M’Cheyne Bible Reading Plan

6 Men Herren svarede Moses: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af sit Land!" ² Gud talede til Moses og sagde til ham: "Jer er Herren! ³ For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit Navn Herren gav jeg mig ikke til Kende for dem. ⁴ Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som fremmede, ⁵ har jeg nu hørt Israeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder dem i Trældon, og jeg er kommet min Pagt i Hu. ⁶ Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er Herren, og jeg vil udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og med vældige Straffedomme; ⁷ og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I skal kende, at jeg er Herren eders Gud, som udfrier eder fra Ægypternes Trællearbejde; ⁸ og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er Herren!" ⁹ Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke på Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres Trællearbejde for hårdt

¹⁰ Da talede Herren til Moses og sagde: ¹¹ "Gå hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade Israeliterne drage ud af, sit Land!" ¹² Men Moses sagde for Herrens Åsyn: "Israeliterne har ikke hørt på mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskåren på Læberne?" ¹³ Da talede Herren til Moses og Aron og sendte dem til Farao, Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten.

¹⁴ Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi; det er Rubens Slægter. ¹⁵ Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; det er Simeons Slægter. ¹⁶ Følgende er Navnene på Levis Sønner efter deres Nedstamning: Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 År. ¹⁷ Gersons Sønner var Libni og Sjimi efter deres Slægter. ¹⁸ Hehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebon og Uzziel. Hehats Levetid var 133 År. ¹⁹ Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter deres Nedstamning. ²⁰ Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og Moses. Amrams Levetid var 137 År. ²¹ Jizhars Sønner var Hora, Nefeg og Zikri. ²² Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri. ²³ Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte; og hun fødte ham Nadab, Abibu, Eleazar og Itamar. ²⁴ Koras Sønner var Assir, Elkana og Abiasaf; det er Koraiternes Slægter. ²⁵ Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse efter deres Slægter. ²⁶ Det var Aron og Moses, som Herren sagde til: "Før Israeliterne ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!" ²⁷ Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron.

²⁸ Dengang Herren talede til Moses i Ægypten, ²⁹ talede Herren til Moses således: "Jeg er Herren! Forkynd Farao, Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!" ³⁰ Men Moses sagde for Herrens Åsyn: "Se, jeg er uomskåren på Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre på mig?"

9 Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle de onde Ånder og til at helbrede Sygdomme. ² Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de syge. ³ Og han sagde til dem: "Tager intet med på Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler. ⁴ Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage bort. ⁵ Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gå ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem." ⁶ Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne.

⁷ Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han var tvivlrådig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra de døde; ⁸ men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle Profeter var opstanden. ⁹ Men Herodes sagde: "Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem er denne, om hvem jeg hører sådanne Ting?" Og han søgte at få ham at se.

¹⁰ Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en By, som kaldes Bethsajda. ¹¹ Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom. ¹² Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: "Lad Skaren gå bort, for at de kunne gå herfra til de omliggende Landsbyer og Gårde og få Herberge og finde Føde; thi her ere vi på et øde Sted." ¹³ Men han sagde til dem: "Giver I dem at spise!"Men de sagde: "Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gå bort og købe Mad til hele denne Mængde." ¹⁴ De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: "Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver." ¹⁵ Og de gjorde så og lode dem alle sætte sig ned. ¹⁶ Men han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren. ¹⁷ Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.

¹⁸ Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham; og han spurgte dem og sagde: "Hvem sige Skarerne, at jeg er?" ¹⁹ Men de svarede og sagde: "Johannes Døberen; men andre: Elias; men andre: En af de gamle Profeter er opstanden." ²⁰ Og han sagde til dem: "Men I hvem sige I, at jeg er?" Og Peter svarede og sagde: "Guds Kristus." ²¹ Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen, ²² idet han sagde: "Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på den tredje Dag."

²³ Men han sagde til alle: "Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig; ²⁴ thi den, som vil frelse sit Liv. skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det. ²⁵ Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv? ²⁶ Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed. ²⁷ Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som stå her. der ingenlunde skulle smage Døden. førend de se Guds Rige."

²⁸ Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på Bjerget for at bede. ²⁹ Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og strålende. ³⁰ Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias, ³¹ som bleve set i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem. ³² Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vågnede op, så de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham. ³³ Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: "Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;" men han vidste ikke, hvad han sagde. ³⁴ Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen. ³⁵ Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: "Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!" ³⁶ Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.

³⁷ Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare. ³⁸ Og se, en Mand af Skaren råbte og sagde: "Mester! jeg beder dig, se til min Søn: thi han er min enbårne. ³⁹ Og se, en Ånd griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, så at han fråder, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham; ⁴⁰ og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke." ⁴¹ Men Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og tåle eder? Bring din Søn hid!" ⁴² Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Ånd i ham. Men Jesus truede den urene Ånd og helbredte drengen og gav hans Fader ham tilbage. ⁴³ Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple:

⁴⁴ "Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder." ⁴⁵ Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, så de ikke begreb det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord.

