M’Cheyne Bible Reading Plan
17 Herren talede til Moses og sagde: 2 Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem: Dette har Herren påbudt: 3 Om nogen af Israels Hus slagter et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged i Lejren, eller han slagter dem uden for Lejren, 4 uden at bringe dem hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at bringe Herren en Offergave foran Herrens Bolig, da skal dette tillegnes den Mand som Blodskyld; han har udgydt Blod, og den Mand skal udryddes af sit Folk. 5 Dette er anordnet, for at Israeliterne skal bringe deres Slagtofre, som de slagter ude på Marken, til Herren, til Åbenbaringsteltets Indgang, til Præsten, og ofre dem som Takofre til Herren. 6 Præsten skal da sprænge Blodet på Herrens Alter ved Indgangen til Åbenbaringsteltet og bringe Fedtet som Røgoffer, en liflig Duft for Herren. 7 Og de må ikke mere ofre deres Slagtofre til Bukketroldene, som de boler med. Det skal være en evig gyldig Anordning for dem fra Slægt til Slægt!
8 Og du skal sige til dem: Om nogen af Israels Hus eller de fremmede, der bor iblandt eder, ofrer et Brændoffer eller Slagtoffer 9 og ikke bringer det hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at ofre det til Herren, da skal den Mand udryddes af sin Slægt.
10 Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget Blod, så vender jeg mit Åsyn mod den, der nyder Blodet, og udrydde1 ham af hans Folk. 11 Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det til Brug på Alteret til at skaffe eders Sjæle Soning; thi det er Blodet, som skaffer Soning, fordi det er Sjælen. 12 Derfor har jeg sagt til Israeliterne: Ingen af eder må nyde Blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt eder, må nyde Blod. 13 Om nogen af Israeliterne eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nedlægger et Stykke Vildt eller en Fugl af den Slags, der må spises, da skal han lade Blodet løbe ud og dække det med Jord. 14 Thi om alt Køds Sjæl gælder det, at dets Blod er dets Sjæl; derfor har jeg sagt til Israeliterne: I må ikke nyde Blodet af noget som helst Kød, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; enhver, der nyder det, skal udryddes.
15 Enhver, der spiser seldøde eller sønderrevne Dyr, det være sig en indfødt eller en fremmed, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften; så er han ren. 16 Men hvis han ikke tvætter sine Klæder og bader sig, skal han undgælde for sin Brøde.
20 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 På trængselens dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds Navn! 3 Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig; 4 han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! - Sela. 5 Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd, 6 at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn ! Herren opfylde alle dine Bønner!
7 Nu ved jeg, at Herren frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde. 8 Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved Herren vor Guds Navn. 9 De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode. 10 Herre, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!
21 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Herre, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse! 3 Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela. 4 Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved. 5 Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende. 6 Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham. 7 Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham. 8 Thi Kongen stoler på Herren, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.
9 Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd. 10 Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; Herren sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem. 11 Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn. 12 Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet; 13 thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.
14 Herre, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!
31 Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med. 2 Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn? 3 Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger. 4 Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke, 5 at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme. 6 Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin; 7 lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje. 8 Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag; 9 luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!
10 Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over Perlers. 11 Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det ikke. 12 Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage. 13 Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst. 14 Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra. 15 Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmålte Del. 16 Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for hvad hun har tjent. 17 Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme. 18 Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud om Natten. 19 Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen. 20 Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige. 21 Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen. 22 Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur. 23 Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets Ældste. 24 Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren. 25 Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil. 26 Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen. 27 Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød. 28 Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov: 29 "Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!" 30 Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter Herren, skal roses. 31 Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene.
2 Jeg formaner da først af alt til, at der holdes Bønner, Påkaldelser, Forbønner, Taksigelser for alle Mennesker, 2 for Konger og alle dem, som ere i Højhed, at vi må leve et roligt og stille Levned i al Gudsfrygt og Ærbarhed; 3 dette er smukt og velbehageligt for Gud, vor Frelser, 4 som vil, at alle Mennesker skulle frelses og komme til Sandheds Erkendelse. 5 Thi der er een Gud, og også een Mellemmand imellem Gud og Mennesker, Mennesket Kristus Jesus, 6 som gav sig selv til en Genløsnings Betaling for alle, hvilket er Vidnesbyrdet i sin Tid, 7 og for dette er jeg bleven sat til Prædiker og Apostel (jeg siger Sandhed, jeg lyver ikke), en Lærer for Hedninger i Tro og Sandhed.
8 Så vil jeg da, at Mændene på ethvert Sted, hvor de bede, skulle opløfte fromme Hænder uden Vrede og Trætte. 9 Ligeså, at Kvinder skulle pryde sig i sømmelig Klædning med Blufærdighed og Ærbarhed, ikke med Fletninger og Guld eller Perler eller kostbar Klædning, 10 men, som det sømmer sig Kvinder, der bekende sig til Gudsfrygt, med gode Gerninger. 11 En Kvinde bør i Stilhed lade sig belære, med al Lydighed; 12 men at være Lærer tilsteder jeg ikke en Kvinde, ikke heller at byde over Manden, men at være i Stilhed. 13 Thi Adam blev dannet først, derefter Eva; 14 og Adam blev ikke bedraget, men Kvinden blev bedraget og er falden i Overtrædelse. 15 Men hun skal frelses igennem sin Barnefødsel, dersom de blive i Tro og Kærlighed og Hellighed med Ærbarhed.