M’Cheyne Bible Reading Plan

20 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² Sig til Israeliterne: Om nogen af Israeliterne eller de fremmede, der bor hos Israel, giver sit Afkom hen til Molok, da skal han lide Døden; Landets Indbyggere skal stene ham, ³ og jeg vender selv mit Åsyn imod den Mand og udrydder ham af hans Folk, fordi han gav sit Afkom hen til Molok for at gøre min Helligdom uren og vanhellige mit hellige Navn; ⁴ og ser end Landets Indbyggere igennem Fingre med den Mand, når han giver sit Afkom hen til Molok, og undlader at dræbe ham, ⁵ så vender jeg dog selv mit Åsyn imod den Mand og hans Slægt og udrydder ham og alle dem, der følger i hans Spor og boler med Molok, af deres Folk.

⁶ Det Menneske, som henvender sig til Genfærd eller Sandsigerånder og boler med dem, mod det Menneske vil jeg vende mit Åsyn og udrydde ham af hans Folk.

⁷ Helliger eder og vær hellige; thi jeg er Herren eders Gud! ⁸ Hold mine Anordninger og gør efter dem. Jeg er Herren, som helliger eder!

⁹ Thi enhver, som forbander sin Fader og sin Moder, skal lide Døden; han har forbandet sin Fader og sin Moder, derfor hviler der Blodskyld på ham.

¹⁰ Om nogen bedriver Hor med en anden Mands Hustru, om nogen bedriver Hor med sin Næstes Hustru, da skal de lide Døden, Horkarlen såvel som Horkvinden. ¹¹ Om nogen har Samleje med sin Faders Hustru, har han blottet sin Faders Blusel; de skal begge lide Døden, der hviler Blodskyld på dem. ¹² Om nogen har Samleje med sin Sønnekone, skal de begge lide Døden; de har øvet Skændselsdåd, der hviler Blodskyld på dem. ¹³ Om nogen ligger hos en Mand, på samme Måde som man ligger hos en Kvinde, da har de begge øvet en Vederstyggelighed; de skal lide Døden, der hviler Blodskyld på dem. ¹⁴ Om nogen ægter en Kvinde og hendes Moder, er det grov Utugt: man skal brænde både ham og begge Kvinderne; der må ikke findes grov Utugt iblandt eder. ¹⁵ Om nogen har Omgang med et Dyr, skal han lide Døden, og Dyret skal I slå ihjel. ¹⁶ Om en Kvinde kommer noget Dyr nær for at have kønslig Omgang med det, da skal du ihjelslå både Kvinden og Dyret; de skal lide Døden, der hviler Blodskyld på dem. ¹⁷ Om en Mand tager sin Søster, sin Faders eller sin Moders Datter, til Ægte, så han ser hendes Blusel, og hun hans, da er det en skammelig Gerning; de skal udryddes i deres Landsmænds Påsyn; han har blottet sin Søsters Blusel, han skal undgælde for sin Brøde. ¹⁸ Om en Mand har Samleje med en Kvinde under hendes månedlige Svaghed og blotter hendes Blusel, idet han afdækker hendes Kilde, og hun afdækker sit Blods Kilde, da skal de begge udryddes af deres Folk. ¹⁹ Du må ikke blotte din Mosters og din Fasters Blusel, thi den, der gør det, afdækker sin kødelige Slægtnings Blusel; de skal undgælde for deres Brøde. ²⁰ 0m nogen har Samleje med sin Farbroders Hustru, da har han blottet sin Farbroders Blusel, de skal undgælde for deres Synd og dø barnløse. ²¹ Om nogen tager sin Broders Hustru til Ægte, da er det en uren Gerning; han har blottet sin Broders Blusel; de skal blive barnløse.

²² Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem, at ikke Landet, jeg føler eder ind at bo i, skal udspy eder. ²³ Følg ikke det Folks Skikke, som jeg driver bort foran eder, thi de har øvet alt dette; derfor væmmedes jeg ved dem ²⁴ og sagde til eder: I skal få deres Land i Eje; jeg giver eder det i Eje, et Land, der flyder med Mælk og Honning. Jeg er Herren eders Gud, som har udskilt eder fra alle andre Folkeslag.

²⁵ I skal skelne mellem rene og urene Dyr og mellem urene og rene Fugle for ikke at gøre eder selv til en Vederstyggelighed ved de Dyr og de Fugle og alt, hvad der rører sig på Jorden, alt, hvad jeg har udskilt for eder og erklæret for urent. ²⁶ Og I skal være mig hellige, thi jeg Herren er hellig, og jeg har udskilt eder fra alle andre Folkeslag til at høre mig til.

