriver jeg til eder et nyt Bud, hvilket er sandt i ham og i eder, thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede. ⁹ Den,som siger,at han er i Lyset,og hader sin Broder, han er i Mørket endnu. ¹⁰ Den, som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen Forargelse i ham. ¹¹ Men den, som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, fordi Mørket har blindet hans Øjne.

¹² Jeg skriver til eder, mine Børn! fordi eders Synder ere eder forladte for hans Navns Skyld. ¹³ Jeg skriver til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg skriver til eder, I unge! fordi I have overvundet den onde. Jeg har skrevet til eder, mine Børn! fordi I kende Faderen. ¹⁴ Jeg har skrevet til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg har skrevet til eder, I unge! fordi I ere stærke, og Guds Ord bliver i eder, og I have overvundet den onde. ¹⁵ Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham. ¹⁶ Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden. ¹⁷ Og Verden forgår og dens Lyst; men den, som gør Guds Villie, bliver til evig Tid.

¹⁸ Mine Børn! det er den sidste Time, og som I have hørt, at Antikrist kommer, således ere nu mange Antikrister fremtrådte; deraf kende vi, at det er den sidste Time. ¹⁹ De ere udgåede fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de blevne hos os. Dog, det var, for at det skulde blive åbenbart, at de ikke alle ere af os. ²⁰ Og I have Salvelse fra den hellige og vide alt. ²¹ Jeg har ikke skrevet til eder, fordi I ikke vide Sandheden; men fordi I vide den og vide, at ingen Løgn er af Sandheden. ²² Hvem er Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus? Denne er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen. ²³ Hver den, som fornægter Sønnen, har ej heller Faderen; den, som bekender Sønnen, har også Faderen. ²⁴ Hvad I have hørt fra Begyndelsen, det blive i eder! Dersom det, som I have hørt fra Begyndelsen, bliver i eder, skulle også I blive i Sønnen og i Faderen. ²⁵ Og dette er den Forjættelse, som han selv tilsagde os, det evige Liv. ²⁶ Dette har jeg skrevet til eder om dem, som forføre eder. ²⁷ Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i eder, og I have ikke nødig, at nogen skal lære eder; men således som hans Salvelse lærer eder alt, er det også sandt og er ikke Løgn, og som den har lært eder, skulle I blive i ham.

²⁸ Og nu mine Børn! bliver i ham, for at vi, når han åbenbares, kunne have Frimodighed og ikke skulle blive til Skamme for ham ved hans Tilkommelse. ²⁹ Dersom I vide, at han er retfærdig, da erkender, at hver den, som gør Retfærdighed, er født af ham.