M’Cheyne Bible Reading Plan

11 Derpå sagde Herren til Moses: "Een Plage endnu vil jeg lade komme over Farao og Ægypterne, og efter den skal han lade eder rejse herfra; ja, når han lader eder rejse med alt, hvad I har, skal han endog drive eder herfra! ² Sig nu til Folket, at hver Mand skal bede sin Nabo, og hver Kvinde sin Naboerske om Sølv og Guld smykker!" ³ Og Herren stemte Ægypterne gunstigt imod Folket, og desuden var den Mand Moses højt anset i Ægypten både hos Faraos Tjenere og hos Folket. ⁴ Moses sagde: "Så siger Herren: Ved Midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten, ⁵ og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans Trone, til den førstefødte hos Trælkvinden, der arbejder ved Håndkværnen, og alt det førstefødte af Kvæget. ⁶ Da skal der i hele Ægypten lyde et Klageskrig så stort, at dets Lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres. ⁷ Men end ikke en Hund skal bjæffe ad nogen af Israeliterne, hverken ad Folk eller Fæ for at du kan kende, at Herren gør Skel mellem Ægypterne og Israel. ⁸ Da skal alle dine Tjenere der komme ned til mig og kaste sig til Jorden for mig og sige: Drag dog bort med alt det Folk, der følger dig! Og så vil jeg drage bort !" Og han gik ud fra Farao med fnysende Vrede. ⁹ Men Herren sagde til Moses: "Farao skal ikke høre på eder, for at mine Undergerninger kan blive talrige i Ægypten." ¹⁰ Og Moses og Aron gjorde alle disse Undergerninger i Faraos Påsyn, men Herren forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod Israeliterne drage ud af sit Land.

12 Derpå talede Herren til Moses og Aron i Ægypten og sagde: ² "Denne Måned skal hos eder være Begyndelsesmåneden, den skal hos eder være den første af Årets Måneder. ³ Tal til hele Israels Menighed og sig: På den tiende Dag i denne Måned skal hver Familiefader tage et Lam, et Lam for hver Familie. ⁴ Og dersom en Familie er for lille til et Lam, skal han sammen med sin nærmeste Nabo tage et Lam, svarende til Personernes Antal; hvor mange der skal være om et Lam, skal I beregne efter. hvad hver enkelt kan spise. ⁵ Det skal være et lydefrit, årgammelt Handyr, og I kan tage det enten blandt Fårene eller Gederne. ⁶ I skal have det gående til den fjortende Dag i denne Måned, og hele Israels Menigheds Forsamling skal slagte det ved Aftenstid. ⁷ Og de skal tage noget af Blodet og stryge det på de to Dørstolper og Overliggeren i de Huse, hvor I spiser det. ⁸ I skal spise Kødet samme Nat, stegt over Ilden, og I skal spise usyret Brød og bitre Urter dertil. ⁹ I må ikke spise noget deraf råt eller kogt i Vand, men kun stegt over Ilden, og Hoved, Ben og Indmad må ikke være skilt fra. ¹⁰ I må intet levne deraf til næste Morgen, men hvad der bliver tilovers deraf til næste Morgen, skal I brænde. ¹¹ Og når I spiser det, skal I have Bælte om Lænden ,Sko på Fødderne og Stav i Hånden, og I skal spise det i største Hast. Det er Påske for Herren. ¹² I denne Nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det førstefødte i Ægypten både blandt Folk og Fæ; og over alle Ægyptens Guder vil jeg holde Dom. Jeg er Herren! ¹³ Men for eder skal Blodet på Husene, hvor I er, tjene som Tegn, og jeg vil se Blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende Slag skal ramme eder, når jeg slår Ægypten.

¹⁴ Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en Højtid for Herren, Slægt efter Slægt; som en evig gyldig Ordning skal I fejre den. ¹⁵ I syv Dage skal I spise usyret Brød. Straks den første Dag skal I skaffe al Surdejg bort af eders Huse; thi hver den, som spiser noget syret fra den første til den syvende Dag, det Menneske skal udryddes af Israel. ¹⁶ På den første dag skal I holde Højtidsstævne og ligeledes på den syvende Dag. Intet Arbejde må udføres på dem; kun det, enhver behøver til Føde, det og intet andet må I tilberede. ¹⁷ I skal holde det usyrede Brøds Højtid, thi på denne selv samme Dag førte jeg eders Hærskarer ud af Ægypten, derfor skal I højtideligholde denne Dag i alle kommende Slægtled som en evig gyldig Ordning. ¹⁸ På den fjortende Dag i den første Måned om Aftenen skal I spise usyret Brød og vedblive dermed indtil Månedens en og tyvende Dag om Aftenen. ¹⁹ I syv Dage må der ikke findes Surdejg i eders Huse, thi hver den, som spiser noget syret, det Menneske skal udryddes af Israels Menighed, de fremmede så vel som de indfødte i Landet. ²⁰ I må ikke nyde noget som helst syret; hvor I end bor, skal I spise usyret Brød."

²¹ Da kaldte Moses alle Israels Ældste sammen og sagde til dem: "Gå ud og hent eder Småkvæg til eders Familier og slagt Påskeofferet;

14 Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus på en Sabbat for at holde Måltid, at de toge Vare på ham. ² Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham. ³ Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten eller ej?" ⁴ Men de tav. Og han tog på ham og helbredte ham og lod ham fare. ⁵ Og han tog til Orde og sagde til dem: "Hvem er der iblandt eder, som ikke straks, når hans Søn eller Okse falder i en Brønd, drager dem op på Sabbatsdagen?" ⁶ Og de kunde ikke give Svar derpå.

⁷ Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt på, hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og sagde til dem: ⁸ "Når du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du måtte være buden af ham, ⁹ og han, som indbød dig og ham, måtte komme og sige til dig: Giv denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst. ¹⁰ Men når du bliver buden, da gå hen og sæt dig nederst, for at, når han kommer, som har indbudt dig, han da må sige til dig: Ven! sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som sidde til Bords med dig. ¹¹ Thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes." ¹² Men han sagde også til ham, som havde indbudt ham: "Når du gør Middags- eller Aftensmåltid, da byd ikke dine Venner, ej heller dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for at ikke også de skulle indbyde dig igen, og du få Vederlag. ¹³ Men når du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme, blinde! ¹⁴ Så skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med; men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse."

¹⁵ Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han til ham: "Salig er den, som holder Måltid i Guds Rige." ¹⁶ Men han sagde til ham: "der var en Mand, som gjorde en stor Nadver og indbød mange. ¹⁷ Og han udsendte sin Tjener på Nadverens Time for at sige til de budne: Kommer! thi nu er det beredt. ¹⁸ Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gå ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt! ¹⁹ Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og går hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt! ²⁰ Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. ²¹ Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden vred og sagde til sin Tjener: Gå hurtig ud på Byens Stræder og Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind! ²² Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der er endnu Rum. ²³ Og Herre sagde til Tjeneren: Gå ud på Vejene og ved Gærderne og nød dem til at gå ind, for at mit Hus kan blive fuldt. ²⁴ Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal smage min Nadver."

²⁵ Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem: ²⁶ "Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel. ²⁷ Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være min Discipel. ²⁸ Thi hvem iblandt eder, som vil bygge et Tårn, sætter sig ikke først hen og beregner Omkostningen, om han har nok til at fuldføre det, ²⁹ for at ikke, når han får lagt Grunden og ej kan fuldende det, alle, som se det, skulle begynde at spotte ham og sige: ³⁰ Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det. ³¹ Eller hvilken Konge, som drager ud for at gå i Kamp imod en anden Konge, sætter sig ikke først hen og rådslår, om han er mægtig til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve Tusinde? ³² Men hvis ikke, sender han, medens den anden endnu er langt borte, Sendebud hen og underhandler om Fred. ³³ Således kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han ejer, være min Discipel. ³⁴ Saltet er altså godt; men dersom også Saltet mister sin Kraft, hvorved skal det da få den igen? ³⁵ Det er ikke tjenligt hverken til Jord eller til Gødning; man kaster det ud. Den, som har Øren at høre med, han høre!"

29 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

² Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, ³ da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, ⁴ som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, ⁵ da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, ⁶ da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, ⁷ da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. ⁸ Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, ⁹ Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, ¹⁰ Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; ¹¹ Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. ¹² Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; ¹³ den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; ¹⁴ jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. ¹⁵ Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; ¹⁶ jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; ¹⁷ den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. ¹⁸ Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; ¹⁹ min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; ²⁰ min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!" ²¹ Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd; ²² ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem; ²³ de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn. ²⁴ Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde. ²⁵ Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

15 Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå, ² ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves. ³ Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder,efter Skrifterne; ⁴ og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; ⁵ og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; ⁶ derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;. ⁷ derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; ⁸ men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne Foster; ⁹ thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. ¹⁰ Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig. ¹¹ Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og således troede I.

¹² Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse? ¹³ Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst. ¹⁴ Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro også tom. ¹⁵ Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses. ¹⁶ Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst. ¹⁷ Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder; ¹⁸ da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt. ¹⁹ Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker. ²⁰ Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede. ²¹ Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. ²² Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus. ²³ Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse. ²⁴ Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft. ²⁵ Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under sine Fødder. ²⁶ Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden. ²⁷ Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han" siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt - ²⁸ når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle.

²⁹ Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da døbe for dem? ³⁰ Hvorfor udsætte da også vi os hver Time for Fare? ³¹ Jeg dør daglig, så sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i Kristus Jesus, vor Herre. ³² Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i Efesus, hvad Gavn har jeg så deraf? Dersom døde ikke oprejses, da "lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi." ³³ Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder! ³⁴ Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.

³⁵ Men man vil sige: "Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme komme de med?" ³⁶ Du Dåre! det, som du sår, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke dør. ³⁷ Og hvad du end sår, da sår du ikke det Legeme, der skal vorde, men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art. ³⁸ Men Gud giver det et Legeme, således som han har villet, og hver Sædart sit eget Legeme. ³⁹ Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fisks. ⁴⁰ Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes. ⁴¹ Een er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans. ⁴² Således er det også med de dødes Opstandelse: det såes i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed; ⁴³ det såes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det såes i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft; ⁴⁴ der såes et sjæleligt Legeme, der oprejses et åndeligt Legeme. Når der gives et sjæleligt Legeme, gives der også et åndeligt. ⁴⁵ Således er der også skrevet: "Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl;"den sidste Adam blev til en levendegørende Ånd. ⁴⁶ Men det åndelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det åndelige. ⁴⁷ Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er fra Himmelen. ⁴⁸ Sådan som den jordiske var, sådanne ere også de jordiske; og sådan som den himmelske er, sådanne ere også de himmelske. ⁴⁹ Og ligesom vi have båret den jordiskes Billede, således skulle vi også bære den himmelskes Billede!

⁵⁰ Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden. ⁵¹ Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles ⁵² i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles. ⁵³ Thi dette forkrænkelige må iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed. ⁵⁴ Men når dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som er skrevet: "Døden er opslugt til Sejr." ⁵⁵ "Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?" ⁵⁶ Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven. ⁵⁷ Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus! ⁵⁸ Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren.