M’Cheyne Bible Reading Plan

7 Da sagde Herren til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao, men din Broder Aron skal være din Profet. ² Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne rejse ud af sit Land. ³ Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn og Undere i Ægypten. ⁴ Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af Ægypten med vældige Straffedomme; ⁵ og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er Herren." ⁶ Da gjorde Moses og Aron, som Herren pålagde dem. ⁷ Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da de talte til Farao.

⁸ Og Herren talede til Moses og Aron og sagde: ⁹ "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en Slange!" ¹⁰ Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren bød; og da Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til en Slange. ¹¹ Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster; ¹² de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons Stav opslugte deres Stave. ¹³ Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem, således som Herren havde sagt.

¹⁴ Herren sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse. ¹⁵ Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Hånden ¹⁶ og sig til ham: Herren, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt. ¹⁷ Så siger Herren: Deraf skal du kende, at jeg er Herren: Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og det skal forvandles til Blod, ¹⁸ Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen." ¹⁹ Og Herren sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar." ²⁰ Og Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod; ²¹ Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten. ²² Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt. ²³ Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på Sinde. ²⁴ Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet. ²⁵ Og således gik der syv Dage, efter at Herren havde slået Nilen.

10 Men derefter udvalgte Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem ud to og to forud for sig, til hver By og hvert Sted, hvorhen han selv vilde komme. ² Og han sagde til dem: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få; beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst. ³ Går ud! Se, jeg sender eder som Lam midt iblandt Ulve. ⁴ Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen på Vejen! ⁵ Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med dette Hus! ⁶ Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred Hvile på ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen. ⁷ Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi Arbejderen er sin Løn værd. I må ikke flytte fra Hus til Hus ⁸ Og hvor I komme ind i en By. og de modtage eder, spiser der, hvad der sættes for eder; ⁹ og Helbreder de syge, som ere der, og siger dem: Guds Rige er kommet nær til eder. ¹⁰ Men hvor I komme ind i en By og de ikke modtage eder, der skulle I gå ud på dens Gader og sige: ¹¹ Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra eders By, tørre vi af til eder; dog dette skulle I vide, at Guds Rige er kommet nær. ¹² Men jeg siger eder, det skal gå Sodoma tåleligere på hin Dag end den By. ¹³ Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig, siddende i Sæk og Aske. ¹⁴ Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved Dommen end eder. ¹⁵ Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget. ¹⁶ Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som udsendte mig."

¹⁷ Men de halvfjerdsindsfyve vendte tilbage med Glæde og sagde: "Herre! også de onde Ånder ere os lydige i dit Navn." ¹⁸ Men han sagde til dem: "Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som et Lyn. ¹⁹ Se, jeg har givet eder Myndighed til at træde på Slanger og Skorpioner og over hele Fjendens Magt, og slet intet skal skade eder. ²⁰ Dog, glæder eder ikke derover, at Ånderne ere eder lydige; men glæder eder over, at eders Navne ere indskrevne i Himlene."

²¹ I den samme Stund frydede Jesus sig i den Helligånd og sagde: "Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var velbehageligt for dig. ²² Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham." ²³ Og han vendte sig til Disciplene og sagde særligt til dem: "Salige ere de Øjne, som se det, I se. ²⁴ Thi jeg siger eder, at mange Profeter og Konger have ville se det, I se, og have ikke set det, og høre det, I høre, og have ikke hørt det."

²⁵ Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: "Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" ²⁶ Men han sagde til ham: "Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes læser du?". ²⁷ Men han svarede og sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv." ²⁸ Men han sagde til ham: "Du svarede ret; gør dette, så skal du leve." ²⁹ Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: "Hvem er da min Næste?" ³⁰ Men Jesus svarede og sagde: "Et Menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som både klædte ham af og sloge ham og gik bort og lod ham ligge halvdød. ³¹ Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han så ham, gik han forbi. ³² Ligeså også en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og så ham og gik forbi. ³³ Men en Samaritan, som var på Rejse, kom til ham, og da han så ham, ynkedes han inderligt. ³⁴ Og han gik hen til ham, forbandt hans Sår og gød Olie og Vin deri, løftede ham op på sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham. ³⁵ Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer igen. ³⁶ Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røverne?" ³⁷ Men han sagde: "Han, som øvede.Barmhjertighed imod ham." Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, og gør du ligeså!"

³⁸ Men det skete, medens de vare på Vandring, gik han ind i en Landsby; og en Kvinde ved Navn Martha modtog ham i sit Hus. ³⁹ Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved Herrens Fødder og hørte på hans Tale. ⁴⁰ Men Martha havde travlt med megen Opvartning; og hun kom hen og sagde: "Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet mig opvarte ene? Sig hende dog, at hun skal hjælpe mig." ⁴¹ Men Herren svarede og sagde til hende: "Martha! Martha! du gør dig Bekymring og Uro med mange Ting; ⁴² men eet er fornødent. Maria har valgt den gode Del, som ikke skal tages fra hende."

24 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se? ² De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs. ³ faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen: ⁴ de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

⁵ Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene. ⁶ De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter. ⁷ Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden. ⁸ De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen. ⁹ - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. ¹⁰ Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg; ¹¹ mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster. ¹² De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

¹³ Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier: ¹⁴ Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om; ¹⁵ Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske. ¹⁶ I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys. ¹⁷ For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.

¹⁸ Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården. ¹⁹ Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet. ²⁰ Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet. ²¹ Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel; ²² dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv, ²³ han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød. ²⁴ Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top. ²⁵ Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?

11 ¹ Vorder mine Efterfølgere, ligesom også jeg er Kristi!

² Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, således som jeg har overleveret eder dem. ³ Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved. ⁴ Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved. ⁵ Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget. ⁶ Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig! 7Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære. ⁸ Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand. ⁹ Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld. ¹⁰ Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for Englenes Skyld. ¹¹ Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren. ¹² Thi ligesom Kvinden er af Manden, således er også Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud. ¹³ Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved? ¹⁴ Lærer ikke også selve Naturen eder, at når en Mand bærer langt Hår, er det ham en Vanære, ¹⁵ men når en Kvinde bærer langt Hår, er det hende en Ære; thi det lange Hår er givet hende som et Slør. ¹⁶ Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke sådan Skik, og Guds Menigheder ej heller.

¹⁷ Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre. ¹⁸ For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det. ¹⁹ Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder. ²⁰ Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver. ²¹ Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig. ²² Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke. ²³ Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog Brød, ²⁴ takkede og brød det og sagde: "Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!" ²⁵ Ligeså tog han og,så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!" ²⁶ Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer. ²⁷ Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod. ²⁸ Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet og drikke af Kalken! ²⁹ Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legenet. ³⁰ Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen. ³¹ Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte. ³² Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden. ³³ Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på hverandre! ³⁴ Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg kommer.