M’Cheyne Bible Reading Plan

49 Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste Dage: ² Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel! ³ Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft! ⁴ Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du besteg din Faders Leje.Skændigt handled du da han besteg mit Leje!

⁵ Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben. ⁶ I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de Okser. ⁷ Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel!

⁸ Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig. ⁹ En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække ham! ¹⁰ Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder, til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde. ¹¹ Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole, tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod, ¹² med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!

¹³ Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst, hans Side er vendt mod Zidon.

¹⁴ Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene, ¹⁵ fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under Byrden og blev en ufri Træl.

¹⁶ Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme. ¹⁷ Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider Hesten i Hælen,så Rytteren styrter bagover! ¹⁸ På din Frelse bier jeg, Herre!

¹⁹ Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene på dem.

²⁰ Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.

²¹ Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.

²² Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker slynger sig over Muren. ²³ Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham, ²⁴ men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe, ²⁵ fra din Faders Gud han hjælpe dig!Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser! ²⁶ Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!

²⁷ Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om Aftenen deler han Bytte!"

²⁸ Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige Velsignelse.

²⁹ Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons Mark. ³⁰ i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted, ³¹ hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea. ³² Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne." ³³ Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin Slægt.

2 Men det skete i de dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal. ² (Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien,) ³ Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By. ⁴ Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt, ⁵ for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. ⁶ Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at hun skulde føde. ⁷ Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi der var ikke Rum for dem i Herberget.

⁸ Og der var Hyrder i den samme Egn, som lå ude på Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord. ⁹ Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede såre ¹⁰ Og Engelen sagde til dem: "Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket. ¹¹ Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By. ¹² Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe." ¹³ Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: ¹⁴ "Ære være Gud i det højeste! og Fred på Jorden! i Mennesker Velbehag! ¹⁵ Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: "Lader os dog gå til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os." ¹⁶ Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef, og Barnet liggende i Krybben. ¹⁷ Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette Barn. ¹⁸ Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne. ¹⁹ Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte. ²⁰ Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til dem.

²¹ Og da otte Dage vare fuldkommede, så han skulde omskæres, da blev hans Navn kaldt Jesus, som det var kaldt af Engelen, før han blev undfangen i Moders Liv.

²² Og da deres Renselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren, ²³ som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som åbner Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren, ²⁴ og for at bringe Offer efter det, som er sagt i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer. ²⁵ Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og den Helligånd var over ham. ²⁶ Og det var varslet ham af den Helligånd, at han ikke skulde se Døden, førend han havde set Herrens Salvede. ²⁷ Og han kom af Åndens Drift til Helligdommen; og idet Forældrene bragte Barnet Jesus ind for at gøre med ham efter Lovens Skik, ²⁸ da tog han det på sine Arme og priste Gud og sagde: ²⁹ "Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord. ³⁰ Thi mine Øjne have set din Frelse, ³¹ som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn, ³² et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk Israel." ³³ Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham. ³⁴ Og Simeon velsignede dem og sagde til hans Moder Maria: "Se, denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et Tegn, som imodsiges, ³⁵ ja, også din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! for at mange Hjerters Tanker skulle åbenbares." ³⁶ Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget fremrykket i Alder, havde levet syv År med sin Mand efter sin Jomfrustand ³⁷ og var nu en Enke ved fire og firsindstyve År, og hun veg ikke fra Helligdommen, tjenende Gud med Faste og Bønner Nat og Dag. ³⁸ Og hun trådte til i den samme Stund og priste Gud og talte om ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning. ³⁹ Og da de havde fuldbyrdet alle Ting efter Herrens Lov, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth. ⁴⁰ Men Barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af Visdom: og Guds Nåde var over det.

⁴¹ Og hans Forældre droge hvert År op til Jerusalem på Påskehøjtiden. ⁴² Og da han var bleven tolv År gammel, og de gik op efter Højtidens Sædvane ⁴³ og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem, medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke. ⁴⁴ Men da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og Kyndinge. ⁴⁵ Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham. ⁴⁶ Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen, hvor han sad midt iblandt Lærerne og både hørte på dem og adspurgte dem. ⁴⁷ Men alle, som hørte ham, undrede sig såre over hans Forstand og Svar. ⁴⁸ Og da de så ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham:"Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din Fader og jeg have ledt efter dig med Smerte." ⁴⁹ Og han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Gerning?" ⁵⁰ Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem. ⁵¹ Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig og hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte. ⁵² Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og yndest hos Gud og Mennesker.

15 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: ² "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind ³ for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder? ⁴ Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud. ⁵ Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig! ⁷ Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var? ⁸ Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig? ⁹ Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender? ¹⁰ Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders! ¹¹ Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig? ¹² Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt? ¹³ Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund. ¹⁴ Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret? ¹⁵ End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne, ¹⁶ hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

¹⁷ Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set, ¹⁸ hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt, ¹⁹ dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem: ²⁰ Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever; ²¹ Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham; ²² han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet, ²³ udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald; ²⁴ Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid. ²⁵ Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods, ²⁶ stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde. ²⁷ Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd. ²⁸ tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus. ²⁹ Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks; ³⁰ han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden. ³¹ Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn! ³² I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes; ³³ han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst. ³⁴ Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte; ³⁵ svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!

3 Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til åndelige, men som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus. ² Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu ikke tåle det, ja, I kunne det ikke engang nu; ³ thi endnu ere I kødelige. Når der nemlig er Nid og Splid iblandt eder, ere I da ikke kødelige og vandre på Menneskers Vis? ⁴ Thi når en siger: "Jeg hører Paulus til," og en anden: "Jeg hører Apollos til," ere I så ikke "Mennesker"?

⁵ Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I bleve troende og det, efter som Herren gav enhver. ⁶ Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst. ⁷ Så er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Vækst. ⁸ Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal få sin egen Løn efter sit eget Arbejde. ⁹ Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I.

¹⁰ Efter den Guds Nåde, som blev given mig, har jeg som en viis Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpå. Men enhver se til, hvorledes han bygger derpå! ¹¹ thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus. ¹² Men dersom nogen på Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare Sten, Træ, Hø, Strå, ¹³ da skal enhvers Arbejde blive åbenbaret; thi Dagen skal gøre det klart, efterdi den åbenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde er, det skal Ilden prøve. ¹⁴ Dersom det Arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få Løn; ¹⁵ dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gå Glip af den; men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild. ¹⁶ Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Ånd bor i eder? ¹⁷ Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi Guds Tempel er helligt, og det ere jo I.

¹⁸ Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt eder i denne Verden, han vorde en Dåre, for at han kan vorde viis. ¹⁹ Thi denne Verdens Visdom er Dårskab for Gud; thi der er skrevet: "Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;" ²⁰ og atter:"Herren kender de vises Tanker, at de ere forfængelige." ²¹ Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, ²² være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; ²³ men I ere Kristi, og Kristus er Guds.