M’Cheyne Bible Reading Plan

34 Derpå sagde Herren til Moses: "Tilhug dig to Stentavler ligesom de forrige, så vil jeg på Tavlerne skrive de samme Ord, som stod på de forrige Tavler, du slog i Stykker. ² Gør dig så rede til i Morgen, stig om Morgenen op på Sinaj Bjerg og stil dig hen og vent på mig der på Bjergets Top. ³ Ingen må følge med dig derop, og ingen må vise sig noget Sted på Bjerget, end ikke Småkvæg eller Hornkvæg må græsse i Nærheden af dette Bjerg." ⁴ Da tilhuggede han to Stentavler ligesom de forrige, og tidligt næste Morgen steg Moses op på Sinaj Bjerg, som Gud havde pålagt ham, og tog de to Stentavler med sig. ⁵ Da steg Herren ned i Skyen; og Moses stillede sig hos ham der og påkaldte Herrens Navn. ⁶ Og Herren gik forbi ham og råbte: "Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på Miskundhed og Trofasthed, ⁷ som bevarer Miskundhed mod Tusinder, som tilgiver Brøde, Overtrædelse og Synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer Fædres Brøde på Børn og Børnebørn, på dem i tredje og fjerde Led!" ⁸ Da bøjede Moses sig hastelig til Jorden, tilbad ⁹ og sagde: "Har jeg fundet Nåde for dine Øjne, Herre, så drage min Herre med i vor Midte; thi det er et halsstarrigt Folk. Men tilgiv vor Brøde og vor Synd og lad os være din Ejendom!"

¹⁰ Han sagde: "Se, jeg vil slutte en Pagt; i hele dit Folks Påsyn vil jeg gøre Undere, som aldrig før er sket nogensteds på Jorden og blandt noget Folkeslag, og hele det Folk, i hvis Midte du lever, skal se Herrens Værk; thi det, jeg vil udføre ved dig, er forfærdeligt. ¹¹ Hold dig det efterrettelig, som jeg i Dag byder dig! Se, jeg vil drive Amoriterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort foran dig! ¹² Vogt dig vel for at slutte nogen Pagt med Indbyggerne i det Land, du kommer til, for at de ikke skal blive en Snare for dig, når de lever i din Midte. ¹³ Men I skal nedbryde deres Altre, sønderslå deres Stenstøtter og omhugge deres Asjerastøtter! ¹⁴ Thi du må ikke tilbede nogen anden Gud, thi "Nidkær" er Herrens Navn, nidkær Gud er han. ¹⁵ Du må ikke slutte Pagt med Landets Indbyggere, og når de boler med deres Guder og ofrer til dem og man indbyder dig til at være med, må du ikke spise af deres Ofre; ¹⁶ og du må ikke af deres Døtre tage Hustruer til dine Sønner, så deres Døtre, når de boler med deres Guder, får dine Sønner til også at bole med dem. ¹⁷ Du må ikke gøre dig noget støbt Gudebillede. ¹⁸ Du skal lejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise usyret Brød, som jeg har pålagt dig, lå den fastsatte Tid i Abib Måned, thi i Abib Måned drog du ud af Ægypten. ¹⁹ Alt førstefødt tilhører mig; af dine Hjorde skal du ofre mig det førstefødte af Handyrene, både af Okset og småt Kvæg; ²⁰ men de førstefødte Æsler skal du udløse med et Stykke småt Kvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde Halsen derpå; alle dine førstefødte Sønner skal du udløse. Du må ikke stedes for mit Åsyn med tomme Hænder ²¹ I seks Dage må du arbejde, men på den syvende skal du hvile; i Pløje og Høsttiden skal du holde Hviledag. ²² Du skal fejre Ugehøjtid med Førstegrøden af Hvedehøsten og Frugthøsthøjtid ved Jævndøgnstide. ²³ Tre Gange om Året skal alle at Mandkøn hos dig stedes for den Herre Herren Israels Guds Åsyn. ²⁴ Thi jeg vil drive Folkeslag bort foran dig og gøre dine Landemærker vide, og ingen skal attrå dit Land, medens du drager hen for at stedes for Herren din Guds Åsyn tre Gange 01n Året. ²⁵ Du må ikke ofre Blodet af mit offer sammen med syret Brød. Påskehøjtidens Offer må ikke gemmes til næste Morgen. ²⁶ Det bedste af din Jords Førstegrøde skal du bringe til Herren din Guds Hus. Du må ikke koge et Hid i dets Moders Mælk!"

²⁷ Og Herren sagde til Moses: "Skriv disse Ord op, thi på Grundlag af disse Ord slutter jeg Pagt med dig og Israel." ²⁸ Og han blev der hos Herren fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise eller drikke; og han skrev Pagtsordene, de ti Ord, på Tavlerne.

²⁹ Da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, vidste han ikke, at hans Ansigts Hud var kommet til at stråle, ved at han talede med ham. ³⁰ Men Aron og alle Israeliterne så Moses, og se, hans Ansigts Hud strålede, og de turde ikke komme ham nær. ³¹ Men Moses kaldte på dem, og da vendte Aron og alle Menighedens Øverster tilbage til ham, og Moses talte til dem. ³² Derpå kom alle Israeliterne hen til ham, og han pålagde dem alt, hvad Herren havde talet til ham på Sinaj Bjerg. ³³ Men da Moses var færdig med at tale til dem, lagde han et Dække over sit Ansigt. ³⁴ Hver Gang han derefter trådte frem for Herrens Åsyn for at tale med ham, tog han Sløret af, indtil han kom ud igen; og når han kom ud, meddelte han Israeliterne, hvad der var blevet ham påbudt. ³⁵ Da så Israeliterne, at Moses's Ansigts Hud strålede; og Moses lagde da Dækket over sit Ansigt, indtil han atter gik ind for at tale med ham.

13 Men før Påskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gå bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, så elskede han dem indtil Enden. ² Og medens der holdtes Aftensmåltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forråde ham; ³ da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgået fra Gud og gik hen til Gud: ⁴ så rejser han sig fra Måltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig. ⁵ Derefter hælder han Vand i Vaskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med. ⁶ Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: "Herre! tor du mine Fødder?" ⁷ Jesus svarede og sagde til ham: "Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstå det siden efter." ⁸ Peter siger til ham: "Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder." Jesus svarede ham: "Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig." ⁹ Simon Peter siger til ham: "Herre! ikke mine Fødder alene, men også Hænderne og Hovedet." ¹⁰ Jesus siger til ham: "Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle." ¹¹ Thi han kendte den, som forrådte ham; derfor sagde han: "I ere ikke alle rene." ¹² Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: "Vide I, hvad jeg har gjort ved eder? ¹³ I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. ¹⁴ Når da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, så ere også I skyldige at to hverandres Fødder. ¹⁵ Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle også I gøre. ¹⁶ Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt ham. ¹⁷ Når I vide dette, ere I salige, om I gøre det. ¹⁸ Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften måtte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig. ¹⁹ Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, når det er sket, skulle tro, at det er mig. ²⁰ Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig."

²¹ Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Ånden og vidnede og sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forråde mig." ²² Da så Disciplene på hverandre, tvivlrådige om, hvem han talte om. ²³ Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu Side, han, hvem Jesus elskede. ²⁴ Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: "Sig, hvem det er, han taler om?" ²⁵ Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: "Herre! hvem er det?" ²⁶ Jesus svarer: "Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som jeg dypper." Så dypper han Stykket og tager og giver det til Judas, Simons Søn, Iskariot. ²⁷ Og efter at han havde fået Stykket, da gik Satan ind i ham. Så siger Jesus til ham: "Hvad du gør, gør det snart!" ²⁸ Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde ham dette. ²⁹ Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: "Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;" eller at han skulde give noget til de fattige. ³⁰ Da han nu havde fået Stykket, gik han straks ud. Men det var Nat.

³¹ Da han nu var gået ud, siger Jesus: "Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. ³² Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham. ³³ Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: "Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme," siger jeg nu også til eder. ³⁴ Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg elskede eder, skulle også I elske hverandre. ³⁵ Derpå skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes Kærlighed."

³⁶ Simon Peter siger til ham: "Herre! hvor går du hen?" Jesus svarede ham: "Hvor jeg går hen, kan du ikke nu følge mig, men siden skal du følge mig." ³⁷ Peter siger til ham: "Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig? ³⁸ Jesus svarer: "Vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig, siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre Gange."

10 Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg. ² Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død. ³ Herren lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig. ⁴ Doven hånd skaber fattigdom, flitteges hånd gør rig. ⁵ En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten. ⁶ Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses mund. ⁷ Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen. 8Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes. ⁹ Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde. ¹⁰ Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes. ¹¹ Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund. ¹² Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder. ¹³ På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid. ¹⁴ De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde. ¹⁵ Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde. ¹⁶ Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd. ¹⁷ At vogte påTugt erVej tiILivet, vild farer den, som viser Revselse fra sig. ¹⁸ Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder Rygter. ¹⁹ Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund. ²⁰ Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet værd. ²¹ Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid. ²² Herrens Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til. ²³ For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med Indsigt. ²⁴ Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige ønsker, bliver dem givet. ²⁵ Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig Grund. ²⁶ Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham. ²⁷ Herrens Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af. ²⁸ Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses Håb vil briste. ²⁹ For lydefri Vandel er Herren et Værn, men en Rædsel for Udådsmænd. ³⁰ Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet. ³¹ Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge udryddes. ³² Den retfærdiges Læber søger yndest, gudløses Mund bærer Falskheds Frugt.

3 Det er for denne Sags Skyld, at jeg, Paulus, Kristi Jesu Fange for eder, I Hedninger, ² om I da have hørt om Husholdningen med den Guds Nåde, som blev given mig til eder, ³ at ved Åbenbarelse blev Hemmeligheden kundgjort mig, således som jeg foran kortelig har skrevet, ⁴ hvoraf I, når I læse det, kunne skønne min Indsigt i Kristi Hemmelighed, ⁵ som i andre Slægter ikke blev kundgjort for Menneskenes Børn, således som den nu er bleven åbenbaret hans hellige Apostle og Profeter ved Ånden: ⁶ nemlig at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddelagtige i Forjættelsen i Kristus Jesus ved Evangeliet, ⁷ hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Nådes Gave, som blev given mig ved hans Magts Virkekraft. ⁸ Mig, den allerringeste af alle hellige, blev denne Nåde given at forkynde Hedningerne Evangeliet om Kristi uransagelige Rigdom ⁹ og at oplyse alle om, hvilken Husholdningen med den Hemmelighed er, som fra Evighed har været skjult i Gud, der skabte alle Ting, ¹⁰ for at Guds mangfoldige Visdom skulde nu ved Menigheden blive kundgjort for Magterne og Myndighederne i det himmelske, ¹¹ efter det evige Forsæt, som han fuldbyrdede ved Kristus Jesus, vor Herre, ¹² i hvem vi have Frimodigheden og Adgang med Tillid ved Troen på ham. ¹³ Derfor beder jeg, at I ikke tabe Modet over mine Trængsler, som jeg lider for eder, hvilket er en Ære for eder.

¹⁴ For denne Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ for Faderen, ¹⁵ fra hvem enhver Faderlighed i Himle og på Jord har sit Navn, ¹⁶ at han vil give eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at styrkes ved hans Ånd i det indvortes Menneske; ¹⁷ at Kristus må bo ved Troen i eders Hjerter, ¹⁸ for at I, rodfæstede og grundfæstede i Kærlighed, kunne sammen med alle de hellige formå at begribe, hvor stor Bredden og Længden og Dybden og Højden er, ¹⁹ og at kende Kristi Kærlighed, som overgår al Erkendelse, for at I kunne fyldes indtil hele Guds Fylde.

²⁰ Men ham, som formår over alle Ting at gøre langt ud over det, som vi bede eller forstå, efter den Magt, som er virksom i os, ²¹ ham være Ære i Menigheden og i Kristus Jesus igennem alle Slægterne i Evighedernes Evighed! Amen.