M’Cheyne Bible Reading Plan

47 Så drog Josef hen og meldte det til Farao og sagde: "Min Fader og mine Brødre er kommet fra Kana'ans Land med deres Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, og befinder sig i Gosen." ² Og han tog fem af sine Brødre med sig og forestillede dem for Farao. ³ Da nu Farao spurgte dem, hvad de var, svarede de: "Dine Trælle er Hyrder ligesom vore Fædre!" ⁴ Og de sagde til Farao: "Vi er kommet for at bo som Gæster i Landet, thi der er ingen Græsning for dine Trælles Småkvæg, da Hungersnøden er trykkende i Kana'an, og nu vilde dine Trælle gerne bosætte sig i Gosen." ⁵ Da sagde Farao til Josef: "Din Fader og dine Brødre er kommet til dig; ⁶ Ægypten står til din Rådighed, lad din Fader og dine Brødre bosætte sig i den bedste Del af Landet; de kan tage Ophold i Gosens Land; og hvis du ved, at der er dygtige Folk iblandt dem, kan du sætte dem til Opsynsmænd over mine Hjorde!"

⁷ Da hentede Josef sin Fader Jakob og forestillede ham for Farao, og Jakob velsignede Farao. ⁸ Farao spurgte Jakob: "Hvor mange er dine Leveår?" ⁹ Jakob svarede ham: "Min Udlændigheds År er 130 År; få og onde var mine Leveår, og ikke når de op til mine Fædres År i deres Udlændigheds Tid." ¹⁰ Derpå velsignede Jakob Farao og gik bort fra ham. ¹¹ Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bosætte sig og gav dem Jordegods i Ægypten, i den bedste Del af Landet, i Landet Rameses, som Farao havde befalet. ¹² Og Josef forsørgede sin Fader og sine Brødre og hele sin Faders Hus med Brød efter Børnenes Tal.

¹³ Der fandtes ikke mere brød Korn i Landet, thi Hungersnøden var overvættes stor, og Ægypten og Kana'an vansmægtede af Sult. ¹⁴ Da lod Josef alle de Penge samle, som var indkommet i Ægypten og Kana'an for det Korn, der købtes, og lod dem bringe til Faraos Hus. ¹⁵ Men da Pengene slap op i Ægypten og Kana'an, kom hele Ægypten til Josef og sagde: "Giv os Brødkorn, at vi ikke skal dø for dine Øjne, thi Pengene er sluppet op!" ¹⁶ Josef svarede: "Kom med eders Hjorde, så vil jeg give eder Brødkorn for dem, siden Pengene er sluppet op." ¹⁷ Da bragte de deres Hjorde til Josef, og han gav dem Brødkorn for Hestene, for deres Hjorde af Småkvæg og Hornkvæg og for Æslerne; og han forsørgede dem i det År med Brødkorn for alle deres Hjorde. ¹⁸ Men da Året var omme, kom de til ham det følgende År og sagde: "Vi vil ikke dølge det for min Herre; men Pengene er sluppet op, og Kvæget har vi bragt til min Herre; nu er der ikke andet tilbage for min Herre end vore Kroppe og vor Jord; ¹⁹ lad os dog ikke dø for dine Øjne, vi sammen med vor Jord, men køb os og vor Jord for Brødkorn, og lad os med vor Jord blive livegne for Farao, og giv os derfor Såsæd, så vi kan blive i Live og slippe for Døden, og vor Jord undgå at lægges øde!" ²⁰ Da købte Josef al Jord i Ægypten til Farao, idet enhver Ægypter solgte sin Mark, fordi Hungersnøden tvang dem, og således kom Landet i Faraos Besiddelse; ²¹ og Befolkningen gjorde han til hans Trælle i hele Ægypten fra Ende til anden. ²² Kun Præsternes Jord købte han ikke, thi de havde faste Indtægter fra Farao, og de levede af de Indtægter, Farao havde skænket dem; derfor behøvede de ikke at sælge deres Jord.

²³ Derpå sagde Josef til Folket: "Nu har jeg købt eder og eders Jord til Farao; nu har I Såsæd til Jorden; ²⁴ men af Afgrøden skal I afgive en Femtedel til Farao, medens de fire Femtedele skal tjene eder til Såsæd på Marken og til Føde for eder og eders Husstand og til Føde for eders Børn." ²⁵ De svarede: "Du har reddet vort Liv; måtte vi eje min Herres Gunst, så vil vi være Faraos Trælle!" ²⁶ Således gjorde Josef det til en Vedtægt, der endnu den Dag i Dag gælder i Ægypten, at afgive en Femtedel til Farao; kun Præsternes Jord kom ikke i Faraos Besiddelse.

²⁷ Israel bosatte sig nu i Ægypten, i Gosens Land; og de tog fast Ophold der, blev frugtbare og såre talrige. ²⁸ Jakob levede i Ægypten i sytten År, så at Jakobs Levetid blev 147 År. ²⁹ Da nu Tiden nærmede sig, at Israel skulde dø, kaldte han sin Søn Josef til sig og sagde til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så læg din Hånd under min Lænd og lov mig at vise mig den Kærlighed og Trofasthed ikke at jorde mig i Ægypten. ³⁰ Når jeg har lagt mig til Hvile hos mine Fædre, skal du føre mig fra Ægypten og jorde mig i deres Grav!" Han svarede: "Jeg skal gøre, som du siger." ³¹ Da sagde han: "Tilsværg mig det!" Og han tilsvor ham det. Da bøjede Israel sig tilbedende over Lejets Hovedgærde.

1 Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os, ² således som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets Tjenere, have overleveret os: ³ så har også jeg besluttet, efter nøje at have gennemgået alt forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus! ⁴ for at du kan erkende Pålideligheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligt undervist.

⁵ I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons Døtre, og hendes Navn var Elisabeth. ⁶ Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i alle Herrens Bud og Forskrifter. ⁷ Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge fremrykkede i Alder. ⁸ Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde Præstetjeneste for Gud, ⁹ tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gå ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet. ¹⁰ Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time. ¹¹ Men en Herrens Engel viste sig for ham, stående ved den højre Side af Røgelsesalteret. ¹² Og da Sakarias så ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham. ¹³ Men Engelen sagde til ham: "Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes. ¹⁴ Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes over hans Fødsel; ¹⁵ thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han ej drikke, og han skal fyldes med den Helligånd alt fra Moders Liv, ¹⁶ og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud. ¹⁷ Og han skal gå foran for ham i Elias's Ånd og Kraft for at vende Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for at berede Herren et velskikket folk." ¹⁸ Og Sakarias sagde til Engelen: "Hvorpå skal jeg kende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder." ¹⁹ Og Engelen svarede og sagde til ham: "Jeg er Gabriel, som står for Guds Åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at forkynde dig dette Glædesbudskab. ²⁰ Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle fuldbyrdes i deres Tid," ²¹ Og folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han tøvede i Templet. ²² Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode, at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og forblev stum. ²³ Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Hus. ²⁴ Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og hun skjulte sig fem Måneder og sagde: ²⁵ "Således har Herren gjort imod mig i de Dage, da han så til mig for at borttage min Skam iblandt Mennesker:"

²⁶ Men i den sjette Måned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en By i Galilæa, som hedder Nazareth, ²⁷ til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria. ²⁸ Og Engelen kom ind til hende og sagde: "Hil være dig, du benådede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!" ²⁹ Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulde være for en Hilsen. ³⁰ Og Engelen sagde til hende: "Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Nåde hos Gud. ³¹ Og se, du skal undfange og føde en Søn,og du skal kalde hans Navn Jesus. ³² Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone. ³³ Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende på hans Kongedømme." ³⁴ Men Maria sagde til Engelen: "Hvorledes skal dette gå til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?" ³⁵ Og Engelen svarede og sagde til hende: Den Helligånd skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som fødes,. kaldes Guds Søn. ³⁶ Og se, Elisabeth din Frænke, også hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Måned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. ³⁷ Thi intet vil være umuligt for Gud." ³⁸ Men Maria sagde: "Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!" Og Engelen skiltes fra hende.

13 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det; ² hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer. ³ Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette, ⁴ mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe. ⁵ Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise! ⁶ Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage! ⁷ Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig? ⁸ Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud? ⁹ Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske? ¹⁰ Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske. ¹¹ Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder? ¹² Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

¹³ Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil! ¹⁴ Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd; ¹⁵ se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd. ¹⁶ Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham! ¹⁷ Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører! ¹⁸ Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min! ¹⁹ Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden! ²⁰ Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig: ²¹ Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

²² Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare! ²³ Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd! ²⁴ Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende? ²⁵ Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå, ²⁶ at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld, ²⁷ lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

²⁸ Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,

1 Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen Sosthenes ² til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der på ethvert Sted påkalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn: ³ Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

⁴ Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Nåde, som blev givet eder i Kristus Jesus, ⁵ at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab, ⁶ ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder, ⁷ så at I ikke stå tilbage i nogen Nådegave, idet I forvente vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse, ⁸ han, som også skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige på vor Herres Jesu Kristi Dag, ⁹ Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre.

¹⁰ Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening. ¹¹ Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Bloes Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder. ¹² Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus. ¹³ Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller bleve I døbte til Paulus's Navn? ¹⁴ Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden Krispus og Kajus, ¹⁵ for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn. ¹⁶ Dog, jeg døbte også Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg døbte nogen anden.

¹⁷ Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft. ¹⁸ Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft. ¹⁹ Thi der er skrevet: "Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet." ²⁰ Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Dårskab? ²¹ Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem, som tro, ²² eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom, ²³ vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Dårskab, ²⁴ men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom. ²⁵ Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene.

²⁶ Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; ²⁷ men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke; ²⁸ og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, ²⁹ for at intet Kød skal rose sig for Gud. ³⁰ Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning; ³¹ for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af Herren!"