M’Cheyne Bible Reading Plan
15 Herren talede fremdeles til Moses og Aron og sagde: 2 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand får Flåd fra sin Blusel, da er dette hans Flåd urent. 3 Og således skal man forholde sig med den ved hans Flåd opståede Urenhed: Hvad enten hans Blusel flyder eller holder sit Flåd tilbage, er der Urenhed hos ham. 4 Ethvert Leje, som den, der lider af Flåd, ligger på, skal være urent, og ethvert Sæde, han sidder på, skal være urent. 5 Den der rører ved hans Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften; 6 den, der sidder på et Sæde, som den, der lider af Flåd, har siddet på, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften; 7 den, der rører ved en. der lider af Flåd, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 8 Hvis den, der lider af Flåd, spytter på en, som er uren, skal denne tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 9 Ethvert Befordringsmiddel, som bruges af den, der lider af Flåd, skal være urent. 10 Den, der rører ved noget, han har ligget eller siddet på, skal være uren til Aften; den, der bærer noget sådant, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 11 Enhver, som den, der lider af Flåd, rører ved uden at have skyllet sine Hænder i Vand, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 12 Lerkar, som den, der lider af Flåd, rører ved, skal slås itu, og alle Trækar skal skylles i Vand. 13 Men når den, der lider af Flåd, bliver ren for sit Flåd, skal han tælle syv bage frem, fra den Dag han bliver ren, og så tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i rindende Vand; så er han ren. 14 Og den ottende dag skal han tage sig to Turtelduer eller Dueunger og komme hen for Herrens Åsyn ved Åbenbaringsteltets indgang og give Præsten dem. 15 Så skal Præsten bringe dem som Offer, den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffer, og således skal Præsten skaffe ham Soning for Herrens Åsyn for hans Flåd.
16 Når der går Sæd fra en Mand, skal han bade hele sit Legeme i Vand og være uren til Aften. 17 Enhver Klædning og alt Læder, der er kommet Sæd på, skal tvættes i Vand og være urent til Aften. 18 Og når en Mand har Samleje med en Kvinde, skal de bade sig i Vand og være urene til Aften.
19 Når en Kvinde har Flåd, idet der flyder Blod fra hendes Blusel, da skal hendes Urenhed vare syv Dage. Enhver, der rører ved hende, skal være uren til Aften. 20 Alt, hvad hun ligger på under sin månedlige Urenhed, skal være urent, og alt, hvad hun sidder på, skal være urent. 21 Enhver, der rører ved hendes Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften; 22 og enhver, der rører ved et Sæde, hun har siddet på, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 23 Og hvis nogen rører ved noget, der har ligget på Lejet eller Sædet, hun har siddet på, skal han være uren til Aften. 24 Dersom en Mand ligger ved Siden af hende og hendes Urenhed kommer på ham, skal han være uren i syv Dage, og ethvert Leje, han ligger på, skal være urent.
25 Men når en Kvinde har Blodflåd i længere Tid, uden for den Tid hun har sin månedlige Urenhed, eller når Flåddet varer længere end sædvanligt ved hendes månedlige Urenhed, så skal hun, i al den Tid hendes urene Flåd varer, være stillet, som i de Dage hun har sin månedlige Urenhed; hun skal være uren; 26 ethvert Leje, hun ligger på, så længe hendes Flåd varer, skal være som hendes Leje under hendes månedlige Urenhed, og et hvert Sæde, hun sidder på, skal være urent som under hendes månedlige Urenhed; 27 enhver, der rører derved, bliver uren og skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 28 Men når hun bliver ren for sit Flåd, skal hun tælle syv Dage frem og så være ren. 29 På den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller Dueunger og bringe dem til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang. 30 Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffer, og således skal Præsten skaffe hende Soning for Herrens Åsyn for hendes Urenheds Flåd.
31 I skal advare Israeliterne for deres Urenhed, for at de ikke skal dø i deres Urenhed, når de gør min Bolig, som er i deres Midte, uren.
32 Det er Loven om Mænd, der lider af Flåd, og fra hvem der går Sæd, så de bliver urene derved, 33 og om Kvinder, der lider af deres månedlige Urenhed, om Mænd og Kvinder, der har Flåd, og om Mænd, der ligger ved Siden af urene Kvinder.
