M’Cheyne Bible Reading Plan

33 Herren sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det! ² Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne, Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort ³ til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!" ⁴ Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog sine Smykker på. ⁵ Da sagde Herren til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!" ⁶ Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.

⁷ Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet". Enhver som vilde rådspørge Herren, gik ud til Åbenbaringsteltet uden for Lejren. ⁸ Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter Moses, indtil han kom ind i Teltet. ⁹ Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede sig ved Indgangen til Teltet; da talede Herren med Moses. ¹⁰ Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet, rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte. ¹¹ Så talede Herren med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg ikke fra Teltet.

¹² Moses sagde til Herren: "Se, du siger til mig: Før dette Folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet Nåde for mine Øjne! ¹³ Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!" ¹⁴ Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til Målet?" ¹⁵ Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra! ¹⁶ Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle and1e Folkeslag på Jorden?" ¹⁷ Herren svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn."

¹⁸ Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!" ¹⁹ Han svarede: "Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og udråbe Herrens Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!" ²⁰ Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan se mig og leve." ²¹ Og Herren sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på Klippen der! ²² Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er kommet forbi. ²³ Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit Åsyn kan ingen skue!"

12 Seks Dage før Påske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. ² Der gjorde de da et Aftensmåltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham. ³ Da tog Maria et Pund af ægte, såre kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Hår; og Huset blev fuldt af Salvens Duft. ⁴ Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forrådte ham: ⁵ "Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?" ⁶ Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. ⁷ Da sagde Jesus: "Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag! ⁸ De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid." ⁹ En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men også for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de døde. ¹⁰ Men Ypperstepræsterne rådsloge om også at slå Lazarus ihjel: ¹¹ thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede på Jesus.

¹² Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, ¹³ toge de Palmegrene og gik ud imod ham og råbte: "Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!" ¹⁴ Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpå, som der er skrevet: ¹⁵ "Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende på en Asenindes Føl." ¹⁶ Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. ¹⁷ Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra Graven og oprejst ham fra de døde. ¹⁸ Det var også derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette Tegn. ¹⁹ Da sagde Farisæerne til hverandre: "I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden går efter ham."

²⁰ Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gå op for at tilbede på Højtiden. ²¹ Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: "Herre! vi ønske at se Jesus." ²² Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus. ²³ Men Jesus svarede dem og sagde: "Timen er kommen, til at Menneskesønnen skal herliggøres. ²⁴ Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt. ²⁵ Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. ²⁶ Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. ²⁷ Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time. ²⁸ Fader herliggør dit Navn!" Da kom der en Røst fra Himmelen: "Både har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det." ²⁹ Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet; andre sagde: "En Engel har talt til ham." ³⁰ Jesus svarede og sagde: "Ikke for min Skyld er denne Røst kommen, men for eders Skyld. ³¹ Nu går der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud, ³² og jeg skal, når jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig." ³³ Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø. ³⁴ Skaren svarede ham: "Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?" ³⁵ Da sagde Jesus til dem: "Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han går hen. ³⁶ Medens I have Lyset, tror på Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!" Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem.

³⁷ Men endskønt han havde gjort så mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke på ham, ³⁸ for at Profeten Esajas's Ord skulde opfyldes, som han har sagt: "Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev Herrens Arm åbenbaret?" ³⁹ Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt: ⁴⁰ "Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem." ⁴¹ Dette sagde Esajas, fordi han så hans Herlighed og talte om ham. ⁴² Alligevel var der dog mange, endogså af Rådsherrerne, som troede på ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen; ⁴³ thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære. ⁴⁴ Men Jesus råbte og sagde: "Den, som tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som sendte mig, ⁴⁵ og den, som ser mig, ser den, som sendte mig. ⁴⁶ Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror på mig, ikke skal blive i Mørket. ⁴⁷ Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter på dem, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden. ⁴⁸ Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste Dag. ⁴⁹ Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. ⁵⁰ Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altså, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig."

9 Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv, ² slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord; ³ hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder: ⁴ Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: ⁵ Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet! ⁶ Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej! ⁷ Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam; ⁸ revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig; ⁹ giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden. ¹⁰ Herrens Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand. ¹¹ Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges. ¹² Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen! ¹³ Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam; ¹⁴ hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje ¹⁵ og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej: ¹⁶ Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: ¹⁷ Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert! ¹⁸ Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb.

2 Også eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder, ² hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsånd, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Ånd, der nu er virksom i Genstridighedens Børn, ³ iblandt hvilke også vi fordum alle vandrede i vort Køds Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur Vredes Børn ligesom også de andre, ⁴ men Gud, som er rig på Barmhjertighed, har for sin store Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os, ⁵ også da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med Kristus - af Nåde ere I frelste! ⁶ og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus, ⁷ for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Nådes overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus. ⁸ Thi af Nåden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv, Guds er Gaven; ⁹ ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig. ¹⁰ Thi vi ere hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem.

¹¹ Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve kaldte Forhud af den såkaldte Omskærelse, der sker i Kødet med Hånden, ¹² at I på den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Håb og uden Gud i Verden. ¹³ Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod. ¹⁴ Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød Gærdets Skillevæg, ¹⁵ Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt Menneske ved at stifte Fred ¹⁶ og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset, idet han ved dette dræbte Fjendskabet. ¹⁷ Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og Fred for dem, som vare nær. ¹⁸ Thi ved ham have vi begge i een Ånd Adgang til Faderen. ¹⁹ Så ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de helliges Medborgere og Guds Husfolk, ²⁰ opbyggede på Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv, ²¹ i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt Tempel i Herren, ²² i hvem også I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Ånden.