⁴⁶ Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største af dem. ⁴⁷ Men da Jesus så deres Hjertes Tanke, tog, han et Barn og stillede det hos sig. ⁴⁸ Og han sagde til dem: "Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor."

⁴⁹ Men Johannes tog til Orde og sagde: "Mester! vi så en uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger med os." ⁵⁰ Men Jesus sagde til ham: "Forbyder ham det ikke; thi den, som ikke er imod eder, er for eder."

⁵¹ Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes, da fæstede han sit Ansigt på at drage til Jerusalem. ⁵² Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge. ⁵³ Og de modtoge ham ikke, fordi han var på Vejen til Jerusalem. ⁵⁴ Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de: "Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom også Elias gjorde?" ⁵⁵ Men han vendte sig og irettesatte dem. ⁵⁶ Og de gik til en anden Landsby.

⁵⁷ Og medens de vandrede på Vejen, sagde en til ham: "Jeg vil følge dig, hvor du end går hen." ⁵⁸ Og Jesus sagde til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved." ⁵⁹ Men han sagde til en anden: "Følg mig!" Men denne sagde: "Herre! tilsted mig først at gå hen at begrave min Fader." ⁶⁰ Men han sagde til ham: "Lad de døde begrave deres døde; men gå du hen og forkynd Guds Rige!" ⁶¹ Men også en anden sagde: "Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus." ⁶² Men Jesus sagde til ham: "Ingen, som lægger sin Hånd på Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige."

23 Så tog Job til Orde og svarede: ² "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk! ³ Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone! ⁴ Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser, ⁵ vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig! ⁶ Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig; ⁷ da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret. ⁸ Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham; ⁹ jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej. ¹⁰ Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve. ¹¹ Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra, ¹² fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst. ¹³ Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår. ¹⁴ Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for. ¹⁵ Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham. ¹⁶ Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige; ¹⁷ thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.

10 Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet ² og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet ³ og spiste alle den samme åndelige Mad ⁴ og drak alle den samme åndelige Drik; thi de drak af en åndelig Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus. ⁵ Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve slagne ned i Ørkenen. ⁶ Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke skulle begære, hvad ondt er, således som hine begærede. ⁷ Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er skrevet: "Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode op at lege." ⁸ Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve Utugt, og der faldt på een Dag tre og tyve Tusinde. ⁹ Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger. ¹⁰ Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Ødelæggeren. ¹¹ Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen. ¹² Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder! ¹³ Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder, og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne, men som sammen med Fristelsen vil skabe også Udgangen af den, for at I må kunne udholde den.

¹⁴ Derfor, mine elskede, flyr fra Afgudsdyrkelsen! ¹⁵ Jeg taler som til forstandige; dømmer selv, hvad jeg siger. ¹⁶ Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme? ¹⁷ Fordi der er eet Brød, ere vi mange eet Legeme; thi vi få alle Del i det ene Brød. ¹⁸ Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke Samfund med Alteret? ¹⁹ Hvad siger jeg da? At Afgudsofferkød er noget? eller at en Afgud er noget? ²⁰ Nej! men hvad Hedningerne ofre, ofre de til onde Ånder og ikke til Gud; men jeg vil ikke,at I skulle få Samfund med de onde Ånder. ²¹ I kunne ikke drikke Herrens Kalk og onde Ånders Kalk; I kunne ikke være delagtige i Herrens Bord og i onde Ånders Bord. ²² Eller skulle vi vække Herrens Nidkærhed? Mon vi ere stærkere end han?

²³ Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men ikke alt opbygger. ²⁴ Ingen søge sit eget, men Næstens! ²⁵ Alt, hvad der sælges i Slagterbod, spiser det, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn; ²⁶ thi Herrens er Jorden og dens Fylde. ²⁷ Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I ville gå derhen, da spiser alt det, som sættes for eder, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn. ²⁸ Men dersom nogen siger til eder: "Dette er Offerkød," da lad være at spise for hans Skyld, som gav det til Kende, og for Samvittighedens Skyld. ²⁹ Samvittigheden siger jeg, ikke ens egen, men den andens; thi hvorfor skal min Frihed dømmes af en anden Samvittighed? ³⁰ Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvorfor hører jeg da ilde for det, som jeg takker for? ³¹ Hvad enten I derfor spise eller drikke, eller hvad I gøre, da gører alt til Guds Ære! ³² Værer uden Anstød både for Jøder og Grækere og for Guds Menighed, ³³ ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de kunne frelses.