M’Cheyne Bible Reading Plan

10 Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i dem og lagde Røgelse derpå og frembar for Herrens Åsyn fremmed Ild, som han ikke havde pålagt dem. ² Da for Ild ud fra Herrens Åsyn og fortærede dem, så de døde for Herrens Åsyn. ³ Moses sagde da til Aron: "Det er det, Herren talede om, da han sagde: Jeg viser min Hellighed på dem, der står mig nær, og min Herlighed for alt Folkets Øjne!" Og Aron tav. ⁴ Da kaldte Moses Misjael og Elzafan, Arons Farbroder, Uzziels Sønner, til sig og sagde til dem: "Kom og bær eders Frænder bort fra Helligdommen uden for Lejren!" ⁵ Og de kom og bar dem uden for Lejren i deres Kjortler, som Moses havde sagt. ⁶ Men Moses sagde til Aron og hans Sønner Eleazar og Itamar: "I må hverken lade eders Hår vokse frit eller sønderrive eders Klæder, ellers skal I dø og Vrede komme over hele Menigheden; lad eders Brødre, hele Israels Hus, begræde den Brand, Herren har antændt; ⁷ og vig ikke fra Åbenbaringsteltets indgang, ellers skal I dø, thi Herrens Salveolie er på eder!" Og de gjorde som Moses sagde.

⁸ Og Herren talede til Aron og sagde: ⁹ Vin og stærk Drik må hverken du eller dine Sønner drikke, når I gået ind i Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt, ¹⁰ for at I kan gøre Skel mellem det hellige og det, der ikke er helligt, og mellem det urene og det rene, ¹¹ og for at I kan vejlede Israeliterne i alle de Love, Herren har kundgjort dem ved Moses.

¹² Og Moses sagde til Aron og hans tilbageblevne Sønner Eleazar og Itamar: "Tag Afgrødeofferet, der er levnet fra Herrens Ildoffer, og spis det usyret ved Siden af Alteret, thi det er højhelligt; ¹³ I skal spise det på et helligt Sted; det er jo din og dine Sønners retmæssige Del af Herrens Ildofre; thi således er det mig påbudt. ¹⁴ Og Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen skal I spise på et rent Sted, du, dine Sønner og Døtre, thi de er givet dig tillige med dine Sønner som en retmæssig Del af Israeliternes Takofre; ¹⁵ Offerydelseskøllen og Svingningsbrystet skal man frembære sammen med de til Ildofre bestemte Fedtdele, for at Svingningen kan udføres for Herrens Åsyn, og de skal tilfalde dig og dine Sønner tillige med dig som en evig gyldig Rettighed, således som Herren har påbudt!"

¹⁶ Og Moses spurgte efter Syndofferbukken, men se, den var opbrændt. Da blev han fortørnet på Eleazar og Itamar, Arons tilbageblevne Sønner, og sagde: ¹⁷ "Hvorfor har I ikke spist Syndofferet på det hellige Sted? Det er jo dog højhelligt, og han har givet eder det. for at I skal borttage Menighedens Skyld og således skaffe dem Soning for Herrens Åsyn. ¹⁸ Se, Blodet deraf er ikke blevet bragt ind i Helligdommens Indre, derfor havde det været eders Pligt at spise det på det hellige Sted, således som jeg har påbudt!" ¹⁹ Men Aron svarede Moses: "Se, de har i Dag frembåret deres Syndoffer og Brændoffer for Herrens Åsyn, og en sådan Tilskikkelse har ramt mig! Om jeg i Dag havde spist Syndofferkød, vilde Herren da have billiget det?" ²⁰ Da Mose's hørte dette, billigede han det.

11 Jeg tager min Tilflugt til Herren! Hvor kan I sige til min Sjæl: "Fly som en Fugl til Bjergene! ² Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet. ³ Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"

⁴ Herren er i sin hellige Hal, i Himlen er Herrens Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn; ⁵ retfærdige og gudløse ransager Herren; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl; ⁶ over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmålte Bæger. ⁷ Thi retfærdig er Herren, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn!

12 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

² Herre, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn; ³ de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte. ⁴ Hver svigefuld Læbe udrydde Herren, den Tunge, der taler store Ord, ⁵ dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

⁶ "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger Herren, "jeg frelser den, som man blæser ad."

⁷ Herrens Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv. ⁸ Herre, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. ⁹ De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

25 Følglende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af Judas Mænd samlede. ² Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag. ³ Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen granske. ⁴ Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret; ⁵ når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd. ⁶ Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads; ⁷ det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set, ⁸ skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, når din Næste gør dig til Skamme? ⁹ Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed ¹⁰ thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen. ¹¹ Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid. ¹² En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende Øre. ¹³ Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl. ¹⁴ Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed. ¹⁵ Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben. ¹⁶ Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud. ¹⁷ Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget af dig og ledes. ¹⁸ Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste. ¹⁹ Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand på Trængselens Dag. ²⁰ Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over Natron, så er det at synge for mismodig Mand. ²¹ Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke; ²² da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og Herren lønner dig for det. ²³ Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner. ²⁴ Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde. ²⁵ Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et Land i det fjerne. ²⁶ Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Påsyn. ²⁷ Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord. ²⁸ Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind.

4 Så bede vi eder i øvrigt, Brødre! og formane eder i den Herre Jesus, at som I jo have lært af os, hvorledes I bør vandre og behage Gud, således som I jo også gøre, at I således må gøre end yderligere Fremgang. ² I vide jo, hvilke Bud vi gave eder ved den Herre Jesus. ³ Thi dette er Guds Villie, eders Helliggørelse, at I afholde eder fra Utugt; ⁴ at hver af eder veed at vinde sig sin egen Hustru i Hellighed og Ære, ⁵ ikke i Begærings Brynde som Hedningerne, der ikke kende Gud; ⁶ at ingen foruretter og bedrager sin Broder i nogen Sag; thi Herren er en Hævner over alt dette, som vi også før have sagt og vidnet for eder. ⁷ Thi Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggørelse. ⁸ Derfor altså, den, som foragter dette, han foragter ikke et Menneske, men Gud, som også giver sin Helligånd til eder.

⁹ Men om Broderkærligheden have I ikke nødig, at jeg skal skrive eder til; thi I ere selv oplærte af Gud til at elske hverandre; ¹⁰ det gøre I jo også imod alle Brødrene i hele Makedonien; men vi formane eder, Brødre! til yderligere Fremgang ¹¹ og til at sætte en Ære i at leve stille og varetage hver sit og arbejde med eders Hænder, således som vi bød eder, ¹² for at I kunne vandre sømmeligt over for dem, som ere udenfor, og for ikke at trænge til nogen.

¹³ Men vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende med Hensyn til dem, som sove hen, for at I ikke skulle sørge som de andre, der ikke have Håb. ¹⁴ Thi når vi tro, at Jesus er død og opstanden, da skal også Gud ligeså ved Jesus føre de hensovede frem med ham. ¹⁵ Thi dette sige vi eder med Herrens Ord, at vi levende, som blive tilbage til Herrens Tilkommelse, vi skulle ingenlunde komme forud for de hensovede. ¹⁶ Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen med et Tilråb, med Overengels Røst og med Guds Basun, og de døde i Kristus skulle opstå først; ¹⁷ derefter skulle vi levende, som blive tilbage, bortrykkes tillige med dem i Skyer til at møde Herren i Luften; og så skulle vi altid være sammen med Herren. ¹⁸ Så trøster hverandre med disse Ord!