M’Cheyne Bible Reading Plan
48 Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig 2 Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog Israel sig sammen og satte sig oprejst på Lejet 3 Jakob sagde til Josef: "Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig; 4 og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give dit Afkom efter dig Land til evigt Eje! 5 Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være mine så godt som Ruben og Simeon; 6 derimod skal de Børn, du har fået efter dem, være dine; men de skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod 7 Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og jeg jordede hende der på vejen til Efrat, det er Betlehem".
8 Da Israel så Josefs Sønner, sagde han: "Hvem bringer du der?" 9 Josef svarede sin Fader: "Det er mine Sønner, som Gud har skænket mig her." Da sagde han:"Bring dem hen til mig, at jeg kan velsignedem!" 10 Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, så at han ikke kunde se. Da førte han dem hen til ham. og han kyssede og omfavnede dem. 11 Og Israel sagde til Josef: "Jeg: havde ikke turdet håbe at få dit Ansigt at se, og nu har Gud endog: ladet mig se dit Afkom!" 12 Derpå tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til Jorden. på sit Ansigt. 13 Josef tog så dem begge, Efraim i sin højre Hånd til venstre for Israel og Manasse i sin venstre Hånd til højre for Israel, og førte dem hen til ham; 14 men Israel udrakte sin højre Hånd og lagde den på Efraims Hoved, uagtet han var den yngste.. og sin venstre Hånd lagde han på Manasses Hoved, så at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse var den førstefødte. 15 Derpå velsignede han Josef og sagde: "Den Gud, for hvis Åsyn mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig: fra min første Færd og til nu, 16 den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene, så at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn må blive nævnet ved dem, og de må vokse i Mængde i Landet!"
17 Men da Josef så, at hans Fader lagde sin højre Hånd på Efraims Hoved, var det ham imod,. og han greb sin Faders Hånd for at tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den på Manasses; 18 og Josef sagde til sin Fader: "Nej, ikke således, Fader, thi denne er den førstefødte; læg din højre Hånd på hans Hoved!" 19 Men hans Fader vægrede sig og sagde: "Jeg ved det, min Søn, jeg ved det! Også han skal blive til et Folk, også han skal blive stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!" 20 Således velsignede han dem på den Dag og sagde: "Med eder skal Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!" Og han stillede Efraim foran Manasse.
21 Da sagde Israel til Josef: "Jeg skal snart dø, men Gud skal være med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land. 22 Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har fravristet Amonterne med mit Sværd og min Bue!"
39 Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til Bjergegnen til en By i Juda. 40 Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth. 41 Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd 42 og råbte med høj Røst og sagde: "Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt! 43 Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig? 44 Thi se, da din Hilsens Røst nåede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd. 45 Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren," 46 Og Maria sagde: "Min Sjæl ophøjer Herren; 47 og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser; 48 thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, 49 fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt; 50 og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. 51 Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. 52 Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe. 53 Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. 54 Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed 55 imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til vore Fædre." 56 Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit Hjem igen.
57 Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. 58 Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende. 59 Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn. 60 Og hans Moder svarede og sagde: "Nej, han skal kaldes Johannes." 61 Og de sagde til hende: "Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn." 62 Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes. 63 Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: "Johannes er hans Navn." Og de undrede sig alle. 64 Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud. 65 Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. 66 Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: "Hvad mon der skal blive af dette Barn?" Thi Herrens Hånd var med ham.
67 Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han profeterede og sagde: 68 "Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk 69 og har oprejst os et Frelsens Horn" i sin Tjener Davids Hus, 70 således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, 71 en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os, 72 for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, 73 den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os, 74 at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden Frygt, 75 i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage. 76 Men også du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gå foran for Herrens Åsyn for at berede hans Veje, 77 for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse, 78 for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os 79 for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind på Fredens Vej," 80 Men Barnet voksede og blev styrket i Ånden; og han var i Ørkenerne indtil den Dag, da han trådte frem for Israel.
14 1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro; 2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast. 3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten! 4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een! 5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse, 6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud; 8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde: 9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ; 10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da? 11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres, 12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! 14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom; 15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk! 16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd, 17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden, 19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb. 20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare. 21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke; 22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
2 Og jeg, Brødre! da jeg kom til eder, kom jeg ikke og forkyndte eder Gud Vidnesbyrd med Stormægtighed i Tale eller i Visdom; 2 thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt eder uden Jesus Kristus og ham korsfæstet; 3 og jeg færdedes hos eder i Svaghed og i Frygt og megen Bæven, 4 og min Tale og min Prædiken var ikke med Visdoms overtalende Ord, men med Ånds og Krafts Bevisning, 5 for at eders Tro ikke skulde bero på Menneskers Visdom, men på Guds Kraft.
6 Dog, Visdom tale vi iblandt de fuldkomne, men en Visdom, der ikke stammer fra denne Verden, ikke heller fra denne Verdens Herskere, som blive til intet; 7 men vi tale Visdom fra Gud, den hemmelige, den, som var skjult, som Gud før Verdens Begyndelse forudbestemte til vor Herlighed, 8 hvilken ingen af denne Verdens Herskere har erkendt; thi; havde de erkendt den,havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre; 9 men, som der er skrevet: "Hvad intet Øje har set, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som elske ham." 10 Men os åbenbarede Gud det ved Ånden; thi Ånden ransager alle Ting, også Guds Dybder. 11 Thi hvilket Menneske ved, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Ånd, som er i ham? Således har heller ingen erkendt, hvad der er i Gud, uden Guds Ånd. 12 Men vi have ikke fået Verdens Ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kunne vide, hvad der er os skænket af Gud; 13 og dette tale vi også, ikke med Ord, lærte af menneskelig Visdom, men med Ord, lærte af Ånden, idet vi tolke åndelige Ting med åndelige Ord.
14 Men det sjælelige Menneske tager ikke imod de Ting, som høre Guds Ånd til; thi de ere ham en Dårskab, og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes åndeligt. 15 Men den åndelige bedømmer alle Ting, selv derimod bedømmes han af ingen. 16 Thi hvem har kendt Herrens Sind, så han skulde kunne undervise ham? Men vi have Kristi Sind.