M’Cheyne Bible Reading Plan

22 Når en Mand stjæler en Okse eller et Får og slagter eller sælger dem, skal han give fem Okser i Erstatning for Oksen og fire Får for Fåret. ² Hvis en Tyv gribes på fersk Gerning ved et natligt Indbrud og bliver slået ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld; ³ men hvis Solen er stået op. pådrager man sig Blodskyld. Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som Træl til Vederlag for det stjålne; ⁴ hvis derimod det stjålne findes levende i hans Besiddelse, da skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et Æsel, eller et Får.

⁵ Når en Mand afsvider en Mark eller en Vingård og lader Ilden brede sig, så den antænder en andens Mark, da skal han give det bedste af sin Mark eller Vingård i Erstatning; ⁶ men breder Ilden sig ved at tage fat i Tjørnekrat, og Kornneg eller Sæd brænder, eller en Mark svides af, så skal den, der antændte Ilden, give simpel Erstatning.

⁷ Når en Mand giver en anden Penge eller Sager i Varetægt, og de stjæles fra hans Hus, da skal Tyven, hvis han findes, give dobbelt Erstatning; ⁸ men hvis Tyven ikke findes, skal Husets Ejer træde frem for Gud og sværge på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Gods. ⁹ I alle Tilfælde hvor det drejer sig om Uredelighed med en Okse, et Æsel, et Får, en Klædning eller en hvilken som helst bortkommen Ting, hvorom der rejses Krav, skal de to Parters Sag bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give den anden dobbelt Erstatning. ¹⁰ Når en Mand giver en anden et Æsel, en Okse, et Får eller et andet Stykke Kvæg i Varetægt, og Dyret dør, kommer til Skade eller røves, uden at nogen ser det, ¹¹ da skal han sværge ved Herren på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Ejendom, og det skal være afgørende imellem dem; Dyrets Ejer skal tage Eden god, og den anden behøver ikke at give Erstatning. ¹² Stjæles det derimod fra ham, skal han give Ejeren Erstatning. ¹³ Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne Dyr med som Bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte. ¹⁴ Når en låner et Dyr af en anden, og det kommer til Skade eller dør, uden at Ejeren er til Stede, skal han give Erstatning; ¹⁵ er Ejeren derimod til Stede, skal han ikke give Erstatning; var det lejet, er Lejesummen Erstatning.

¹⁶ Når en Mand forfører en Jomfru, der ikke er trolovet, og ligger hos hende, skal han udrede Brudekøbesummen for hende og tage hende til Hustru; ¹⁷ og hvis hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han tilveje ham den sædvanlige Brudekøbesum for en Jomfru.

¹⁸ En Troldkvinde må du ikke lade leve. ¹⁹ Enhver, der har Omgang med Kvæg, skal lide Døden. ²⁰ Den, der ofrer til andre Guder end Herren alene, skal der lægges Band på. ²¹ Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var selv fremmede i Ægypten. ²² Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle; ²³ hvis I mishandler dem, og de råber om Hjælp til mig, vil jeg visselig høre på deres Klageråb, ²⁴ og da vil min Vrede blusse op, og jeg vil slå eder ihjel med Sværdet, så eders egne Hustruer bliver Enker og eders Børn faderløse. ²⁵ Når du låner Penge til en fattig Mand af mit Folk i dit Nabolag, må du ikke optræde som en Ågerkarl over for ham. I må ikke tage Renter af ham. ²⁶ Hvis du tager din Næstes Kappe i Pant, skal du give ham den tilbage inden Solnedgang; ²⁷ thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den, han hyller sit Legeme i; hvad skulde han,ellers ligge med? Og når han råber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig. ²⁸ Gud må du ikke spotte, og dit Folks Øvrighed må du ikke forbande.

²⁹ Din Lades Overflod og din Vinperses Saft må du ikke holde tilbage. Den førstefødte af dine Sønner skal du give mig. ³⁰ Ligeså skal du gøre med dit Hornkvæg og dit Småkvæg; i syv Dage skal det blive hos Moderen, men på den ottende Dag skal I give mig det. ³¹ I skal være mig hellige Mænd; Kød af sønderrevne Dyr må I ikke spise, I skal kaste det for Hundene.

1 I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. ² Dette var i Begyndelsen hos Gud. ³ Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er. ⁴ I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. ⁵ Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke. ⁶ Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes. ⁷ Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset, for at alle skulde tro ved ham. ⁸ Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset. ⁹ Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til Verden. ¹⁰ Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden kendte ham ikke. ¹¹ Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham. ¹² Men så mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde Guds Børn, dem, som tro på hans Navn; ¹³ hvilke ikke bleve fødte af Blod, ej heller af Køds Villie, ej heller af Mands Villie, men af Gud. ¹⁴ Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi så hans Herlighed, en Herlighed, som en enbåren Søn har den fra sin Fader, fuld af Nåde og Sandhed. ¹⁵ Johannes vidner om ham og råber og siger: "Ham var det, om hvem jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi han var før mig." ¹⁶ Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det Nåde over Nåde. ¹⁷ Thi Loven blev given ved Moses; Nåden og Sandheden er kommen ved Jesus Kristus. ¹⁸ Ingen har nogen Sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens Skød, han har kundgjort ham.

¹⁹ Og dette er Johannes's Vidnesbyrd, da Jøderne sendte Præster og Leviter ud fra Jerusalem, for at de skulde spørge ham: "Hvem er du?" ²⁰ Og han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." ²¹ Og de spurgte ham: "Hvad da? Er du Elias?" Han siger: "Det er jeg ikke." "Er du Profeten?" Og han svarede: "Nej." ²² Da sagde de til ham: "Hvem er du? For at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?" ²³ Han sagde: "Jeg er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Jævner Herrens Vej, som Profeten Esajas har sagt." ²⁴ Og de vare udsendte fra Farisæerne, ²⁵ og de spurgte ham og sagde til ham: "Hvorfor døber du da, dersom du ikke er Kristus, ej heller Elias, ej heller Profeten?" ²⁶ Johannes svarede dem og sagde: "Jeg døber med Vand; midt iblandt eder står den, I ikke kende, ²⁷ han som kommer efter mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse." ²⁸ Dette skete i Bethania hinsides Jordan, hvor Johannes døbte. ²⁹ Den næste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: "Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd! ³⁰ Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er kommen foran mig; thi han var før mig. ³¹ Og jeg kendte ham ikke; men for at han skulde åbenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand." ³² Og Johannes vidnede og sagde: "Jeg har set Ånden dale ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. ³³ Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med Vand, han sagde til mig: Den, som du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, som døber med den Helligånd. ³⁴ Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds Søn."

³⁵ Den næste Dag stod Johannes der atter og to af hans Disciple. ³⁶ Og idet han så på Jesus,som gik der,siger han: "Se det Guds Lam!" ³⁷ Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. ³⁸ Men Jesus vendte sig om, og da han så dem følge sig, siger han til dem: "Hvad søge I efter?" Men de sagde til ham: "Rabbi! (hvilket udlagt betyder Mester) hvor opholder du dig?" ³⁹ Han siger til dem: "Kommer og ser!" De kom da og så, hvor han opholdt sig, og de bleve hos ham den Dag; det var ved den Tiende Time. ⁴⁰ Den ene af de to, som havde hørt Johannes's Ord og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder. ⁴¹ Denne finder først sin egen Broder Simon og siger til ham: "Vi have fundet Messias" (hvilket er udlagt: Kristus). ⁴² Og han førte ham til Jesus. Jesus så på ham og sagde: "Du er Simon, Johannes's Søn; du skal hedde Kefas" (det er udlagt: Petrus). ⁴³ Den næste Dag vilde han drage derfra til Galilæa; og han finder Filip. Og Jesus siger til ham: "Følg mig!" ⁴⁴ Men Filip var fra Bethsajda, fra Andreas's og Peters By. ⁴⁵ Filip finder Nathanael og siger til ham: "Vi have fundet ham, hvem Moses i Loven og ligeså Profeterne have skrevet om, Jesus, Josefs Søn, fra Nazareth." ⁴⁶ Og Nathanael sagde til ham: "Kan noget godt være fra Nazareth?" Filip siger til ham: "Kom og se!" ⁴⁷ Jesus så Nathanael komme til sig, og han siger om ham: "Se, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig." ⁴⁸ Nathanael siger til ham: "Hvorfra kender du mig?" Jesus svarede og sagde til ham: "Førend Filip kaldte dig, så jeg dig, medens du var under Figentræet." ⁴⁹ Nathanael svarede ham: "Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels Konge." ⁵⁰ Jesus svarede og sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg så dig under Figentræet? Du skal se større Ting end disse." ⁵¹ Og han siger til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle fra nu af se Himmelen åbnet og Guds Engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."

40 Da svarede Herren Job ud fra Stormvejret og sagde: ² "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! ³ Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret? ⁴ Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han? ⁵ Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed! ⁶ Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik, ⁷ bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse, ⁸ skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet! ⁹ Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.

¹⁰ Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs. ¹¹ Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler! ¹² Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen; ¹³ dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern. ¹⁴ Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre; ¹⁵ thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads. ¹⁶ Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør; ¹⁷ Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den Hegn. ¹⁸ Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab. ¹⁹ Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens Snude?

²⁰ Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre? ²¹ Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber? ²² Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord? ²³ Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt? ²⁴ Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn? ²⁵ Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne? ²⁶ Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved? ²⁷ Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer. ²⁸ Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

10 Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder", ² ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet. ³ Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet; ⁴ thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse, ⁵ idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus ⁶ og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er bleven fuldkommen. ⁷ Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, således gøre vi det også. ⁸ Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme, ⁹ for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve; ¹⁰ thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd. ¹¹ En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.

¹² Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. ¹³ Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå også til eder. ¹⁴ Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder; vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium, ¹⁵ så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre ¹⁶ og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte. ¹⁷ Men den, som roser sig, rose sig af Herren! ¹⁸ Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.