M’Cheyne Bible Reading Plan

15 Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet! ² Herren er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. ³ Herren er en Krigshelt, Herren er hans Navn!

⁴ Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste Vognkæmpere drukned i det røde Hav, ⁵ Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet. ⁶ Din højre, Herre, er herlig i Kraft, din højre, Herre, knuser Fjenden. ⁷ I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din Harme løs, den fortærer dem som Strå. ⁸ Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en Vold, Strømmene stivnede midt i Havet. ⁹ Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd skal udrydde dem." ¹⁰ Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de vældige Vande.

¹¹ Hvo er som du blandt Guder, Herre, hvo er som du, herlig i Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger! ¹² Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem. ¹³ Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i din Vælde til din hellige Bolig. ¹⁴ Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk. 15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet. ¹⁶ Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o Herre, til Folket, du vandt dig, var nået frem. 17du førte dem frem og planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig til Bolig, Herre, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder grundfæsted. ¹⁸ Herren er Konge i al Evighed!

¹⁹ Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet, lod Herren Havets Vande strømme tilbage over dem, medens Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.

²⁰ Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse, ²¹ og Mirjam sang for: Syng for Herren, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet!

²² Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde Vand. ²³ Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara. ²⁴ Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?" ²⁵ Men han råbte til Herren, og da viste Herren ham en bestemt Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der satte han dem på Prøve. ²⁶ Og han sagde: "Hvis du vil høre på Herren din Guds Røst og gøre, hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne, men jeg Herren er din Læge!"

²⁷ Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.

18 Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte, ² og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget Menneske. ³ Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart! ⁴ Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske, ⁵ så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig." ⁶ Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger! ⁷ Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem? ⁸ Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"

⁹ Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse: ¹⁰ "Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder. ¹¹ Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder. ¹² Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt. ¹³ Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder nådig! ¹⁴ Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."

¹⁵ Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene så det, truede de dem. ¹⁶ Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne til. ¹⁷ Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."

¹⁸ Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" ¹⁹ Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud. ²⁰ Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder." ²¹ Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af." ²² Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" ²³ Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre rig. ²⁴ Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige! ²⁵ thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." ²⁶ Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?" ²⁷ Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud." ²⁸ Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig." ²⁹ Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld, ³⁰ uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv."

³¹ Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen. ³² Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes, ³³ og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå." ³⁴ Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

³⁵ Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede. ³⁶ Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var. ³⁷ Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi. ³⁸ Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn,forbarm dig over mig!" ³⁹ Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!" ⁴⁰ Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde: ⁴¹ "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre! at jeg må blive seende." ⁴² Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig." ⁴³ Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det.

33 Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord! ² Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen; ³ mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale. ⁴ Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv. ⁵ Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem! ⁶ Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler; ⁷ Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.

⁸ Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord: ⁹ "Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld; ¹⁰ men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende; ¹¹ han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."

¹² Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket. ¹³ Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord? ¹⁴ Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke: ¹⁵ I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet; ¹⁶ da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder ¹⁷ for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden, ¹⁸ holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.

¹⁹ Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i hans Ben; ²⁰ Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad ²¹ hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet; ²² hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.

²³ Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt, ²⁴ og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!" ²⁵ da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom. ²⁶ Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse. ²⁷ Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt! ²⁸ Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!" ²⁹ Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket ³⁰ for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!

³¹ Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale! ³² Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret; ³³ hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom!

3 Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder? ² I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes og læses af alle Mennesker, ³ idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev, udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler.

⁴ Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus, ⁵ ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud, ⁶ som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden levendegør. ⁷ Men når Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten, fremtrådte i Herlighed, så at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet på Moses's Ansigt på Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog forsvandt, ⁸ hvorledes skal da ikke Åndens Tjeneste end mere være i Herlighed? ⁹ Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed. ¹⁰ Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i Sammenligning med den endnu større Herlighed. ¹¹ Thi når det, der forsvandt, fremtrådte med Herlighed, da skal meget mere det, der bliver, være i Herlighed. ¹² Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor Frimodighed ¹³ og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der forsvandt, fik Ende. ¹⁴ Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder. ¹⁵ Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når Moses oplæses; ¹⁶ når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket. ¹⁷ Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed. ¹⁸ Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre.