M’Cheyne Bible Reading Plan

50 Da kastede Josef sig over sin Faders Ansigt, græd og kyssede ham; ² og Josef befalede de lægekyndige blandt sine Tjenere at balsamere hans Fader, og Lægerne balsamerede Israel. ³ Dermed gik fyrretyve Dage, thi så lang Tid tager Balsameringen: og Ægypterne begræd ham i halvfjerdsindstyve Dage. ⁴ Da Grædetiden var omme, sagde Josef til Faraos Husfolk: "Hvis I har Godhed for mig, så sig på mine Vegne til Farao: ⁵ Min Fader tog mig i Ed, idet han sagde: Når jeg er død, så jord mig i den Grav, jeg lod mig grave i Kana'ans Land! Lad mig derfor drage op og jorde min Fader og så vende tilbage hertil!" ⁶ Da sagde Farao: "Drag kun op og jord din Fader, som han har ladet dig sværge." ⁷ Så drog Josef op for at jorde sin Fader, og med ham drog alle Faraos Tjenere, de ypperste i hans Hus og de ypperste i Ægypten, ⁸ hele Josefs Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres Kvinder og Børn, Småkvæg og Hornkvæg lod de blive tilbage i Gosen; ⁹ og med ham fulgte både Stridsvogne og Ryttere, så det blev en overmåde stor Karavane. ¹⁰ Da de kom til Gorenhåtad hinsides Jordan, holdt de der en overmåde stor og højtidelig Dødeklage, og han fejrede Sørgefest for sin Fader i syv Dage. ¹¹ Men da Landets Indbyggere, Kana'anæerne, så denne Sørgefest i Gorenhåtad, sagde de: "Ægypterne holder en højtidelig Sørgefest." Derfor gav man det Navnet Abel Mizrajim; det ligger hinsides Jordan.

¹² Og hans Sønner gjorde, som han havde pålagt dem; ¹³ hans Sønner førte ham til Kana'ans Land og jordede ham i Hulen på Makpelas Mark, den Mark, som Abraham havde købt til Gravsted af Hetiten Efron over for Mamre. ¹⁴ Efter at have jordet sin Fader vendte Josef tilbage til Ægypten med sine Brødre og alle dem, der var draget op med ham til hans Faders Jordefærd.

¹⁵ Da Josefs Brødre så, at deres Fader var død, sagde de: "Blot nu ikke Josef vil vise sig fjendsk mod os og gengælde os alt det onde, vi har gjort ham!" ¹⁶ Derfor sendte de Bud til Josef og sagde: "Din Fader pålagde os før sin Død ¹⁷ at sige til Josef: Tilgiv dog dine Brødres Brøde og Synd, thi de har gjort ondt imod dig! Så tilgiv nu din Faders Guds Tjenere deres Brøde!" Da græd Josef over deres Ord til ham. ¹⁸ Siden kom hans Brødre selv og faldt ham til Fode og sagde: "Se, vi vil være dine Trælle!" ¹⁹ Da sagde Josef til dem: "Frygt ikke, er jeg vel i Guds Sted? ²⁰ I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange Folk i Live; ²¹ frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders Kvinder og Børn!" Således trøstede han dem og satte Mod i dem.

²² Josef blev nu i Ægypten, både han og hans Faders Hus, og Josef blev 110 År gammel. ²³ Josef så Børn i tredje Led af Efraim; også Børn af Manasses Søn Makir fødtes på Josefs Knæ. ²⁴ Derpå sagde Josef til sine Brødre: "Jeg dør snart, men Gud vil se til eder og føre eder fra Landet her til det Land, han tilsvor Abraham, Isak og Jakob." ²⁵ Og Josef tog Israels Sønner i Ed og sagde: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben bort herfra!" ²⁶ Josef døde 110 År gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i Kiste i Ægypten.

3 Men i Kejser Tiberius's femtende Regeringsår, da Pontius Pilatus var Landshøvding i Judæa, og Herodes var Fjerdingsfyrste i Galilæa, og hans Broder Filip var Fjerdingsfyrste i Ituræa og Trakonitis's Land og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene, ² medens Annas og Kajfas vare Ypperstepræster, kom Guds Ord til Johannes, Sakarias's Søn, i Ørkenen. ³ Og han gik ud i hele Omegnen om Jordan og prædikede Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse, ⁴ som der er skrevet i Profeten Esajas's Talers Bog: "Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne; ⁵ hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høj skal nedtrykkes, og det krumme skal gøres lige, og de ujævne Veje skulle gøres jævne; ⁶ og alt Kød skal se Guds Frelse." ⁷ Han sagde altså til de Skarer, som gik ud for at døbes af ham: "I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede? ⁸ Bærer da Frugter, som ere Omvendelsen værdige, og begynder ikke at sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Sten. ⁹ Men Øksen ligger også allerede ved Roden af Træerne; så bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden." ¹⁰ Og Skarerne spurgte ham og sagde: "Hvad skulle vi da gøre?" ¹¹ Men han svarede og sagde til dem: "Den, som har to Kjortler, dele med den, som ingen har; og den, som har Mad, gøre ligeså!" ¹² Men også Toldere kom for at døbes, og de sagde til ham: "Mester! hvad skulle vi gøre?" ¹³ Men han sagde til dem: "Kræver intet ud over, hvad eder er forordnet." ¹⁴ Men også Krigsfolk spurgte ham og sagde: "Hvad skulle vi da gøre?" Og han sagde til dem: "Øver ikke Vold imod nogen, bruger ikke Underfundighed imod nogen, og lader eder nøje med eders Sold!" ¹⁵ Men da Folket var i Forventning, og alle tænkte i deres Hjerter om Johannes, om ikke han skulde være Kristus, ¹⁶ da svarede Johannes og sagde til alle: "Jeg døber eder med Vand; men den kommer, som er stærkere end jeg, og hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe eder med den Helligånd og Ild. ¹⁷ Hans Kasteskovl er i hans Hånd, for at han skal gennemrense sin Lo og sanke Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild." ¹⁸ Ligeså formanede han også Folket om mange andre Ting og forkyndte dem Evangeliet. ¹⁹ Men da Fjerdingsfyrsten Herodes blev revset af ham for hans Broders Hustru, Herodias's Skyld og for alt det onde, som Herodes gjorde, ²⁰ så føjede han til alt det øvrige også dette, at han kastede Johannes i Fængsel.

²¹ Men medens hele Folket blev døbt, skete det, da også Jesus var bleven døbt og bad, at Himmelen åbnedes, ²² og at den Helligånd dalede ned over ham i legemlig Skikkelse som en Due, og at en Røst lød fra Himmelen: "Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg Velbehag."

²³ Og Jesus selv var omtrent tredive År, da han begyndte, og han var, som man holdt for, en Søn af Josef Elis Søn, ²⁴ Matthats Søn, Levis Søn, Melkis Søn, Jannajs Søn, Josefs Søn, ²⁵ Mattathias's Søn, Amos's Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggajs Søn, ²⁶ Måths Søn, Mattathias's Søn, Semeis Søn, Josefs Søn, Judas Søn, ²⁷ Joanans Søn, Resas Søn, Zorobabels Søn; Salathiels Søn, Neris Søn. ²⁸ Melkis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmadams Søn, Ers Søn, ²⁹ Jesu Søn, Eliezers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn, ³⁰ Simeons Søn, Judas Søn, Josets Søn, Jonams Søn, Eliakims Søn, ³¹ Meleas Søn, Mennas Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn, ³² Isajs Søn, Obeds Søn, Boos's Søn, Salmons Søn, Nassons Søn, ³³ Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Fares's Søn, Judas Søn, ³⁴ Jakobs Søn, Isaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nakors Sn, ³⁵ Seruks Søn, Ragaus Søn, Faleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn, ³⁶ Kajnans Søn, Arfaksads Søn, Sems Søn, Noas Søn, Lameks Søn, ³⁷ Methusalas Søn, Enoks Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Kajnans Søn, ³⁸ Enos's Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn.

16 Så tog Job til Orde og svarede: ² "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe! ³ Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare? ⁴ Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer, ⁵ styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord! ⁶ Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg? ⁷ Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds; ⁸ at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig. ⁹ Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig, ¹⁰ de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig; ¹¹ Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig. ¹² Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive, ¹³ hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden; ¹⁴ Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig. ¹⁵ Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel; ¹⁶ mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke, ¹⁷ skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

¹⁸ Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile! ¹⁹ Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje; ²⁰ gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud, ²¹ at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

²² Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 17 ¹ Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; ² visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. ³ Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? ⁴ Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; ⁵ den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. ⁶ Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; ⁷ mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; ⁸ retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, ⁹ men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. ¹⁰ Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer! ¹¹ Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; ¹² Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; ¹³ vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, ¹⁴ Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. ¹⁵ Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? ¹⁶ Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?

4 Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder! ² I øvrigt kræves her af Husholdere, at man må findes tro, ³ Men mig er det såre lidet at bedømmes af eder eller af en menneskelig Ret; ja, jeg bedømmer end ikke mig selv. ⁴ Thi vel ved jeg intet med mig selv, dog er jeg ikke dermed retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig, er Herren. ⁵ Derfor dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer, som både skal bringe for lyset det, som er skjult i Mørket, og åbenbare Hjerternes Råd; og da skal enhver få sin Ros fra Gud.

⁶ Men dette, Brødre! har jeg anvendt på mig selv og Apollos for eders Skyld, for at I på os kunne lære dette "ikke ud over, hvad der står skrevet", for at ikke nogen af eder for eens Skyld skal opblæse sig mod en anden. ⁷ Thi hvem giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? men når du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det? ⁸ I ere allerede mættede, I ere allerede blevne rige, I ere blevne Konger uden os, ja, gid I dog vare blevne Konger, for at også vi kunde være Konger med eder! ⁹ Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostle som de ringeste, ligesom dødsdømte; thi et Skuespilere vi blevne for Verden, både for Engle og Mennesker. ¹⁰ Vi ere Dårer for Kristi Skyld, men I ere kloge i Kristus; vi svage, men I stærke; I hædrede, men vi vanærede. ¹¹ Indtil denne Time lide vi både Hunger og Tørst og Nøgenhed og få Næveslag og have intet blivende Sted ¹² og arbejde møjsommeligt med vore egne Hænder. Udskælder man os, velsigne vi; forfølger man os, finde vi os deri; ¹³ spotter man os, give vi gode Ord; som Verdens Fejeskarn ere vi blevne, et Udskud for alle indtil nu.

¹⁴ Ikke for at beskæmme eder skriver jeg dette; men jeg påminder eder som mine elskede Børn. ¹⁵ Thi om I end have ti Tusinde Opdragere i Kristus, have I dog ikke mange Fædre; thi jeg har i Kristus Jesus avlet eder ved Evangeliet. ¹⁶ Jeg formaner eder altså, vorder mine Efterfølgere! ¹⁷ Derfor har jeg sendt Timotheus til eder, som er mit elskede og trofaste Barn i Herren, og han skal minde eder om mine Veje i Kristus, således som jeg lærer alle Vegne i enhver Menighed. ¹⁸ Men nogle ere blevne opblæste, i den Tanke, at jeg ikke kommer til eder; ¹⁹ men jeg skal snart komme til eder, om Herren vil, og gøre mig bekendt, ikke med de opblæstes Ord, men med deres Kraft. ²⁰ Thi Guds Rige består ikke i Ord, men i Kraft. ²¹ Hvad ville I? Skal jeg komme til eder med Ris eller med Kærlighed og Sagtmodigheds Ånd?