18 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David, som sang Herren denne Sang, dengang Herren havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.
2 Herre, jeg har dig! hjerteligt kær, min Styrke! 3 Herre, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn! 4 Jeg påkalder Herren, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5 Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, 6 Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; 7 i min Vånde påkaldte jeg Herren og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører! 8 Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op. 9 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham. 10 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder; 11 båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger; 12 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer. 13 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer. 14 Herren tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder. 15 Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem. 16 Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre, for din Vredes Pust. 17 Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande, 18 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke. 19 På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men Herren blev mig til Værn. 20 Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 Herren gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld; 22 thi jeg holdt mig til Herrens Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud 23 hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig. 24 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde. 25 Herren lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje! 26 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, 27 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. 28 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29 Ja, min Lampe lader du lyse, Herre, min Gud opklarer mit Mørke. 30 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde. 31 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er Herrens Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32 Ja, hvem er Gud uden Herren, hvem er en Klippe uden vor Gud, 33 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig, 34 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene, 35 oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen! 36 Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor; 37 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke. 38 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, 39 slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod. 40 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig; 41 du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen. 42 De råbte, men ingen hjalp, til Herren, han svared dem ikke. 43 Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
44 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk; 45 hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig; 46 Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul. 47 Herren lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud, 48 den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod 49 og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig. 50 Herre, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, 51 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.
29 Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom. 2 Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket. 3 Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods. 4 Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde. 5 Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod. 6 I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde. 7 Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet. 8 Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede. 9 Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af. 10 De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham. 11 En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider. 12 En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere. 13 Fattigmand og Blodsuger mødes, Herren giver begges Øjne Glans. 14 En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig. 15 Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam. 16 Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald. 17 Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager. 18 Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven. 19 Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke. 20 Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham. 21 Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre. 22 Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd. 23 Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære. 24 Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet. 25 Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på Herren, er bjærget. 26 Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra Herren. 27 Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.
3 I øvrigt, Brødre! beder for os, at Herrens Ord må have Løb og forherliges ligesom hos eder, 2 og at vi må fries fra de vanartige og onde Mennesker; thi Troen er ikke alles. 3 Men trofast er Herren, som skal styrke eder og bevare eder fra det onde; 4 og vi have den Tillid til eder i Herren, at I både gøre og ville gøre, hvad vi byde. 5 Men Herren styre eders Hjerter til Guds Kærlighed og til Kristi Udholdenhed!
6 Men vi byde eder, Brødre! i vor Herres Jesu Kristi Navn, at I holde eder borte fra enhver Broder, som vandrer uskikkeligt og ikke efter den Overlevering, som de modtoge af os. 7 I vide jo selv, hvorledes I bør efterfølge os. Thi vi have ikke levet uskikkeligt iblandt eder, 8 ikke heller spiste vi nogens Brød for intet, men arbejdede med Møje og Anstrengelse, Nat og Dag,for ikke at være nogen af eder til Byrde. 9 Ikke fordi vi ikke have Ret dertil; men vi vilde give eder et Forbillede i os selv, for at I skulde efterfølge os. 10 Også da vi vare hos eder, bød vi eder jo dette, at dersom nogen ikke vil arbejde, så skal han heller ikke have Føden! 11 Vi høre nemlig, at nogle vandre uskikkeligt iblandt eder, idet de ikke arbejde, men tage sig uvedkommende Ting for. 12 Sådanne byde og formane vi i den Herre Jesus Kristus, at de skulle arbejde i Stilhed og således spise deres eget Brød. 13 Men I, Brødre! bliver ikke trætte af at gøre det gode! 14 Men dersom nogen ikke lyder vort Ord her i Brevet, da mærker eder ham; hav intet Samkvem med ham, for at han må skamme sig! 15 Dog skulle I ikke agte ham for en Fjende, men påminde ham som en Broder!
16 Men han selv, Fredens Herre, give eder Freden altid, i alle Måder! Herren være med eder alle! 17 Hilsenen med min, Paulus's, egen Hånd, hvilket er et Mærke i hvert Brev. Således skriver jeg. 18 Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle!