M’Cheyne Bible Reading Plan

8 Derpå sagde Herren til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger Herren: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ² Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer; ³ Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge; ⁴ ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne kravle op." ⁵ Da sagde Herren til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til at kravle op over Ægypten!" ⁶ Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede Frøerne op og fyldte Ægypten. ⁷ Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten. ⁸ Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos Herren, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til Herren." ⁹ Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun bliver tilbage i Nilen?" ¹⁰ Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som Herren vor Gud; ¹¹ Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage." ¹² Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til Herren om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao; ¹³ og Herren gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i Gårdene og på Markerne, ¹⁴ og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke deraf. ¹⁵ Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit Hjerte og hørte ikke på dem, således som Herren havde sagt.

¹⁶ Derpå sagde Herren til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele Ægypten!" ¹⁷ Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr; alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten. ¹⁸ Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over Mennesker og Dyr. ¹⁹ Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt.

²⁰ Derpå sagde Herren til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så siger Herren: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ²¹ Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på; ²² men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende, at jeg Herren er i Landet; ²³ og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal dette Tegn ske!" ²⁴ Og Herren gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet hærgedes af Bremserne. ²⁵ Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring eders Gud et Offer her i Landet!" ²⁶ Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til Herren vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os? ²⁷ Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til Herren vor Gud, således som han har pålagt os!" ²⁸ Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til Herren eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i Forbøn for mig!" ²⁹ Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i Forbøn hos Herren, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til Herren!" ³⁰ Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos Herren. ³¹ Og Herren gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste tilbage. ³² Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket rejse.

11 Og det skete, da han var på et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, da han holdt op: "Herre! lær os at bede, som også Johannes lærte sine Disciple." ² Da sagde han til dem: "Når I bede, da siger: Fader, Helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; ³ giv os hver dag vort daglige Brød; ⁴ og forlad os vore Synder, thi også vi forlade hver, som er os skyldig; og led os ikke i Fristelse!" ⁵ Og han sagde til dem: "Om nogen af eder har en Ven og går til ham ved Midnat og siger til ham: Kære! lån mig tre Brød, ⁶ efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har intet at sætte for ham; ⁷ og hin så svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær; Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg kan ikke stå op og give dig det: ⁸ da, siger jeg eder, om han end ikke står op og giver ham det, fordi han er hans Ven, så står han dog op for hans Påtrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til. ⁹ Og jeg siger eder: Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder. ¹⁰ Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. ¹¹ Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, når han beder om Brød, eller når han beder om en Fisk, mon han da i Stedet for en Fisk vil give ham en Slange? ¹² Eller når han beder om et Æg, mon han da vil give ham en Skorpion? ¹³ Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligånd til dem, som bede ham!"

¹⁴ Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede sig. ¹⁵ Men nogle af dem sagde: "Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste, uddriver han de onde Ånder." ¹⁶ Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen.. ¹⁷ Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder over Hus. ¹⁸ Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes skal hans Rige da bestå? Thi l sige, at jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul. ¹⁹ Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere. ²⁰ Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til eder. ²¹ Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i Fred. ²² Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og uddeler hans Bytte. ²³ Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder. ²⁴ Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af. ²⁵ Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. ²⁶ Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første."

²⁷ Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: "Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede." ²⁸ Men han sagde: "Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det."

²⁹ Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: "Denne Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn. ³⁰ Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, således skal også Menneskesønnen være det for denne Slægt. ³¹ Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon. ³² Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas.

³³ Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under Skæppen, men på Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se dets Skin. ³⁴ Dit Øje er Legemets Lys; når dit Øje er sundt, er også hele dit Legeme lyst, men dersom det er dårligt, er også dit Legeme mørkt. ³⁵ Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke. ³⁶ Dersom da hele dit Legeme et lyst, så at ingen Del deraf er mørk, vil det være helt lyst, som når Lyset bestråler dig med sin Glans."

³⁷ Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise Middagsmåltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords. ³⁸ Men Farisæeren forundrede sig, da han så, at han ikke toede sig først før Måltidet. ³⁹ Men Herren sagde til ham: "I Farisæere rense nu det udvendige af Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab. ⁴⁰ I Dårer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke også det indre? ⁴¹ Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, så ere alle Ting eder rene. ⁴² Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og alle Hånde Urter og forbigå Retten og Kærligheden til Gud; disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine. ⁴³ Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i Synagogerne og Hilsenerne på Torvene. ⁴⁴ Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som gå over dem, vide det ikke." ⁴⁵ Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: "Mester! idet du siger dette, forhåner du også os," ⁴⁶ Men han sagde: "Ve også eder, I lovkyndige! thi I lægge Menneskene Byrder på, vanskelige at bære, og selv røre I ikke Byrderne med een af eders Fingre. ⁴⁷ Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem ihjel. ⁴⁸ Altså ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de sloge dem ihjel, og I bygge. ⁴⁹ Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og forfølge, ⁵⁰ for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt, ⁵¹ fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne Slægt. ⁵² Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv ere I ikke gåede ind, og dem, som vilde gå ind, have I forhindret." ⁵³ Og da han var gået ud derfra, begyndte de skriftkloge og Farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at lokke Ord af hans Mund om flere Ting; ⁵⁴ thi de lurede på ham for at opfange noget af hans Mund, for at de kunde anklage ham.

25 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: ² "Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig. ³ Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold op? ⁴ Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være ren? ⁵ Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene ⁶ endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm!

26 Så tog Job til Orde og svarede: ² "Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm! ³ Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom! ⁴ Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af dig? ⁵ Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene; ⁶ blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække. ⁷ Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet; ⁸ Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister ikke derunder; ⁹ han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover; ¹⁰ han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles. ¹¹ Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel; ¹² med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt; ¹³ ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange. ¹⁴ Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den?

12 Men hvad de åndelige Gaver angår, Brødre! vil jeg ikke, at I skulle være uvidende. ² I vide, at da I vare Hedninger, droges I hen til de stumme Afguder, som man drog eder. ³ Derfor kundgør jeg eder, at ingen, som taler ved Guds Ånd, siger: "Jesus er en Forbandelse," og ingen kan sige: "Jesus er Herre" uden ved den Helligånd.

⁴ Der er Forskel på Nådegaver, men det er den samme Ånd; ⁵ og der er Forskel på Tjenester, og det er den samme Herre; ⁶ og der er Forskel på kraftige Gerninger, men det er den samme Gud, som virker alt i alle. ⁷ Men til enhver gives Åndens Åbenbarelse til det, som er gavnligt. ⁸ En gives der nemlig ved Ånden Visdoms Tale; en anden Kundskabs Tale ifølge den samme Ånd; ⁹ en anden Tro i den samme Ånd; en anden Gaver til at helbrede i den ene Ånd; ¹⁰ en anden at udføre kraftige Gerninger; en anden profetisk Gave; en anden at bedømme Ånder; en anden forskellige Slags Tungetale; en anden Udlægning af Tungetale. ¹¹ Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som uddeler til enhver især; efter som han vil.

¹² Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Legemets Lemmer, skønt de ere mange, dog ere eet Legeme, således også Kristus. ¹³ Thi med een Ånd bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme, hvad enten vi ere Jøder eller Grækere, Trælle eller frie; og alle fik vi een Ånd at drikke ¹⁴ Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange. ¹⁵ Dersom Foden vilde sige: "Fordi jeg ikke er Hånd, hører jeg ikke til Legemet," så ophører den dog ikke derfor at høre til Legemet. ¹⁶ Og dersom Øret vilde sige: "Fordi jeg ikke er Øje, hører jeg ikke til Legemet," så ophører det dog ikke derfor at høre til Legemet. ¹⁷ Dersom hele Legemet var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det helt var Hørelse, hvor blev da Lugten? ¹⁸ Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, på Legemet, efter som han vilde. ¹⁹ Men dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet? ²⁰ Nu er der derimod mange Lemmer og dog kun eet Legeme. ²¹ Øjet kan ikke sige til Hånden: "Jeg har dig ikke nødig," eller atter Hovedet til Fødderne: "Jeg har eder ikke nødig." ²² Nej, langt snarere ere de Lemmer på Legemet nødvendige, som synes at være de svageste, ²³ og de, som synes os mindre ærefolde på Legemet, dem klæde vi med des mere Ære; og de Lemmer, vi blues ved, omgives med desto større Blufærdighed; ²⁴ de derimod, som vi ikke blues ved, have det ikke nødig. Men Gud har sammenføjet Legemet således, at han tillagde det ringere mere Ære; ²⁵ for at der ikke skal være Splid i Legemet, men, for at Lemmerne skulle have samme Omsorg for hverandre; ²⁶ og hvad enten eet Lem lider, lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver hædret, glæde alle Lemmerne sig med. ²⁷ Men I ere Kristi Legeme, og Lemmer enhver især. ²⁸ Og nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede. til at hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale. ²⁹ Mon alle ere Apostle? mon alle ere Profeter? mon alle ere Lærere? mon alle gøre kraftige Gerninger? ³⁰ mon alle have Gaver til at helbrede? mon alle tale i Tunger? mon alle udlægge? ³¹ Men tragter efter de største Nådegaver! Og yder mere viser jeg eder en ypperlig Vej.