M’Cheyne Bible Reading Plan

1 Herren kaldte på Moses og talede til ham fra Åbenbaringsteltet og sagde: ² Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen af eder vil bringe Herren en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil bringe, tages at Hornkvæget eller Småkvæget.

³ Skal hans Offergave af Hornkvæget være et Brændoffer, så skal det være et lydefrit Handyr, han bringer; til Åbenbaringsteltets Indgang skal han bringe det for at vinde Herrens Velbehag. ⁴ Så skal han lægge sin Hånd på Brændofferdyrets Hoved, for at det kan vinde ham Herrens Velbehag, idet det skaffer ham Soning. ⁵ Derpå skal han slagte den unge Okse for Herrens Åsyn, og Arons Sønner, Præsterne, skal frembære Blodet, og de skal sprænge Blodet rundt om på Alteret, som står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. ⁶ Så skal han flå Huden af Brændofferdyret og skære det i Stykker, ⁷ og Arons Sønner, Præsterne, skal gøre Ild på Alteret og lægge Brænde på Ilden; ⁸ og Arons Sønner, Præsterne, skal lægge Stykkerne tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret. ⁹ Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand, og Præsten skal bringe det hele som Røgoffer på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for Herren.

¹⁰ Hvis hans Offergave, der skal bruges som Brændoffer, tages at Småkvæget, af Fårene eller Gederne, så skal det være et lydefrit Handyr, han bringer. ¹¹ Han skal slagte det for Herrens Åsyn ved Alterets Nordside, og Arons Sønner, Præsterne skal sprænge Blodet deraf rundt om på Alteret. ¹² Så skal han skære det i Stykker, og Præsten skal lægge Stykkerne tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret. ¹³ Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand. Så skal Præsten frembære det hele og bringe det som Røgoffer på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for Herren.

¹⁴ Er hans Offergave til Herren et Brændoffer af Fuglene, da skal Offergaven, han vil bringe, tages af Turtelduerne eller Dueungerne; ¹⁵ Præsten skal frembære den til Alteret og knække Halsen på den og bringe Hovedet som Røgoffer på Alteret, og dens Blod skal udpresses mod Alterets Side. ¹⁶ Så skal han udtage Kroen med dens Indhold og kaste den på Askedyngen ved Alterets Østside. ¹⁷ Derpå skal han rive Vingerne løs på den uden dog at skille dem fra Kroppen. Så skal Præsten bringe den som Røgoffer på Alteret på Brændet over Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for Herren.

20 Men på den første Dag; i Ugen kommer Maria Magdalene årle, medens det endnu er mørkt, til Graven og ser Stenen borttagen fra Graven, ² Da løber hun og kommer til Simon Peter og til den anden Discipel, ham, hvem Jesus elskede, og siger til dem: "De have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham." ³ Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven. ⁴ Men de to løb sammen, og den anden Discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til Graven. ⁵ Og da han kiggede ind, ser han Linklæderne ligge der, men gik dog ikke ind. ⁶ Da kommer Simon Peter, som fulgte ham, og han gik ind i Graven og så Linklæderne ligge der ⁷ og Tørklædet, som han havde haft på sit Hoved, ikke liggende ved Linklæderne, men sammenrullet på et Sted for sig selv. ⁸ Nu gik da også den anden Discipel, som var kommen først til Graven, ind, og han så og troede. ⁹ Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opstå fra de døde. ¹⁰ Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem.

¹¹ Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd, kiggede hun ind i Graven, ¹² og hun ser to Engle sidde i hvide Klæder, en ved Hovedet og en ved Fødderne,hvor Jesu Legeme havde ligget. ¹³ Og de sige til hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Hun siger til dem: "Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham." ¹⁴ Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der, og hun vidste ikke, at det var Jesus. ¹⁵ Jesus siger til hende: "Kvinde: hvorfor græder du? hvem leder du efter?" Hun mente, det var Havemanden, og siger til ham: "Herre! dersom du har båret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg tage ham." ¹⁶ Jesus siger til hende: "Maria!" Hun vender sig om og siger til ham på Hebraisk: "Rabbuni!" hvilket betyder Mester. ¹⁷ Jesus siger til hende: "Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; men gå til mine Brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud." ¹⁸ Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: "Jeg har set Herren," og at han havde sagt hende dette.

¹⁹ Da det nu var Aften på den samme Dag, den første Dag i Ugen, og Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: "Fred være med eder!" ²⁰ Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin Side. Så bleve Disciplene glade, da de så Herren. ²¹ Jesus sagde da atter til dem: "Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder." ²² Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: "Modtager den Helligånd! ²³ Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet." ²⁴ Men Thomas, hvilket betyder Tvilling, en af de tolv, var ikke hos dem, da Jesus kom. ²⁵ De andre Disciple sagde da til ham: "Vi have set Herren." Men han sagde til dem: "Uden jeg får set Naglegabet i hans Hænder og stikker min Finger i Naglegabet og stikker min Hånd i hans Side, vil jeg ingenlunde tro."

²⁶ Og otte Dage efter vare hans Disciple atter inde, og Thomas med dem. Jesus kommer, da Dørene vare lukkede, og han stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med eder!" ²⁷ Derefter siger han til Thomas: "Ræk din Finger hid, og se mine Hænder, og ræk din Hånd hid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende!" ²⁸ Thomas svarede og sagde til ham: "Min Herre og min Gud!" ²⁹ Jesus siger til ham: "Fordi du har set mig, har du troet; salige ere de, som ikke have set og dog troet."

³⁰ Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples Åsyn, som ikke ere skrevne i denne Bog. ³¹ Men dette er skrevet, for at I skulle tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tro, skulle have Livet i hans Navn.

17 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte. ² Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre. ³ Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er Herren. ⁴ Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger. ⁵ Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf. ⁶ De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre. ⁷ Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel. ⁸ Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning. ⁹ Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner. ¹⁰ Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe. ¹¹ Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham. ¹² Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab. ¹³ Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige. ¹⁴ At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs. ¹⁵ At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er Herren en Gru. ¹⁶ Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler? ¹⁷ Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød. ¹⁸ Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten. ¹⁹ Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald. ²⁰ Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk. ²¹ Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad. ²² Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene. ²³ Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge. ²⁴ Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende. ²⁵ Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham. ²⁶ At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle. ²⁷ Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig. ²⁸ Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.

4 Derfor, mine Brødre, elskede og savnede, min Glæde og Krans! står således fast i Herren, I elskede!

² Evodia formaner jeg, og Syntyke formaner jeg til at være enige i Herren. ³ Ja, jeg beder også dig, min ægte Synzygus! tag dig af dem; thi de have med mig stridt i Evangeliet, tillige med Klemens og mine øvrige Medarbejdere, hvis Navne stå i Livets Bog.

⁴ Glæder eder i Herren altid; atter siger jeg: glæder eder! ⁵ Eders milde Sind vorde kendt at alle Mennesker! Herren er nær! ⁶ Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders Begæringer komme frem for Gud i Påkaldelse og Bøn med Taksigelse; ⁷ og Guds Fred, som overgår al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus. ⁸ I øvrigt, Brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: lægger eder det på Sinde! ⁹ Hvad I både have lært og modtaget og hørt og set på mig, dette skulle I gøre, og Fredens Gud skal være med eder.

¹⁰ Men jeg har højlig glædet mig i Herren over, at I nu omsider ere komne til Kræfter, så at I kunne tænke på mit Vel, hvorpå I også forhen tænkte, men I manglede Lejlighed. ¹¹ Dette siger jeg ikke af Trang; thi jeg har lært at nøjes med det, jeg har. ¹² Jeg forstår at være i ringe Kår, og jeg forstår også at have Overflod; i alt og hvert er jeg indviet, både i at mættes og i at hungre, både i at have Overflod og i at lide Savn. ¹³ Alt formår jeg i ham, som gør mig stærk. ¹⁴ Dog gjorde I vel i at tage Del i min Trængsel. ¹⁵ Men I vide det også selv, Filippensere! at i Evangeliets Begyndelse, da jeg drog ud fra Makedonien, var der ingen Menighed, som havde Regning med mig over givet og modtaget, uden I alene. ¹⁶ Thi endog i Thessalonika sendte I mig både een og to Gange, hvad jeg havde nødig. ¹⁷ Ikke at jeg attrår Gaven, men jeg attrår den Frugt, som bliver rigelig til eders Fordel. ¹⁸ Nu har jeg nok af alt og har Overflod; jeg har fuldt op efter ved Epafroditus at have modtaget eders Gave, en Vellugts-Duft, et velkomment Offer, velbehageligt for Gud. ¹⁹ Men min Gud skal efter sin Rigdom fuldelig give eder alt, hvad I have nødig, i Herlighed i Kristus Jesus. ²⁰ Men ham, vor Gud og Fader, være Æren i Evigheders Evigheder! Amen.

²¹ Hilser hver hellig i Kristus Jesus. ²² De Brødre, som ere hos mig, hilse eder. Alle de hellige hilse eder, men mest de af Kejserens Hus. ²³ Den Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd!