M’Cheyne Bible Reading Plan

19 I den tredje Måned efter Israeliternes Udvandring af Ægypten, på denne Dag nåede de Sinaj Ørken. ² De brød op fra Refdim og kom til Sinaj Ørken og slog Lejr i Ørkenen. Der slog . Israel Lejr lige over for Bjerget, ³ men Moses steg op til Gud. Da råbte Herren til ham fra Bjerget: "Dette skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre for Israels Børn:

⁴ I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på Ørnevinger og bragte eder hid til mig. ⁵ Hvis I nu vil lyde min Røst og holde min Pagt, så skal I være min Ejendom blandt alle Folkene, thi mig hører hele Jorden til, ⁶ og I skal blive mig et Kongerige af Præster og et helligt Folk! Det er de Ord, du skal tale til Israels Børn !" ⁷ Da gik Moses hen og kaldte Folkets Ældste sammen og forelagde dem alle disse Ord, som Herren havde pålagt ham. ⁸ Og hele Folket svarede, alle som een: "Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre!" Da bragte Moses Herren Folkets Svar.

⁹ Derpå sagde Herren til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!" Og Moses kundgjorde Herren Folkets Svar. ¹⁰ Da sagde Herren til Moses: "Gå til Folket og lad dem hellige sig i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder ¹¹ og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil Herren stige ned for alt Folkets Øjne på Sinaj Bjerg. ¹² Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vog eder for at gå op på Bjerget, ja for blot at røre ved Yderkanten deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens! ¹³ Ingen Hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned; hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det miste Livet. Når Væderhornet lyder, skal de stige op på Bjerget." ¹⁴ Så steg Moses ned fra Bjerget til Folket og lod Folket hellige sig, og de tvættede deres Klæder; ¹⁵ og han sagde til Folket: Hold eder rede til i Overmorgen, ingen må komme en Kvinde nær!"

¹⁶ Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren. ¹⁷ Så førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig neden for Bjerget. ¹⁸ Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi Herren steg ned derpå i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele Folket skælvede så1e. ¹⁹ Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj Røst. ²⁰ Og da Herren var steget ned på Sinaj Bjerg, på Toppen af Bjerget, kaldte han Moses op på Toppen af Bjerget, og Moses steg derop. ²¹ Da sagde Herren til Moses: "Stig ned og indskærp Folket, at de ikke må trænge sig frem til Herren for at se ham, at der ikke skal ske et stort Mandefald iblandt dem. ²² Selv Præsterne, som ellers træder frem for Herren, skal hellige sig, for at ikke Herren skal tynde ud i deres Rækker." ²³ Da sagde Moses til Herren: "Folket kan jo ikke stige op på Sinaj Bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre Bjerget og hellige det." ²⁴ Men Herren sagde til ham: "Stig nu ned og kom atter herop sammen med Aron; men Præsterne og Folket må ikke trænge sig frem for at komme op til Herren, at han ikke skal tynde ud i deres Rækker." ²⁵ Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem.

22 Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig. ² Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket. ³ Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv. ⁴ Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forråde ham til dem. ⁵ Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. ⁶ Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham til dem uden Opløb.

⁷ Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte Påskelammet. ⁸ Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder os Påskelammet, at vi kunne spise det." ⁹ Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?" ¹⁰ Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han går ind, ¹¹ og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple? ¹² Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det." ¹³ Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet. ¹⁴ Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham. ¹⁵ Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider. ¹⁶ Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige." ¹⁷ Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det imellem eder! ¹⁸ Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer." ¹⁹ Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: "Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!" ²⁰ Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder. ²¹ Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig. ²² Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!" ²³ Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.

²⁴ Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største. ²⁵ Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. ²⁶ I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. ²⁷ Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener. ²⁸ Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. ²⁹ Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder ³⁰ at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer." ³¹ Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. ³² Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!" ³³ Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden." ³⁴ Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig."

³⁵ Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet." ³⁶ Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et! ³⁷ Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med mig har det en Ende." ³⁸ Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til dem: "Det er nok."

³⁹ Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham. ⁴⁰ Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at falde i Fristelse." ⁴¹ Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde: ⁴² "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!" ⁴³ Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. ⁴⁴ Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden. ⁴⁵ Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. ⁴⁶ Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse."

⁴⁷ Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. ⁴⁸ Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?" ⁴⁹ Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?" ⁵⁰ Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. ⁵¹ Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. ⁵² Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. ⁵³ Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."

⁵⁴ Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. ⁵⁵ Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. ⁵⁶ Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: "Også denne var med ham." ⁵⁷ Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!" ⁵⁸ Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke." ⁵⁹ Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer." ⁶⁰ Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen. ⁶¹ Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange." ⁶² Og han gik udenfor og græd bitterligt.

⁶³ Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; ⁶⁴ og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: "Profeter! hvem var det, som slog dig?" ⁶⁵ Og mange andre Ting sagde de spottende til ham. ⁶⁶ Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Råd ⁶⁷ og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem: "Siger jeg eder det, tro I det ikke. ⁶⁸ Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig. ⁶⁹ Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Hånd." ⁷⁰ Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I sige det; jeg er det." ⁷¹ Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!"

37 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted! ² Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund! ³ Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender; ⁴ efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres. ⁵ Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej. ⁶ Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning. ⁸ De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler: ⁹ Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde. ¹⁰ Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel. ¹¹ Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys; ¹² det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord, ¹³ hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne. ¹⁴ Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker! ¹⁵ Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky? ¹⁶ Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker? ¹⁷ Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind? ¹⁸ Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl? ¹⁹ Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke. ²⁰ Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling? ²¹ Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen, ²² fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed, ²³ og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten; ²⁴ derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

7 ¹ Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!

² Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget. ³ Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen. ⁴ Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel. ⁵ Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster. ⁶ Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme; ⁷ dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede mig end mere.

⁸ Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg også har fortrudt det, - jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, - ⁹ så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os. ¹⁰ Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død. ¹¹ Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde beviste I, at I selv vare rene i den Sag. ¹² Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds Åsyn.

¹³ Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Ånd har fået Vederkvægelse fra eder alle. ¹⁴ Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, således er også vor Ros for Titus bleven Sandhed. ¹⁵ Og hans Hjerte drages inderligere til eder, når han mindes Lydigheden hos eder alle,hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven. ¹⁶ Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på eder.