²⁷ Når der i en Mand eller Kvinde er en Genfærdsånd eller en Sandsigerånd, skal de lide Døden; de skal stenes, der hviler Blodskyld på dem.

25 Herre, jeg løfter min sjæl til dig ² min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig. ³ Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund. ⁴ Lad mig kende dine Veje, Herre lær mig dine Stier. ⁵ Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig. ⁶ Herre, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af. ⁷ Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o Herre! ⁸ God og oprigtig er Herren, derfor viser han Syndere Vejen. ⁹ Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej. ¹⁰ Alle Herrens Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd. ¹¹ For dit Navns Skyld, Herre, tilgive du min Brøde, thi den er stor. ¹² Om nogen frygter Herren, ham viser han den Vej, han skal vælge; ¹³ selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje. ¹⁴ Fortroligt Samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt. ¹⁵ Mit Øje er stadig vendt imod Herren, thi han frier mine Fødder af Snaren. ¹⁶ Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm. ¹⁷ Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød. ¹⁸ Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder. ¹⁹ Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund. ²⁰ Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes. ²¹ Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, Herre. ²² Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!

3 Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid: ² Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde, ³ Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge, ⁴ Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse, ⁵ Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne, ⁶ Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste, ⁷ Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale, ⁸ Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred. ⁹ Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder? ¹⁰ Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med. ¹¹ Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket. ¹² Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever. ¹³ Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave. ¹⁴ Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Åsyn. ¹⁵ Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.

¹⁶ Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted og Gudløshed på Retfærds Sted. ¹⁷ Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid. ¹⁸ Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:" ¹⁹ Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed. ²⁰ Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden. ²¹ Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer nedad til Jorden? ²² Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?

5 En gammel Mand må du ikke skælde på, men forman ham som en Fader, unge Mænd som Brødre, ² gamle Kvinder som Mødre, unge som Søstre, i al Renhed.

³ Ær Enker, dem, som virkelig ere Enker; ⁴ men om en Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først lære at vise deres eget Hus skyldig Kærlighed og gøre Gengæld imod Forældrene; thi dette er velbebageligt for Gud. ⁵ Men den, som virkelig er Enke og står ene, har sat sit Håb til Gud og bliver ved med sine Bønner og Påkaldelser Nat og Dag; ⁶ men den, som lever efter sine Lyster, er levende død. ⁷ Forehold dem også dette, for at de må være ulastelige. ⁸ Men dersom nogen ikke har Omsorg for sine egne og især for sine Husfæller, han har fornægtet Troen og er værre end en vantro. ⁹ En Enke kan udnævnes når hun er ikke yngre end tresindstyve År, har været een Mands Hustru, ¹⁰ har Vidnesbyrd for gode Gerninger, har opfostret Børn, har vist Gæstfrihed, har toet helliges Fødder, har hjulpet nødlidende, har lagt sig efter al god Gerning. ¹¹ Men afvis unge Enker; thi når de i kødelig Attrå gøre Oprør imod Kristus, ville de giftes ¹² og have så den Dom, at de have sveget deres første Tro. ¹³ Tilmed lære de, idet de løbe omkring i Husene, at være ørkesløse, og ikke alene ørkesløse, men også at være sladderagtige og blande sig i uvedkommende Ting, idet de tale, hvad der er utilbørligt. ¹⁴ Derfor vil jeg, at unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Hus, ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale. ¹⁵ Thi allerede have nogle vendt sig bort efter Satan. ¹⁶ Dersom nogen troende Kvinde har Enker, da lad hende hjælpe dem, og lad ikke Menigheden bebyrdes, for at den kan hjælpe de virkelige Enker.

¹⁷ De Ældste, som ere gode Forstandere, skal man holde dobbelt Ære værd, mest dem, som arbejde i Tale og Undervisning. ¹⁸ Thi Skriften siger: "Du må ikke binde Munden til på en Okse, som tærsker;" og: "Arbejderen er sin Løn værd." ¹⁹ Tag ikke imod noget Klagemål imod en Ældste, uden efter to eller tre Vidner. ²⁰ Dem, som Synde, irettesæt dem for alles Åsyn, for at også de andre må have Frygt. ²¹ Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu og de udvalgte Engles Åsyn, at du vogter på dette uden Partiskhed, så du intet gør efter Tilbøjelighed. ²² Vær ikke hastig til at lægge Hænder på nogen, og gør dig ikke delagtig i andres Synder; hold dig selv ren! ²³ Drik ikke længere bare Vand, men nyd lidt Vin for din Mave og dine jævnlige Svagheder. ²⁴ Nogle Menneskers Synder ere åbenbare og gå forud til Dom; men for nogle følge de også bagefter. ²⁵ Ligeledes ere også de gode Gerninger åbenbare, og de, som det forholder sig anderledes med, kunne ikke skjules.